Professor Jan Hartvigsen fra Syddansk Universitet deltager i WHO’s arbejdsgruppe: ”I Danmark er rygsmerter årsag til 38% af alle førtidspensioner. Vi skal derfor opgradere indsatsen for rygsmerter – specielt for ældre”.

En ekspertgruppe under WHO med deltagelse af Jan Hartvigsen fra Syddansk Universitet har formuleret fire nye grundprincipper for behandling af mennesker med kroniske rygsmerter. Der er i anbefalingerne et særligt fokus på ældre. Foto: Pexels/Kindel Media
I dag løfter Verdenssundhedsorganisationen (WHO) sløret for en ny og banebrydende vejledning inden for behandlingen af rygsmerter.

Vejledningen bygger på helt opdaterede videnskabelige synteser og retter særlig opmærksomhed mod en voksende global udfordring. Som noget nyt har gruppen under WHO formuleret fire grundprincipper for behandling af mennesker med kroniske rygsmerter.

Professor Jan Hartvigsen fra Syddansk Universitet (SDU) har spillet en nøglerolle i arbejdet med de fire nye grundprincipper og tilhørende anbefalinger vedrørende behandlinger. Målet har været at gøre retningslinjerne for behandling mere praktisk anvendelige i hverdagen.

Danmark lever ikke op til WHO’s principper

I rapporten anbefaler eksperterne en markant forandret tilgang til behandling af kroniske rygsmerter. En tilgang, som vi i Danmark ikke automatisk lever op til:

– I Danmark skal vi tage os sammen for at leve op til de principper for behandling, som nu er formuleret af WHO, fortæller professor Jan Hartvigsen fra SDU’s Center for Sundhed i Muskler og Led ved Institut for Idræt og Biomekanik.

– For eksempel har vi danskere ikke lige adgang til de behandlinger, der bliver anbefalet, og vi har i det danske behandlingssystem ikke en ordentlig koordinering af vores indsats over for mennesker med rygsmerter. Det kan vi ikke være bekendt, siger han.

WHO’s retningslinjer lægger vægt på fire grundlæggende principper:

Holistisk tilgang: Behandlingen skal tage højde for den enkeltes personlige og sociale kontekst. WHO fokuserer på at betragte mennesker som helheder, ikke blot som patienter med en dårlig ryg.
Lige adgang uanset økonomisk status og alder: WHO understreger behovet for lige adgang til behandling, især for ældre mennesker, der ofte overses og diskrimineres i sundhedssystemet.
Empatisk kommunikation: Sundhedspersonale skal lytte, udvise empati og undgå stigmatiserende sprogbrug. Mennesker med rygsmerter bør defineres af, hvad de kan i stedet for, hvad de ikke kan.
Integreret og koordineret indsats: WHO opfordrer til en sammenhængende indsats på tværs af sundhedssektorer, så al informationen om patienterne når ud til alle relevante. Dette er især vigtigt hos ældre med flere samtidige sygdomme.
Der skal være større fokus på ældre

Stigningen i antallet af ældre over hele kloden har fået WHO til at rette særlig opmærksomhed mod denne gruppe.

– WHO har specielt fokus på ældre mennesker ganske enkelt fordi, vi bliver flere og flere ældre og gamle over hele kloden. Samtidig har ældre ofte mere komplekse helbredsproblemer end yngre, siger Jan Hartvigsen.

– For alle anbefalinger har vi derfor specifikt vurderet, om en behandling er egnet til ældre. Forskningen tyder på, at ældre med kroniske rygsmerter ikke bliver tilbudt de bedste behandlinger, man kan sige, at de bliver diskrimineret. Det skal vi være opmærksomme på og rette op på, understreger Jan Hartvigsen.

Mangel på forskning i rygsmerter

– Vi evaluerede i alt 37 behandlinger, og vi fandt flere, hvor der ikke var nogen som helst forskning, der kunne hjælpe med at bestemme, om behandlingen hjælper eller er skadelig, fortæller Jan Hartvigsen

– Derfor er der behov for meget mere forskning inden for området, specielt forskning, der siger noget om, hvordan vi bedst behandler mennesker med kroniske rygsmerter, der samtidig har andre sygdomme, siger Jan Hartvigsen.

Om WHO’s arbejdsgruppe

WHO’s rapport hedder “WHO Guideline for the non-surgical management of chronic primary low back pain in adults in community and primary care settings.”

En international ekspertgruppe har i de sidste 3 år samlet og analyseret den nyeste videnskabelige evidens indenfor behandling af rygsmerter. Gruppen bestod af 25 videnskabelige eksperter, klinikere og patienter fra hele verden, der har arbejdet sammen under WHO’s ledelse. Jan Hartvigsen er eneste dansker i gruppen og har skrevet baggrundsdokumentet for retningslinjerne.
Anbefalingerne er de første nogensinde vedrørende rygsmerter fra WHO.