FC Fredericia har lavet deres tredje salg i dette transfervindue. I forvejen stod det klart, at Nicklas Røjkjær den 30. juni ville forlade klubben på en fri transfer til Mjällby fra den svenske liga, men nu er parterne blevet enige om en transfersum, der sender FC Fredericia-spilleren hinsidan allerede nu.
Tidligere på måneden offentliggjorde Mjällby Røjkjær som ny spiller, da det stod ham frit for at forhandle med andre klubber fra den 1. januar, idet Røjkjærs kontrakt løber ud den 30. juni 2024. Med under seks måneder tilbage af kontrakten siger loven, at en spiller må forhandle til anden side uden klubbens involvering, og det var det, der skete.
Siden har FC Fredericia og Mjällby været i forhandlinger, da svenskerne hele tiden har været interesseret i at tilknytte Nicklas Røjkjær i dette transfervindue, og interessen har været gensidig fra Røjkjær, erfarer AVISEN. Mjällby har tidligere i januar kommet med konkrete bud på FC Fredericias direktør, Stig Pedersens bord, og meldingen har hver gang været nej. Ifølge AVISENs oplysninger har der været bud i størrelsesordenen 50.000 euro, svarende til omkring 372.000 d.kr., og beløbet, som FC Fredericia nu har accepteret, må formoders at være over det. Samtidig har Pedersen ikke ville sælge Nicklas Røjkjær før, at der var kommet en erstatning på plads, og det er nu sket.
I de seneste par dage har FC Fredericia været aktive på transfermarkedet med indgåelse af tre lejeaftaler med Lundrim Hetemi, Christian Gammelgaard og Anders Dahl. De dækker alle positioner, som Røjkjær kan spille på banen, og vejen blev derfor banet for, at Mjällby allerede nu kunne sikre sig Røjkjær, som dermed fik sit ønske opfyldt.
– Nicklas kom til os i sommeren 2022, hvor planen var at træde et skridt ned fra Superligaen til NordicBet Ligaen, for på den måde at bygge det hele op igen. Den drøm er nu gået i opfyldelse for ham, da han skifter til Mjällby i den bedste svenske række. Planen der blev lagt for Nicklas er gået i opfyldelse et halvt år før udløb, og på baggrund af dette har FC Fredericia modtaget et tilfredsstillende bud fra Mjällby, som gør at vi sender ham afsted nu, siger FC Fredericias direktør, Stig Pedersen, i en pressemeddelelse.
I tiden i FC Fredericia har Nicklas Røkjær noteret sig for 58 kampe med 22 mål og otte assists til følge. Tidligere i karrieren har Røjkjær spillet for F.C. København, Viborg, Esbjerg og Silkeborg, og dermed er skiftet til Mjällby den første klub udenfor landets grænser for 25-årig Nicklas Røjkjær.