Regeringen tager nu skrappe skridt i sagen om den potentielle miljøkatastrofe i Nordic Waste-sagen i Ølst. Kammeradvokaten er blevet sat til at lede en grundig undersøgelse for at sikre, at princippet om, at forureneren betaler, bliver fulgt til dørs. Det er blevet oplyst på et netop afholdt pressemøde.
Miljøminister Magnus Heunicke understreger alvoren i situationen:
– Kammeradvokaten skal undersøge to ting. For det første, om andre virksomheder i området kan bære ansvar for miljøskaderne. For det andet, om Nordic Waste’s ledelse, ejere eller andre involverede personer kan gøres ansvarlige – både i forhold til oprydning, erstatning og potentielt strafferetligt ansvar, siger Heunicke.
Imens udtaler justitsminister Peter Hummelgaard (S) sig om betydningen af virksomheders samfundsansvar:
– Det her er en værdidebat, der i øvrigt foregår i hele den vestlige verden. Hvad er meningen med at drive virksomheder? Hvad driver man virksomhed for? Det er også det, det handler om. Hvilke rettigheder og pligter man har, når man driver virksomhed – særligt når det går galt, siger Hummelgaard.
Miljøministeren giver også en status på de praktiske tiltag i området omkring Nordic Waste, idet de store mængder vand fra nyligt tøvejr og nedbør skaber yderligere udfordringer.
– Derfor er man nu i gang med to ting, der har til formål at skille det forurenede vand fra den rene å, forklarer Heunicke.