Siden 2021 er der kommet næsten 30 procent flere piger i DIF’s get2sport-foreninger i udsatte boligområder. Et opsøgende arbejde i lokalsamfundene og stærke unge trænere er en del af forklaringen.
Historisk har der været færre aktive i idrætsforeningerne i de udsatte boligområder. Og særligt blandt pigerne har der været en mindre del, der har stiftet bekendtskab med fællesskaberne.
Der er dog en stor positiv bevægelse i gang. De netop offentliggjorte 2023-medlemstal fra idrætsforeningerne viser nemlig en markant fremgang i de 75 DIF get2sport foreninger i udsatte boligområder. Her er der på to år sket en fremgang på næsten 30 procent blandt piger under 18 år fra 3649 i 2021 til 4714 i 2023.
– Vores oplevelse er, at når pigerne er glade og griner både i og efter træning, så får de lyst til at komme igen. Og vi kan også se, at de trækker deres venner og veninder med ned i klubben. Derfor bruger vi meget tid på at skabe et miljø, hvor alle føler sig godt tilpas både før, under og efter træning, siger Jeppe Ottow fra BK Union i København, der har oplevet en fordobling af pigemedlemmer de seneste fem år.
Med til de stærke miljøer hører også en god skare af unge hjælpetrænere, der selv har været aktive i foreningen:
– Det er enormt stærkt at have unge rollemodeller, som pigerne kan spejle sig i på trænersiden. Det er også medvirkende til, at vi får lettere ved at rekruttere nye frivillige til både at løse træneropgaver og skabe sociale aktiviteter i klubben, siger Jeppe Ottow.
Stærke lokale kræfter
Get2sport-foreningerne får hjælp til at aflaste de frivillige kræfter i et samarbejde mellem DIF og den lokale kommune med støtte fra Nordea-fonden. Det har blandt andet ført til, at der er blevet rekrutteret masser af gode frivillige kræfter.
– Det er afgørende for succesen, at de unge får nogle ældre forbilleder, som de kan spejle sig i. Det giver ikke blot lyst til at blive ved med at komme i foreningerne, men i mange tilfælde inspirerer det også endnu flere til at tage en frivillig tørn som træner eller på anden vis, siger Kristina Lind Thrane, der er projektleder i DIF get2sport.
I alt er DIF get2sport til stede i 53 boligområder på tværs af 25 kommuner rundt i Danmark.