Et stort flertal i Regionsrådet siger ja til de borgerliges knæfald for de privatpraktiserende læger (PLO). Under forhandlingerne sagde PLO klart nej til at påtage sig opgaven med lægevagt om natten. Så sendes opgaven i udbud – med krav til servicemål, kompetencer og økonomi. Så er der ingen der byder ind. OK – så tager man lige en ”markedsdialog” med potentielle private leverandører for at høre deres krav for at påtage sig opgaven. Så beslutter flertallet et nyt udbud med færre krav og langt bedre økonomiske vilkår. Man vil, uanset pris, have private leverandører til at løse opgaven.

SF har længe forslået, at Regionen hjemtog opgaven og etablerede et tilbud baseret på et tæt samarbejde mellem vores akut funktioner på sygehusene og paramedicinerne i vores ambulanceberedskab. På skadestuerne er det allerede i dag akut sygeplejersker, der visiterer videre til lægerne. Paramedicinerne kan tage på sygebesøg og har altid en læge i baghånden til at give faglig bistand. Er det en livstruende situation, er der altid 112, nøjagtig som i dag. Men nej, det vil man ikke. Begrundelsen er, at det ikke er god nok kvalitet. Stop det! Ingen politiker vil vel påstå, at vores skadestuer og ambulanceberedskab ikke er sikre. Det er det; det er dygtige sundhedsfaglige medarbejdere med lang og grundig uddannelse.

Den ordning har man i Region Sjælland og Midt, og det kan vi selvfølgelig også få i Region Syddanmark, hvis man altså politisk vil det. Resultatet er godt med færre indlæggelser om natten. I stedet bruger man en masse penge på at udarbejde et nyt udbud. Gad vide, hvor langt man vil gå for at imødekomme PLO’s krav?

Vi har travlt, så lad os komme i gang med at etablere et tilbud, der er trygt og godt for borgerne, og som er inden for en rimelig økonomisk ramme. Det kan medvirke til ny udvikling i vores eget system og give sygeplejersker og paramedicinere nye kompetencer og udfordringer, som kan medvirke til at fastholde og rekruttere faggruppen.

Debatindlæg af gruppeformand for SF i Regionsrådet i Region Syddanmark, Annette Blynel, Strandgade 27, 5700 Svendborg