Der skal være trygge rammer, når ældre bliver udskrevet fra hos-pitalet. Og så skal en tidlig indsats i nærmiljøet forebygge, at skrøbelige ældre bliver unødvendigt indlagt. Det er kernen i et nyt fælles udspil, som Ældre Sagen og KL i dag kan præsentere.
Ældre i dagens Danmark lever længere. Og heldigvis for det.
Men når vi bliver flere ældre, og når flere også lider af kroniske sygdomme, udfordrer det sundhedsvæsenets ressourcer.
I dag kommer ældre for ofte i klemme, fordi medarbejderne i det nære sundhedsvæsen mangler tid, kompetencer og de nødvendige rammer for at levere den rette faglige indsats.
I et nyt udspil fremlægger Ældre Sagen og KL derfor nu 13 forslag til, hvordan ældre fremover bør blive behandlet i det nære sundhedsvæsen.
– Vi ønsker alle, at vi selv og vores nærmeste bliver grebet og hjulpet, hvis vi bliver ramt af sygdom i livets efterår. Men i en situation, hvor de ældre oplever at komme i klemme, og hvor sundhedsvæsenets ressourcer er under voldsomt pres, er der akut brug for, at vi tør tænke i nye baner. Derfor er jeg glad for, at vi sammen med Ældre Sagen nu kan præsentere vores fælles bud på, hvordan vi kan sikre, at ældre kan få mere og bedre behandling i deres nærmiljø, siger fungerende formand for Sundheds- og Ældreudvalget i KL, Sisse Marie Welling.
Ældre Sagens adm. direktør, Bjarne Hastrup, er enig:
– Ældre Sagen har gennem mange år oparbejdet omfattende viden om, hvor ældre patienter oplever problemer i det nuværende sundhedsvæsen. Tryghed og tillid er helt afgørende. Derudover er det vigtigt for ældre patienter, at de oplever sammenhæng i hele deres behandlingsforløb – både på de specialiserede sygehuse og i det nære sundhedsvæsen. Og her taler vi både forebyggelse, behandling og rehabilitering. Det glæder mig derfor, at KL og vi i Ældre Sagen er enige om forslag til forbedring af indsatsen i det nære sundhedsvæsen.
Tryg modtagelse og mere forebyggelse
Første del af udspillet handler om tiden efter behandlingen på sygehuset. Der skal nemlig være trygge rammer, når de ældre bliver udskrevet fra sygehuset til behandling og pleje i deres nærmiljø.
Ældre Sagen og KL foreslår derfor bl.a. en national ramme for behandlingen af skrøbelige ældre, som ikke skal være på sygehus. Rammen skal sikre en ensartet og kendt kvalitet i behandlingen, og den skal følges op med den nødvendige finansiering og et udvidet lægefagligt medansvar fra sygehusene og almen praksis.
Udspillets anden del handler om at forebygge, at skrøbelige ældre i første omgang bliver indlagt på sygehuset for noget, der kunne være undgået, hvis tiden og kompetencerne havde været til stede i nærmiljøet.
Derfor foreslår Ældre Sagen og KL blandt andet, at kommunale medarbejdere får fleksibel adgang til lægefaglig rådgivning om f.eks. ændringer i den ældres behandlingsplan og medicin.
Derudover skal kommuner og almen praksis med afsæt i de gode erfaringer med plejehjemslæger have et langt tættere samarbejde om at forebygge udvikling og forværring af sygdom blandt hjemmeboende ældre.
Udspil lanceres i dag
Udspillet bliver præsenteret i detaljer i dag kl. 9.30 på en konference afholdt hos Ældre Sagen.
Her vil der også være oplæg fra eksperter og sundhedspolitisk debat med bl.a. ældreminister Mette Kierkgaard og formand for Sundhedsstrukturkom-missionen, Jesper Fisker.
Udspillet er udviklet med inspiration fra workshops afholdt med ansatte i sundhedsvæsenet, både fra hospital, almen praksis og kommune.
Foruden de 13 forslag indeholder udspillet to scenarier, der illustrerer, hvor-dan fremtidens forløb og samarbejde på tværs af sektorer – herunder mel-lem sundhedsvæsenet og ældreplejen – bør se ud.