En 25-årig kvinde bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør sigtet for drabet på en 28-årig mand. Drabet fandt sted i nat på Amager, og den mistænkte kvinde blev anholdt nogle timer senere.
Københavns Politi anholdt i morges en 25-årig kvinde, som er blevet sigtet for drabet på en 28-årig mand. Den 28-årige blev i nat ved 01-tiden fundet svært tilskadekommen på Amagerfælledvej. Manden var blevet stukket med kniv, og han blev hurtigt bragt til behandling på hospitalet, hvor han kort efter blev erklæret død.
Politiets efterforskning af sagen førte i morges til anholdelsen af den 25-årige kvinde. Hun blev anholdt på Amager ikke langt fra gerningsstedet. Kvinden bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør i dommervagten i Københavns Byret. Grundlovsforhøret forventes at blive afholdt omkring kl. 13.30.
“Vi har arbejdet med sagen natten igennem, og på baggrund af efterforskningen kunne vi i morges anholde og sigte den 25-årige kvinde. Det tyder på, at den dræbte og den mistænkte kvinde har haft et vist forudgående kendskab til hinanden, men det er noget, der indgår i den videre efterforskning af sagen,” siger politikommissær Eskil Brodersen fra Københavns Politi.
Her til morgen er gående nærpoliti til stede med tryghedsskabende patruljer i området omkring Sundholmen på Amager. Borgere i området er velkomne til at tage kontakt til patruljerne, hvis de føler sig utrygge eller bekymrede.