Med et forestående Europa-Parlamentsvalg den 9. juni skal der valgtilforordnede til. Det Konservative Folkepartis Kirsten Hassing Nielsen har meldt sig, og hun fortæller, at det er givende og spændende at hjælpe til med valghandlingen.
Ofte mangler der valgtilforordnede. Det ses, at det er Tordenskjoldssoldater fra de forskellige partier, som ender med at tage tjansen, og det synes Hassing er en synd og skam. Hun mener, at man får noget ud af det personligt.
– Fra da jeg var det første gang var det noget, jeg tænkte, at jeg gerne ville igen. Det er samme oplevelse, som jeg gerne vil have andre får. Jeg synes, det var spændende, og tænkte med det samme, at det var noget, jeg ville igen. Dengang var jeg ansat hos kommunen og havde meldt mig. Jeg synes, det var spændende at prøve, og havde samtaler med flere, der havde været inde at stemme. Jeg ser gerne, at flere unge melder sig på banen til opgaven, siger Kirsten Hassing.
For at være tilforordnet får man et diæt på 900 kroner foruden, at man får forsyninger ude på selve valgstedet. Det er derfor ikke for pengenes skyld, at man skal gøre det, mener Hassing.
– Det er ikke noget, man bliver rig af, men man får en god oplevelse. Som valgtilforordnet er man der halvdelen af tiden, og jeg har selv meldt mig til at komme fra klokken 14 og frem til 21:00. Midtvejs er der skifte på de tilforordnede, og det er kun valgformændene, der er der hele dagen, når der ringes ind til valget og der ringes af igen, siger Kirsten Hassing.
Som valgtilforordnet er der tre hovedopgaver. Når man kommer ind på valgstedet er der nogen, som skal udlevere stemmesedlen, og så er der dem, der viser ind i stemmeboksen, og personerne på den anden side af stemmeboksen, der viser, hvor man putter stemmesedlen i.
– Der kan også komme lidt andre opgaver. Der kan eksempelvis komme en situation, hvor man skal ud at hjælpe en gangbesværet ved at stemme. Så skal man ud på parkeringspladsen med to valgtilforordnede og sørge for, at det går rigtigt til, siger Kirsten Hassing.
I en tid, hvor teknologi bliver mere og mere avanceret, kunne det blive aktuelt, at valghandlingen kan gennemføres rent digitalt. Det håber Kirsten Hassing ikke.
– Der er noget over at komme ud på et valgsted. Det synes jeg personligt er hyggeligt, og vigtigt, at man har den mulighed, men det er klart, at hvis man kan få lavet sikkerheden så god, at man kan stemme elektronisk, at det kan blive en mulighed, men det må ikke blive på bekostning af at lukke for de fysiske valgsteder på selve dagen, slutter Kirsten Hassing.