Den siddende amerikanske præsident, Joe Biden, vil ikke søge genvalg. Det meddeler han nu officielt. Dermed fortsætter den seneste tids politiske jordskælv i USA.

Efter en meget tvivlsom præstation under en tv debat mod Donald Trump for nylig, er presset nu endeligt blevet for meget for Joe Biden, der har måttet indse at støtten blandt mange betydningsfulde demokrater er forsvundet. Officielt nævnes der ikke nogen nærmere begrundelse, men Biden meddeler, at han senere på ugen vil holde en tale til det amerikanske folk.

– Jeg tror på det er i mit partis og lands bedste interesse, at jeg træder tilbage, og kun fokuserer på at passe mine pligter i resten af min embedsperiode, skriver Biden i den officielle meddelelse.

De seneste dage har rygterne om Bidens exit floeret bredt på de amerikanske medier, og nu er situationen således bekræftet. Det er specifikt Joe Bidens tilsyneladende aldersrelaterede problemer, der er slået hårdt igennem på den politiske scene. Under den omtalte debat var Biden i perioder usammenhængende, hvilket har medført en lavine af kritik mod hans kandidatur. Samtidig har attentatforsøget på Donald Trump ændret på den generelle diskurs, hvor Trump er blevet sammenlignet med Hitler af hans politiske modstandere. Bidens generelle popularitet har været lav, og demokraterne er blevet bekymret for en potentiel jordskredssejr til Trump.

Forløbet om hvem der skal være Demokraternes nye præsidentkandidat, kommer nu ind i en afgørende fase.