Selvom Danmark så stærke ud i anden halvleg mod Norge, blev det en kamp med blandende følelser.
Holdet førte 26-21, men en skuffende periode gav nordmændene chancen for at komme tilbage, og kampen endte uafgjort 27-27. Dette forberedelsesopgør for Danmark før EM viste både styrker og områder, der skal forbedres.
Med endnu en testkamp mod Egypten på lørdag har holdet en chance for at finpudse deres form inden det kommende mesterskab.
Østjyllands Politi justerer nu anbefalingen til bilisterne, så opfordringen nu er, at man undgår al unødig udkørsel i Østjyllands politikreds.
Det betyder, at man nøje skal overveje, om det er nødvendigt at køre afsted hjemmefra. Unødig kørsel kan fx være en indkøbstur, et besøg hos et familiemedlem eller hen til fodboldtræningen.
Fredag morgen bliver der lavet en ny vurdering af, hvad opfordringen til de østjyske bilister skal være.
De store mængder sne har skabt massive udfordringer på de østjyske veje, og særligt på E45, hvor en del bilister sad i kø i adskillige timer. Det skyldtes primært adskillige havarerede lastbiler, der har stået på tværs af motorvejen.
Politi, Brandvæsen, Beredskabsstyrelsen og Forsvaret arbejdede på højtryk for at få løst situationen, og der blev undervejs udleveret flere hundrede poser med mad og drikke til de strandede bilister.
En ekstrem situation
Det lykkedes til sidst i fællesskab myndighederne at få fjernet lastbilerne, så køen kunne afvikles, og trafikken glider nu igen på motorvejen. Der står dog fortsat nogle efterladte biler i nødsporet på strækningen, og Østjyllands Politi opfordrer bilisterne til at køre forsigtigt og efter forholdene.
De efterladte biler vil løbende blive bjærget af Falck, og ejerne vil få besked af politiet om, hvor de kan hente deres køretøj.
”Det har været en ekstrem situation, der har givet store udfordringer og krævet rigtig mange ressourcer. Nu tror og håber vi, at vi er forbi det værste, men vi holder nøje øje med situationen, og der er fortsat en del arbejde ude på vejene. Der er fortsat en del sne rundt omkring, og der kan være meget glat flere steder, så vi opfordrer borgerne til at undgå unødig udkørsel og køre forsigtigt, hvis de skal hjemmefra, ” siger politiinspektør René Raffo.
Man kan orientere sig om trafiksituationen på trafikinfo.dk
Der gik kort tid, før to tysk indregistrerede flugtbiler forlod Danmark, efter to børn den 1. januar klokken 00.17 blev frihedsberøvet af et ukendt antal gerningspersoner. Gerningspersoner, der af vidner alle beskrives som mænd.
Syd- og Sønderjyllands Politi orienterede det tyske Bundespolizei om situationen klokken 00.31. Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser i dag, at de to køretøjer passerede grænsen ved Kruså klokken 00.33. Da dansk politi efterfølgende blev bekendt med de to køretøjers registreringsnumre, blev tysk politi orienteret om dette.
Bilerne blev senere fundet i Tyskland og er i tysk politis varetægt. Der er tale om to tyske udlejningsbiler.
Tysk politi har i dag bekræftet, at de to børn i øjeblikket befinder sig hos deres tyske mor.
Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker sagen i forhold til vold og frihedsberøvelse og er i den forbindelse i dialog med tysk politi. Gerningspersonerne overfaldt børnenes far, inden de tvang de to børn ind i bilerne.
Syd- og Sønderjyllands Politi har af hensyn til efterforskningen ikke yderligere oplysninger i øjeblikket.
Den kraftige snestorm har fortsat indflydelse på togtrafikken i Nord- og Midtjylland denne torsdag. DSB melder om reduceret togdrift på flere strækninger.
På Vestfyn er regionaltogene mellem Odense og Fredericia erstattet med Togbusser. Dette skyldes et væltet træ over skinnerne, som skal fjernes mellem kl. 10 og 14. Der vil kun være ét spor tilgængeligt for tog i denne periode. Togbusser kører ifølge følgende tidsplan:
Mod Odense fra Fredericia kl. 30 hver time, og fra Aarup kl. 00.
Mod Fredericia fra Odense kl. 45 hver time, og fra Aarup kl. 15.
Rejsende kan finde yderligere oplysninger om Togbusserne på Rejseplanen.dk.
Aarhus H – Aalborg – Aalborg Lufthavn
Banedanmark er tæt på at have kontrol over sporene mellem Aarhus H, Aalborg og Aalborg Lufthavn. De første tog forventes at køre på følgende tider:
Fra Aarhus H mod Aalborg: ICLyn 4031 kl. 11.50 og IC 4133 kl. 12.20.
