Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye har fremlagt et forslag til skærpelse af ordensreglerne i folkeskolen, der skal gøre det muligt for skoleledere at straffe elever ved at pålægge dem oprydning efter skoletid.
Samtidig skal det blive lettere at udelukke elever fra undervisningen, hvis deres adfærd kræver det.
Ifølge Tesfaye skal folkeskolen kunne rumme alle børn, men den skal samtidig have klare grænser for, hvad der er acceptabel opførsel.
– Vold, mobning og hærværk skaber utryghed og forstyrrer hverdagen i skolen, siger Tesfaye i en pressemeddelse og tilføjer, at det skal være tydeligt, hvordan skolens ledelse og personale kan handle, når elever bryder reglerne.
Forslaget, der er sendt i høring, indeholder otte ændringer i skolens ordensregler. Ud over muligheden for oprydning og udelukkelse fra undervisning foreslår ministeren, at det skal være nemmere at flytte elever til en anden skole. Desuden skal skolerne kunne stille krav til forældrene om at tage del i indsatsen for at forbedre deres barns opførsel.
Tesfaye understreger, at hensigten med de nye regler er at vise eleverne, hvilke konsekvenser deres handlinger kan have, samtidig med at de får en konkret mulighed for at vende tilbage til skolens fællesskab. Ændringerne skal således ikke blot skabe ro og orden, men også guide eleverne tilbage på rette vej.
Disse forslag kommer efter en række sager tidligere i år, hvor elever har oplevet grænseoverskridende adfærd fra andre børn i skolen. Tesfaye har siden februar arbejdet på at stramme ordensbekendtgørelsen for at sikre et tryggere skolemiljø for alle elever.