Vejdirektoratet forventer ikke, at vinterferien kommer til at give de store udfordringer på vejene. Dog kan der være en del udrejsetrafik fredag 9. februar.
Februar er synonym med vinterferie for et stort antal danskere, og særligt i uge 7 og 8 har mange sat kryds i kalenderen.
For nogen betyder vinterferien, at der er bestilt tur til sneklædte pister mod syd eller nord, og for andre går turen til varmere himmelstrøg under sydens sol. Mange vælger også at blive i Danmark og tage en tur i sommerhus.
Det giver alt sammen ekstra trafik på vejene, men den store variation i rejsemål og ferieformer betyder også, at trafikken spreder sig over flere dage og til forskellige destinationer. Derfor forventer Vejdirektoratet ikke nævneværdige udfordringer på vejene i vinterferieperioden.
Eneste undtagelse er fredag 9. februar, hvor den første udrejsetrafik blander sig med eftermiddagens myldretidstrafik. Det er særligt trafik ud fra de større byer og særligt i tidsrummet kl. 14.00-18.00. Vejdirektoratet anbefaler, at man så vidt muligt kører udenfor dette tidsrum.
Hold øje med vintervejret
Som vi allerede har set flere eksempler på denne vinter, så kan årstidens vejr give udfordringer på vejene, og derfor er det en god tommelfingerregel, at man altid skal være ekstra opmærksom på vejret, når man begiver sig ud på vejene i vinterhalvåret. Det gælder uanset om det er på danske eller udenlandske veje.
Sne, frost og is kan være en risikofyldt faktor, der kan give vanskelige køreforhold og være medvirkende til uheld og forsinkelser. Ligeledes kan kraftig vind give restriktioner på broerne rundt om i landet.
Tjek derfor altid vejrudsigten og Trafkinfo.dk inden afrejse. Så er du opdateret og kan planlægge din tur med forbehold for vejret.