Det er på tide, at Fredericia Kommune tager et modigt og nødvendigt skridt mod selvstændighed og løsrivelse fra Kommunernes Landsforening (KL). Vores by står over for udfordringer, der kræver målrettet og lokal fokuseret ledelse, som KL’s centrale og ofte bureaukratiske tilgang ikke kan imødekomme. Derfor foreslår jeg en kommunalreform, der vil styrke vores lokale selvstyre og sætte en ny standard for, hvordan vi driver vores by.

Når vi taler om kernevelfærd, så hører vi gang på gang fra forvaltningen og mange af de folkevalgte, at vi er mere eller mindre magtesløse. Enten er det KL, eller også er det lovgivningen. I sidste ende Christiansborg. Men lokalstyre bør være meget mere end blot en uddelegeret pligt til at gennemføre landsdækkende politik. Der bør være mulighed for at tage hensyn til lokale interesser, minimum på varetagelsen af den vigtige del af velfærden. Men vores kommunallovgivning virker forældet. Man har oprettet kæmpe kommuner med milliardbudgetter, men lader fortsat fritidspolitikere stå i spidsen for det hele.

Derfor trænger vi til en stor reform, der moderniserer det lokale selvstyre. De folkevalgte skal have mulighed for at føre kontrol med forvaltningen, ganske som vi ser det i landspolitik.

Der er altså et stort og presserende behov for fuldtidspolitikere i Fredericia. Ved at have politikere, der kan dedikere deres fulde opmærksomhed og tid til kommunens affærer, sikrer vi en mere effektiv og ansvarlig ledelse. Det vil også svække borgmestermagten, der har tendens til at være en form for bykonge, både med hof og nar. Borgmesteren er nemlig den eneste, der beskæftiger sig med politik på fuld tid. Deltidspolitikere har ofte begrænsede ressourcer og tid, hvilket kan føre til suboptimal beslutningstagning og manglende overblik. Fuldtidspolitikere vil kunne arbejde mere intensivt med de komplekse problemstillinger, der præger vores kommune, og sikre, at borgernes stemmer bliver hørt og handlet på hurtigt og effektivt. 

En anden central del af reformen bør være en skarpere overvågning af forvaltningen. Forvaltningen er hjertet af kommunens daglige drift, og det er afgørende, at der er gennemsigtighed og ansvarlighed i alle processer. Ved at indføre mere stringent kontrol og evaluering af forvaltningens arbejde, kan vi reducere spild, ineffektivitet og korruption. Dette vil ikke kun forbedre borgernes tillid til kommunen, men også sikre, at offentlige midler bliver brugt på den mest hensigtsmæssige måde. Det sker ikke i dag, fordi der mangler et politisk overblik, egne ressourcer og mere tid. Konsekvensen er forvaltningsstyre, og det har aldrig været hensigten. Hvilket de vanvittige lønninger til chefer, frynsegoder og fråserier er eksemplet på.

Endelig skal vi øge vores investeringer på vigtige områder som skoler, plejehjem og handicapområdet. Uddannelse er grundstenen i vores fremtid, og ved at prioritere ressourcer til skolerne sikrer vi, at vores børn får den bedst mulige start i livet. 

Plejehjemmene skal tilbyde værdig og omsorgsfuld behandling til vores ældre medborgere, og handicapområdet skal have de nødvendige midler til at tilbyde lige muligheder for alle borgere. Ved at fokusere på disse kerneområder, kan vi bygge en stærkere og mere sammenhængende kommune, hvor alle borgere føler sig set, hørt og værdsat. 

Fredericia har potentialet til at være en model for andre kommuner, men det kræver, at vi tager kontrol over vores egen skæbne og træffer de nødvendige beslutninger for vores bys fremtid. Jeg opfordrer derfor mine medborgere og lokalpolitikerne til at støtte en løsrivelse fra KL og et politisk pres på at vi får en kommunalreform, der vil bringe Fredericia ind i en ny æra af ansvarlighed, effektivitet og omsorg. I dag deler Socialdemokratiet og Venstre mange kommuner mellem sig. Derfor har de ikke nogen interesse i at lave om på noget. Men det er grundtanken i demokratiet, der er på spil. At vi kan være med til at påvirke vores hverdag, især på de nære områder. Derfor skal vi begynde at tale om det. Nu.