Ledigheden stiger svagt, men forbliver lav

0
Close up interviewer interview candidate apply for job at meeting room in office

I juli måned steg antallet af ledige i Danmark med 400 personer, hvilket bringer det samlede antal fuldtidsledige op på 87.100. Selvom der er en stigning i ledigheden, forbliver ledighedsprocenten uændret på 2,9 procent, hvilket fortsat er et lavt niveau i en historisk kontekst.

Dette viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

På trods af stigningen i ledigheden vurderes situationen ikke at være alarmerende. Arbejdsmarkedet har vist stabilitet gennem det første halvår af 2024, og ledighedsniveauet er fortsat lavt sammenlignet med tidligere år. Selvom der er risiko for, at arbejdsmarkedet kan miste lidt fart i den resterende del af 2024, forventes ledigheden at forblive omkring det nuværende niveau frem mod årsskiftet.

Der er dog indikationer på, at tempoet i beskæftigelsesvæksten er aftagende. Antallet af jobopslag er faldet sammenlignet med tidligere år, og selvom der er kommet flere personer i arbejde, stiger beskæftigelsen ikke i samme takt som før. Dette kan føre til en svag stigning i ledigheden, men det overordnede niveau forventes stadig at være stabilt og lavt i forhold til tidligere år.

Sammenlignet med foråret 2022, hvor ledighedsprocenten var på 2,4 procent, er der nu en mindre stigning, men det generelle billede viser stadig et sundt og stabilt arbejdsmarked, selv i en tid med økonomisk usikkerhed.

Kolding Bibliotek overtager populært Ditzel-univers fra Trapholt

0

Kolding Bibliotek overtager Nanna Ditzels børnebibliotek, som det seneste år har været udstillet på Trapholt. Dermed kan byens børn fortsat nyde en læsestund i det farverige trappemiljø. Det genanvendte læseområde står allerede nu klar på Kolding Bibliotek.

Søndag den 11. august lukkede kunst- og designmuseet Trapholt for den anmelderroste Nanna Ditzel-udstilling, der har kunnet opleves på museet siden september sidste år. Men borgerne i Kolding får fortsat mulighed for at boltre sig i et af udstillingens legebarns-fremkaldende trappemiljøer med skumgummipuder; endda på ubestemt tid.

Foto: Kenneth Stjernegaard

Glæde over, at udstillingen kan leve videre

Kolding Bibliotek overtager nemlig Nanna Ditzels farverige børnebibliotek, der oprindeligt var designet til Lyngby Bibliotek – og som det seneste år har været udstillet på Trapholt.

“Det er en klar strategi for Trapholt at arbejde bæredygtigt, hvor elementer fra udstillingerne får et nyt liv et andet sted efter udstillingsperioden. Vi er begejstrede for, at Nanna Ditzel-udstillingen på den måde kan leve videre og kommer alle Koldings børn til gavn,” udtaler Karen Grøn, museumsdirektør på Trapholt.

Biblioteksmiljøet er en genskabt version af børnebiblioteket i Lyngby fra 1968, bygget efter Nanna Ditzels originaltegninger i samarbejde med virksomheden Nanna Ditzel Design. Ditzels design skal invitere børnefamilier til samvær om læsning.

Ditzels design skal invitere børnefamilier til samvær om læsning

Koldingbibliotekerne arbejder målrettet på at gøre læsning sjovere for børn og samtidig styrke læsning som en familieaktivitet. Da børnebiblioteket netop stod over for en nyindretning, var det oplagt at tænke Ditzels farverige møbel ind.

“I vores nyindretning af Kolding Bibliotek er vi meget optagede af at tænke bæredygtigt og genbruge møbler. Og hvad kunne være mere smukt end at slutte ringen ved at overtage Nanna Ditzels børnebibliotek, der oprindeligt stammer fra Lyngby-Taarbæk Stadsbibliotek. Det er et helt oplagt match,” siger Pia Henriette Friis, bibliotekschef fra Kolding Bibliotek, der også overtager en række træer fra udstillingen på Trapholt.

Det genanvendte børneområde stod klar på Kolding Bibliotek fredag den 16. august.

Øvrige to områder fra udstillingen, henholdsvis Eventyrrummet, der også var på Lyngby Bibliotek, og Interspace overtages af Dansk Arkitektur Center (DAC) i København.

Fredericia brugte flest penge på dronningens sommertogt

0

Fredericia Kommune markerede sig som den dyreste vært, da dronning Margrethe besøgte byen under sommertogtet i 2023. Med en prislap på over én million kroner for blot en enkelt dags royal tilstedeværelse, står Fredericia i skarp kontrast til andre kommuner, der også modtog besøg af regenten. Det skriver Ekstra Bladet, der har fået aktindsigt i kommunens udgifter i forbindelse med sidste års togt.

Besøget fandt sted på et tidspunkt, hvor kommunen stod midt i en alvorlig spareøvelse. Bare få dage før dronningens ankomst blev et sparekatalog præsenteret, hvor kommunen foreslog nedskæringer på hele 95 millioner kroner. Nedskæringerne ramte især ældreområdet og børneområdet hårdt, hvor henholdsvis 40 og 30 millioner kroner skulle spares. På trods af dette valgte kommunen at bruge 1.054.413,70 kroner på at forberede og afvikle det royale besøg.

