Fra at være i nedrykningsfare gik FC Fredericia til at være ubesejret i 11 kampe i træk, spille med i toppen af NordicBet Ligaen og kvalificere sig til pokalturneringens semifinale. Klubbens direktør, Stig Pedersen, gør status over kalenderåret 2023.
FC Fredericia valgte at prioritere deres økonomiske midler anderledes end man normalt ville gøre. Klubben var i nedrykningsfare, og midlerne blev derfor ikke prioriteret på at tage på træningslejr, men i stedet investerede man de penge, der normalt går til det, i at hente nye spillere til truppen. Ind kom blandt andet den rutinerede trio Nicolai Brock-Madsen, Anders Holvad og Jesper Juelsgård. Brock-Madsen og Holvad endte ikke som solstrålehistorier på banen, men de var med til at hive den unge FC Fredericia-trup op. Jesper Juelsgård var også med til det, og til forskel fra de to øvrige spillere, spillede Juelsgård en væsentlig rolle i ‘projekt overlevelse’.
Resten er historie. FC Fredericia endte med at overleve i sikker stil i NordicBet Ligaen efter at holdet ellers var under nedrykningsstregen og havde fem point op til overlevelse inden den sidste spillerunde i grundspillet. Der vendte det på en tallerken, da FC Fredericia vandt over Fremad Amager, og det satte gang i en stime, der blev taget med ind i nedrykningsspillet, hvor FC Fredericia fejede al modstand af banen og endte med at kravle op på syvendepladsen efter at have gået ubesejret igennem nedrykningsspillet.
– Vi sluttede af i foråret med at være ubesejret i 11 kampe. Vi spillede os på syvendepladsen, så i princippet endte vi på en placering, hvor vi økonomisk ligger i NordicBet Ligaen. Vi rangerer som 3.-4. pladsen – 7.-8. pladsen. Det er, hvor man kan forvente vi ender, siger Stig Pedersen.
Efterårssæsonen har også været en dans på roser. FC Fredericia har taget store skalpe undervejs, hvor blandt andet Sønderjyske er blevet besejret på udebane, mens holdet i pokalturneringen har nedlagt AaB, OB og Lyngby. Det gør, at FC Fredericia til foråret skal spille pokalsemifinale mod Silkeborg.
– Det er 23. sæson, vi er i gang med i NordicBet Ligaen, og siden sommerferien har vi gjort det fantastisk godt. Vi har et godt hold, og det har vi vist, ikke mindst med pokalkampene. Vi bemærker, at vores spillere er interessante for andre klubber. Vi har gjort det bedre, end man kan forvente. Vi har peaket på alle parametre i 2023, forklarer Stig Pedersen.
Med den stigende interesse, og et forestående transfervindue i januar, vil Pedersen ikke udelukke, at FC Fredericia kommer til at sælge ud af holdets spillere.
– Jeg forventer, at der kommer et salg eller to, og der kommer udskiftning. Der er ikke noget på plads, men med den interesse forventer jeg, at der kommer noget den ene eller anden vej, siger Stig Pedersen.
Med de præstationer, som FC Fredericia har leveret i løbet af året, er klubben attraktiv. Ikke kun i forhold til at købe klubbens spillere, men også for spillere, som vil til klubben.
– Vi er en klub, der ligger i top-18 i dansk fodbold, men ikke er i Superligaen. Mange synes, vi spiller attraktivt fodbold. Vi har været stærke i forhold til rekrutteringer, og også lejede spillere, der passer godt ind i vores system. Vi hentede spændende spillere i sommer. Tobias Bach, Emilio Simonsen, Gustav Marcussen er spændende og kan spille vores system på højt niveau, og det fik vi særligt vist mod OB og Lyngby. Det er det flotteste fodbold, vi har spillet over en længere periode. Vi spiller på den måde, vi vil, og derfor har vi altid en chance, når vi går på banen. Vi har spillet testkampe mod FCK og FC Nordsjælland og skal møde Brøndby i januar. De vil gerne møde os, fordi vi har noget at byde på, forklarer Stig Pedersen.
