Ganske som ventet skifter FHK-profilen Lasse Balstad til GOG, der fredag bekræfter kontrakten mellem parterne, der træder i kraft fra sommeren 2025.
En særdeles dygtig forsvarsspiller kommer til GOG til sommer. Lasse Balstad har skrevet under på en 2-årig kontrakt med klubben.
”GOG er og har for mig altid været og en rigtig spændende klub. Det projekt, som de har gang i nu, blev jeg meget motiveret af, og det ville jeg gerne være en del af,” fortæller den 30-årige nordmand, der lige nu spiller hos ligakonkurrenterne fra Fredericia HK.
Men fra sommeren 2025 skal den gule trøje over hovedet på Lasse Balstad.
”Jeg vil betegne ham som en moderne forsvarsspiller, der er stærk i duellerne og evner at justere et offensivt forsvar rigtigt. Så med Lasse Balstad kan vi udvikle vores normale 6-0-forsvar med en mere offensiv variant. Han er en af ligaens bedste forsvarsspillere og har en stor andel i Fredericias succes,” siger GOG-træner Kasper Christensen.
Ser frem mod kultur og medaljer
Før skiftet til den danske liga har den norske stregspiller også løbet på banen for Ystad i Sverige. Fra 2025 til 2027 gælder det Sydfyn og GOG, der i forvejen har flere norske profiler på holdet.
”Jeg glæder mig til at lære holdet at kende. Men også hele klubben og den kultur i GOG, som mange taler så varmt om. Som alle andre håndboldspillere drømmer jeg altid om at vinde titler. Så jeg vil bidrage med det, jeg kan, for at det kommer til at ske i GOG,” lyder det fra Lasse Balstad.
GOG får dog ikke kun en dygtig forsvarsgeneral til Sydfyn. Lasse Balstad kommer med flere kvaliteter – også uden for banen.
”Vi får også en leder i omklædningsrummet. En, der vil falde godt ind i kulturen i GOG – på banen, men også i dagligdagen. Han er typen, der går forrest og samtidig er god til at tage sig af de unge spillere på holdet, så vi glæder os til at få ham til klubben til sommer,” udtaler den nye GOG-træner.
Ugens Kurt: Luise Sejrup. (Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen/Fredericia AVISEN)
AVISEN har talt med Luise Sejrup, en af kvinderne bag den succesfulde webshop Molly&My, som for nylig blev anerkendt som en af de 25 kvindelige iværksættere, man bør kende i Danmark. En titel, der understreger hendes bemærkelsesværdige rejse fra idé til millionforretning. Men vejen dertil var langt fra lige, og det hele startede under en helt almindelig sommerhustur til Fanø.
Foto: Privatfoto.
Drømmen blev til virkelighed
Luise og hendes søster Karina Seirup havde altid haft en særlig kemi, når de arbejdede sammen. De havde længe eksperimenteret med små projekter, men det var først på en sommerhustur til Fanø, at de fandt deres gennembrud.
– Min søster og jeg var på sommerhustur sammen og havde længe haft gang i lidt små projekter sammen, fordi vi elsker at arbejde sammen. Vi så nogle søstre, som havde startet en børnetøjswebshop på Instagram, og vi sagde til hinanden: ‘Det kan vi også!’ Samme dag fandt vi et navn, købte domænet og skrev til de første tre forhandlere. Det var i juli 2015, og allerede i september 2015 gik webshoppen live, hvor vi fik 20 ordrer den første dag, fortæller Luise.
Det var dog ikke kun en nem beslutning at satse fuldt ud på deres nye forretning. Luise husker tydeligt det øjeblik, hvor hun indså, at Molly&My var mere end bare et hobbyprojekt.
– I august 2016 skulle jeg sige mit job op som socialrådgiver på jobcentret og dermed sige farvel til det sikkerhedsnet, jeg havde. Kort efter ansatte vi vores første medarbejder. Det var stort, for pludselig havde vi også et ansvar for andre mennesker, siger hun.
Foto: Privatfoto.
“Learning by Doing”
At drive en webshop uden nogen forudgående erfaring krævede, at Luise og Karina lærte alt selv.
