TV2 slukker for de store fodboldfester i provinsen

0
Historisk aften, da Danmark nåede EM-Finalen mod England. Storskærmsarrangementer blevet et hit hos Urbania Streetfood.

Havde du glædet dig til at se EM-kampe på storskærm på dit lokale værtshus? Det kan være, at det slet ikke bliver en mulighed. Kulturministeren har nu blandet sig i sagen og kontaktet DR og TV 2, som har sat begrænsninger for visningen af EM-kampene.

På Urbania Streetfood i Fredericia har man ved de seneste slutrunder arrangeret storskærmsarrangementer i Fredericia. Men det kan være slut i år.

Begrænsningerne skyldes, at TV 2 og DR, som deler rettighederne til at vise kampene, har sat restriktioner op. DR havde oprindeligt et krav om, at der ikke måtte være storskærme inden for en radius af fem kilometer fra deres egen storskærm i Aarhus, men dette krav er nu droppet.

TV 2 holder dog fast i deres krav om, at der maksimalt må være 200 tilskuere til kampene, hvis de vises på barer og restauranter. I en pressemeddelelse har TV 2 dog nævnt, at de vil se med “milde øjne” på ansøgninger om ikke-kommercielle arrangementer ved EM i herrefodbold til sommer.

Foreninger, der arrangerer ikke-kommercielle begivenheder, kan invitere op til 800 mennesker. Denne grænse vil TV 2 lempe på og vurdere “fra sag til sag” ved ansøgninger fra hele landet.

Restauratør: Jeg er dybt rystet

Brian Løkkegaard, Urbania Street Food.

Urbania Streetfoods Brian Løkkegaard er dog ikke helt tilfreds.

– Jeg håber virkelig, at politikerne går ind i sagen. Jeg håber, at folket går til TV2 og appellerer til muligheden for at skabe den folkefest, der er vigtig for danskerne og den nationalfølelse, vi sammen kan skabe. Men den følelse kan vi ikke skabe, hvis vi skal være under 200 mennesker. Så bliver det kun værtshusarrangementer og hjemme i stuen. Så bliver det ikke den folkefest, vi alle drømmer om. Jeg er målløs over TV2s udmelding. Jeg har fulgt med hele tiden. Vi har selv haft dialog med Viaplay Group, TV2 med flere. Jeg kan også høre, at det også kommer bag på folk i branchen, så jeg håber virkelig, at der er nogen, der trykker på TV2. Jeg er dybt rystet.

Hvis fodboldfeberen rammer Danmark, som den gjorde ved EM i 2021, var der ellers udsigt til at kunne samle mange mennesker, men det må på nuværende tidspunkt foregå i de private hjem eller til arrangementer med under 200 gæster.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) opfordrer TV 2 til at se mildere på at give dispensationer til at kunne afvikle storskærmsarrangementer under sommerens EM-slutrunde.

– Mit ministerium har i går talt med TV 2, og jeg har en klar forståelse af, at det arbejder TV 2 på, siger han til Ritzau.

René Holten Poulsen udtaget til sit fjerde OL

0
DK: 20240515, Ballerup, Danmark: DIF OL Atlet: Rene Holten Poulsen - Kajak Foto: Lars Møller UK: 20240515, Ballerup, Denmark: DIF OL Atlet: Photo: Lars Moeller

DIF har udtaget kajakroeren René Holten Poulsen til OL i Paris. Dermed er den 35-årige tidligere verdensmester klar til at deltage ved OL for fjerde gang i karrieren

DIF, som er national olympisk komité i Danmark, har officielt udtaget kajakroeren René Holten Poulsen til OL i K1 1000 m. I 2015 blev René verdensmester, og han blev senere kåret som Årets sportsnavn i Danmark samme år. Han har tidligere deltaget ved OL i 2016, 2012 og i 2008, hvor han vandt sølv i K2 sammen med den nuværende landstræner Kim Wraae Knudsen. René Holten Poulsen sikrede kvalifikation til OL i Paris, da han tidligere på måneden opnåede en imponerende andenplads ved det europæiske OL-kvalifikationsstævne i Ungarn.

– Det er megafedt. Jeg glæder mig til at repræsentere Danmark og til at give den gas. Jeg har trænet rigtig godt, og jeg har gjort tingene lidt anderledes og måske nydt det lidt mere. Jeg er også blevet far, hvilket har sat tingene lidt i perspektiv og givet en masse glæde og mental ro i hverdagen. Jeg synes, at jeg er et godt sted og har et godt mindset, så nu glæder jeg mig bare til at forberede mig. Mit mål er at få alt det, jeg har trænet, til at gå op i en højere enhed, og at ro det bedste jeg har i mig, siger René Holten Poulsen.

