Når kommunen helst vil tale på skrift
LEDER. Der er en detalje i sagen om budgethøringen i Fredericia, som fortjener mere opmærksomhed end selve striden om et klokkeslæt. Ikke fordi de tretten døgn mod fjorten er ligegyldige — det er de ikke — men fordi forløbet blotlægger noget mere grundlæggende om, hvordan magt og offentlighed taler sammen i vores kommune. Eller rettere, hvordan de i stigende grad ikke gør det.
Lad os begynde med det konkrete. Et byrådsmedlem, tilmed en gruppeformand, rejser en kritik. Han mener, at borgerne reelt får en dag mindre til at læse et sparekatalog på op mod 180 sider, og at det er et problem, når kommunen selv har meldt en frist ud. Man kan være enig eller uenig i regnestykket. Men det interessante er ikke svaret på spørgsmålet. Det interessante er, hvem der svarer. For det er ikke en politiker, der afviser at flytte fristen en enkelt dag. Det er forvaltningen. Det er kommunaldirektøren.
Og her er vi ved sagens kerne. En høringsfrist er ikke en teknikalitet, som administrationen ekspederer. Det er en del af den demokratiske proces, hvor borgerne får lov at blande sig, før de folkevalgte træffer beslutninger om deres skole, deres vej, deres ældrepleje. Når en kommunaldirektør fastslår, at fristen ikke rykkes — ikke engang et døgn — så flytter en beslutning, der burde være politisk, ind på et embedskontor. Det sker uden drama, uden afstemning, uden at nogen råber op. Det sker bare. Og måske er det netop derfor, det er værd at standse op ved.
For hvor er de andre? Et byrådsmedlem står alene med sin kritik. Ingen af de øvrige partier har fundet anledning til at bakke op eller for den sags skyld at tage til genmæle. Tavshed er også et valg. Når kun én stemme hæver sig, og resten af salen tier, efterlader det borgeren med et indtryk af, at enten er kritikken ikke værd at forfølge, eller også er den ubekvem at være enig i offentligt. Ingen af delene klæder et byråd, hvis fornemste opgave er at holde forvaltningen i ørerne på borgernes vegne.
Så er der formen. Kommunaldirektøren har gennem hele forløbet svaret på skrift og konsekvent afvist at tage en telefonsamtale. Det er hans gode ret, og der kan være fornuftige grunde til at ville have tingene præcist formuleret. Men noget går tabt, når offentlighedens adgang til magten reduceres til velovervejede mailsvar, der kan finpudses, forbeholdes og til sidst ende i et høfligt »jeg har ikke yderligere bemærkninger«. Det skriftlige svar er kontrollerbart. Det mundtlige er levende. Og et lokaldemokrati, der kun kommunikerer i det kontrollerbare, mister lidt af den luft, det skal ånde i.
Man skal ikke gøre en kommunaldirektør til skurk. Han passer sit arbejde, følger en tidsplan, der er vedtaget i februar, og har for så vidt ret i, at processen formelt hænger sammen. Pointen er ikke, at han bryder reglerne. Pointen er, at reglerne åbenbart tillader, at en central demokratisk beslutning kan afgøres administrativt, at en folkevalgt kan stå alene med sin indvending, og at samtalen med pressen og dermed med borgerne kan holdes på behagelig skriftlig afstand. Det er ikke ulovligt. Det er bare fattigt.
Demokratiet dør sjældent med et brag. Det sygner hen i det små — i en frist, der ikke kan rykkes en dag, i et byrådsmedlem, ingen bakker op, i et svar, der aldrig kommer i telefonen. Hver enkelt ting kan forklares og forsvares. Det er summen, der bekymrer. For når lukketheden bliver en vane frem for en undtagelse, vænner vi os til den. Og en offentlighed, der vænner sig til lukkethed, holder efterhånden op med at spørge.
Derfor er det ikke ligegyldigt, om en høring varer tretten eller fjorten døgn. Ikke på grund af døgnet. Men på grund af alt det, striden om døgnet afslører.
