Børnene har fået sommerferie. Mange danskere er taget afsted mod andre himmelstrøg. Det er tid til refleksion, at samle kræfter og få fornyet energi.

Den 7. juli er Fredericias gader nærmest øde. Bortset fra at det er søndag, samt at man netop har afholdt en stor byfest, så er det symptomatisk for somrene i vores by. Dette på trods af de kulisser, som byen kan byde besøgende på. Det er helt sikkert, at det vil kræve en stor indsats fra rigtig mange kapaciteter, hvis vi skal ændre på denne kendsgerning.

Men vi kan begynde i det små. Der er ingen tvivl om, at man har lagt meget ind i at få afholdt et 175-års jubilæum, samt at det danske forsvar og støtterne her, har bidraget betragteligt til dette. Samarbejde med forskellige aktører er afgørende, hvis det skal lykkes med store projekter og planer. Ligesom man samarbejder med forsvaret, skal man begynde at samarbejde med iværksættere og erhvervsliv omkring nye initiativer, der kan fremme turismen og oplevelserne omkring Fredericia.

Vi kommer til at ramme jorden i fuld fart, når vi kommer til august, og fredericianerne vender tilbage fra ferie. Der er krise i den indre by, og handelslivet kæmper for hver en krone. Her ved man godt, at der er søsat et nyt museumsprojekt, og det hilser stort set alle velkomment med åbne arme og begejstring. Men vi kan ikke vente på, at det bliver færdigt. Allerede nu skal der investeres i Fredericias fortælling.

Vi skal kort sagt ud over stepperne.

På vej gennem Europa oplever vi, hvordan andre gør det. Bemærk hvorledes der mange steder er arbejdet på oplevelsen, indtrykket og hvad turisten tager med sig. Danmark og Fredericia kan sjældent konkurrere på vejret, men vi kan noget andet.

I første omgang skal vi rykke sammen. Det gør andre byer. De samler sig om den fælles anstrengelse, der kan skabe nye muligheder. Fredericia har tabt massivt til nabobyerne, og nu skal vi til at indhente det tabte. Vi skal finde ud af, hvad der adskiller os fra de andre. Og så skal vi gennemgå alt med en tættekam, så vi kan afluse tåbeligheder og spildte ressourcer. Mange ting er nævnt i tidligere skriverier. For feriestemningens skyld behøves de ikke at blive gentaget lige nu.

Men det handler om byens identitet, selvforståelse og selvrespekt. Den kroniske snak om byens demografi skal erstattes af de løsninger, der er. Herunder hvorledes rigtig mange yngre fredericianere bryder den sociale arv, får gode uddannelser eller på anden vis succes. Desværre forlader mange af dem også byen. Det er her, vi skal ændre på noget:

Den indre by skal summe af byliv med mange muligheder, også når det regner. Det skal være let tilgængeligt, moderne, rent og pænt. Det skal være let for iværksættere at komme i gang med deres ideer. Ligesom kommunen skal holde snitterne fra alverdens ejendomme og kommunale løsninger udenfor den kommunale kernevelfærd. Der skal gøres plads til nytænkning, og forvaltningen skal se det som sin fremmeste opgave at servicere dem, der kan igangsætte og etablere nye, spændende tilbud i centrum.

Men også politikerne skal deltage. De skal komme med ideer, holde forvaltningen op på den kurs, der kan give resultater. Der skal stilles krav om intern rekruttering, hvor medarbejdere i kommunen kan se, at de kan avancere, hvis de gør det godt. Og nej, der er ingen lovgivning, der kræver, at man ansætter folk fra andre byer. Og ja, mange stillinger kan besættes ud fra et kriterium om, at det kræver grundigt lokalkendskab at have jobbet.

Derfor bør refleksionen denne sommer være:

Hvordan kommer vi videre?

God sommer, og tillykke med det flotte 6. juli jubilæum.