Lydia Callesen, formand for 3F’s offentlige gruppe, bakker trepartsaftalen op, der endeligt skal udmøntes af arbejdsmarkedets parter
Trepartsaftalen på det offentlige arbejdsmarked har været præget af svære forhandlinger, siger Lydia Callesen, der er formand for 3F’s offentlige gruppe:
– Men det er lykkedes at lande en aftale, vi er tilfredse med, og der skal lyde ros til særligt fagbevægelsens forhandlere. Vi har knoklet for at værne om den danske model og har sikret, at det er arbejdsmarkedets parter – uden om regeringen – der forhandler den endelige udmøntning af treparten. Og vi glæder os over, at der i aftalen er fokus på fuldtidsdagsordenen og medarbejdernes arbejdsmiljø, siger Lydia Callesen.
Gruppeformanden understreger, at 3F kan stå inde for det endelige resultat:
– Vi glæder os på gode kollegaers vegne, der får en grundlønsforbedring. Men vi vil samtidig knokle hårdt ved OK24 for at tilgodese 3F’s medlemsgrupper, der ikke har fået ekstra i lønningsposen ved trepartsaftalen.
Lydia Callesen lægger samtidig vægt på, at de modydelser, regeringen har ønsket op til og under trepartsforhandlingerne, er blevet hegnet ind:
– I aftalen ligger modydelserne i større omfang hos de grupper, der får et regulært lønløft, siger formanden for 3F’s offentlige gruppe.