En investering i byens stolthed

Kommunens ledelse har forsvaret de høje udgifter som en investering i byens image og borgerskabets stolthed. Ifølge Kristine Toullec, leder af Byrådssekretariat og Kommunikation i Fredericia Kommune, var besøget i tråd med kommunens vision om at skabe unikke oplevelser for borgerne. Toullec fremhæver, at mange borgere har udtrykt, at besøget gav dem en følelse af by-stolthed.

Fredericia i front – andre kommuner fulgte trop

Fredericia var ikke den eneste kommune, der i 2023 lagde budgettet i sving for at modtage kongeligt besøg, men den var klart den dyreste. I Randers Kommune løb regningen op på 735.186,69 kroner. Her blev der blandt andet brugt 66.172 kroner på blomsterkummer og 47.488,40 kroner på fejning og renholdelse af byen. Desuden blev der afsat 62.500 kroner til renovering af Dronningekajen, som dog ikke blev benyttet, da Dannebrogs køl stak for dybt.

Vordingborg Kommune formåede at holde udgifterne nede på 353.353,05 kroner, mens Allerød Kommune klarede sig med blot 57.764,47 kroner. I Allerød blev en stor del af udgifterne dækket af lokale virksomheder og foreninger, hvilket forklarer den markant lavere omkostning.

En prioriteret begivenhed

De høje udgifter i Fredericia inkluderede blandt andet 50.000 kroner til fyrværkeri, 118.533,90 kroner til leje af Eksercerhuset, hvor dronningen spiste frokost, og 388.953 kroner til forberedelse og rengøring af byen. Kommunen har valgt at se det royale besøg som en langsigtet investering, både i byens branding og i borgernes stolthed, og oplever generelt opbakning til prioriteringen af midlerne.

Et nyt sommertogt står for døren

Nu står dette års sommertogt for døren, hvor kong Frederik og dronning Mary i løbet af de kommende dage vil besøge fire danske kommuner. Togtet begynder den 19. august på Bornholm, fortsætter dagen efter på Ærø, og herefter går turen til Assens, inden det afsluttes i Vejle den 22. august. Udgifterne til dette års sommertogt er selvsagt ikke kendte endnu, da besøgene endnu ikke er afviklet. Kommunerne har dog sandsynligvis forberedt sig grundigt på at modtage det nye regentpar med manér

Skjulte omkostninger på lejebilen? Det skal du være opmærksom på

0

Hold øje med både kontoen og postkassen, hvis du har lejet bil på ferien. Klager til Forbruger Europa viser, at det er højsæson for uventede regninger fra udenlandske biludlejere.

Ferien er slut, og du har forhåbentlig fået en masse oplevelser med hjem. Det kan med stor sandsynlighed skyldes den lejebil, du har brugt til at komme rundt og se seværdigheder. Men det er en god idé at være opmærksom på, om der har været skjulte omkostninger på lejebilen:

– Klager fra tidligere år viser, at sensommeren er højsæson for klager over lejebiler, der bliver dyrere end forventet. Klagerne kan både handle om, at billejerne har fået opkrævet flere penge, end de havde regnet med, eller måske kan de ikke få deres depositum retur. Det kan dreje sig om mange tusinde kroner, siger direktør i Forbruger Europa, Lars Arent.

– Vores vigtigste råd er, at du ikke forholder dig passivt, men holder øje med, om du får nogle uventede regninger, og straks reagerer, hvis det sker.

Hold øje med din bankkonto, når du kommer hjem
Klager fra tidligere år viser, at billejerne får trukket flere penge, end de havde regnet med, eller der dukker uventede regninger op. En af årsagerne kan desværre være, at du på rejsedestinationen fik tilbudt en forsikring til lejebilen, og her kan det være svært at få pengene igen:

– Hvis du er kommet til at takke ja og underskrive på tilkøb af unødvendige ekstraforsikringer, gælder det som udgangspunkt, at det du har købt og skrevet under på, det hæfter du for, siger Lars Arent og fortsætter:

– Hvis du ikke har skrevet under, kan du klage, hvis biludlejeren trækker et beløb, du er uenig i. Derfor er det en god idé at holde øje med din bankkonto de kommende måneder. Opdager du, at biludlejeren trækker et for højt beløb, så reagér straks ved at kontakte dem på skrift.

Du kan også spørge din bank, om de kan hjælpe med at få pengene tilbage.

Klag til biludlejeren
Overraskende regninger kan også handle om, at billejerne bliver beskyldt for at have påført bilen skader, men det skal udlejeren kunne bevise:

– Hvis du ikke mener, at du har lavet en skade på lejebilen, så er det biludlejers ansvar at bevise, at skaden er sket, mens du havde den. Skriv derfor til dem og efterspørg dokumentation for, at det er dit ansvar.

Truer det udenlandske biludlejningsfirma med inkasso, skal du reagere med det samme. Er du uenig i kravet, så send dem en mail, hvor du afviser og beder om dokumentation.

Hold øje med din postkasse og indbakke
En tredje hyppig problematik er afgifter og bøder for trafikale forseelser på feriedestinationen.

– Som det også er, når du kører i Danmark, har du selv ansvar for at overholde færdselsloven og andre regler, når du er på ferie i en lejet bil. Derfor hæfter du også selv for eventuelle bøder og afgifter.