Fra Aalborg mod Aarhus: IC 4148 kl. 13.05.
Fra Aalborg Lufthavn mod Aarhus: ICLyn 4050 kl. 13.26.
Aktuel togdrift mellem Fredericia, Aarhus H og Aalborg Lufthavn:
Ingen InterCity-tog mellem Aarhus H og Aalborg Lufthavn.
Alle InterCityLyn-tog aflyst på strækningen CPH Lufthavn – Aalborg Lufthavn.
Regionaltogene aflyst mellem Fredericia og Aarhus H.
Aarhus H – Fredericia
InterCity-togene er de eneste, der kører mellem København H og Aarhus H, men der kan forekomme forlænget rejsetid.
Ekstra stop på små stationer
InterCity-togene mellem Fredericia og Aarhus H vil i dag ekstraordinært standse i Brejning, Børkop, Hedensted og Viby J.
Struer – Fredericia
InterCity-togene, der normalt kører mellem Struer og Fredericia, er indstillet til foreløbigt kl. 12 torsda.g
I august 2023 tog personalet på Kobbelgaarden den 25-årige Sandra med til en musikfestival. Dagen efter fik hendes mor og papfar besked om, at hun havde fået solskoldning, men at det blev håndteret. Da de senere så omfanget af forbrændingerne, der gik op ad begge arme, blev de chokerede. Sagen har nu endeligt ført til, at de har politianmeldt institutionen. Samtidig ønsker de at gøre opmærksom på problemerne på Kobbelgården, da de mener, der er problemer af betydning på stedet.
Den seneste uges omtale af et påbud fra Regionstilsyn Syd får nu flere til at henvende sig til medier og myndigheder med deres oplevelser. Birgit og Frank Gregersen vælger nu at stå frem med deres oplevelse, da de er meget bekymrede for Sandra, der har Downs syndrom.
– Sandra er helt afhængig af, at der er ansvarlige voksne omkring hende, der passer på hende. Hendes mentale alder svarer vel til et barn på 2-3 år. Så hun kan slet ikke reagere på ting eller fortælle om det selv. Den måde personalet har behandlet min papdatter på, er jeg stærkt utilfreds med, fortæller Frank Gregersen.
Birgit forklarer, at parret har været meget forsigtige med at sige noget til personalet, fordi de gerne vil have, at der er en god stemning for Sandras skyld. Men samtidig kan de ikke glemme, hvad der skete på et bosted i Vejle, hvor en ung kvinde døde efter at være blevet udsat for kogende vand. For Sandra har boet dette sted. Nu er Birgit og Frank så desperate, at de mest af alt håber på en flytning for Sandra:
– Vi håber virkelig, at hun får lov til at komme på Nymarksvej, hvor der er et nyt sted med en god leder. Det har vi søgt om, og det er det bedste for Sandra. Samtidig vil vi håbe, at der kommer styr på tingene ude på Kobbelgården. For alle beboernes skyld. Vi tror bare ikke selv på det længere, siger Sandras mor.
Frank Gregersen fortæller, at han har arbejdet meget med sig selv for ikke at provokere personalet, som han mener, har været meget nærtagende overfor hans kritik. Blandt andet har de bedt ham om at ændre “retorikken”:
– Jeg har været brandmand. Så det er en del af min natur, at jeg visuelt kontrollerer hjertestartere. Det er bare noget, man gør automatisk. Når jeg så konstaterer, at der er fejl på Kobbelgårdens hjertestarter, så går jeg naturligvis til personalet med det. Her trækker man så bare på skuldrene og siger, at jeg “skal ændre min retorik”. Det er holdningen. Vi er blevet mødt med mange dårlige indstillinger til os som pårørende. Det må jeg sige. Men nu har vi fået nok. Vi vil have Sandra væk fra det sted.
Sandra og Frank Gregersen. Foto: Privat
Franks kone, Birgit, er medlem af pårørenderådet på Kobbelgården, og hun synes slet ikke, at der lyttes til de pårørende. Frank Gregersen er også af den opfattelse, at der er mange beboere, der ikke har det godt på stedet:
– Vi kan jo ikke nævne navne. Men man lærer andre beboere at kende, når man kommer der fast. Vi har set masser af dårlige eksempler. At der sidder en i lang tid uden aktivitet, eller en der har tisset i bukserne, uden at der sker noget. For mig er det helt uacceptabelt. Der er en grund til, at de nu har fået et påbud.
