Da der blev holdt nytårskur i samarbejde med Fredericia Kommune og Business Fredericia, så borgmester Steen Wrist (A) blandt andet tilbage på året 2023, og hans konklusion blev, at det er åbenlyst, at det går godt i fæstningsbyen.
Stemningen var høj, da byens erhvervsliv mødtes til den årlige nytårskur, der fandt sted i Eksercerhuset. Opbakningen var stor, og den gamle gymnastiksal på Bülows Kaserne var stuvende fuld. En af talerne, der blev holdt, stod borgmesteren for, og han startede med at se tilbage på året, der er gået.
– Det er åbenlyst, at det går godt her i Fredericia. FHK er igen et af landets bedste håndboldhold efter, at det blev til bronze sidste år, og man spiller nu med i Final4. FC Fredericia klarer sig fantastisk og spiller med i semifinalen i pokalturneringen. Vores musicalteater skal opføre WICKED, der er en af verdens største og mest kendte musicalforestillinger. I 2023 blev vi 354 flere borgere, og vi er flere end vi nogensinde har været. Vi udsolgte 12.500 billetter til Royal Run på næsten ingen tid, og kan se frem til en folkefest i 2024, sagde Wrist.
Han benyttede også lejligheden til at komme ind på visionen, som et flertal i byrådet vedtog i 2023. Den har tre nedslagspunkter, som Wrist kom ind på.
– Vi har politisk sat en kurs for Fredericias udvikling, og vi er afhængige af fællesskabet, når vision 2033 skal blive til virkelighed. Vi bliver kun grøn i verdensklasse, fordi vi har et stærkt erhvervsliv, der går forrest på den grønne omstilling, og et uddannelsesområde, der sikrer de rette kompetencer i rette tid. Vi kan kun blive børnefamiliernes førstevalg, fordi vi har et varieret idræt- og fritidsliv, der er båret af stærke kræfter. Vi kan kun tilbyde unikke oplevelser hver dag, fordi vi her har førsteklasses kultur- og naturliv, forklarede Steen Wrist og fortsatte:
– Vi får flere store begivenheder til byen, og det betyder, at vi kan renovere vores daginstitutioner, og det betyder, at vi får uddannelser til den grønne omstilling. Det betyder, at vi nu kan sætte gang i projekteringen af det nye museum blandt meget andet. Det betyder, at vi også kan fortsætte arbejdet med at give unge et godt fodfæste i livet. En god plan i fællesskabet. Kommunen, erhvervslivet, uddannelsesinstitutionerne og fagbevægelsen er gået sammen, og er blevet enige om, at vi i fællesskab kan finde 150 fritidsjob til unge.
Noget af det helt store, der kommer til at ske i de kommende år i Fredericia, er, at Fæstningscentret bliver en realitet. Pr. 1. januar 2024 blev der oprettet en selvejende institution, der muliggør projektet med de store ambitioner.
– De sidste mange år har vi talt om et fæstningscenter her i byen. Vi har også kaldt det for et formidlingscenter, og nu kalder vi det, hvad det reelt er: At skabe et museum i international topklasse. Der er mange tråde, der skal oplyses, når man drømmer om at etablere et sådant et sted. Fra 1. januar er det blevet en selvejende institution, og Anders Østergaard er blevet formand for bestyrelsen, hvilket jeg er ualmindelig glad for, sagde Wrist.
2023 var et begivenhedsrigt år. Mindeværdige øjeblikke fandt sted, men et overskygger dem alle for borgmesteren.
– Den største begivenhed af dem alle i 2023 var nok, da Hendes Majestæt Dronningen besøgte os den 1. september. Dronningen kom både i skole, på musicalteater, og ud og så en fremsynet, grøn virksomhed. Hun så kunst og moderne byggeri flettet sammen med historien. Men egentlig handler sådan et besøg om meget mere end Dronningen. Det giver stolthed, og det styrker fællesskabet. Jeg bilder mig ind, at jeg kender byen og kommunen ret godt, men når man ser den skærm, der følger med Dronning-besøget, så er det svært ikke at skyde brystkassen lidt ekstra frem, rette ryggen og kippe lidt ekstra med Fredericia-flåden, end man ellers ville gøre. Med Dronningens abdikation in mente, så tænker jeg, at vi har været ret priviligerede ved at være det sidste stop på hendes sidste togt nogensinde som landets regent, sagde Steen Wrist.