Topchefer i Fredericia Kommune vidste besked om, at bygningen Gothersgade 20b er i meget dårlig stand i øveretagen, hvor der ikke er butikslokaler. Alligevel endte bygningen med at blive sat til salg uden, at ejendomsmæglerfirmaet Nordicals og den senere køber, Bent Jensen, vidste besked om den meget dårlige stand. Det viser en aktindsigt.

Fredericia Byråd godkendte den 17. april 2023, at bygningen Gothersgade 20b blev sat til salg. I udbudsmaterialet, der kom frem, fremgik det ikke, at bygningens øverste etager var i meget dårlig stand og stort set er ubrugelige.

Erhvervsmanden Bent Jensen endte via hans ejendomsselskab, BJ Ejendomme ApS, med at købe bygningen for 20 millioner kroner i november 2023, men nu ender handlen med at gå tilbage, hvis Økonomi- og Erhvervsudvalget samt byrådet godkender det. Det sker efter, at Fredericia Kommunes jurister har foretaget en juridisk vurdering, om udbudsmaterialet har været tilstrækkeligt. Det viser sig, at det ikke var tilfældet.

Nu viser en aktindsigt, at det dog ikke er nogen overraskelse for kommunens ledende medarbejdere, at Gothersgade 20b ikke er i god stand. I foråret 2022 blev der udarbejdet et fuldt projekt med reviderede priser for bygningen. Prisen på det hele beløber sig til 24.295.638 kroner eksklusive moms. Det endte dog aldrig med at blive renoveret, da Fredericia Kommune vurderede, at de hellere ville sælge ejendommen.

– Fredericia Kommune har alene undersøgt mulighederne for at renovere bygningen, og på baggrund af overslag på udgifterne hertil anbefalede forvaltningen, at ejendommen i stedet blev frasolgt, siger direktør for vækst, teknik og klima, René Olesen, til AVISEN.

Screenshot fra aktindsigten, hvor datoen med de reviderede priser fremgår.

Det var i foråret 2022, at prisen for renoveringen blev udarbejdet, og det skete på baggrund af bygningskonstruktør Jannick Østengaard Larsens e-mail den 3. november 2021. Dengang var Christian Stein Christiansen leder af Ejendomsafdelingen i Fredericia Kommune, men han opsagde stillingen i juni 2023.

Screenshot fra aktindsigten, der viser, at Bo Christiansen og Nicolai Arvedsen vidste besked om Gothersgade 20b’s tilstand.

Inden Fredericia Byråd formelt endte med at godkende indstillingen om at sætte Gothersgade 20b til salg den 17. april 2023, blev der sendt en e-mail til Bo Christiansen, der er chef for ejendomme, drift og service, samt Nicolai Arvedsen, der er stabschef for politik, strategi og jura. I mailen var der vedhæftede dokumenter vedrørende Gothersgade 20b med renoveringsbehovet og bygningsundersøgelsen af bygningen.

– Jeg videresender hermed de oplysninger, som vi har liggende. Det er svar på de spørgsmål, som omhandler Ejendomsafdelingen og vores rolle, står der i mailen, som er sendt af Christian Stein Christiansen den 11. april 2023.

Allerede i 2021 var det kendt, at der Gothersgade 20b var i kritisk tilstand, viser aktindsigten.

I mailkorrespondancen mellem Christian Stein Christiansen og Jannick Østengaard Larsen fremgår det, at blandt andet brandveje ikke kan benyttes på øveretagerne i Gothersgade 20b.

– Inddækninger er tidligere og jævnligt forsøgt udbedret, men årets gang med varme/kulde påvirkning gør, at inddækningsprofilen trækker sig fra hinanden, og konsekvensen af dette ses tydeligt mange steder indvendigt i bygningen. Her er træopbygningen, som bærer vinduer og facade, rådnet op og nærmest helt formuldent. De værste steder er vinduesfastgørelsen helt rustet over, hvilket resulterer i, at mange af vinduerne har sat sig og ikke kan åbnes. Dette i sig selv er rimelig kritisk, da vinduerne skal kunne fungere som redningsåbninger i tilfælde af brand, står der i mailen, der er sendt den 3. november 2021.

Mailen sendt fra Bobby Singh Bhatia viser, at Bo Christiansen vidste, at der var et påbud under salgsprocessen af Gothersgade 20b.

I aktindsigten fremgår det også, at Bo Christiansen var bekendt med, at Arbejdstilsynet på baggrund af et besøg den 3. maj 2023, endte med at give et påbud om luftkvaliteten i Familie- og Børnesundhedsafdelingen tilhørende Fredericia Kommune i Gothersgade 20b. Det fremgår blandt andet af en mail sendt den 17. august 2023.

– Til jeres orientering, har jeg fremsendt vedhæftede brev til Arbejdstilsynet vedrørende anmodning om fristforlængelse af indeklimamåling, står der i mailen, som er sendt til blandt andet Bo Christiansen.

Direktør: Ledelsesgangen har haft kendskab til tilstanden

René Olesen bekræfter, ligesom aktindsigten viser, at der på ledelsesniveau har været kendskab til tilstanden i Gothersgade 20b.

– Der har på ledelsesplan i kommunen været et generelt kendskab til bygningens tilstand, siger René Olesen.

Direktøren afviser, at politiske udvalg har haft skaderne oppe at vende. På det overordnede plan mener Olesen dog, at byrådet har en generel kendskab til bygningens tilstand.

– Byrådet er generelt orienteret om, at forvaltningen vurderede at det ville forbundet med betydelige omkostninger at renovere bygningen, hvorfor et frasalg blev anbefalet, forklarer Olesen.

Fredericia Kommune anerkender, at der har været et mangelfuldt udbudsmateriale, da bygningen blev til salg.

– Købsaftalen er udarbejdet af den af kommunen valgte mægler, og følger standarderne på området. Kommunen har i forbindelse med udbuddet ved en fejl ikke fået offentliggjort de nødvendige dokumenter vedr. ejendommen, siger René Olesen.

I aktindsigten fremgår det, at der er alvorlige konstruktionsmæssige skader på beslagene, som holder vindueselementerne. Det betyder dog ikke, at der er nedstyrtningsfare.

– Det er kommunens vurdering, at der ikke aktuelt er nedstyrtningsfare. Det er drej/kip vinduer, som åbner indad, så i givet fald vil de falde ind i kontoret. Der er ikke konstateret fejl på vinduernes hængsler. Det er vinduesrammen, der enkelte steder har sat sig, siger René Olesen.

Til gengæld oplyser Olesen, at der er medarbejdere, som har haft klaget over indeklimaet grundet migræne eller andre relaterede symptomer. På spørgsmålet om, hvorvidt medarbejdere har været i berøring med skadelige stoffer eller indåndet skadelige dampe, afviser René Olesen at det er tilfældet.

Fredericia Kommune har endnu ikke fået vurderet ejendommen igen, hvorfor en ny salgspris ikke er offentliggjort.