Foto: Thomas Max - avisen.nu

Et bredt flertal bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti er blevet enige om en fornyet aftale om kriminalforsorgens økonomi, der blandt andet indebær en etablering af et udslusningsfængsel i Trekantområdet.

Aftalen indebærer, at kriminalforsorgen sikres næsten 200 millioner kroner, så man kan fortsætte det vigtige arbejde med at genoprette det danske fængselsvæsen i de kommende år og sætte gang i en række initiativer, som har været sat på pause på grund af manglende finansiering. Blandt andet to nye udslusningsfængsler, flere skærpede sikkerhedspladser og ansættelse af medarbejdere, som skal aflaste fængselsbetjentene.

Kriminalforsorgen er udfordret af mangel på både fængselspladser og fængselsbetjente. Derfor indgik den tidligere regering sammen med Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti i december 2021 en flerårsaftale for kriminalforsorgens økonomi. Med aftalen blev der afsat i alt cirka 4 milliarder kroner – et historisk stort løft – til en nødvendig genopretning af kriminalforsorgen. Det var i aftalen forudsat, at partierne bag aftalen ville stemme for et lovforslag om moms på tv-abonnementer mv., som skulle være med til at finansiere aftalen. Der var imidlertid ikke flertal for lovforslaget, da det blev behandlet i Folketinget før sommerferien. Derfor var det nødvendigt at sætte udvalgte initiativer fra aftalen i bero.

Nu er et bredt politisk flertal bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti blevet enige om at videreføre alle aftalens initiativer.

Det har været en hovedprioritet for partierne bag aftalen at sikre, at kriminalforsorgen kan få arbejdsro til at føre de mange gode initiativer ud i livet. Det gælder blandt andet initiativet om leje af 300 fængselspladser i Kosovo til udvisningsdømte udlændinge og en udvidelse af kriminalforsorgens kapacitet i Danmark med 326 pladser frem mod 2025. Derudover indeholder aftalen en række initiativer, som skal forbedre fængselsbetjentenes arbejdsforhold, øge sikkerheden i fængslerne og styrke det kriminalitetsforbyggende arbejde. Kriminalforsorgen er allerede i fuld gang med at gennemføre mange af aftalens initiativer, men med det fornyede forlig kan kriminalforsorgen fortsætte arbejdet – og samtidig sætte gang i en række initiativer, som har været sat midlertidigt på pause på grund af manglende finansiering. Blandt andet etablering af to nye udslusningsfængsler og flere skærpede sikkerhedspladser. Det skal være med til at aflaste det hårdt pressede danske fængselsvæsen.

– Kriminalforsorgen står i en meget alvorlig situation, og der er hårdt brug for både flere fængselsbetjente og flere fængselspladser. Vi arbejder på højtryk for at lette presset på de danske fængsler og rekruttere og fastholde fængselsbetjente. Men det kommer til at tage tid at få genoprettet kriminalforsorgen – og det er afgørende, at vi bruger alle de værktøjer, vi har til rådighed. Derfor er det rigtig godt, at der igen er et bredt politisk flertal bag aftalen om kriminalforsorgens økonomi. Nu fortsætter det lange, seje træk med at forbedre forholdene for vores fængselsbetjente og bringe kriminalforsorgen tilbage i balance, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S).

– Det er vigtigt for Venstre, at vi har et velfungerende fængselsvæsen – specielt i en tid, hvor vi forbereder en strafreform med væsentlig højere straffe for grov vold og mishandling. Venstre hilser med glæde, at aftalen har skabt et godt grundlag for Kriminalforsorgens virke over de kommende år, siger Preben Bang Henriksen (V).

– Kriminalforsorgen har fortsat brug for arbejdsro, så vi kan få et moderne fængselsvæsen, der kan tiltrække arbejdskraft, og hvor der er pladser nok til afsoning. I Moderaterne er vi glade, at en forlængelse af aftalen også giver Kriminalforsorgen mulighed for at arbejde videre med et forbedret udslusningssystem, der skal give de indsatte bedre forudsætninger for et liv uden kriminalitet, siger Henrik Rejnholt Andersen (M).