Team Danmarks sportsdirektør, Lars Balle Christensen, er meget imponeret over, at René i kraft af sin rutine og dedikation nu er klar til OL for fjerde gang i karrieren.

– Det er meget flot, det René har præsteret og særligt imponerende at han selv har fundet sin vej frem til en OL-udtagelse. Jeg glæder mig meget til at se ham præstere til OL og håber, at der kan komme endnu en kraftpræstation fra René, siger Lars Balle Christensen, der er sportsdirektør i Team Danmark.

Søren Simonsen, der er DIF’s Chef de Mission for det danske OL-hold i Paris, glæder sig også til at se René i aktion til OL i Paris, som, hvilket René allerede har meldt ud, bliver hans sidste konkurrence i en lang og flot karriere.

– Tillykke med udtagelsen René og godt kæmpet. René vandt OL-medalje for 16 år siden og har en lang og flot karriere i kajaksporten. Jeg er glad for, at han nu kommer til at afslutte den karriere på den allerstørste scene med en OL-deltagelse. Jeg krydser mine fingre for et godt resultat for ham i Paris, siger Søren Simonsen, der er DIF’s Chef de Mission for det danske OL-hold i Paris.

Risiko for kraftig regn

0

DMI har udsendt en varsel om risiko for kraftig regn over den sydlige del af landet torsdag. En front med regn og byger, som lokalt kan være kraftige og ledsaget af torden, er på vej op over landet fra sydvest. Fronten bevæger sig langsomt, og regnen kan i perioder være intens, hvilket øger risikoen for, at der lokalt falder mellem 30 og 50 mm regn fra tidligt torsdag morgen til torsdag aften.

Varslingen gælder fra torsdag kl. 04:00 til torsdag kl. 20:00. Ifølge DMI kan regnen være meget ujævnt fordelt. Der er risiko for kraftig regn, specielt i områder som Middelfart og Kolding, hvor DMI advarer om, at der kan falde mellem 30 og 50 mm regn i varslingsperioden. Der er ikke varslet kraftig regn i Fredericia på nuværende tidspunkt.

DMI opfordrer til ekstra forsigtighed, da store mængder vand kan føre til oversvømmelser i lavtliggende områder såsom kældre, vejbaner, viadukter samt områder nær søer, åer og vandløb. Desuden kan trafikken blive påvirket, og der er risiko for strømafbrydelser. For at minimere skader råder DMI til, at man tjekker tagrender, nedløbsrør og afløbsriste ved sin bolig, nedsætter hastigheden, mens man kører for at undgå akvaplaning, og undgår at køre ud i vand, hvor dybden ikke kan vurderes.

FHK cruisede sig i historisk DM-finale

0

Der var klasseforskel. FHK er i DM-finalen efter en sejr på 34-25 mod Ribe-Esbjerg, der blev sat eftertrykkeligt på plads.

44 år skulle der gå. Fredericia er i DM-finalen.

Onsdag aften var der lagt op til et sandt håndbolddrama i thansen Arena, da FHK og Ribe-Esbjerg stod ansigt til ansigt i kampen om en plads i DM-finalen. På spil var mere end blot en sejr; en billet til den forjættede finale mod Aalborg, der allerede har sikret sig en plads, ventede på vinderen. For taberen var der udsigt til en hård bronzeduel mod Skjern.

Kulissen i thansen Arena var intet mindre end imponerende. Med en propfyldt arena, hvor 2.400 passionerede tilskuere havde fundet vej til sæderne, var stemningen elektrisk. Fansene skabte en intens og medrivende atmosfære allerede før kampen, der gjorde rammerne perfekte for det altafgørende opgør. Der blev heppet, hujet og klappet fra start til slut, mens spillerne gjorde sig klar til en af sæsonens vigtigste kampe.

De to første opgør mellem FHK og Ribe-Esbjerg havde endt uafgjort efter nervepirrende kampe, hvilket blot havde intensiveret spændingen forud for dette tredje møde. Onsdag aften blev tøjlerne for alvor sluppet, og begge hold viste fra første fløjt, at de var klar til kamp. I kampens indledning formåede begge hold at score på straffekast, hvilket hurtigt fik sat gang i publikum.

Efter ti minutters spil ved stillingen 4-4 opstod der en dramatisk situation, der sendte bølger gennem arenaen. Dommerparret Mads Hansen og Jesper Madsen måtte træde til for at vurdere et potentielt rødt kort. Nikolaj A. Nielsen fra FHK blev skubbet omkuld af William Aar fra Ribe-Esbjerg, efter Aar mente, at FHK’eren ikke hurtigt nok lagde bolden fra sig. Tilskuere og spillere holdt vejret, men dommerne valgte ikke at dømme nogen forseelse i situationen.