Parret har den opfattelse, at de forbrændinger Sandra fik, ikke blev håndteret professionelt. Derfor har de nu valgt at politianmelde hændelsen. Men det uddyber de også med, at de har fundet ud af, at det aldrig blev registreret som en utilsigtet hændelse:
– Når den slags sker, skal det jo indberettes. Men her fik vi bare at vide, at det var fordi, det havde man ikke lige nået. Så nu er vores tillid fuldstændig væk. Sandra har krav på, at hun får en forsvarlig omsorg. Vi kan ikke have hende her, for så skal vi sige vores jobs op. Derfor er vi helt afhængige af, at hun er et godt og trygt sted. Og efter vores opfattelse, er det ikke Kobbelgården, slutter parret.
Den almene utryghed ved flere af personalemedlemmerne, men ikke mindst ledelsen, har Frank Gregersen henvendt sig til formanden for Senior og Socialudvalget, Søren Larsen (A), tilbage i august, hvor han beskrev episoden med Sandra. Sandras far havde inden da kontaktet forvaltningen, men Frank Gregersen ville være sikker på, at udvalgsformanden også fik beskeden om, hvad der var sket. Larsen fik beskeden pr. mail i august.
Søren Larsen (A). Foto: AVISEN
Søren Larsen bekræfter, at Frank Gregersen to gange har kontaktet ham vedrørende papdatteren Sandra, nemlig i slutningen af august og i december.
– Det er blandt andet med baggrund i mine samtaler med Frank, at vi fik afsat 500.000 kroner til en analyse af området, så vi har handlet på henvendelsen rent politisk, siger Larsen.
Udvalgsformanden forstår godt, at ægteparret Gregersen er frustreret over oplevelserne med Sandra.
– Det er også derfor, at vi har handlet på det, da det gør indtryk på mig. Vi er optaget af, at vores pleje og omsorg af borgerne skal være i trygge og ordentlige rammer, og at vores personale udfører deres arbejde på et højt, fagligt niveau. Efter min mening har vi et dygtigt og engageret personale, men der har været nogen uheldige episoder, som har vi har reageret på, siger Søren Larsen.
Som politiker modtager Larsen jævnligt borgerhenvendelser. Han gør hvad, der står i hans magt for at reagere på dem.
– Det jeg altid gør, når jeg modtager henvendelser er, at jeg går til vores direktør for området med mine henvendelser. Så vender hun retur med en forklaring til mig efterfølgende, og så afhænger det af den enkelte hændelse, hvad der videre sker. Jeg tager alle henvendelser seriøst, og sørger altid for at reagere på dem, understreger Søren Larsen.
Foruden de afsatte midler til en analyse af det specialiserede voksenområde, er der kommet et andet tiltag ud af Søren Larsens dialog med Frank Gregersen.
Det var blandt andet dette billede, som familien Gregersen delte med udvalgsformand, Søren Larsen i ren frustration. Foto: Privat
– Jeg har bedt forvaltningen inddrage Franks kone, Birgit, i det arbejde der er i forbindelse med udarbejdelsen af analysen af kvaliteten af det specialiserede voksenområde. Hun har med sin erfaring en god viden inden for området, og det viser, at vi hellere end gerne lytter til de borgere, som henvender sig til os, siger Søren Larsen og slutter med at understrege, at det er vigtigt med en god og en omsorgsfuld pleje, udført på et højt fagligt niveau af dygtige og engagerede medarbejdere, og som samtidig skaber tryghed ved de pårørende.
Sagen om Sandras oplevelser på Kobbelgården er nu anmeldt til Sydøstjyllands Politi.
Det danske vejr har vist sig fra sin mest omskiftelige side i denne uge. Onsdagens vejrsituation har fortsat en betydelig indvirkning i store dele af landet i dag.
Store dele af Jylland og Midt- og Nordsjælland vågnede op til varierende mængder sne. Specielt i Østjylland er der faldet betydelige mængder sne, med nogle områder, der rapporterer over 15-20 cm. Denne sne, kombineret med formiddagens blæst, har ført til problemer med snefygning. Dette påvirker trafikken betydeligt, og det anbefales at give sig ekstra tid, hvis man skal ud at køre.
Situationen er anderledes i den sydøstlige del af Danmark, hvor store mængder regn faldt onsdag. I visse områder nåede nedbøren over 50 mm, hvilket er en ny rekord for højeste døgnnedbørsum. Denne rekord slår den tidligere rekord på 50 mm, som blev målt ved Flintholm Gods på Fyn den 4. januar 1886.