– Den største udfordring var helt sikkert, at vi ikke er super tekniske eller specielt dygtige til IT, så det var lidt op ad bakke. Heldigvis har vi nogle meget IT-kyndige mænd, som altid har været på sidelinjen, og i dag er begge en del af firmaet. Jeg husker specielt en episode op til Black Friday i 2018, hvor jeg sammen med vores udvikler skulle have et nyt labelsystem op at køre – det var virkelig en udfordring. Men det lykkedes, fordi det skulle det jo, fortæller Luise med et smil.
Når man står over for tekniske eller forretningsmæssige udfordringer, kræver det en særlig motivation at fortsætte. For Luise er det en blanding af ansvarsfølelse og ren passion for arbejdet.
– Som selvstændig, når du også har ansvar for andre mennesker, der skal have løn, og for dig selv, så skal det jo lykkes. Det er i sidste ende dit ansvar. Jeg har siddet på mange små ferier og arbejdet med kundeservice kl. 23.30, mens min familie sov. Sådan er livet som iværksætter, men jeg gør det kun, fordi jeg synes, det er vildt sjovt, og jeg elsker mit job. Salg er mit kæmpe drive!, fortæller hun.
Foto: Privatfoto.
Netværkets betydning
Luise ønsker også at slå en streg for at netværket, har spillet en afgørende rolle i Molly&My’s succes, især i de tidlige dage.
– Specielt vores eget netværk og bekendte i vores omgangskreds har vi brugt i stor stil, og det førte også senere til mødet med Business Fredericia. Vi har bare været sindssygt heldige at have de rigtige personer i vores omgangskreds og netværk. Både indenfor økonomi, ledelse og e-commerce. Vi har aldrig været blege for at spørge om hjælp. Det er vigtigt, understreger Luise.
Et konkret eksempel på netværkets hjælp kom i 2019, da en person fra deres e-commerce-netværk besøgte deres lager og kom med råd til optimeringer.
– Vi implementerede nogle af forslagene allerede samme dag. Desuden har vi haft flere fra vores netværk med til bankmøder i de første år, hvilket var en stor hjælp, fortæller hun.
Kundens tilfredshed i fokus
Molly&My har oplevet en utrolig vækst, som har gjort webshoppen til en stor succes både nationalt og internationalt. AVISEN spurgte Luise Seirup om, hvad hun mener har været de afgørende faktorer bag denne vækst. Hun pegede særligt på god kundeservice som en af de vigtigste elementer.
– Vi ved, hvad god kundeservice er fra vores baggrund i købmandslivet i supermarkeder. Vi går rigtig langt for vores kunder. Lige nu tester vi for eksempel at skulle sende pakker helt til kl. 20, så du kan få din pakke dagen efter, hvis du har bestilt inden kl. 19.00. Samtidig svarer vi helst inden for få timer, takket være vores søde og dygtige kundeservicekollegaer, siger hun.
Balance mellem forretning og passion
AVISEN spurgte også Luise Sejrup om, hvordan hun formår at balancere styringen af en millionforretning med sin personlige passion for arbejdet. Luise understreger, at det netop er hendes passion for salg, der driver hende og giver hende energi i det daglige arbejde.
– Det er min passion for salg, der driver mig, forklarer hun.
Hun tilføjer, at selvom der er opgaver, der skal udføres af nødvendighed, er det arbejdet med salgsstrategier og kundekontakt, der giver hende mest energi og glæde. Luise bemærker også, at med virksomhedens vækst har hun fået flere eksperter på forskellige områder, hvilket har givet hende mulighed for at fokusere på de aspekter af forretningen, hun brænder mest for.
– I takt med at vi vokser, får vi flere eksperter på flere områder, så jeg er slet ikke dybt nede i alle områder af forretningen i dag, som jeg var til en start, siger Luise, hvilket giver hende mulighed for at bevare passionen og samtidig lede virksomheden effektivt.
Foto: Privatfoto.
