Jyllands Avisen

Nyheder og indsigt fra Jyllands.

← jyllandsavisen.dk

Udvalgsformand: »Man vil gerne bo i en by, hvor der sker noget. Og det her sker i Fredericia«

TEMA: DERFOR FREDERICIA

Udvalgsformand: »Man vil gerne bo i en by, hvor der sker noget. Og det her sker i Fredericia«
**TEMA: Derfor Fredericia.** Da byrådet havde vedtaget sin bosætningsstrategi, blev den lagt ud til Business Fredericia for at få mere luft under vingerne. Det var den rigtige beslutning, mener Susanne Eilersen, der som formand for Kultur-, Turisme-, Idræts- og Bosætningsudvalget har det politiske ansvar for, at flere vælger Fredericia til. I anden artikel i serien »Derfor Fredericia« sætter hun ord på, hvorfor stolthed, gratis bybusser og en sommer fuld af events er en del af svaret. Susanne Eilersen har siddet i Fredericia Byråd siden 2009, og som 1. viceborgmester og udvalgsformand er hun i dag den politiker, der står med ansvaret for kommunens bosætningsarbejde. Hun lægger ikke skjul på, at hun er tilfreds med den vej, byrådet valgte, efter at bosætningsstrategien var vedtaget. Strategien skulle ud og leve, og derfor blev opgaven lagt over til Business Fredericia, som samtidig kunne ansætte en bosætningskonsulent til at drive den. »Og så har vi jo så heldigt at få ansat Iben, som jo er en helt fantastisk person til den opgave,« siger Susanne Eilersen med henvisning til Iben Bonne Fahlén, der tiltrådte som erhvervsrettet bosætningskonsulent hos Business Fredericia i marts 2025. Siden er der ifølge udvalgsformanden kommet luft under bosætningen, og folk har fået øjnene op for den. Hun ser det som summen af mange ting, men én grundmekanisme går igen. »Man vil gerne bo i en by, hvor man siger, jamen, der sker noget. Og det her sker i Fredericia, og det er det, vi gør,« siger hun. Det handler efter hendes opfattelse ikke nødvendigvis om, at borgerne selv bruger alle byens tilbud. Det handler lige så meget om, hvad tilbuddene signalerer. Som eksempel nævner hun de gratis bybusser. »Folk taler, også uden for Fredericia, om de her gratis bybusser, ikke nødvendigvis fordi de selv bruger dem, men bare en oplysning om, at vi faktisk er en by, der går ind for kollektiv trafik, eller der gør det ene eller gør det andet, og det er man stolt af, at man gør som by,« siger Susanne Eilersen. Sommeren, der er ved at være slut, har efter hendes vurdering trukket i samme retning. Byen har været fyldt med aktiviteter, og det er en del af strategien, at folk skal se Fredericia med egne øjne. »Der sker utrolig meget i Fredericia. Den her sommer har jo været så mange events og aktiviteter og alt muligt andet. Det gør, at der er en masse folk, der kommer hertil,« siger hun og tror på, at et besøg kan ændre det billede, som folk, der aldrig har været i byen, kan have af Fredericia som en industriby, man kører igennem.
Oven i det kommer det, byen har fået foræret. Beliggenheden, naturen og historien er ifølge udvalgsformanden det ekstra lag, men det står ikke alene. Fundamentet skal være i orden. »Vores natur og vores placering i landet i det hele taget, og vores historier og kulturer, det gør bare, at det er noget ekstra, ud over at vi selvfølgelig skal have fundamentet i orden med gode skoler og gode daginstitutioner,« siger Susanne Eilersen. Netop dér mener hun, at byrådet leverer og samtidig tænker længere frem end den næste skole, der er under opførelse. »Vi har pæne daginstitutioner, vi er ved at bygge nye skoler, og vi lægger faktisk også op til det i vores budgetter. Vi begynder allerede at kigge på, om vi kan bygge en ny skole eller en ny daginstitution,« siger hun og peger på, at den slags vilje til at tænke frem i sig selv gør en forskel for byens tiltrækningskraft. Spurgt om, hvad der med få ord er så særligt ved Fredericia, behøver Susanne Eilersen ikke betænkningstid. Svaret handler om byens DNA, dens historie og kultur, om vandet og skovene, og om, at det hele ligger inden for rækkevidde. »Jeg kan godt lide at komme ud i naturen og bruge det, og det ligger lige uden for døren. Vi har det hele i en radius af meget, meget få kilometer. Der kan vi det hele i Fredericia, og det kan jeg godt lide,« siger hun. Læs også: [Iben Bonne Fahlén: »Fredericia er en komprimeret storby«](https://sydavisen.dk/iben-bonne-fahln-fredericia-er-en-komprimeret-storby)

Læs også

Dansk Folkeparti om sparekrav: »Et blodbad«Kolding skal spare 40 millioner om året i fire årMadsen efter historisk sejr: Det bedste ved i dag er, at vi vandt i AalborgFHK sendte mestrene til tælling i Aalborg