Reinier Taboada brændte banen af, da FHK vandt 34-24 mod GOG. Cubaneren lavede syv mål og gik særligt i kampens indledning forrest.

Den 26-årige cubaner var en af de mest iøjnefaldende spillere for FHK. Taboada kom på banen med ild i øjnene og ramte den lige i skabet. Med det ene drøn efter det andet var han med til at give fredericianerne et komfortabelt forspring fra start. Føringen blev ikke sat over styr; tværtimod blev den udbygget, og det endte med en sejr på 34-24.

– Jeg er glad for, at vi er i semifinalen, som var vores mål at komme i, siger Taboada.

FHK kom som skudt ud af en kanon fra kampens start. Betydningen var ikke til at tage fejl af, da FHK skulle bruge en sejr for at afgøre deres egen skæbne.

– Det er virkelig fedt. Vi gik ind til kampen med en indstilling om, at det var alt eller intet, og vi kom med et dræberinstinkt. Vi vandt og er stolte over sejren, siger Taboada og løfter sløret for, hvad Gudmundur Gudmundsson havde sagt til spillerne inden kampen:

– Han sagde, at det var en vigtig kamp, og vi skulle komme med alt, og det gjorde vi.

For en spiller som Taboada betyder fansene meget. Med en fortid i den nordmakedonske klub Eurofarm Pelister, der udkæmper drabelige opgør mod de evige rivaler fra Vardar, har han prøvet vilde kulisser. Den kulisse, der var i thansen Arena, var ifølge Taboada næsten sammenlignelig med, hvad han har prøvet på de nordmakedonske breddegrader.

– Fansene var sindssygt fede. Man kunne mærke deres passion, de løftede os på banen, og vi havde et godt sammenspil med fansene. Hallen var fuld, og jeg vil virkelig gerne takke dem alle, siger Reinier Taboada.

I et opgør som det mod GOG løfter Taboada sit niveau. Han ved, hvad der er på spil, og det er noget, han trives i.

– Jeg elsker kampe som denne. Jeg kommer med alt, hvad jeg har, og er ikke nervøs for en type kamp som denne, siger Taboada.

Til gengæld maner Taboada til ro. Han tager ikke en finaleplads for givet.

– Vi skal lige vinde semifinalen først, og selvfølgelig vil vi gerne i finalen, men vi tager én kamp ad gangen. Sådan har vi altid gjort, og det bliver vi ved med, slutter Taboada.

Den første semifinale mellem FHK og Ribe-Esbjerg spilles den 16. maj.