Det japanske containerrederi Ocean Network Express (ONE) har inkluderet Fredericia Container Terminal i deres nye SBX service (Scandinavian Baltic Express).

Via de tyske havne i Wilhelmshaven og Hamburg forbindes Fredericia med ONE’s globale rutenetværk. Dette betyder, at Fredericia Havn fremover vil blive anløbet hver onsdag af containerskibet ”Svendborg”.

ONE, der blev etableret i 2017 som en sammenlægning af de tre japanske rederier NYK, K-Line og MOL’s containerdivisioner, råder i dag over verdens 6. største flåde med over 200 containerskibe. Det danske marked betjenes fra rederiets kontor i Aarhus.

– Vi ser frem til fremover at betjene vores kunder i Sydjylland og på Fyn via Fredericia Havn med egen dedikeret service. Vi har allerede en stærk markedsposition i Fredericias opland, og med dette nye tiltag ser vi gode muligheder for at udbygge vores markedsandele i Fredericia yderligere. Med en kort transittid til og fra vores anløbshavne i Tyskland kan vi nu tilbyde et konkurrencedygtigt og mere miljørigtigt produkt, udtaler Lars Iversen, Head of Sales/Office Manager hos ONE.

ONE’s containerskib ”Svendborg” anløber Fredericia Havn første gang den 29. maj 2024