De massive regnmængder øger risikoen for yderligere oversvømmelser i de kommende dage. Flere åer i området oplever allerede meget høje vandstande, og situationen forventes at forværre, hvis vejret fortsætter i denne retning.
I en opsigtsvækkende situation i dansk håndbold, står de danske mestre fra Team Esbjerg og Bjerringbro FH over for en uventet konflikt. Trods en voldsom snestorm, insisterer Team Esbjerg på, at deres planlagte kamp onsdag aften skal spilles som planlagt.
Team Esbjerg, som aktuelt fører i den bedste danske række, ser ingen grund til at udsætte kampen. De har forberedt sig på at møde Bjerringbro FH i en afgørende kamp. Men på den anden side, står Bjerringbro FH, der udtrykker bekymring over sikkerheden for deres spillere. Med henvisning til politiets frarådelse af udkørsel i snestormen, ønsker de ikke at sende deres hold på en 150 kilometer lang bustur til Esbjerg.
Bjerringbros direktør, Dennis Jensen, har tidligere på dagen foreslået at rykke kampen til torsdag, et forslag som Team Esbjerg har afvist. Dette står som en markant uenighed mellem de to hold, hvor sikkerhed og spillets integritet vejes mod hinanden under ekstreme vejrforhold.
– Bjerringbro har meddelt, at de ikke kan eller vil køre herned på grund af vejrsituationen. Derfor ender den med at blive aflyst, når det ene hold ikke kan møde op. Det giver sig selv, at når det ene hold ikke kan møde op, så er man nødt til at aflyse kampen, siger Hans Christian Warrer, der er direktør i Team Esbjerg, til DR Sporten.
FC Fredericia har solgt den 21-årige venstre back Frederik Christensen til den svenske klub IF Brommapojkarna, dert spiller i den bedste række, Allsvenskan.
Tidligere har FC Fredericias direktør, Stig Pedersen, proklameret, at han forventede et eller flere salg i løbet af januar grundet stor forhåndsinteresse på FC Fredericias spillere, og nu er det sket.
Det drejer sig om den venstrebenede Frederik Christensen, der kom til FC Fredericia i sommeren 2022 og siden har udviklet sig til en profil for FC Fredericia. I alt er det blevet til 54 kampe i FC Fredericia-trøjen for Christensen, der nåede at lave to mål og fire assists i tiden i klubben.
Frederik Christensen fortsætter karrieren i den svenske klub IF Brommapojkarna, og dermed gør han Alexander Jensen følgeskab, da FC Fredericia sidste vinter solgte Jensen til selvsamme klub.
– Vi er glade på Frederiks vegne, over at han har fundet en klub i den bedste svenske række. Samtidig er vi dog ærgerlig over at miste en god spiller, som vi gerne havde set fortsætte i FC Fredericia. Frederik har fået en god mulighed for at komme videre, og da han stod foran kontraktudløb til sommer, så gav det mening for klubben at sælge ham allerede i dette transfervindue, siger FC Fredericias direktør, Stig Pedersen.
Tilbage står FC Fredericia dermed tilbage med en naturlig venstre back i truppen i form af Nicolaj Ritter. FC Fredericia møder ind til træning igen den 8. januar, og om de ender med at hente en direkte erstatning for Frederik Christensen, må tiden vise.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.
På grund af ekstreme vejrforhold er alle InterCity-togforbindelser mellem Struer og Fredericia aflyst for resten af dagen. Denne aflysning udvider omfanget af rejseforstyrrelser, som allerede har påvirket flere regioner i landet.
Denne seneste udvikling kommer i kølvandet på aflysninger og forstyrrelser på andre centrale strækninger, såsom Aarhus H til Aalborg og Fredericia til Aalborg Lufthavn, som alle er ramt af en kraftig snestorm. Det er værd at bemærke, at situationen i Aarhus H er særligt kritisk, med tog, der ikke kan komme ind eller ud af stationen.
Ligesom med de tidligere annoncerede aflysninger, har DSB understreget, at der ikke vil blive indsat erstatningsbusser mellem Struer og Fredericia. Vejrforholdene har efterladt veje ufremkommelige, hvilket gør indsættelsen af busser både upraktisk og usikkert. Passagerer, der planlægger at rejse på denne rute, skal derfor finde alternative rejsemuligheder eller omplanlægge deres rejse.
DSB’s beslutning om ikke at indsætte erstatningsbusser er en afspejling af den alvorlige natur af vejrforholdene og viser en forpligtelse til sikkerheden for både passagerer og personale. Denne usædvanlige vejrsituation tester infrastrukturen og kræver ekstraordinær tålmodighed og forståelse fra de rejsende.