Som kampen skred frem, begyndte FHK at få overtaget. Midtvejs i første halvleg var stillingen 8-7 til hjemmeholdet, men det var her, at Sebastian Frandsen for alvor trådte i karakter. Med en række fantastiske redninger skabte han grundlaget for, at FHK kunne trække fra. Fire minutter senere var stillingen 11-8, efter en ny redning af Frandsen og en flot scoring af Kasper Young.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gad_source=1&gclid=EAIaIQobChMI8dPQyoXPhQMVZheiAx3prQAJEAAYASAAEgKDkfD_BwE

Frandsens præstationer i målet gav FHK en nødvendig selvtillidsboost, og det kunne mærkes på holdets spil. Hver gang Ribe-Esbjerg forsøgte at trænge igennem, stod Frandsen som en mur og afviste deres skudforsøg. Denne defensive stabilitet tillod FHK at spille mere frit og offensivt, hvilket resulterede i flere hurtige kontraangreb og mål.

Ribe-Esbjerg forsøgte – men FHK ville mere i dag

Ribe-Esbjerg kæmpede bravt og forsøgte at finde tilbage i kampen ved at gå i syv mod seks, men deres forsøg var forgæves. FHK’s forsvar og især Frandsen fortsatte med at storspille. Frandsens redningsprocent lød på imponerende 47,06 procent, hvilket gjorde en stor forskel i kampen.

På den offensive front var Martin Bisgaard den store profil for FHK. Han scorede fire mål på fire forsøg, hvilket var med til at sikre en pauseføring på 16-12 til hjemmeholdet. Bisgaards præstationer foran målet gav FHK den nødvendige ro og selvtillid til at fortsætte deres stærke spil.

Klasseforskel i anden halvleg

adp-as.dk

I anden halvleg fjernede FHK enhver tvivl om, hvem der skulle i finalen. Stillingen blev hurtigt udbygget til 23-16, og thansen Arena var i ekstase. Den helt store forskel var atter Frandsen, som fortsatte sit storspil, mens Ribe-Esbjergs keepere, Niklas Kraft og Agúst Björgvinsson, ikke formåede at redde noget. Dette gav FHK en komfortabel føring på 23-16 med 20 minutter igen, hvilket cementerede deres dominans og gjorde det klart, at finalebilletten tilhørte dem.

FHK’s føring nåede op på 26-18 med et kvarter igen. thansen Arena var i ekstase, og hele arenaen stod op og sang med på “FHK, FHK, FHK, FHK…”. For at være helt sikker, kaldte FHK-træner Gudmundur Gudmundsson tropperne sammen med 12 minutter igen. Efter timeouten blev enhver tvivl fjernet. Først scorede Sebastian Henneberg, og siden satte Reinier Taboada bolden i mål til 28-19, hvilket fik jubelen til at nå nye højder.

Plus 10 og finaleplads

FHK ville sætte det eftertrykkeligt på plads. Ti mål lød føringen på med otte minutter igen, da Taboada satte sin ottende scoring ind. Sejren var for længst sikret, men FHK kløede på og ville demonstrere forskellen mellem de to hold. FHK’s føring nåede op på 34-22 inden, at der gik ren jubel i den for FHK’erne, som benyttede slutningen af kampen til at give spillere som Mads Emil Møller, Malte Hejsel og Kristian Stoklund spilletid.

FHK endte med at lade sig hædre efter en sejr på 34-25 efter en kamp, hvor Sebastian Frandsen var den helt store forskel. Med en redningsprocent på 40 procent var han forskellen, der gør, at Fredericia for første gang siden 1980 står med muligheden for at vinde guld.

Den første DM-finale spilles på søndag i Aalborg klokken 16:00.

Kosovos baner vejen for etablering af fængsel kan gå i gang

0
Foto: AVISEN

Traktaten mellem Danmark og Kosovo er nu godkendt i Parlamentet i Kosovo. Dermed kan den nu sættes i kraft, og klargøring af fængslet kan gå i gang. Afsoningen i Kosovo skal ske efter danske regler og inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser, hvorfor fængslet skal tilpasses danske standarder.

Aftalen om, at Danmark lejer 300 fængselspladser i Kosovo, er nu godkendt i det kosovariske parlament.

Det betyder, at traktaten nu kan sættes i kraft, og at arbejdet med at klargøre og tilpasse fængslet til danske standarder kan gå i gang. Arbejdet forventes at tage 21-26 måneder.

