Reklamer for en fiktiv plastikkirurgisk dyreklinik skal gøre danskerne opmærksomme på, hvad bestemte typer af udseende gør ved hundenes velfærd. Målet er at reducere efterspørgslen på fremavlede karaktertræk som korte snuder, store øjne og masser af hudfolder, da disse ofte kommer med en pris for hundenes helbred. Dyrenes Beskyttelse står bag kampagnen.

Bambi-øjne til 13.499 kroner. Snudereduktion til 17.499 kroner. Der er gode tilbud på indgreb på hunde i reklamerne fra den plastikkirurgiske dyreklinik “Snude & Pels”. Annoncerne på alt fra busser til sociale medier kan forarge ved første øjekast, men der er lutter gode intentioner bag kampagnen.

Den kosmetiske dyreklinik er det pure opspind fra Dyrenes Beskyttelses side. Men efterspørgslen på de flade snuder, store øjne og buttede udtryk er reel og har i årtier resulteret i ekstrem og usund avl af bestemte hunderacer. Det skal de absurde tilbud gerne få danskerne til at tænke over.

– Folk skal gerne stoppe op og forholde sig til, hvad udseende egentlig kan gøre ved vores hunde. De flade snuder, store øjne og mange hudfolder, som har gjort nogle hunde ekstremt populære, er skabt gennem mange års avl og har påført hundene ringere sundhed. Vi skal passe godt på alle hunde, men vi er nødt til at reducere usund avl, siger Jens Jokumsen, Familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.

Ingen hundeejere ønsker, at deres dyr skal lide. Hverken for skønheden eller noget andet. Men Dyrenes Beskyttelse oplever, at mange hundekøbere ikke er bevidste om de mange sundhedsudfordringer, som fladsnudede hunderacer ofte har.

– Det er typisk vejrtrækningsbesvær, svært ved at regulere kropstemperatur, øjenproblemer, kæbe- og tandproblemer, hudfolder som giver hudinfektion og øget risiko for ikke at kunne bevæge sig frit. Listen over lidelser er virkelig lang, siger Jens Jokumsen.

Fupannoncer skal forundre

Dyreklinikken ”Snude & Pels” har eget site og Facebookside, men nysgerrige danskere ledes hurtigt hen på en kampagneside ved Dyrenes Beskyttelse med oplysninger om sund avl og gode råd til hundekøbere. Brugen af den falske, plastikkirurgiske dyreklinik skal forundre modtagerne og forhåbentlig give dem både noget at tænke over og tale om.

– Vores mål er at fremme udviklingen mod sundere hunde uden at stigmatisere specifikke hunderacer eller deres ejere. Samtidig er mange reklamer allerede fyldt med fladsnudede hunde, der sælger alt fra telefonabonnementer til forsikringer. Vores mål er at skabe bevidsthed om, at bag de populære træk skjuler der sig ofte alvorlige velfærdsproblemer, siger Jens Jokumsen.

I Danmark er det, ifølge dyrevelfærdsloven, ulovligt at udføre operationer på dyr, hvis hensigten udelukkende er at ændringer på dyrets udseende. Der findes altså ingen dyreklinikker i Danmark, der udfører kosmetisk skønhedskirurgi på dyr. Til gengæld er dog ingen lovgivning, der beskytter dyr mod den avl, der bevidst fremavler et ekstremt udseende, der er skadeligt for dyrenes velfærd. Dyrenes Beskyttelse ønsker derfor også en lovgivning, der kan være med til at skubbe avlen i den rigtige retning, men hundekøbere vil altid skulle se sig godt for.

– Fødevareministeren har i sit udspil til en dyrevelfærdspakke taget de første skridt mod en bekendtgørelse, der sætter rammer for avlen af familiedyr. Men det tager tid at få lavet og vil ikke altid blive overholdt. Derfor vil hundekøbere altid skulle tage sine forholdsregler for at sikre, at hundehvalpen kommer fra sunde forældredyr, siger Jens Jokumsen.

FAKTABOKS: 5 GODE RÅD TIL AT KØBE EN SUND HVALP

Der er ikke nogen formel på, hvordan du sikrer dig en sund og rask hund. Hos Dyrenes Beskyttelse har vi samlet de fem vigtigste råd til dig, som skal ud at købe en ny hvalp til familien.

– Sæt dig ind i forskellige racers risici for sygdomme.
– Spørg efter forældredyrenes sygdomshistorik. Har de problemer med vejrtrækning? Hud? Øjne? Hjertefejl? Tænder? Eller arvelige sygdomme?
– Hvalpen skal være sundhedsundersøgt og vaccineret af en dyrlæge.
– Du skal se hvalpens mor og hvalpen sammen, og vide hvor hvalpen er vokset op.
– Hvalpen skal virke tryg og have tillid til mennesker.