Hvis du som fører af en lejebil overtræder færdselsloven eller overtræder anden lovgivning, kan du risikere at modtage en opkrævning op til flere år senere. Det skyldes, at der kan være forskellige forældelsesfrister for bøder, afgifter og gebyrer i EU-landene. Derfor er det vigtigt, at du er opmærksom, så du ikke overser en bøde, og der kommer yderligere gebyrer.

Klag også til bookingportalen
Når du lejer bil, kan det være svært at navigere i, hvor du skal klage, og Forbruger Europa har mange eksempler, hvor lejeren bliver kastebold mellem udlejer og bookingportal. Derfor er det en god idé med en helgardering:

– Send din klage til både biludlejer og bookingportal. Hvis du skal bruge en klageformular på biludlejerens eller bookingportalens hjemmeside, så tag et skærmprint, inden du trykker send, så du kan dokumentere din klage, siger Lars Arent.

Få hjælp til din klage over biludlejer
Har du lejet en bil hos en biludlejer i et andet EU-land, Island, Norge eller i UK, og I ikke kan finde en løsning, kan du få gratis vejledning og hjælp hos Forbruger Europa.

Du kan også få hjælp hos ECRCS, der hjælper forbrugere med at håndtere klagesager hos mange af de større biludlejningsfirmaer.

Unges alkoholforbrug stiger ved uddannelsesstart

0

Mange unge får et højere alkoholforbrug, når de starter på en uddannelse. Samtidig mener de, at alkohol fylder for meget på studiet.

Studiestart er for mange unge forbundet med fester og alkohol. Og nu viser nye tal fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden, at mange unge skruer op for alkoholforbruget ved start på en ungdomsuddannelse.

Lidt flere end halvdelen af 15-25-årige, der går eller har gået på en ungdomsuddannelse, havde en forventning om, at de ville begynde at drikke alkohol, eller at deres eksisterende forbrug ville stige, da de skulle starte på uddannelsen. Men faktisk steg alkoholforbruget for næsten syv ud af 10 unge.

– Det er meget tankevækkende, at uddannelsesstart får så mange unge til at begynde at drikke eller drikke mere. Unges alkoholforbrug kan have mange negative konsekvenser. Derfor taler vi også med ungdomsuddannelserne om alternativer til fester med alkohol, så gymnasieelever får mulighed for en alkoholfri start og en gymnasietid med mindre alkohol, siger Peter Dalum, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens alkoholindsats ’Fuld af liv’.

Alkoholvaner grundlægges i ungdommen. Tidlig debut og et stort alkoholforbrug som ung kan have flere negative konsekvenser, som ulykker og fortrudte handlinger, ligesom det er forbundet med en højere risiko for at drikke mere end andre voksne senere i livet. På længere sigt øger alkohol risikoen for en lang række sygdomme, herunder kræft.

Uddannelser sætter fokus på alkoholfrit introforløb

Blandt dem, der går på en ungdomsuddannelse, synes mere end hver femte, at alkohol fylder for meget på skolen. Når det gælder de videregående uddannelser, synes næsten en tredjedel af de studerende, at alkohol fylder for meget på studiet.

Og der er positive gevinster ved at skrue ned for alkoholforbruget – både i forhold til sundheden, men også fordi man med fuldskab risikerer at gå glip af gode oplevelser eller gøre ting, som man fortryder. Tre ud af fire af de 15–25-årige, der har prøvet at drikke alkohol, har endda oplevet at drikke så meget, at de næste dag ville ønske, at de havde drukket mindre.

– Vi ved, at mange unge oplever drikkepres, og at alkohol fylder meget i fællesskabet til mange fester. Det kan gøre, at man kommer til at drikke mere, end man har lyst til, eller gøre det svært at være med, hvis man ikke har lyst til at drikke. Derfor vil vi gerne sætte fokus på, at det gavner både festen og sundheden, når alkohol ikke er omdrejningspunktet, siger Søren Stokholm Thomsen, der er projektchef i TrygFonden.

FHK vandt trods skidt afslutning

0

Lørdag eftermiddag spillede FHK deres tredje træningskamp. Hjemme i Middelfart Sparekasse Arena blev det til en sejr på 31-29 efter en kamp, hvor FHK var i kontrol, men hvor det var ved at gå galt til sidst, da holdet eksperimenterede med syv mod seks.

FHK spillede lørdag eftermiddag deres næstsidste træningskamp som forberedelse til den kommende sæson. Modstanderen var Ribe-Esbjerg, et hold som FHK havde stået overfor i sidste sæsons intense DM-semifinaler. Denne kamp markerede dermed et spændende gensyn mellem de to mandskaber. FHK måtte dog fortsat undvære en af deres nøglespillere, Sebastian Henneberg, som stadig er i genoptræning efter at have fået renset knæet i sommerferien som følge af en tidligere operation. Henneberg forventes dog at være tilbage på banen inden længe, hvilket giver håb om en styrket trup til de kommende kampe.

Et tydeligt billede af FHK’s startopstilling begyndte at tage form i lørdagens træningskamp. Reinier Taboada og Anders Martinusen indtog positionerne på hver sin back, mens William Moberg blev valgt som playmaker. Mobergs rolle som midtpunktet i spillet indikerer, at han muligvis har vundet kampen om at sikre sig en startplads som holdets foretrukne playmaker. Denne beslutning fra trænerstaben kan ses som et tegn på tillid til Mobergs evner til at styre spillet og binde holdet sammen på banen.