Fængslet skal fremover huse udvisningsdømte fra lande uden for EU og EØS. Afsoningen i Kosovo skal ske efter danske straffuldbyrdelsesregler og under fysiske forhold, der grundlæggende svarer til danske forhold og inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser.

Det betyder, at fængslet skal renoveres, og at der skal etableres nye faciliteter, herunder beskæftigelses- og besøgsfaciliteter og nye sikkerhedsforanstaltninger, som det er kendt fra danske fængsler.

– Arbejdet med at gøre fængslet klar til udvisningsdømte fra Danmark er en stor opgave, der involverer en række myndigheder, herunder udlændingemyndigheder, politi- og anklagemyndighed og domstole. Vi er i fuld gang med forberedelserne og har et godt samarbejde med kriminalforsorgen i Kosovo. Vores opgave er blandt andet at uddanne de lokale betjente samt sikre, at Kosovo får ombygget og tilpasset fængslet, så afsoningen ligner det, vi kender fra Danmark. Initiativet bidrager væsentligt til løsningen på kriminalforsorgens kapacitets- og bemandingsmæssige udfordringer, siger direktør i kriminalforsorgen, Ina Eliasen.

Konkret medfører godkendelsen af traktaten, at den kan sættes i kraft, og at de kosovariske myndigheder nu kan gå i gang med projekteringen af ombygningen.

Sideløbende går den kosovariske kriminalforsorg videre med at rekruttere og uddanne uniformerede og civile medarbejdere, der skal tilknyttes fængslet.

Kosovariske fængsels- og transportbetjente skal, under dansk ledelse, varetage opgaver i fængslet. Det betyder, at kriminalforsorgen skal efteruddanne personalet i Kosovo med fokus på dansk lovgivning, dynamisk sikkerhed og konflikthåndtering. Det endelige uddannelsesforløb skal fastlægges i samarbejde med den kosovariske kriminalforsorg.

Fængslet får en dansk ledelse og stab, som skal sikre, at fængslet drives som et dansk fængsel efter dansk praksis og lovgivning samt efter Danmarks internationale forpligtelser.

Folketingets Ombudsmand, relevante tilsynsmyndigheder og internationale organisationer får adgang til at føre tilsyn og eller inspicere fængslet.

Kriminalforsorgen forventer, at leje af fængselspladser i Kosovo vil bidrage til at lette presset på fængselspladserne i Danmark. Pladserne forventes også at aflaste bemandingsudfordringen, da det er kosovariske fængselsbetjente, der vil have deres daglige gang i fængslet.

Skræddersyede uddannelser

0

På IBC Fredericia-Middelfart summer det af aktivitet, og det er tydeligt, at uddannelsesleder Stine Alejandra Cano har meget at se til. Som lektor og uddannelsesleder for EUD og EUX Business har hun en central rolle i at sikre, at de mange elever, der vælger IBC, får en god start på deres uddannelsesrejse. I en tid, hvor flere unge end nogensinde vælger IBC’s forskellige uddannelser, er der dog en særlig gruppe, som skolen gerne vil hjælpe i gang.

Der læses til eksaminer lige nu på IBC Fredericia-Middelfart, og så er en stor ombygning i gang, så vejen til Stine Alejandra Canos kontor foregår via guide på telefonen, men smilet og håndtrykket ved velkomsten er der en god grund til. Flere og flere vælger IBC.

Uddannelsesleder Stine Alejandra Cano. Foto: AVISEN

– Generelt går det rigtig godt med optaget hos os. Vi står ikke og mangler de unge, men vi tager naturligvis gerne flere, hvis nogen får lyst til at søge hertil. Fra 9. og 10. har vi næsten det dobbelte antal af sidste år. Vi havde 64 i marts, hvor fristen er for tilmelding, og vi startede med 36 i august sidste år, indleder Stine Alejandra Cano og uddyber:

– Jeg tror generelt, at det skyldes, at vores uddannelser som eksempelvis HHX er blevet populære. De unge har fået en anden interesse for forretningsverdenen, og de oplever nogle mennesker i det virkelige liv, der har succes med deres erhverv. Der er også dem, der siger, at de bare vil være rige, og i den forbindelse har de hørt, at man kommer langt med en EUD eller HHX, hvor man lærer om penge, kan skabe sit eget, få en god idé og blive selvstændig. Det er der mange af dem, der siger. Dog tror jeg også, der er en del, som kommer med nu, ikke fordi de skal være rige, men fordi de ser en hurtigere vej til at kunne komme ud og tjene penge.

For mange af de unge handler det ikke kun om uddannelse, men også om iværksætteri og karriere. Eleverne er ambitiøse, men der er plads til alle, uanset hvad drømmen måtte være.