Personlige værdier, vedholdenhed og prioriteringer
Luises passion går hånd i hånd med hendes personlige værdier og vedholdenhed, som har spillet en stor rolle i Molly&My’s vækst.
– Vedholdenhed er nøglen, når du som iværksætter er nødt til at blive ved, selvom det er hårdt, siger hun.
Kombinationen af hendes personlige passion og vedholdenhed har da også været afgørende for hendes evne til at navigere udfordringerne i iværksætterlivet. Samtidig erkender Luise, at hendes høje forventninger til sig selv og sit team kan være en udfordring, især når hun forsøger at balancere rollen som mor med sin forretningsmæssige ambition.
– Mine høje forventninger til mig selv og andre mennesker kan være svære at skrue ned for. Vores kvalitetsstandard hos Molly&My går jeg ikke på kompromis med. Hvis der er dårlige anmeldelser, reagerer jeg hurtigt, fortæller hun.
Luise har altid prioriteret at være til stede for sin søn, hvilket betyder, at hun ofte arbejder sent om aftenen, når han sover.
– Det handler om prioritering og at være bevidst om at vælge noget fra, fordi man kan ikke det hele, tilføjer hun.
Støtte fra familien
Luise fremhæver også, hvor stor en betydning det har haft for hende at have sin familie med på rejsen som iværksætter. En af de store styrker for Luise har været, at hun har sin søster ved sin side som medstifter.
– At være iværksætter alene må være benhårdt, så jeg tager hatten af for dem, der har vækstet en forretning på egen hånd! Det er sejt! afslutter hun.
Foto: Privatfoto.
Molly&My fortsætter med at vokse, og Luise er fast besluttet på at fastholde den høje standard.
Efter knap tre år på posten, har det syd- og sønderjyske folketingsmedlem Karina Lorentzen Dehnhardt valgt at stoppe som gruppeformand i SF. Det sker dog helt udramatisk, siger hovedpersonen selv.
Det har været et stort privilegium for mig at være gruppeformand for SF og det har været meget spændende og begivenhedsrige år – lige fra regeringsforhandlingerne og til et fantastisk EP-valg i forsommeren. Nu er tiden kommet til at give stafetten videre, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.
Hendes efterfølger bliver også hendes forgænger. Nemlig Jacob Mark. Og det er et godt valg, mener SF’eren.
-Da Jacob blev syg og partiet havde brug for det, trådte jeg selvfølgelig til. Gruppeformandsposten er spændende, men også meget tidskrævende og den tager opmærksomheden fra mine ordførerskaber. Jeg har savnet at kunne give dem fuld opmærksomhed, og det glæder jeg mig meget til at kunne igen, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.
Hun afviser samtidig, at hun skulle være blevet vippet af pinden som gruppeformand.
-Nej, det kan jeg helt afvise. Det her er lige så meget mit ønske, som det er Jacobs, at han nu bliver gruppeformand igen. Og jeg er glad for, at både folketingsgruppe og politik er i topform. Det her bliver rigtig godt. Både for Jacob, for mig og for SF, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.
Lige nu melder DMI godt vejr i Middelfart fra fredag eftermiddag og hele lørdagen, og det er præcis, der, at Hindsgavl Slot og EVENT C blænder op for et brag af en festival, hvor der er mulighed for at nyde de ikoniske omgivelser, det gode vejr og suveræn musik.
Denne weekend forvandles Hindsgavl Slot i Middelfart til et festligt musikmekka, når EventC og Hindsgavl Slot åbner dørene for en to-dages festival fyldt med musik og underholdning. Festivalen byder på noget for enhver smag, med en spændende blanding af dansktop, pop og rock over både fredag og lørdag.
Ulrich Nicolaisen fra EventC udtrykker stor glæde over forberedelserne: “Vi er godt i gang med at få det hele til at spille, og vi tør godt love, at gæsterne får en stor og god oplevelse begge dage. Vejrguderne ser ud til at være med os det meste af tiden, så det bliver også noget af en fest, vi kan tilbyde.”