FHK kom bedst fra start i opgøret. Allerede 12 minutter inde i kampen havde de sikret sig en solid føring på 8-4 efter en intens og hektisk indledning. Begge hold viste offensiv styrke, men det var tydeligt, at hverken FHK’s eller Ribe-Esbjergs målmænd formåede at sætte sig igennem i kampens første fase, da der blev scoret flittigt i begge ender af banen.

adp-as.dk

Kædeskifte midtvejs i første halvleg

Halvvejs inde i første halvleg foretog FHK en række planlagte udskiftninger, hvilket er helt normalt i en træningskamp som denne. Målmand Thorsten Fries, Evgeni Pevnov, William Moberg, Reinier Taboada og Anders Martinusen blev taget ud for at give plads til friske kræfter. Sebastian Frandsen tog over i målet, mens Mads Kjeldgaard, Jonas Kruse og Kasper Palmer kom ind på banen i bagkæden. Einar Olafsson blev specifikt sat ind for at styrke forsvaret, hvilket gav FHK mulighed for at eksperimentere med forskellige opstillinger og sikre en solid defensiv indsats.

Specielt Kasper Palmer gjorde et stærkt indhop efter udskiftningen. Den unge svenske højre back imponerede med sit spil og var, sammen med målmand Sebastian Frandsen, afgørende for, at FHK kunne gå til pause med en føring på 17-13. Palmers mål og Frandsens vigtige redninger viste sig at være nøglen til, at FHK kunne fastholde og udbygge deres føring i første halvleg.

I anden halvleg blev kortene igen blandet for FHK, da trænerteamet fortsatte med at eksperimentere med forskellige opstillinger. I starten af anden halvleg bestod FHK’s hold kun af to danskere, Sebastian Frandsen og Martin Bisgaard. Bagkæden blev sammensat af Arnor Vidarsson, William Moberg og Kasper Palmer, mens Evgeni Pevnov tog sig af stregen. På højre fløj var Fredrik Mossestad blevet sendt ind, hvilket gav holdet en international præget opstilling og mulighed for at teste dynamikken mellem spillere fra forskellige baggrunde og spilletyper.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gad_source=1&gclid=EAIaIQobChMI8dPQyoXPhQMVZheiAx3prQAJEAAYASAAEgKDkfD_BwE

Internationalt snit over FHK

I anden halvleg blev kortene igen blandet for FHK, da trænerteamet fortsatte med at eksperimentere med forskellige opstillinger. I starten af anden halvleg bestod FHK’s hold kun af to danskere, Sebastian Frandsen og Martin Bisgaard. Bagkæden blev sammensat af Arnor Vidarsson, William Moberg og Kasper Palmer, mens Evgeni Pevnov tog sig af stregen. På højre fløj var Fredrik Mossestad blevet sendt ind, hvilket gav holdet en international præget opstilling og mulighed for at teste dynamikken mellem spillere fra forskellige baggrunde og spilletyper.

Midtvejs i anden halvleg var stillingen 24-19 i FHK’s favør. I denne periode havde specielt Arnor Vidarsson trådt i karakter. Efter nogle udfordrende kampe med begrænset spilletid og uden de store succesoplevelser, viste Vidarsson nu, hvad han virkelig er i stand til. Han bidrog både med vigtige mål og præcise assists, der hjalp FHK med at fastholde og udbygge deres føring.

Syv mod seks gav tæt afslutning

I slutningen af kampen valgte FHK at spille syv mod seks, men denne taktik viste sig ikke at være særlig effektiv. Gentagne gange formåede Ribe-Esbjerg at udnytte det tomme mål i FHK’s ende, hvilket hurtigt bragte dem tilbage i kampen. Som resultat af FHK’s manglende skarphed i denne fase, blev føringen reduceret, og stillingen var pludselig 30-28 med halvandet minut tilbage af kampen.

FHK formåede dog at holde hovedet koldt i de afgørende minutter. Selvom Ribe-Esbjerg pressede på, lykkedes det FHK at bevare deres føring og sikre en sejr på 31-29, da Jonas Kruse scorede kampens sidste mål med få sekunder igen.

Med denne sejr i bagagen ser FHK nu frem mod deres sidste træningskamp, som igen er mod Ribe-Esbjerg, og som spilles på fredag. Dette opgør bliver den sidste finpudsning inden sæsonstarten, hvor holdet vil forsøge at få de sidste justeringer på plads inden, at det bliver alvor.

Roskilde-træner tilfreds trods endnu et nederlag

0

Efter en intens kamp mod FC Fredericia, hvor FC Roskilde kæmpede hårdt, men måtte se sig besejret 3-2, var cheftræner Mikkel Thygesen alligevel tilfreds med sit holds præstation.

Selvom Roskilde fortsat står uden point efter fem kampe i NordicBet Ligaen, ser Thygesen positive tegn i holdets udvikling.

– Jeg synes, det var en rigtig god præstation. Vi mangler stadigvæk lidt læring og skal vende os til mere intensitet og være hurtigere i afviklingen. Nu var det runde fem det her, og vi er virkelig på vej nu, og vi er konkurrencedygtige, siger Mikkel Thygesen.

Fokus på udvikling frem for point

For Roskilde har det været en udfordrende start på sæsonen, og holdet har endnu ikke formået at hente point. Men ifølge Thygesen er det ikke noget, der tynger holdet unødigt. I stedet fokuserer de på den udvikling, de er i gang med.