– Kriminalforsorgen er i krise, og det er godt, at der endelig kan skabes ro omkring finansieringen af Kriminalforsorgsaftalen, fordi den indeholder vigtige initiativer, som på sigt kan lette presset på medarbejderne såsom udslusningsfængsler og pladser i Kosovo, men også fordi den øger hjælpen til indsatte, der vil stoppe kriminaliteten såsom mere uddannelse, flere psykiatere og eftergivelse af straffesagsomkostninger, siger Karina Lorentzen (SF).

– Kriminalforsorgen er under massivt pres. Fængslerne er fyldte, der er lange ventetider hos domstolene, og der er mangel på fængselsbetjente. Derfor er det nødvendigt at tage ansvar for at skaffe den nødvendige finansiering til Kriminalforsorgen. Konservative har hele tiden været modstandere af at lægge moms på kunstnerisk virksomhed, derfor er jeg tilfreds med, at EU-Kommissionen nu skal vurdere, hvad der er op og ned i sagen – med udgangspunkt i Gorrissen-Federspiels vurdering, siger Mai Mercado (KF).

– Det er afgørende for DF, at vi får løst rekrutteringsproblemerne, får flere fængselsbetjente og ikke mindst kommer videre med arbejdet med et fængsel i udlandet. Det skal vi have klaret, siger Peter Kofod (DF).

Med det nye forlig fastholdes finansieringsinitiativet om moms på tv-abonnementer mv., som vil betyde, at kriminalforsorgen sikres de næsten 200 millioner kroner, som ellers havde manglet i 2025. Momsændringen har til formål at sikre, at de danske regler er i overensstemmelse med EU-lovgivningen. Regeringen vil inden fremsættelsen i Folketinget spørge EU-Kommissionen, om EU-Kommissionen er enig i Skatteministeriets fortolkning af EU-dommen og dens konsekvenser.

Baggrund

I december 2021 indgik den tidligere regering sammen med Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti en ny flerårsaftale for kriminalforsorgens økonomi, som afsatte i alt cirka 4 milliarder kroner til en nødvendig genopretning af kriminalforsorgen.

Aftalen indebar blandt andet udvidelse af fængselskapaciteten i Danmark med flere hundrede pladser, forbedring af forholdene for fængselsbetjentene samt leje af 300 fængselspladser i Kosovo til udvisningsdømte udlændinge.

I aftalen var det forudsat, at partierne bag aftalen ville stemme for et lovforslag om moms på tv-abonnementer mv., og at provenuet på cirka 225 millioner kroner årligt ville tilgå kriminalforsorgen som en del af finansieringen af aftalen. Der var imidlertid ikke flertal for lovforslaget, da det blev behandlet i Folketinget før sommerferien, hvorfor det var nødvendigt at sætte fire initiativer fra aftalen i bero – initiativer, som med det nye forlig kan sættes i gang igen:

To nye udslusningsfængsler. Der skal efter planen etableres et udslusningsfængsel på Vestsjælland og et udslusningsfængsel i trekantområdet.
Aflastning af fængselsbetjentene via opgaveforflytning: Der skal ansættes flere medarbejdere, herunder transportbetjente, logistikmedarbejdere, socialrådgivere og administrative medarbejdere, der skal aflaste fængselsbetjentene i de kommende år.
Flere skærpede sikkerhedspladser og ny ’sikkerhedsklasse 0’ for de farligste indsatte, der skal skabe større sikkerhed for både fængselspersonalet og de indsatte.
Pulje til civilsamfundsorganisationer, som skal understøtte det kriminalitetsforebyggende arbejde ved at bygge bro mellem indsattes liv inden for og uden for murene.