For de, der elsker rockklassikere, er lørdagens optræden af Queen Machine et absolut højdepunkt. Nicolaisen slår fast: “Skulle man have lyst til at nyde det bedste af Queens bagkatalog, så står Queen Machine for et festfyrværkeri af en koncert lørdag aften. Men man kan også nyde Lis Sørensen i storform, når hun synger sine kendte numre.”
Og for dem, der har en forkærlighed for dansktop, er fredagens program fyldt med favoritter: “Er man mere til dansktop, så har vi alt fra Rasmus Bjerg og Kandis til den folkekære Birthe Kjær på programmet. Så vi tør godt love, at det bliver godt.”
Nicolaisen fremhæver også de smukke omgivelser, som festivalen finder sted i: “Vi har opbygget et lækkert miljø i de smukke omgivelser, som vi håber, at alle sætter pris på, og vi glæder os til at se mange.”
Foto: Kolding Stadsarkiv.
Foto viser landposten med jumbe og hest ca. 1925 i Sdr. Stenderup sogn.
Kolding Kommune inviterer alle til at fejre et unikt jubilæum den 16. august, når cykelløbet PostNord Danmark Rundt har etapestart i Kolding. I år markeres det nemlig samtidigt med cykelløbet, at det danske postvæsen, som blev oprettet af Kong Christian IV i 1624, fylder 400 år.
Samtidig er det også 400 år siden, at Kolding, som den eneste by uden for København, fik sin første postmester. For at fejre dette jubilæum tilbyder Kolding Kommune og PostNord en særlig mulighed for at sende gratis postkort direkte fra Akseltorv til hele landet.
I anledning af jubilæet og cykelløbet kan alle sende et gratis postkort til venner og familie, som viser, hvor dejligt der er i vores smukke Kolding. Postkortene, der er frankeret med et særligt jubilæumsfrimærke, vil være tilgængelige på Akseltorv den 16. august, hvor starten på PostNord Danmark Rundts 3. etape finder sted. Man kan enten vælge at sende sit postkort med det samme fra Akseltorv i en stor, ekstraordinær klassisk rød postkasse, eller tage det med hjem og sende det senere. Postkortene udleveres så længe lager haves, så kom og vær med til at dele dine egne ord og Koldings skønhed med resten af landet.
“Vi glæder os til at være med til at skabe en folkefest og markere vores 400-års jubilæum, mens cyklerne suser forbi i høj fart gennem smukke Kolding. Der er ingen tvivl om, at Kolding har spillet en helt særlig rolle i det danske postvæsens historie med den første postmester uden for København,” siger Isabella Beck Jørgensen, pressechef hos PostNord Danmark.
I 400 år har postvæsenet, nu PostNord, bundet Danmark sammen, og Kolding har haft en central rolle i denne historie. Fra de tidlige dage, hvor posten blev leveret til fods og på hesteryg, til de moderne tider med elbiler og elcykler, har postvæsenet været og er stadig en uundværlig del af hverdagen.
Tag del i cykelløbet, send et postkort, og dyk ned i de historiske rødder, der har formet vores kommunikation i 400 år.
En ny analyse fra CEPOS har sat fokus på forskellene i, hvor effektivt danske kommuner driver deres folkeskoler, og den viser, at Fredericia Kommune har potentiale til at forbedre sin produktivitet. Ifølge analysen kunne Fredericia frigøre op til 49,3 millioner kroner ved at optimere, hvordan ressourcerne udnyttes i skolerne. Pernelle Jensen (V), der sidder i Børne- og Skoleudvalget i Fredericia, deler sine tanker om analysen og de udfordringer, som folkeskolen står overfor.
Pernelle Jensen virker uforstående overfor, hvordan Fredericia kan frigøre op mod 49,3 millioner kroner ved at optimere ressourcerne.
– Jeg har svært ved at se det for mig. Hvis vi havde så mange penge, var der mange ting, vi gerne ville investere i. Det er vigtigt, at der er fokus på dansk og matematik. Det er jeg enig i. Det er forudsætningen for at begå sig i samfundet. Det er noget af det, jeg synes, vi skal fokusere mere på end i dag. Vi har ikke et godt snit. Vi har noget at forbedre, siger Pernelle Jensen.