– Vi kigger ikke så meget på nullet, men på udviklingen vi er under i øjeblikket. Vi har haft andre betingelser op til sæsonstart end vores konkurrenter, og der er vi kommet godt efter det. Vi mødte et tophold og var konkurrencedygtige, synes jeg, siger Thygesen.

Trods nederlaget mod Fredericia mener Thygesen, at holdet er på rette vej og snart vil begynde at høste frugterne af deres arbejde. Han ser positivt på fremtiden og tror på, at holdet kan klare sig i den udfordrende liga.

https://kirppu.dk/

Tro på overlevelse

Selvom mange ser FC Roskilde som en nedrykningskandidat, er der ingen tvivl hos Thygesen om, at holdet kan overleve i ligaen. Han ser forbedringer i hver kamp og har tillid til, at holdet vil begynde at omdanne deres indsats til point.

– Vi tror på det. Fortsætter vi det, vi har gang i, så kan jeg se, hvordan vi udvikler os – også på statistikkerne under kampene, hvor man kan se, vi skaber flere chancer. Med mere held havde vi også scoret mere end to mål mod Fredericia, forklarer Mikkel Thygesen.

Se hele indslaget med Thygesen her:

FC Fredericia vandt igen

0

FC Fredericia cementerede deres andenplads i NordicBet Ligaen, selvom spillet ikke flød hele kampen igennem. Det endte med en sejr på 3-2 mod FC Roskilde, som dermed stadig er noteret for nul point i denne sæson.

FC Fredericia gik ind til kampen mod FC Roskilde med ambitionen om at bygge videre på deres imponerende sæsonstart, der allerede havde resulteret i tre sejre på fire kampe. Cheftræner Michael Hansen valgte at foretage en enkelt ændring i startopstillingen for at optimere holdets chancer. Patrick Egelund, som ellers havde gjort en solid figur i de tidligere kampe, gled ud af startopstillingen, og i hans sted kom Daniel Kristjánsson ind. Denne justering signalerede en taktisk overvejelse fra trænerens side, som muligvis var tilpasset Roskildes styrker og svagheder.

FC Roskilde, som netop er rykket op i NordicBet Ligaen, har haft en udfordrende begyndelse på sæsonen. De første fire kampe har ikke givet det ønskede resultat, da holdet endnu ikke har formået at hente point. Med denne bevidsthed rejste Mikkel Thygesens mandskab til Fredericia fredag aften, velvidende at de stod over for en stærk modstander i form af et FC Fredericia-hold, der havde momentum på deres side. Kampen i Fredericia var derfor ikke bare en mulighed for Roskilde at bryde deres pointtørke, men også en test af deres evne til at matche et af ligaens formstærke hold.

https://kirppu.dk/

Chokstart af FC Roskilde

FC Roskilde lod sig ikke mærke af deres svære start på sæsonen og gik uimponeret til værks fra første fløjt. Allerede efter otte minutter markerede de deres tilstedeværelse på banen med et mål, der kom som et chok for hjemmeholdet. Emil Nielsen steg til vejrs og fik hovedet på et præcist indlæg, som han sendte mod målet. FC Fredericias målmand, Valdemar Birksø, reagerede hurtigt og fik hånden på bolden, men det var ikke nok til at forhindre den i at krydse mållinjen. Med dette tidlige føringsmål sendte Roskilde et klart signal om, at de ikke var kommet til Fredericia for blot at forsvare sig, men var klar til at kæmpe for deres første point i sæsonen.

Roskilde nåede knap at fejre deres føring, før FC Fredericia slog tilbage og udlignede. Få minutter efter Emil Nielsens mål var hjemmeholdet igen med i kampen. William Madsen tog initiativet og førte bolden fremad gennem midtbanen, hvor han med en velovervejet aflevering fandt Agon Mucolli. Mucolli, der har været en afgørende spiller for Fredericia, tøvede ikke. 13 minutter inde i opgøret udnyttede han chancen med et præcist og følt spark med højrebenet, der sendte bolden i nettet og bragte balance i regnskabet.

FC Fredericia slog tilbage

Agon Mucolli fortsatte med at være en konstant trussel mod FC Roskildes forsvar efter sin udligning. Han var flere gange tæt på at bringe FC Fredericia yderligere foran, da han gentagne gange skabte chancer og udfordrede modstandernes defensiv med sin kreativitet og skarphed.

Men det var Gustav Marcussen, der skulle vise sig som næste målscorer. Efter 24 minutter fik Marcussen fat i bolden i en gunstig position og tog chancen med et venstrebensspark. Skuddet blev rettet af, hvilket gjorde det vanskeligt for Roskildes målmand at reagere, og bolden fandt vejen til nettet, hvilket bragte FC Fredericia foran 2-1.

Med blot fem minutter tilbage af første halvleg fortsatte FC Fredericia deres offensive dominans og fandt vej til måltavlen igen. Efter en velplaceret tværpasning, der elegant blev sendt på tværs af banen, fandt bolden vej til Daniel Kristjánsson. Kristjánsson viste køligt overblik, da han i feltet spillede bolden videre til Asbjørn Bøndergaard, som befandt sig i en gunstig position foran mål. Bøndergaard svigtede ikke, og med stor sikkerhed sendte han bolden i nettet til 3-1. Dette mål markerede hans femte scoring i denne sæsons NordicBet Liga, og cementerede hans status som Fredericias topscorer.

