Når valgstederne åbner den 9. juni kan 332.753 danske statsborgere for første gang stemme til et Europa-Parlamentsvalg i Danmark.

Om få uger får 332.753 danske statsborgere for første gang mulighed for at sætte deres kryds til et Europa-Parlamentsvalg i Danmark. Størstedelen er under 25 år og er bosat i landets største byer. 

– De fleste førstegangsvælgere til Europa-Parlamentsvalget i juni er personer, som har været under 18 år ved det seneste valg, men nu får mulighed for at afgive deres stemme. Det er typisk unge, som er koncentreret i landets større studiebyer. I København og Aarhus Kommune skal 62.723 personer stemme for første gang, siger Annemette Lindhardt, specialkonsulent hos Danmarks Statistik. 

Af de 332.753 førstegangsvælgere er der 317.470, som var under 18 år ved det seneste Europa-Parlamentsvalg i 2019, mens der er 15.283, som var over 18 år ved valget i 2019, men først er blevet danske statsborgere efter.

I alt har 4.291.232 danske statsborgere mulighed for at afgive deres stemme ved Europa-Parlamentsvalget i Danmark i 2024 mod 4.237.550 danske statsborgere i 2019.

Stemmeprocenten til Europa-Parlamentsvalg er steget 18 procentpoint siden 1979

Andelen af stemmeberettigede, som vælger at afgive deres stemme til Europa-Parlamentsvalgene, er steget 18 procentpoint siden valget i 1979, hvor 48 pct. var en tur i stemmeboksen eller udfyldte en brevstemme. Ved seneste Europa-Parlamentsvalg i 2019 benyttede 66 pct. muligheden. Det er på niveau med stemmeprocenten ved den seneste folkeafstemning om at afskaffe Danmarks EU-forbehold på forsvarsområdet i 2022, hvor 66 pct. af de stemmeberettigede afgav deres stemme. 

Flere og flere brevstemmer

Udviklingen i antallet af vælgere, som brevstemmer, stiger for hvert Europa-Parlamentsvalg – helt på linje med udviklingen ved andre valg. Ved det seneste Europa-Parlamentsvalg i 2019 valgte 8 pct. at stemme før selve valgdagen, hvilket er en stigning fra 2014, hvor 6 pct. afgav deres stemme før valgdatoen. I 1979 benyttede 3 pct. brevstemmemuligheden.

Mange vestjyder stemmer personligt

Når vi skal stemme til et Europa-Parlamentsvalg, så er der mulighed for at stemme på partiernes spidskandidater i hele landet – modsat til et folketingsvalg. Ved Europa-Parlamentsvalget i 2019 stemte 78 pct. i Holstebro Kommune på en person frem for et parti eller en liste. Det var den højeste personlige stemmeprocent i en kommune ved det valg. Dernæst fulgte Lemvig, Morsø og Bornholm Kommuner med 76 pct. hver. I den anden ende af skalaen ligger Rødovre Kommune med 57 pct. I Hvidovre, København og Glostrup Kommuner stemte 58 pct. på en person frem for et parti eller en liste. 

Faktaboks: 

Vælgertallene i artiklen vedrørende 2024-valget er beregnede vælgertal på baggrund af befolkningen i Danmark den 1. april 2024.