Fokus på faglighed og produktivitet
CEPOS’ analyse fremhæver, at Kolding, som bruger færre penge end Fredericia, opnår bedre karaktergennemsnit. Jensen anerkender, at Fredericia kan lære noget af nabokommunerne, men hun understreger samtidig, at det er vigtigt at forstå, hvad der ligger bag tallene.
– Vores tal siger, Kolding bruger færre penge, men ligger over Fredericia i karaktergennemsnittet. Vores tal viser også, at Vejle og Middelfart har højere snit og ligger under os. Nu har vi en stor kvalitetsanalyse i gang. Man har fokus på karakterer henne i sigtet, og det vil jeg også følge med i, forklarer Jensen.
Udfordringer ved at måle produktivitet
Et af de begreber, som analysen fremhæver, er produktivitet, men Jensen er usikker på, hvordan produktivitet skal forstås i denne sammenhæng.
– Hvad er produktivitet? De skriver, vi har en produktivitet på 86 %. Er det, hvad der kommer ud, og hvad det er? Kan man gøre mere, og hvad mener de med det? spørger Jensen.
Pernelle Jensen (V). Foto: AVISEN
Hun håber dog, at der er muligheder for forbedringer i Fredericia.
– Jeg håber, at der er muligheder for det. Vi har kvalitetsanalyse. Vi må kigge på alt. Udgangspunktet er, at vi skal forbedre. Jeg håber, det viser noget. Jeg siger ikke, at pengene vi bruger, giver større karaktergennemsnit, og det er marginaler, man ser fra år til år, siger Jensen.
Sammenligning med nabokommuner
Pernelle Jensen finder det udfordrende at sammenligne Fredericia med nabokommuner som Vejle, Kolding og Middelfart, der ifølge CEPOS-analysen bruger færre penge, men alligevel har bedre resultater.
– Det hænger ikke sammen. Vejle, Kolding og Middelfart bruger færre penge og har bedre resultater. Der er behov for at kigge på folkeskolen med nye briller og se, hvad der er muligheder for, siger hun.
Behov for en ny tilgang
Jensen erkender, at der er behov for at gentænke tilgangen til, hvordan folkeskolen i Fredericia drives. Hun ser frem til resultaterne af den igangværende kvalitetsanalyse og håber, at den kan pege på konkrete tiltag, der kan forbedre både kvaliteten og effektiviteten af undervisningen i kommunen.
– Der er behov for at kigge på folkeskolen med nye briller og se, hvad der er muligheder for noget, afslutter Pernelle Jensen.
Med CEPOS’ analyse som bagtæppe og de udfordringer, som Fredericia står overfor, er der ingen tvivl om, at der er behov for en grundig gennemgang af, hvordan ressourcerne i folkeskolen udnyttes bedst muligt. Jensen og resten af Børne- og Skoleudvalget har en vigtig opgave foran sig, når de skal sikre, at Fredericias skoler kan levere den bedst mulige undervisning inden for de eksisterende rammer.
FC Fredericia har imponeret i denne sæson af NordicBet Ligaen ved at levere en markant overpræstation i forhold til målscoringer. Med 11 mål i de første fire kampe har holdet skabt en solid base for deres kampagne, men det interessante er, at dette antal mål er næsten dobbelt så højt som det forventede ud fra statistikkerne. Samtidig oplever naboklubben Kolding den modsatte situation, hvor de underpræsterer i forhold til deres forventede målscoringer.
I moderne fodbold anvendes begrebet “expected goals” (forkortet xG) i stigende grad som et redskab til at analysere holdets og spilleres præstationer. xG er en statistisk måling, der beregner sandsynligheden for, at en given chance resulterer i et mål. Denne sandsynlighed baseres på tusindvis af tidligere lignende situationer, hvor man tager højde for faktorer som skudets vinkel, afstand til målet, og om skuddet blev taget under pres fra forsvarere.
For eksempel vil et langskud uden pres fra forsvarere generelt have en lav xG, mens en friløber tæt på målet vil have en højere xG. Formålet med xG er at give en mere nuanceret forståelse af, hvordan et hold præsterer offensivt, uanset om de rent faktisk scorer på deres chancer eller ej.
