Kasper Young er den FHK-spiller, der har været længst tid i klubben, som han skiftede til i 2017. Nu, syv år senere, står han på tærsklen til at deltage i noget af det ypperste man kan opnå i dansk klubhåndbold: deltagelse i pokalturneringens Final4-stævne i Jyske Bank Boxen, hvor der forventes røde lamper med omkring 12.500 tilskuere.

Vi spoler tiden tilbage til sommeren 2017. Kasper Young skiftede Lemvig-Thyborøn Håndbold ud med Fredericia Håndboldklub, hvor en ung udgave af Kasper Young bosatte sig i Fredericias bymidte i et lejlighedskompleks, hvor flere af klubbens andre unge spillere bor. Siden dengang er der sket meget. Young har på den private front stiftet familie og flyttet i hus, og FHK har etableret sig som en del af toppen af dansk håndbold.

Mindre eksotiske steder som Frederikshavn, Stoholm, og Jyllinge er nu skiftet ud med toppen af poppen i dansk håndbold. 2017 er nu igen skiftet ud med 2024, 6,5 år efter FHK blev Kasper Youngs klub, skal han løbe på banen i Jyske Bank Boxen, der er noget af det ypperste som en dansk håndboldspiller kan spille i.

– Det er lidt vildt at tænke tilbage på, hvad vi har været igennem, konstaterer Kasper Young.

Uden tøven slår Young dog fast, at det er fortjent, klubben nu er, hvor den er.

– Vi har været på en lang rejse, og er stolte og ydmyge omkring, hvad vi har opnået, men når jeg ser på vores hold, så har vi altså et godt hold og kan spille med om de sjove pladser. Det er ikke tilfældigt, at vi er her, siger han.

adp-as.dk

Rent oplevelsesmæssigt ved Kasper Young ikke, hvad han går ind til. Han har selv siddet og set Final4 på tv de andre år, men nu står han selv midt i det. Ét er at se det på tv, noget andet er at være en af aktørerne.

– Det bliver en stor oplevelse. Der er ikke mange på vores hold, der har prøvet det før. Der er enkelte, som har prøvet lidt af hvert, men jeg tror, det bliver vildt fedt, siger Kasper Young.

Noget andet, der også er nyt for Kasper Young, er, at FHK allerede fredag efter træning tog på hotel. Der overnatter de både fredag og lørdag.

– Vi kan godt lide at være sammen som hold, så det er ikke noget, vi tænker så meget over. Det er fordi kampene ligger så tæt på hinanden, og så skal vi have de bedste betingelser, siger Young.

Selve oplevelsen med de mange tilskuere i Jyske Bank Boxen bliver noget, som Young ikke vil glemme.

– Det er en drøm, der går i opfyldelse, hvis der er udsolgt. Det bliver fedt, og jeg tror, at vi lige skal suge det hele til os, når vi går på banen til opvarmning, siger Young.

Ud af de mange tilskuere, der kommer, vil minimum 1.500 holde med FHK.

– Det bliver vildt fedt, og vi glæder os til at spille foran dem. Forhåbentlig giver vi dem en god oplevelse, siger Kasper Young.

Dårlig generalprøve mod GOG

I lørdags spillede FHK mod GOG, som igen er modstanderen i lørdagens semifinale. FHK tabte 37-31 efter undervejs at have været bagud 26-14. Spørgsmålet er, om en dårlig generalprøve giver en god kamp lørdag?

– Man kan i hvert fald roligt sige, at vi blev spillet ud af banen, og det håber jeg ikke bliver tilfældet igen. GOG spillede en rigtig god kamp, og vi var ikke i nærheden af at kunne matche dem, forklarer Young.

FHK-træner Gudmundur Gudmundsson er kendt for at se meget video. Og kender man ham ret, så har han set ekstra meget video på den pågældende GOG-kamp.

– Vi har set nok materiale til at vide, hvad der skete, siger Young med et smil på læben.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

En af de ting, som GOG gjorde anderledes i forhold til andre kampe mod FHK, var at de havde sat stregspilleren anderledes.

– Det er rigtigt, at de havde lavet lidt om, og det var vi ikke forberedte på, men vi var heller ikke omstillingsparate, og det er ikke godt nok, fortæller Kasper Young.

FHK-spilleren mener, at favoritværdigheden tilfalder GOG, men samtidig minder han om, at FHK flere gange har spillet lige op med GOG.

– Man skal huske, at vi ligger nummer to i ligaen, og vi har slået dem på udebane i denne sæson. I sidste sæson spillede vi lige op med dem, da de havde Simon Pytlick, så hvis vi rammer dagen, kan vi godt være med, slår Kasper Young fast.

Det hele går løs i Jyske Bank Boxen lørdag klokken 13:30, hvor FHK møder GOG i semifinalen.