Fejl fik Roskilde ind i kampen

Syv minutter inde i anden halvleg blev kampen igen åbnet op, da FC Roskilde reducerede og bragte spændingen tilbage. Frederik Rieper, der ellers havde spillet solidt, begik en sjælden fejl, da han mistimede en aktion, hvilket gav Roskildes Aram Taranis en gylden mulighed. Taranis udnyttede friløberen til fulde og sendte bolden sikkert i mål til 3-2. Dette mål gav nyt liv til Roskilde, som nu begyndte at presse på for en udligning, mens Fredericia blev tvunget til at stramme op defensivt for at holde fast i deres føring.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gad_source=1&gclid=EAIaIQobChMI8dPQyoXPhQMVZheiAx3prQAJEAAYASAAEgKDkfD_BwE

Selvom Roskildes reducering skabte ny spænding i kampen, lod FC Fredericia sig ikke presse tilbage. De fortsatte med at spille offensivt og søge chancer, men samtidig begyndte der at snige sig fejl ind i deres spil. En af disse opstod efter 67 minutter, hvor et uprovokeret boldtab i egen forsvarszone gav Roskildes Roni Arabaci en oplagt mulighed for at udligne. Arabaci fik frit skud mod mål, men hans afslutning manglede præcision og gik over målrammen. Det var en stor advarsel til Fredericia, som måtte erkende, at kampen langt fra var afgjort, og at de skulle holde fokus for at sikre sejren.

Begge hold havde chancen for flere mål

Med syv minutter tilbage af kampen blev spændingen for alvor intensiveret, da FC Roskilde fik en gylden mulighed for at udligne. Mikkel Juhl modtog bolden i en favorabel position inde i feltet, hvor han fik frit skud mod mål. Det lignede en sikker scoring, men FC Fredericias målmand, Valdemar Birksø, havde andre planer. Birksø reagerede lynhurtigt og leverede en stor redning, der holdt bolden ude af nettet og bevarede Fredericias føring.

I kampens overtid var FC Fredericias Oscar Buch millimeter fra at lukke og slukke kampen definitivt. Efter et hurtigt angreb fandt Buch sig i en gunstig position og fyrede et skud af sted, der kunne have cementeret sejren. Roskildes målmand, Marco Brylov, viste dog stor klasse og reddede forsøget med en fremragende fodparade, der holdt spændingen i live til sidste fløjt. Brylovs redning ændrede dog ikke på kampens udfald, da FC Fredericia holdt fast i deres 3-2-føring og dermed sikrede sig endnu en sejr i NordicBet Ligaen, hvor holdet stadig er på andenpladsen.

Næste gang FC Fredericia skal i aktion er på onsdag, hvor der er topopgør på programmet, når OB venter på udebane.

Kampfakta

FC Fredericia – FC Roskilde 3-2 (3-1)
8 minutter: 0-1, Emil Nielsen
11 minutter: Agon Mucolli, 1-1
24 minutter: Gustav Marcussen, 2-1
39 minutter: Asbjørn Bøndergaard, 3-1
52 minutter: Aram Taranis

FC Fredericias startopstilling:

Valdemar Birksø
Anders Dahl – Frederik Rieper – Jeppe Kudsk – Daniel Kristjánsson
William Madsen
Jonathan Lindekilde – Jakob Jessen
Gustav Marcussen – Asbjørn Bøndergaard – Agon Mucolli

FC Roskildes startopstilling:

Marco Brylov
Mikkel Juhl – Valdemar Montel – Oliver Skolnik – Oliver Juhl
Andreas Hansen – Nicklas Halse – Kasper Nyegaard
Roni Arabaci – Emil Nielsen – Aram Taranis

Musicalens Folkemøde skudt i gang med fest og fællesskab i Fredericia

0

Fredag eftermiddag klokken 16:30 blev Fredericia forvandlet til Danmarks epicenter for musicalglæde, da byens første Musicalens Folkemøde blev skudt i gang. I gården ved Urbania Street Food, hvor solen stod højt på himlen, og duften af street food blandede sig med forventningens summen, havde flere hundrede mennesker samlet sig. De var kommet for at opleve det første af sin slags: En weekend dedikeret til musicalens magi.

Scenen var sat med en blanding af nysgerrige tilskuere og passionerede musicalentusiaster. Pludselig brød stilheden, da et særligt sammensat musicalkor begyndte at synge den kraftfulde og inspirerende “This Is Me” fra The Greatest Showman. Med sin stemme fyldte Nanna Rossen fra Fredericia Musicalteater gården med en intensitet, der sendte kuldegysninger gennem publikum. Det var som om, hele byen åndede i takt med musikken, og der var ikke et øje tørt, da det sidste tone rungede ud i gården.

Peder Tind, formand i Kultur- og Idrætsudvalget, kunne ikke skjule sin begejstring over arrangementet.

– Det er den første af sin slags. Tænk, vi har et musicalakademi, et musicalteater og nu et folkemøde. Vi kommer tæt på musicalen. Vi har set igennem Disney, amatørteater og oplevet musicalen på mange måder gennem vores liv. Der kommer masser af aktiviteter i weekenden. Jeg er helt høj, fordi det var en fantastisk åbning med musik, og nu kommer der debatter og oplevelser i weekenden, sagde Tind.