FC Fredericias målscoringssucces
Når man kigger nærmere på FC Fredericias præstationer i denne sæson, er det tydeligt, at holdet har været utroligt effektive foran mål. Holdet har i alt haft 51 afslutninger og har scoret 11 mål, hvilket er en imponerende konverteringsrate. Dog er det bemærkelsesværdigt, at holdets forventede målscoring (xG) er på 5,6, hvilket betyder, at de har scoret næsten dobbelt så mange mål som forventet ud fra de chancer, de har skabt.
Denne overpræstation i forhold til xG indikerer, at FC Fredericia har været dygtige til at udnytte deres chancer effektivt. Det kan være et resultat af kliniske afslutninger, taktisk dygtighed eller måske en smule held. Uanset årsagen er det en præstation, som placerer dem i toppen af ligaen og giver dem et solidt fundament for resten af sæsonen.
Kontrast til Kolding
På den anden side står Kolding IF, som befinder sig i en helt anden situation. Kolding har haft 64 afslutninger i sæsonens første fire kampe, men har kun formået at score to mål. Dette står i skarp kontrast til deres expected goals, som er beregnet til at være 5,4 mål. Med andre ord burde Kolding, ud fra den kvalitet af chancer de har skabt, have scoret over dobbelt så mange mål, som de har gjort.
Denne forskel mellem de forventede mål og de faktiske mål tyder på, at Kolding har haft problemer med at udnytte deres chancer. Det kan skyldes flere faktorer, såsom manglende skarphed hos angriberne, uheld eller stærke præstationer fra modstandernes målmænd. Uanset årsagen vil Kolding skulle arbejde på at forbedre deres afslutningsevner, hvis de skal opnå bedre resultater i resten af sæsonen.
Andre eksempler fra NordicBet Ligaen
FC Fredericia og Kolding er ikke de eneste eksempler på hold, der henholdsvis overpræsterer og underpræsterer i forhold til xG. HB Køge, som kun har scoret ét mål i sæsonen, har haft 24 afslutninger og en xG på 0,9, hvilket afspejler deres mangel på målchancer og kvalitet i afslutningerne. På den anden side har OB haft det højeste antal skud på mål i ligaen med 84 afslutninger og har scoret ni mål. Deres xG er præcis otte, hvilket indikerer, at OB’s måltotal ligger tæt på det forventede.
FC Roskilde, som også kun har scoret ét mål og står uden point, har været mere målfarlige end HB Køge med 37 afslutninger og en xG på 2,6. Alligevel har de også underpræsteret i forhold til deres forventede mål, hvilket peger på, at de, ligesom Kolding, har haft svært ved at omsætte chancer til mål.
Perspektiver for resten af sæsonen
For FC Fredericia er det nu en spændende udfordring at opretholde deres effektive målscoring. Hvis de kan fortsætte med at udnytte deres chancer så effektivt, som de har gjort indtil nu, kan de blive en seriøs kandidat i toppen af NordicBet Ligaen. For Kolding derimod bliver det vigtigt at analysere og forbedre deres offensive spil, så de kan begynde at matche deres expected goals med faktiske mål.
xG er en nyttig måling, der giver en dybere forståelse af, hvordan holdene præsterer offensivt. Mens held og dygtighed kan påvirke resultaterne på kort sigt, vil holdene i det lange løb ofte se deres præstationer justere sig tættere på deres xG. For både FC Fredericia og Kolding vil de kommende kampe være afgørende for at se, om disse tendenser fortsætter, eller om vi vil se en udjævning i deres præstationer i forhold til deres expected goals.
Fredericia Håndboldklub står overfor en betydelig udfordring, når denne sæson er slut. Klubben må nemlig sige farvel til en af sine største profiler, Lasse Balstad, der ifølge AVISENs oplysninger skifter til rivalerne fra GOG. Balstads afgang er ikke bare et tab på banen, men også udenfor, hvor han har spillet en central rolle som anfører og samlingspunkt for klubben.
