Google Maps i Danmark får i dag en stor opgradering, der giver både bilister, turister og københavnere flere og bedre muligheder for at udforske og navigere i verden ved hjælp af kunstig intelligens.
Hver dag giver Google Maps rutevejledninger til mere end 20 milliarder kilometer. Og med AI er tjenesten gennem de seneste år blevet udvidet med flere smarte funktioner som eksempelvis brændstofbesparende ruter. I dag lancerer Google endnu en stribe AI-drevne nyheder i Maps, der skal gøre det lettere at orientere sig og få overblik – uanset om man sidder i bilen på vej til et møde, leder efter et sted i nærheden at oplade sin elbil eller bevæger sig rundt i byen som turist eller en lokal på jagt efter skjulte perler.
I København kan lokale beboere og turister fremover blot løfte telefonen, klikke på Lens-ikonet i Maps og pege telefonen i retning af fx en flot bygning eller en livlig gade, når de vil undersøge nabolaget. For eksempel kan Maps informere dig om, at der rundt om hjørnet ligger et åbent supermarked, busstoppested eller populær kaffebar. Den nye, mere visuelle måde at orientere sig på i byen er muliggjort af integrationen af Google Lens i 53 nye byer i Maps, herunder altså København.
Google har også opdateret Maps med mere virkelighedstro og præcise afbildninger af bygninger og veje, der gør det lettere at orientere sig hurtigt og sikkert, når man sidder bag rattet. Samtidig opgraderes den visuelle vejledning i forbindelse med avancerede forgreninger af vejbaner og til- og frakørsler på motorvejen, så du undgår pludseligt at skulle krydse flere baner for at nå en afkørsel.
Derudover bliver information om fartbegrænsninger nu også tilgængelig i Maps i 20 nye lande, heriblandt Danmark.
Endelig får elbilister lettere ved at komme rundt i landet og planlægge smart gennem mere detaljeret og opdateret information. Som noget nyt giver Maps blandt andet elbilister indsigt i, om en specifik lader er kompatibel med bilen, hvornår laderen sidst blev brugt og med hvilken hastighed, den lader.
– Google Maps er meget mere end at komme fra A til B. Det skal også give både information og inspiration. Og Maps skal gøre det let, sikkert og sjovt at færdes nye steder – uanset transportform. Vi arbejder hele tiden på at gøre oplevelsen for brugerne mere levende, og heldigvis åbner udviklingen inden for AI nogle helt nye muligheder, både nu og på den lidt længere bane, siger Jesper Vangkilde, kommunikationschef for Google i Danmark.
Opdateringerne ruller ud på danske telefoner over de kommende uger.
Flere nyheder på vej
I dag lancerer Maps også flere andre funktioner, som kommer til Danmark på et senere tidspunkt. En af dem er den såkaldte ‘Immersive View for routes’, som gør det muligt at se sin rute i 3D og få adgang til detaljeret information om trafik- og vejrforhold. Funktionen åbner i syv europæiske storbyer (Paris, London, Amsterdam, Barcelona, Dublin, Venedig og Firenze).