Hos Danmarks mest populære online modeplatform, Zalando, melder man nu alt udsolgt af danske landsholdstrøjer forud for EM-slutrunden Tyskland, der sparkes igang i aften, når værtsnationen tager imod Skotland på Allianz Arena i München.
De danske fodboldtrøjer blev præsenteret på Zalandos platform tilbage i april måned, og siden da er det gået stærkt med salget, der nu har resulteret i, at man hos Zalando kan melde alt udsolgt af de populære hjemmebanetrøjer.
I en ny undersøgelse foretaget af YouGov for Zalando svarer respondenterne, at henholdsvis følelsen af fællesskab (44 %) og støtte til landsholdet (47%) er de to mest motiverende faktorer til køb af en landsholdstrøje.
Netop sport som en samlende kraft er en af årsagerne til, at sportskategorien i 2024 er et strategisk fokusområde for Zalando. Sport og livsstil er et stort marked, som Zalando vil tappe ind i, men også et enormt vigtigt marked for forbrugerne.
– 2024 er sportens år med en perlerække af store sportsbegivenheder, der finder sted i hele Europa. Vi ved, at sport er en vigtig del af vores danske kunders liv, og sportsbeklædning er med til at udtrykke identitet samt at skabe fællesskab. Vi er meget begejstrede over, at vi med vores sortiment kan bidrage til den folkefest, en EM-slutrunde skaber, siger Fabio Baum, der er nordisk direktør i Zalando og fortsætter:
– Salget her i forbindelse med EM bekræfter os i, at vores strategiske fokus på sportskategorien er relevant og værdifuldt for vores kunder.