Foto: DBU Foto / Anders Kjærbye

Efter en opløftende præstation mod Slovenien, er det danske fodboldlandshold sikret en plads til EM i Tyskland i 2024.

Landstræner Kasper Hjulmand manglede til kampen blandt andet Rasmus Højlund og Christian Eriksen. Der var derfor spekuleret i, hvordan han ville stille op, og han valgte efter eget udsagn en flok spillere, der har en speciel form for mentalitet til at ville kæmpe, og så måtte det polerede spil komme i anden række.

I den seneste tid har det danske landshold ikke spillet prangende, og ærmerne var derfor smøget op fra start, men der var krydderi over det danske spil. Med en god pasningsfod fra blandt andet Joachim Andersen og Christian Nørgaard skabte danskerne flere chancer i kampens indledning.

26 minutter inde i opgøret kom forløsningen. Joakim Mæhle havde listet sig med frem, og den offensivt indstillede højre back satte bolden i kassen bag den slovenske keeper Jan Oblak.

Glæden varede dog kort. Danskerne begik frispark på kanten af feltet et par minutter senere, og så lå bolden i mål. Erik Janza sendte bolden over den danske mur, og ind bag Kasper Schmeichel, der ikke så specielt heldig ud i situationen.

Målet faldt i kølvandet på, at danskerne ellers havde gang i den bedste landskamp i en længere periode, og det var derfor en kold spand vand i hovedet på Kasper Hjulmands mandskab.

Danskerne fandt takterne frem igen i anden halvleg, hvor Mathias Jensen var kommet på banen i stedet for Christian Nørgaard, som rendte rundt med et gult kort. Jensen viste gode takter i spillet med bolden og var en af de spillere, som var tiltænkt en rolle til at få åbnet det slovenske forsvar.

Efter 54 minutter kom den anden danske scoring. Thomas Delaney fik bolden i kassen og sendte Parken i ekstase. Danskerne havde flere nærgående forsøg, blandt andet et knaldhårdt spark fra Yussuf Poulsen, men der blev ikke scoret flere mål i kampen.

Derfor endte det med en dansk sejr på 2-1, der sender Danmark til EM-slutrunden, selvom der mandag resterer en sidste kvalifikationskamp på udebane mod Nordirland.