Fodbolddirektøren er klar i mælet, når snakken går på, om han havde set komme, at FC Fredericia ved 2023’s udgang er klar til pokalsemifinalen, når man tager situationen i starten af 2023 i betragtning.
– Det havde jeg ikke. Jeg havde heller ikke set, at vi skulle rode rundt, hvor vi gjorde. Bliver man slået skævt, så kan det ske. Da vi gik ind til denne sæson, tabte vi 2-0 til Hobro, og dem tabte vi ikke til sidste år. Så vandt vi heldigt i Sønderjyske og kom i gang, og slog Hillerød, hvor vi var foran 1-0, kom bagud 2-1 og vandt 3-2. Når man får de point, spiller man med anden ro. Vi har dygtige spillere, men uanset om man er gode eller ej, kan man blive slået skævt. Vi bevarede roen og beholdt cheftræneren, og det belønnede sig, siger Stig Pedersen.
Pedersen og den øvrige del af FC Fredericias sportslige ledelse bevarede isen i maven, da det så sort ud. Den nemme løsning havde været at sige farvel og tak til Michael Hansen, da det ikke gik godt sportsligt.
– Havde der været en anden situation, hvor truppen havde mistet tilliden, og de klichéer man kigger ind i, havde det været en anden løsning, end den vi foretog. Man skal huske, at Michael har vist, at han er en god træner, og med undtagelse af efteråret 2022, har vi gjort det godt under ham, siger Stig Pedersen.
Efteråret 2023 vidner om, at FC Fredericia har ramt et højt niveau. Der har været meget få udsving, og selvom holdet ikke har ramt dagen, har de oftest fået et point eller en sejr hevet hjem alligevel.
– Vi har haft ét udsving i orkankampen mod B.93. Det er den eneste kamp, hvor det ikke var godkendt. Vi har været på vej længe. Vi var bedre end de fleste i nedrykningsspillet – vi trak fra og viste vores niveau. Fodbold balancerer på marginaler. I 2023 har vi haft marginalerne på vores side. Det er en stærk trup og et godt stykke arbejde. Hver eneste kamp er spændende, og alle kan slå alle på dagen. Det var en fantastisk afslutning at slå Lyngby i begge kampe – man tænkte, det var sikkert, at et hold fra NordicBet Ligaen ikke kunne komme i semifinalen, medmindre man ikke trak et Superliga-hold, men det modbeviste vi, siger Stig Pedersen.
Fra tilskuerpladserne har Stig Pedersen kunnet se flere succeshistorier i FC Fredericias trup. Særligt fremhæver han to oversete spillere i efterårssæsonen, men påpeger, at der er sidehistorier til mange af spillerne, som FC Fredericia har.
– Truppen har været fantastisk. Det er den stærkeste trup vi har haft, måske nogensinde. Holdet har været stærkt hele tiden, uanset om det har været Per eller Egon. Det er ligegyldigt, hvem vi har kørt ind. Vi har haft en fast stamme, men har skiftet rundt på flere pladser. Truppen har været stærk som helhed, og skal man nævne nogen, der har været meget stærke, er det en fornøjelse at følge Tobias Bach, der kom fra 3. division. Det var ikke den plan, vi havde lagt, men han var så stærk, at han var svær at holde ude. Reservemålmand Frederik Mehder, der tog over for Valdemar Birksø, har grebet chancen og gjort det fantastisk godt. På den måde kan man nævne forskellige. De popper lidt ud for mig i forhold til de andre, der har leveret, slutter Stig Pedersen, som kunne se FC Fredericia gå fra at være i nedrykningsfare i årets begyndelse, til at have spillet sig frem til pokalsemifinalen ved årets udgang.