– Vi får mange elever, der vil være iværksættere, og det er fantastisk, men der er naturligvis også dem, der ønsker en god elevplads, og her har vi også tilbud til dem, der gerne vil have en uddannelse. Eksempelvis vores halvårlige EUD voksenklasse. Optaget halter lidt mere her, derfor vil vi også fortælle de mange gode historier, der åbner sig med denne uddannelse på seks måneder. I det sidste skoleår fra august til januar havde vi 13-14 tilmeldinger. Her kan alle søge, der har været væk fra grundskolen i to år, så man kan i virkeligheden være 18 år, men også være 50 år, fortæller Cano.

Uddannelsesforløb åbner mange døre

En nylig analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at 43.000 danskere er placeret i gruppen udenfor uddannelse og arbejde. Stine Alejandra Cano ser et stort potentiale i at hjælpe denne gruppe.

– Det er præcis den gruppe, vi gerne vil have flere af, siger Stine, da vi taler om de 43.000 danskere.

– Potentialet er stort. Det kan være dem, der efter endt folkeskole har været ude at arbejde, fordi de var skoletrætte, men nu kan mærke, at der er på tide med en uddannelse. Der har vi jo et halvårigt tilbud, hvor de kan uddanne sig og være klar til en elevplads efter et halvt år. Det er attraktivt, siger Stine og fortæller om uddannelsen:

– Man tager en ren EUD med fem grundfag. Man vælger en uddannelsesretning, som enten er detail eller handel. Vi har også en vejleder, der kan hjælpe på vej til en elevplads. Vejlederen er i klassen hver mandag, når vi har en praktikdag, hvor man kommer ud og arbejder i de forskellige virksomheder, og han hjælper både med ansøgning og CV, og hvor man kan lede henne, og så er hans job at facilitere, så eleven, inden afslutningen af skoleforløbet, har fået en elevplads, fortæller Stine.

Det fleksible og moderne setup på IBC tiltrækker mange forskellige typer af elever.

– Vi har løbende opstart til dem, der ønsker det. Vil man starte i oktober, så kan man blive lukket ind der, og vi har et forløb, der er spændende fra første dag, hvor vi har tre dage på skolen, en praktikdag og en onlinedag, hvor man sidder hjemme og arbejder. Det er dog vigtigt at slå fast, at der er lærere tilknyttet alle moduler. Denne sammensætning af dagene har vi lavet for at imødekomme de elever, der har behov for et fleksibelt forløb. Det kan eksempelvis være dem, der har børn eller et andet arbejdsliv ved siden af, siger Stine.

Et stærkt fællesskab og sociale aktiviteter er også en vigtig del af uddannelsen på IBC. Cano ved godt, at der kan være stor forskel på at være 18 år eller 50 år, men de mange aktiviteter koblet med uddannelse, lærere og vejledere binder det hele sammen.

– Jeg møder mange elever, der kommer med en anden motivation, når de vælger disse uddannelsesforløb, fordi de ved, at der er en elevplads at søge, men de skal have en uddannelse først. Den motivation driver dem langt henad vejen. I forhold til det sociale aspekt på IBC, så laver vi fællesarrangementer med vores EUX og EUD-afdeling, hvor vi inkorporerer eleverne i hele afdelingen. Det kan være via teambuilding, ligesom der en gang om måneden er aktivitetsmoduler, hvor vi samler alle på tværs af klasserne og tager i Erritsø Idrætscenter for at spille padeltennis, ser en film i auditoriet eller spiller brætspil på kryds og tværs af de forskellige klasser. Vi har også arrangementer ud af huset. Så selvom man sidder for sig selv og arbejder, så har vi dem med i det store hele sociale liv på IBC, siger hun.

De seks måneders uddannelsesforløb på EUD åbner mange døre for de studerende.

Seks måneder, der åbner så mange døre, som du fortæller, det er en hurtig vej?

– Ja, det er helt klart hurtigt, og det er en god uddannelse, vi har sammensat. Det er ren og skær undervisernes fortjeneste, at de seks måneder ikke føles som en evighed, men at man er en del af noget, da de har meget ildsjæl i det, de lægger i kammeratskabet og trivslen i klassen. Det er fedt at være et sted, hvor den erfaring man kommer med udefra kan gavne hele vejen rundt, lyder det fra Stine Alejandra Cano.

Foto: AVISEN

Elever kan få merit

IBC’s EUD-flex koncept er designet til at passe til den enkelte elevs behov, og her kan man rigtig meget på skolen.

