Lars Mølsted er instruktør for forestillingen Avenue Q, der netop har startet prøverne frem mod premieren på Fredericia Musicalteater den 23. februar 2024. Netop Avenue Q er forestillingen, som Mølsted debuterede i som musicalperformer på det gamle teater i Fredericia. Det gør det specielt for ham.
Rammerne er på Kulturkasernen i Fredericia. Det er Fredericia Musicalteaters faste øvested, når prøverne til en forestilling indledes. Det hele starter med en navnerunde, hvor administrative medarbejdere også har taget turen fra Prinsessegade til den gamle kasernebygning, som er under forvandling til en Kulturkaserne.
Prøvelokalet indtages nu af holdet med Avenue Q, hvor Lars Mølsted er et af de kendte ansigter, men denne gang kommer man ikke til at opleve ham på scenen. Han er nemlig instruktør på forestillingen, og det er første gang, han prøver det.
– Det er med en vis portion ærefrygt, da forestillingen betyder meget for mig. Det var den første forestilling, jeg havde på det gamle teater, så jeg har et specielt bånd til denne forestilling, og den er fantastisk. Den fortjener at blive lavet ordentligt. Jeg skal bare gøre det godt, ellers har jeg ikke levet op til mine forventninger. Jeg er samtidig meget taknemmelig over denne mulighed, og jeg er helt himmelsk over det, siger Mølsted.
Lars Mølsted har stået på den helt store scene rigtig mange gange, og med en dåbsattest, der nu siger 38 år, mener han selv, at tiden er den rette til at prøve det.
– Det er meget naturligt for mig. Jeg har altid haft lyst til at blive instruktør, og nu fik jeg muligheden. Det er ligesom håndboldspillere, der bliver trænere, og nu er jeg instruktør. Nu skal jeg være træner, men det betyder ikke, at jeg stopper med at spille. Sådan er vores branche bare. Det er naturligt, at nogen på et tidspunkt påtager sig en lederrolle, og det kommer ofte med alderen. Jeg er heldig at have stor erfaring fra scenen, og nu er jeg også blevet lidt ældre, og de to
ting sammen gør, at jeg tror, det er et godt match nu. At det så er den forestilling, som jeg debuterede i på scenen, og som nu får debut i som instruktør, kunne ikke passe bedre, fortæller Lars Mølsted.
Instruktøren var selv på scenen tilbage i 2011, da Avenue Q spillede i den lille sal på det gamle Fredericia Teater. Han ved derfor, hvordan det er at skulle føre dukkerne i forestillingen. Han blev derfor bedt om at vurdere, hvor svært det er på en skala fra 1-10.
– Klart 10, lyder det prompte fra Lars Mølsted.
Spørgsmålet er så, hvordan man øver sig i at være dukkefører.
– Vi har haft en dukkeinstruktør på i fire dage før jul til mine dukkeførere. Det er meget svært at lære, men når man først mestrer det, så kan man det også. Jeg prøvede også selv igen. Der gik ikke mere end 10-15 sekunder, så var den der igen for mig, så det er ligesom når man kan cykle, så kan man det resten af livet. Mine performere er meget dygtige til at synge, danse og skuespille, men pludselig skal de også gøre det med dukker, så det er en anden måde at gøre tingene på. Man er pludselig sat tilbage til nul, og det er faktisk frustrerende. Det er sjovt at se for mig, da jeg kan se mig selv i det, fra dengang jeg selv stod i det, siger Lars Mølsted.
Han genkender ting fra, da han selv var til prøverne på den gamle Avenue Q-forestilling.
– Jeg har selv været igennem det, og jeg kan komme med råd til mit hold. Det er som med alt kunst, at det er meget svært. Vi får det til at -se legende let ud, men det er det ikke, siger Lars Mølsted.
Med en begejstring i stemmen, der ikke er til at tage fejl af, fortæller Mølsted slutteligt, hvad man skal glæde sig til ved forestillingen.
. Man kommer til at grine sin røv i laser i 2,5 time. Det er en komedie på en hæsblæsende måde, hvor der også er drama med. Jeg synes, at det er en god fortælling i det, og man ser ting, som man ikke regner med, dukkerne gør, slutter Lars Mølsted.
Avenue Q spiller på Fredericia Musicalteater fra den 23. februar og frem til den 16. marts.