Tidligere direktør på Fredericia Teater, Søren Møller, sammen med Cristina Gulløv. Foto: AVISEN

Stemningen blandt de fremmødte var ikke til at tage fejl af. Der var en følelse af stolthed og glæde over, at Fredericia, byen der har sat musicals på Danmarkskortet, nu også kunne byde på et folkemøde dedikeret til denne kunstform. Thomas Bay, teaterdirektør for Fredericia Musicalteater, delte sin begejstring:

– Det er hamrende spændende. Det er noget for enhver smag. Jeg er stolt over, at vi har det oppe at køre, og nu er vi her. Stemningen er tårnhøj, mange mennesker, og vi har det fedt, forklarede Bay.

Men det var ikke kun åbningens magi, der skabte begejstring. Bjørg Gamst, lektor og uddannelsesansvarlig på Det Danske Musicalakademi i Fredericia, var tydeligt rørt over den udvikling, hun har været med til at skabe gennem årene.

– Jeg er stolt over, at vi er nået hertil. Akademiet startede her i år 2000, og nu står vi her med et folkemøde med musical. Det er fantastisk, og det har i hele min karriere handlet om at udbrede musicalens kendskab, og det kan det her hjælpe med, sagde hun, mens hun betragtede det store fremmøde med et smil.

Mange var mødt frem. Blandt andet tidligere borgmester Uffe Steiner Jensen i baggrunden. Foto: AVISEN

Musicalens Folkemøde er ikke bare en weekend med underholdning; det er en fejring af den passion og det arbejde, der gennem årene har gjort Fredericia til en central by for musicalgenren i Danmark. Med paneldebatter, koncerter og workshops spækket i programmet, er der lagt op til en weekend, hvor alle kan finde noget, der taler til deres musicalhjerte.

Og med den festlige åbning fredag eftermiddag er det tydeligt, at Fredericia er klar til at hylde musicalens verden i stor stil – med sang, debat og ikke mindst en fællesskabsfølelse, der kan mærkes langt ud over byens grænser.

En varieret weekend

Efter en succesfuld åbning af Musicalens Folkemøde kan deltagerne nu se frem til en weekend fyldt med aktiviteter, der hylder musicalens verden. Festivalen byder på en bred vifte af oplevelser, lige fra musikalske optrædener til spændende samtaler og kreative workshops.

Lørdag formiddag er der fokus på de yngste deltagere, med kreative workshops, der finder sted på Fredericia Bibliotek. Her kan børnene udfolde deres fantasi og få en smagsprøve på musicalens magiske verden. Senere på dagen kan hele familien nyde en charmerende eftermiddagskoncert, hvor “Den Fortryllede Kuffert” tager publikum med på en eventyrlig rejse.

For dem, der ønsker at dykke dybere ned i musicalens bagvedliggende processer, er der både paneldebatter og talk-sessions med prominente navne fra branchen. Disse samtaler giver et unikt indblik i, hvordan en musical skabes, fra de første idéer til den endelige forestilling.

Søndag fortsætter festivalen med flere børneworkshops, efterfulgt af en inspirerende talk om musicals, hvor man kan få indsigt i, hvad der gør genren så speciel og elsket af mange. Dagen byder også på en rundvisning i Fredericia Musicalteater, hvor man kan få et kig bag kulisserne og opleve, hvor magien bliver til virkelighed. Festivalen afsluttes med en talk om talentudvikling og trivsel, hvor unge kunstnere deler deres erfaringer og udfordringer i musicalverdenen.

Denne weekend i Fredericia er en unik mulighed for at fordybe sig i musicalens verden, opleve fantastisk musik, og deltage i meningsfulde samtaler om en af de mest populære kunstformer. Festivalen lover at være en berigende oplevelse for både store og små musicalentusiaster.

Analyse: Der venter et vildt efterår i dansk politik

0

Sommerferie er for langt de fleste lig med afslapning, sol og kvalitetstid med familie og venner. Men for de mest magtfulde politikere i Danmark, har denne sommer været anderledes. Der venter nemlig et vildt efterår – der ikke alene forventes at give en ministerrokade, men hvor der også forventes en længe ventet ”genbekræftelse” af regeringssamarbejdet.

Mellem alle bøgerne, som statsministeren på sine sociale medier har lagt op, at hun skal læse denne sommer, skal hun også læse en række forslag fra hendes regeringskollegaer fra Venstre og Moderaterne til et nyt regeringsgrundlag.

Det er ikke nogen hemmelighed, at regeringen er kommet ualmindeligt dårligt fra start. Det er ganske normalt, at en regering mister opbakning i det første lange stykke tid, særligt hvis man – som denne regering – på forhånd meldte klart ud, at der skulle reformer på bordet. Reformer gør ofte ondt, før de gør godt, hvilket ofte ses afspejlet i meningsmålingerne. Men når det alligevel kan siges at stå rigtig skidt til, så handler det om den konsekvente og voldsomme nedtur regeringen befinder sig i.

Store Bededag fremstår for mange som billedet på, hvor det gik galt for regeringen. Det har da sikkert også sin berettigelse som begrundelse, men der ligger helt sikkert flere ting bag. Den grønne dagsorden er regeringen ikke for alvor lykkedes med – endnu. Der bliver indgået aftaler, herunder en historisk grøn flerpartsaftale, som nu mangler den politiske behandling. Men der står også uddannelse på programmet, blandt andet med en kandidatreform der skal føres ud i livet og SU-besparelser, der sjældent giver glade unge vælgere.