– Det koncept, vi kalder EUD-flex, er ikke at forveksle med fleksible uddannelser, hvor man kan komme og gå som man vil, men derimod fleks, at vi forsøger at lave forløbene individuelt, så uanset hvad laver vi en pakke, der passer til en. Kommer man med en gammel uddannelse fra noget, så kan vi give merit, hvis det passer ind. Vi kan ikke sammenligne med den gamle EUD med det, vi har gang i nu, så derfor ved mange nok ikke, at vi er der og kan så meget. Vi har kontakt til jobcentre og lignende, siger Cano.

Hvad skal man gøre, hvis man er interesseret i at vide mere?

– Man er altid velkommen til at sende en besked. Hvis man går ind på vores hjemmeside, kan man finde en specifik mailadresse, som man kan skrive til, hvis man gerne vil kontaktes. Vi har også studievejledere, mig og administrationen, der tager imod opkald, hvis man er interesseret, og jeg møder også dem, der spørger, om vi har hjælpemidler til dem, der måtte have brug herfor, og ja, det har vi, siger Stine og tilføjer:

– Vi har selvfølgelig også læsevejledning, tilbud til ordblinde og dem med andre udfordringer i det hele taget. Vi har også et samarbejde med dem, der hedder Asgaard. De tilbyder en mentorstruktur, både her og på HHX, hvor man hjælper elever med diagnoser, som angst, autisme og ADHD, som støtter dem i deres uddannelsesforløb. Vi kan mærke, selvom det er en hård uddannelse, og vores EUX er heller ikke let, at de får en støtte udover underviseren.

For at kunne starte på en af IBC’s uddannelser er der adgangskrav, der skal opfyldes.

– Man skal have bestået dansk og matematik med 02, og have bestået 9. klasses afgangseksamen, men det er klart, at man skal være klar til at lære, og der tilbyder vi gode rammer med dygtige undervisere, slutter Stine Alejandra Cano.

Live: Kommer FHK i DM-finalen?

0

FHK spiller klokken 20:30 den afgørende DM-semifinale mod Ribe-Esbjerg. Lykkes det dem at komme i finalen? Følg med og få svaret.

En aften med Edmund de Waal og Axel Salto på CLAY

0

Torsdag d. 30. maj byder CLAY Keramikmuseum på en spændende samtale om Edmund de Waal og Axel Saltos forfatterskaber. 

De to kan pt opleves på CLAY i udstillingen Playing with Fire: Edmund de Waal and Axel Salto, hvor Edmund de Waal som kunstner og kurator viser nye sider af Saltos virke – blandt andet ved at have fokus på det skrevne ord. 

Oversætter og forstander for Johan Borups Højskole Bjørn Bredal vil føre os ind i de Waals eget forfatterskab med særligt fokus på bøgerne Haren med de Ravgule Øjne og Breve til Camondo, hvori de Waal undersøger sporene af sin egen jødiske slægtshistorie. 

Bredal har som oversætter af sidstnævnte fået et dybt kendskab til de Waals forfatterskab, der også omfatter bogen The White Road om porcelænet – de Waal foretrukne materiale – og dets vej til Europa. Denne bog er endnu ikke oversat til dansk.  

Bredal vil være i samtale med Sanne Flyvbjerg, som har arbejdet tæt sammen med Edmund de Waal og formidlet mange af Saltos tekster for ham i forbindelse med udviklingen af udstillingen. Vejen ind i det kuratoriske arbejde er nemlig gået igennem Saltos forfatterskab, som har dannet baggrund for de Waals forståelse af Saltos livsværk. 

Sanne Flyvbjerg er medforfatter til bogen Playing with Fire, som blev udgivet i forbindelse med åbningen af udstillingen på CLAY. Til bogen har Edmund de Waal skrevet et nyt essay, der bedst kan betegnes som et brev til Salto, hvori han fører en samtale med sin danske kollega om kreativitet, angst, leg og de uendelige metamorfoser, der findes i arbejdet med leret. I samtalen vil Bredal og Flyvbjerg også komme omkring denne nye udgivelse og dens tekster.

Arrangementet finder sted i Café CLAY 30. maj fra kl. 17-18.30.   

Billetter á 50 kr. 

Der er halv pris på indgangsbilletten til museet i forbindelse med arrangementet. Bemærk: Museet lukker kl. 17. 

Om aftenens samtalepartnere:

Bjørn Bredal er forstander for Johan Borups Højskole ved Frederiksholms Kanal i København. Forfatter, oversætter og journalist. Tidligere kulturredaktør på Weekendavisen og Politiken. 

Bredal er cand.mag. i fransk og musik fra Københavns Universitet med studier i Paris (politisk videnskab) og Oxford (journalistik

Sanne Flyvbjerg er forfatter og kurator på CLAY Keramikmuseum. Desuden redaktør på udgivelsen Playing with Fire, som følger udstillingen på CLAY, udgivet på det norske forlag PRESS. 