Lasse Balstad har gennem sine sæsoner i FHK udviklet sig til en af ligaens allerbedste forsvarsspillere. Han er kendt for sin stærke defensive indsats og sin evne til at læse spillet, hvilket har gjort ham til en uvurderlig brik i FHK’s succes. Hans bidrag har været med til at sikre klubben DM-bronze i 2023 og DM-sølv i 2024, præstationer der har sat Fredericia på håndboldens Danmarkskort som en seriøs konkurrent til de traditionelle tophold.
Derfor kom det som et chok for mange, da nyheden om Balstads beslutning om ikke at forlænge sin aftale med FHK kom frem. At han vælger at skifte til GOG, frem for at vende hjem til norsk håndbold, som mange måske ville have forventet, gør beslutningen endnu mere overraskende.
Mysteriet om skiftet
Spørgsmålet om, hvorfor Lasse Balstad vælger at forlade FHK, har naturligt nok skabt mange spekulationer. Det virker usandsynligt, at økonomiske incitamenter skulle være den afgørende faktor, da FHK og GOG’s spillerbudgetter vurderes at være på nogenlunde samme niveau. Det peger på, at andre faktorer har spillet ind i Balstads beslutning, men hvad disse præcis er, vides kun af Balstad selv, og han har valgt ikke at dele dem offentligt.
En oplagt spekulation kunne være sportslige ambitioner. Men FHK har netop leveret stærke præstationer med deres medaljeplaceringer de seneste sæsoner, og de har endda præsteret bedre end GOG i den seneste sæson. Derfor virker det heller ikke som om, at Balstad søger en “højere hylde” i dansk håndbold – den hylde findes reelt set kun i Aalborg, der aktuelt dominerer dansk håndbold på både nationalt og internationalt plan.
En anfører der går foran
Lasse Balstads værdi for FHK har ikke kun været hans defensive kvaliteter på banen. Som anfører har han haft en vigtig rolle i omklædningsrummet og i forhold til at binde truppen sammen. Balstad er måske ikke den mest højtråbende ledertype, men han er kendt for sin store integritet og evne til at skabe sammenhold. Han har været en figur, som både medspillere, fans og sponsorer har set op til, og som har repræsenteret klubben på fornemmeste vis.
Hans tilknytning til Fredericia går også ud over håndboldbanen. Han har valgt at bosætte sig i byen med sin kone og deres to børn, hvilket vidner om en dyb forankring i lokalområdet. Det gør hans afgang endnu mere smertefuld for klubben og dens fans, der har set ham som en ægte Fredericia-mand.
Udfordringen med at erstatte Balstad
FHK står nu overfor en stor udfordring i at skulle erstatte en spiller som Lasse Balstad. Ikke kun skal de finde en spiller med tilsvarende sportslige kvaliteter, men også en person, der kan udfylde hans rolle som anfører og leder udenfor banen. Dette er ingen let opgave, men FHK har tidligere vist sig at være dygtige i deres rekruttering.
Et eksempel på klubbens evne til at tiltrække profiler er Evgeni Pevnov, som FHK hentede ind og som har vist sig at være en stor gevinst for klubben. Pevnov, der også er en markant skikkelse både på og udenfor banen, har bidraget til holdets styrke i defensiven samtidig med, at han har påtaget sig en stor del af ansvaret i omklædningsrummet. Han er et eksempel på, at det er muligt at finde spillere, der kan træde ind og løfte arven efter en spiller som Balstad.
Hvad fremtiden bringer
Med Balstads afgang har FHK tid til at forberede sig på fremtiden. Klubben vil uden tvivl bruge de kommende måneder på at søge efter en passende erstatning, der kan leve op til de store forventninger. Dette bliver en opgave for både sportschefen og trænerteamet, som skal finde den rette balance mellem at erstatte en stærk forsvarsspiller og en lederskikkelse.