Mette Frederiksen kom ikke til NATO

Der var mange spekulationer, formentlig med hold i mange af dem, om at statsministeren var på vej videre i det storpolitiske system. Det gik så vidt, at udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, bad om en genbekræftelse af regeringssamarbejdet, skulle det ske at Frederiksen valgte Bruxelles over Prins Jørgens Gård. Men som bekendt er Mette Frederiksen fortsat statsminister i Danmark. Hun kom ikke til NATO – og topposterne i Bruxelles og EU-systemet er også blevet besat, uden Mette Frederiksen som en af de tiltrædende.

Men det har ikke stoppet regeringens interne arbejde, for selvom statsministeren er den samme – og regeringen (for nu) også er den samme, så er der nye ting på bedding. Der går pålidelige rygter på Christiansborgs vandrør om, at et nyt regeringsgrundlag er på vej. Der skal ske ting og sager i dansk politik, så regeringen igen kan genvinde danskernes tillid.

Det regeringsgrundlag der blev præsenteret efter valget i 2022 fik ellers mange rosende ord med på vejen. Der var længe forhandlinger med flere partier om regeringsdeltagelse, ja sågar troede ”arbejdsfællesskabet”, at de også skulle have Radikale med i regering. Men sådan gik det som bekendt ikke, der var for mange knaster for folketingsgruppen, selvom de to forhandlere ellers havde meldt positivt tilbage til de tre regeringspartier.

Men det er altså på tide, at regeringsgrundlaget skal skrives om. Lidt tidligt, kunne man mene, men med den nedtur regeringen har været i, så fremstår det nødvendigt, at der skal ske noget nyt. Der skal simpelthen ske én af to ting: enten skal de til at dele gaver ud for alvor, eller også skal de gøre det de blev sat i verden for – skabe store reformer, selvom det kommer til at gøre ondt på nogen.

Hvad ender de så med at gøre? Ja, det ved de jo helt klart bedst selv. Men det ender nok med et klassisk lunkent kompromis, hvor man gerne vil lave store afgørende reformer, der former fremtidens Danmark, men samtidig er særligt Venstre og Socialdemokratiet bange for at tabe endnu flere vælgere, og derfor skal der kompenseres med store gaver til udvalgte grupper.

Ministerrokade må være på vej

Men det er ikke kun det konkrete indhold der forhandles om. Der er også ministerposter på spil. Dels fordi Danmark skal udpege en ny EU-kommissær, fordi det er meldt klart ud, at det ikke bliver denne regering der sikrer Margrethe Vestager en tredje periode i kommissionen. Om der skal vælges blandt nuværende ministre eller måske tidligere ministre, der nu sidder i folketingsgrupperne, er der mange spekulationer om. Et oplagt bud er Dan Jørgensen, der nu sidder som international klimaminister og udviklingsminister. Det kunne også være en mulighed at sende en minister afsted, alene for at frigøre en plads til en anden.

Det virker mere og mere tydeligt, at det ikke er en fordel for Venstre med en formand der også er forsvarsminister. Det er et for tidskrævende og hårdt job, særligt med den kultur der har vist sig at være i systemet, hvor kun ganske få ministre har haft den fornødne respekt internt og derfor ikke er blevet modarbejdet af systemet. Så er spørgsmålet: Hvad skal Troels Lund Poulsen så? Finansminister bliver han næppe, men det er ikke utænkeligt, at hans egen næstformand, Stephanie Lose, må afgive sin plads som økonomiminister.

Hvad skal hun så? Hentet ind fra Region Syddanmark som en historisk populær regionsrådsformand til at redde Venstre. Hun skal have en post, der passer til hendes hårde arbejde og økonomiske sans – måske er erhvervsministeriet et godt sted for en stærk Venstre-kvinde?

Det er særligt hos Venstre, det trækker op til en større rokade. Dog er det ikke utænkeligt, at behovet for rokade i Venstre også kan koste en enkelt eller to ministre fra Socialdemokratiet og Moderaterne. De må se det som en investering i regeringens overlevelse, for de fastlåste positioner der har været indtil ny, har med alt tydelighed ikke sikret dem opbakningen i befolkningen.

Der skal også findes en europaminister. Danmark skal i efteråret 2025 have EU-formandskabet, og historisk har det også betydet en dansk europaminister. Et oplagt bud er Venstres helt store stemmesluger, Morten Løkkegaard, der vist mere eller mindre egenhændigt sikrede Venstre et (omstændighederne taget i betragtning) ganske hæderligt EP-valg. Men det er også satset at hente ham hjem, idet han så skal opgive sin plads i Europa-Parlamentet.

Begivenhedsrigt efterår venter

Et nyt regeringsgrundlag og en ministerrokade giver anledning til et meget begivenhedsrigt efterår i dansk politik. Det er der vist ingen tvivl om. Der venter også en række hårde opgaver for regeringen, som ikke alene består i de interne kampe. Der er bebudet en større sundhedsstrukturreform, der har medfødt en række reaktioner efter sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger, ligesom der forventes en større reform at uddannelsessektoren, både de videregående uddannelser og ungdomsuddannelserne.

Der er nok at tage fat på for regeringen, særligt hvis de skal genvinde noget tillid i befolkningen.