KIF Koldings unge playmaker med det velkendte efternavn Pelle Boesen, har valgt at søge nye udfordringer udenfor landets grænser. Dermed forlader han KIF Kolding, når hans kontrakt udløber til sommer.
Den unge playmaker har fået sin håndboldopdragelse i KIF Håndbold og har sidenhen været en del af KIF Håndbold Akademi, inden han i sommer skrev sin første kontrakt med KIF Kolding. Pelle har i sin første sæson som professionel ydet en stæk indsats for klubben, og
vist sig som værende en yderst populær spiller blandt publikum i Sydbank Arena.
– Det er med en meget speciel følelse, at vi må sige farvel til Pelle Boesen i KIF Kolding. Vi har længe haft dialog om at forlænge og beholde Pelle, men også med respekt for hans personlige drømme. Når en ung spiller vælger et andet land og en fuldtids drøm til for at stå på egne ben i forhold til klub, familie samt et stort håndboldnavn i Kolding, er jeg fuld af beundring. Især når den letteste beslutning ville være at blive her, så overtages af den lidt svære – nemlig drømmen og muligheden for at starte noget nyt udenfor de vante omgivelser. Jeg tror og
håber at Pelle kommer tilbage og udlever sin drøm her, når tiden er inde, udtaler sportschef Lars Christiansen.
Pelle Boesen selv overvejede at blive i KIF Kolding, men han har valgt at give den et skud i udlandet.
– Jeg har gjort mig mange overvejelser, omkring, hvad min fremtid skulle bringe, såsom hvilken vej jeg tror passer bedst til mig og min udvikling som håndboldspiller. Min drøm næste år er at få et år, hvor jeg kommer til at have håndbolden som første prioritet. Dette fik jeg
muligheden for, og jeg glæder mig helt vildt til mit nye kapitel. Der er ingen tvivl om, at en af mine store drømme er at spille i KIF Kolding og kunne være med til at bidrage til klubben, så vi kan få KIF Kolding tilbage til dansk tophåndbold. Derfor håber jeg selvfølgelig, at jeg en dag kommer til at stå i en fyldt Sydbank Arena igen med en medalje om halsen. Så det bliver ikke et farvel men forhåbentligt et på gensyn, siger Pelle Boesen.
Pelle Boesen har indtil videre spillet 14 kampe for KIF Kolding hvor det er blevet til 9 mål og 17 assists fra den unge playmaker.