Flyvbjerg er cand.mag i Litteratur- og Kunsthistorie fra Aarhus Universitet med studier i Stirling (Engelsk) og Tartu (Baltic Studies). 

Læs mere her: https://shop.claymuseum.dk/shop/boeger/17987/

thansen fortsætter vækstrejsen

0
CEO T. Hansen Gruppen, Bent Jensen. Foto: PR
CEO T. Hansen Gruppen, Bent Jensen. Foto: PR

thansen har igen leveret et stærkt årsregnskab med betydelig omsætningsfremgang og robust indtjening i 2023. CEO og grundlægger Bent Jensen fremhæver en imponerende stigning i koncernens samlede omsætning og introducerer samtidig en ny bestyrelse, hvor alle hans fire børn får plads. Med ekspansionsplaner i Danmark, Norge og Sverige står thansen stærkt i markedet og ser frem til endnu et år med vækst og udvikling.

Med 86 thansen-butikker i Danmark, 46 i Norge og 12 i Sverige driver T. Hansen Gruppen A/S nu i alt 144 butikker i de tre lande. Til næste år vil yderligere syv butikker åbne i Sverige og Norge, hvilket bringer det samlede antal op på 151 butikker ved årets udgang.

Bent Jensen fremhæver den betydelige vækst i omsætningen:

– Som det fremgår af vores femårsoversigt, har T. Hansen Gruppen A/S forøget omsætningen med lidt over 900 mio. kr. over de sidste fem år – og hele 317 mio. kr. fra 2022 til 2023, fortæller Bent Jensen.

Stor vækst i Norge

Investeringen og den senere ekspansion og vækst på det norske marked har også bidraget positivt til regnskabet i år. Siden købet af Torshov Bilrekvisita AS i januar 2017 har thansen AS gennemgået en betydelig transformation.

– Vi har også oplevet stor succes i Norge, hvor vi siden etableringen ved købet af Torshov Bilrekvisita AS i januar 2017, er thansen AS vokset markant. Efter ombygning og rebranding af de oprindelige 13 butikker er antallet af butikker nu oppe på 46, med planer om at nå 70 inden for de næste 3-4 år, og uddyber:

– Omsætningen er fra 2019 til 2023 steget med 569 mio. NOK – og næsten 200 mio. NOK fra 2022 til 2023. Vi ser også fortsat vækst i indeværende år, hvor vi pt. er ca. 35% foran samme periode i 2023, fortæller Bent Jensen. Den positive udvikling i Norge er et resultat af en stærk markedsposition og et konkurrencedygtigt sortiment.

Succes på B2B-marked

Et andet af Bent Jensens selskaber; AD Danmark A/S leverer reservedele til bilforhandlere og autoværksteder i Danmark. Selskabet blev etableret gennem opkøb af Mekonomen Danmark A/S’s grossistforretning i 2016 og Vestjysk Autodele A/S i 2017. I dag har AD Danmark A/S 38 afdelinger og ca. 200 varebiler, der leverer reservedele flere gange dagligt.

– Salget udvikler sig rigtig tilfredsstillende med en omsætningsvækst på næsten 250 mio. kr. i perioden 2019 til 2023, siger Bent Jensen. AD Danmark A/S fortsætter med at styrke sin position i det konkurrenceprægede marked for autodele.

Ny bestyrelse og stærkt fundament

Som øverste holdingselskab for koncernens selskaber har B.J. Holding Middelfart A/S indsat en ny bestyrelse i forbindelse med generalforsamlingen og aflæggelsen af årsrapporten for 2023. Advokat Henrik Møgelmose fra Kromann Reumert er blevet udnævnt som formand, og bestyrelsen inkluderer nu også Bent Jensen og hans fire børn.

Væksten fortsætter

Med den fortsatte ekspansion og stærke økonomiske resultater står thansen klar til yderligere vækst. – Vi ser frem til at åbne flere butikker og fortsætte med at levere kvalitetsprodukter og fremragende kundeservice. afslutter Bent Jensen.

Nøgletal for T. Hansen Gruppen A/S:

Omsætning forøget med 900 mio. kr. de sidste fem år
Omsætningen steg med 317 mio. kr. fra 2022 til 2023
Nøgletal for thansen AS (Norge):

Omsætningen steg med 569 mio. NOK fra 2019 til 2023
Omsætningen steg med næsten 200 mio. NOK fra 2022 til 2023
Væksten i omsætningen er ca. 35% foran samme periode i 2023
Nøgletal for AD Danmark A/S:

Omsætningsvækst på næsten 250 mio. kr. fra 2019 til 2023
Med en stærk strategisk position og fortsatte investeringer i vækst, står thansen godt rustet til fremtidige udfordringer og muligheder i markedet.