Når byggeriet af Dansk Retursystems nye, højteknologiske pant-fabrik i Fredericia går i gang, bliver det med den vestjyske entreprenørvirksomhed Gråkjær som totalentreprenør på byggeriet. Fabrikken på ca. 12.000 m2 skal opføres på Bundgårdsvej 6, og når den står klar i udgangen af 2025, vil den kunne håndtere over 2,5 millioner flasker og dåser om dagen.
Danskerne panter stadig mere, og for fortsat at kunne tage imod de mange af flasker og dåser, der hver dag pantes, vil Dansk Retursystem bygge en ny, højteknologisk fabrik i Fredericia til at håndtere de indsamlede flasker og dåser vest for Storebælt.
Tidligere på året købte Dansk Retursystem grunden på Bundgårdvej 6 til fabrikken, og til opførelse af bygningen har Dansk Retursystem efter en udbudsrunde netop indgået et samarbejde med entreprenørvirksomhed Gråkjær i totalentreprise.
– Vi ser frem til samarbejdet med Gråkjær, som vi er sikre på kan skabe de bedste nye rammer for os på den nye fabrik. Gråkjær har bred erfaring indenfor industrielt byggeri og projektering, så vi overlader trygt den opgave til dem, siger Lars Krejberg Petersen, adm. direktør i Dansk Retursystem.
Dansk Retursystem har i dag fabrik og logistik fordelt på to adresser i Hedensted, men det hele bliver nu samlet i en fabrik på 12.000 m2 fordelt på fire store haller samt indskudt dæk til kontorer, kantine, omklædningsfaciliteter mv. Bygningen bliver ca. 12,5 meter høj.
Henrik Skaarup, CEO ved Gråkjær udtaler:
– Vi er i Gråkjær utroligt glade og stolte over at være blevet tildelt kontrakten på opførelse af den nye pantfabrik i Fredericia for Dansk Retursystem. Vi ser frem til at bringe vores kompetencer og viden i spil, udnytte vores samarbejdsevner og sikre efterlevelse af krav til processer og dokumentation, alt sammen for opnå en tryg rejse igennem hele projekterings- og byggeforløbet. Gråkjær blev tildelt opgaven efter at have leveret det bedste forhold mellem pris og kvalitet, hvor vi har tilbudt en robust og fleksibel fabrikshal, og det imødekommer Dansk Retursystems behov for håndtering af pantprodukter og den konstante udvikling inden for maskinteknisk teknologi. Vi værdsætter den gode udbuds- og forhandlingsproces, der har været, og vi ser frem til et frugtbart samarbejde og en succesfuld gennemførelse af projektet.
Gråkjær skal bygge Dansk Retursystems nye fabrik i Fredericia. Dansk Retursystems Adm. direktør Lars Krejberg Petersen (tv) underskriver kontakten med Henrik Skaarup, CEO ved Gråkjær
Gråkjær gennemfører byggeprojektet i totalentreprise med SKALA Arkitekter og ISC Rådgivende Ingeniører som underrådgivere. Gråkjær overtager alle tegninger og beskrivelser af projektet og leverer derefter samtlige byggefaglige ydelser ved opførelsen af den nye fabrik.
Byggeriet går i gang i det nye år, og den nye fabrik skal stå klar ved udgangen af 2025, hvor den skal kunne tage imod over 2,5 millioner flasker og dåser, der efter sortering på fabrikken sendes til genanvendelse. Dansk Retursystem har en tilsvarende fabrik i Høje Taastrup, som håndterer de flasker og dåser, der pantes øst for Storebælt.
Fakta:
Gråkjær Holding A/S er en totalentreprenør, der opfører små og store byggerier til erhverv, bolig og landbrug. Med udgangspunkt i vestjyske værdier, store ambitioner og 50 års erfaring opfører Gråkjær alt fra erhvervsejendomme, produktionslokaler og kontordomiciler til boligbyggeri, multiarenaer og landbrugsbyggerier. Gråkjær har domicil i Holstebro og egen tegnestue, miljøcenter og håndværkere. Virksomheden beskæftiger mere end 100 medarbejdere samt en lang række underentreprenører, arkitekter og ingeniører.
Dansk Retursystem driver det danske pantsystem og sørger for, at de pantede flasker og dåser bliver genanvendt til nye drikke- og fødevareemballager. Det sparer på jordens ressourcer, og det sparer klimaet for 223.000 tons CO2 årligt. Sidste år pantede danskerne 2 milliarder flasker og dåser. Det danske pantsystem er et af verdens mest effektive pantsystemer og drives non-profit.