Selvom det er svært at miste en så betydningsfuld spiller, er det også en mulighed for FHK til at gentænke og justere deres strategi. Klubben har vist, at den kan være med i toppen af dansk håndbold, og med de rigtige forstærkninger kan de fortsætte deres positive udvikling. Fansene kan håbe på, at FHK igen formår at tiltrække en spiller, der ikke kun kan levere på banen, men også kan være med til at bygge videre på det stærke fundament, som Lasse Balstad har været en vigtig del af.
FHK’s rejse i de kommende sæsoner bliver spændende at følge. Med nye spillere og mulige justeringer i truppen vil klubben forsøge at bygge videre på den succes, de har oplevet de seneste år. Én ting er sikkert: Lasse Balstad vil blive savnet, men hans aftryk på klubben vil leve videre.
Luise, som startede sin rejse på en sommerhustur til Fanø, vidste intet om, hvordan man startede en webshop, men med hjælp fra YouTube, sit netværk og en stor portion vedholdenhed, har hun skabt en millionforretning, der i dag forhandler dame- og børnetøj.
Rejsen mod succes begyndte på en usædvanlig måde. Det hele startede under en sommerhustur til Fanø, hvor Luise og hendes søster Karina drøftede deres fælles drøm om at starte noget eget. Uden nogen form for baggrundsviden om e-handel, kastede de sig ud i projektet. Ved hjælp af online ressourcer som YouTube og deres netværk, lærte de sig selv de nødvendige færdigheder og viden til at bygge en virksomhed fra bunden. Det, der begyndte som en ambition om at skabe noget unikt, er nu blevet en blomstrende forretning med kunder både inden for og uden for Danmarks grænser.
Molly&My er specialiseret i dame- og børnetøj, og det er ikke bare produkterne, men også deres evne til at forstå og engagere deres kunder, der har været nøglen til deres succes. Den personlige passion, som Luise lægger i virksomheden, har spillet en afgørende rolle i at opbygge et brand, der skiller sig ud i en konkurrencepræget branche. Hun har formået at kombinere sin personlige interesse med forretning, hvilket har gjort arbejdet til en livsstil snarere end blot en opgave.
En af de største udfordringer, som Luise og Karina stod overfor i opstartsfasen, var manglen på kapital. De måtte investere deres egne opsparinger og søge støtte fra deres nærmeste for at få virksomheden op at stå. Denne udfordring blev dog mødt med en urokkelig vilje til at lykkes. Gennem vedholdenhed og en løbende tilpasning til markedets krav, har de overvundet de forhindringer, der kom deres vej.
At blive udnævnt som en af de 25 kvindelige iværksættere, man bør kende, er ikke bare en anerkendelse af Luise Seirups succes, men også en bekræftelse af det potentiale, der ligger i at turde tænke stort og forfølge sine drømme. Udnævnelsen understreger nemlig behovet for flere kvindelige rollemodeller i iværksættermiljøet, og Luise håber at kunne inspirere andre kvinder til at tage springet og starte deres egne virksomheder.
Som en del af denne ærefulde anerkendelse vil AVISEN i løbet af ugen bringe et udvidet interview med Luise Seirup, hvor hun vil dele mere om sig selv, og hvor læserne vil få et unikt indblik i hendes iværksætterrejse, de udfordringer, hun har stået overfor, og de værdier, der har guidet hende på vejen til succes.
Et parti hakket oksekød solgt i Netto-butikker over hele landet er blevet tilbagekaldt på grund af risiko for salmonella. Tilbagekaldelsen omfatter pakker på 900 gram med mærket “Velsmag” og et fedtindhold på 8-12%.
Ifølge en pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen er kødet produceret af virksomheden Himmerlandskød, og det anbefales, at man enten smider kødet ud eller returnerer det til den butik, hvor det er købt.
Kødet har en produktionsdato den 7. august 2024 og en sidste anvendelsesdag i dag. Hvis man allerede har spist kødet, er det vigtigt at være opmærksom på symptomer som diarré, mavesmerter, feber, hovedpine samt eventuel kvalme og opkast. Disse kan være tegn på en salmonellainfektion.
Forbrugere, der har købt produktet, opfordres til at undgå at indtage det og tage de nødvendige forholdsregler for at sikre deres helbred.