Afgørelsens time for FHK

0

Det endelige slag mellem FHK og Ribe-Esbjerg i DM-semifinalen i håndbold finder sted onsdag aften.

De to første semifinaler har ikke været kønne, da det har været de to holds forsvar, der har haft overhånden. FHK’s ellers velpolerede angrebsmaskine har haft det svært med at bryde igennem Ribe-Esbjergs solide forsvar. Specielt de to højrehåndede bagspillere, Reinier Taboada og Sebastian Henneberg, er blevet lukket helt ned i de to første opgør. I den seneste kamp var det den 21-årige Jonas Kruse, der måtte tage ansvaret på sine skuldre, da det gjaldt. Med en imponerende indsats viste han sit potentiale og trådte frem, når holdet havde mest brug for det.

Ribe-Esbjerg har haft held med at slå FHK’s angrebsspil i stykker og har gået meget aggressivt til værks, hvilket FHK’erne hidtil ikke har kunnet modstå. Den intense defensive indsats fra Ribe-Esbjerg har været en afgørende faktor i kampenes udfald. På den anden side har FHK’s defensiv også lukket ned for Ribe-Esbjergs offensiv. I den seneste kamp var både Sebastian Frandsen og Thorsten Fries i mål for FHK, og deres stærke præstationer var med til at uafgjort 23-23 i søndagens kamp i Blue Water Dokken.

Det er svært for de to hold at komme med noget nyt med så kort tid mellem kampene, derfor er det op til angrebene for de to hold at forbedre deres eksisterende spilstrategier. Kigger man på sæsonen som helhed, er der sandsynlighed for, at FHK kan løfte deres angrebsspil. Dog har FHK haft det svært mod Ribe-Esbjerg i alle sæsonens opgør. Af de nu fire kampe har FHK kun vundet én gang, og det var i grundspillets kamp på udebane mod vestjyderne. Denne sejr kom dog også i hus med en vis portion held, da eg stolpeskud kunne have resulteret i endnu en uafgjort. Historikken viser dermed, at FHK har haft vanskeligheder med at bryde Ribe-Esbjergs defensiv og sikre sejre, hvilket lægger ekstra pres på dem i denne afgørende kamp.

Noget af det, der kan gøre en forskel for FHK, er hjemmebanen. Der er totalt udsolgt med 2.400 tilskuere på lægterne i thansen Arena. Det tryk, som tilskuerne kan lægge og huje FHK frem med, kan vise sig at blive essentielt, da FHK notorisk er kendt for at præstere godt på den meget stemningsfyldte hjemmebane. Den elektriske atmosfære og den massive opbakning fra fansene kan give FHK den ekstra energi og motivation, der er nødvendig for at bryde igennem Ribe-Esbjergs forsvar og sikre sig en plads i finalen.

En anden faktor, som man ikke kommer udenom, er straffekast. Både FHK og Ribe-Esbjerg har haft det svært ved den disciplin i de første to opgør. I det seneste opgør var det særligt Ribe-Esbjerg, der var i bekneb med straffekastene, og det endte med at koste dem sejren, da de inden for det sidste halvandet minut brændte to afgørende straffekast. Hvis et af holdene har rettet op på skarpheden i denne disciplin, er der procenter at hente på det parameter, hvilket kan vise sig at blive afgørende i den tætte kamp. Effektive straffekast kan meget vel blive nøglen til succes i denne afgørende semifinalekamp.

Et kort, som FHK ikke for alvor har spillet ud i semifinalerne indtil videre, men som kan få betydning, er James Junior Scott. Hans spillestil passer ganske vist bedre til hold, der står fladt og ikke dækker aggressivt, men får han pladsen, så har han et skud af en anden verden og besidder en x factor, der kan afgøre kampe på egen hånd. Spørgsmålet er, om FHK-træner Gudmundur Gudmundsson har modet til at bringe Scott mere i spil i denne altafgørende kamp. Hvis Scott får muligheden og rammer sit topniveau, kan han være den forskel, der vipper kampen til FHK’s fordel.

Én ting er sikkert: Onsdag aften vil enten FHK eller Ribe-Esbjerg lade sig hylde som vindere og være klar til DM-finalen, hvor den første kamp spilles allerede på søndag. Står det lige efter de første 60 minutter, foreskriver ligareglementet, at der først venter 2×5 minutters ekstra spilletid. Er stillingen stadig lige, følger yderligere 2×5 minutter, inden det hele eventuelt skal afgøres i en straffekastkonkurrence, hvis stillingen fortsat er uafgjort.

Der er kampstart i thansen Arena onsdag klokken 20:30.