Et dynamisk ruderanlæg skal om nogle år øge fremkommeligheden ved Taulovmotorvejen. Det nuværende tilslutningsanlæg 61 skal ombygges, og en entreprenør fra Fredericia skal stå for ombygningen.
For at mindske trængsel og kø ved Taulovmotorvejen skal tilslutningsanlæg 61 ombygges til et dynamisk ruderanlæg. Her byttes der om på kørselsretningerne for at sikre konfliktfri venstresving ned mod motorvejen og samtidig skabe bedre plads til trafikanterne i alle retninger. Anlægget bliver det andet af sin slags i Danmark, og det første hvor også cykler skal ledes igennem ruderanlægget.
Vejdirektoratet har tildelt entreprenør CJ Anlæg ombygningsopgaven.
– Danmarks nye dynamiske ruderanlæg skal bygges af entreprenør CJ Anlæg, der holder til i Fredericia. Så der er tale om en entreprenør, som skal bygge i deres lokalområde. I de kommende år har Vejdirektoratet rigtig mange projekter rundt om i hele landet, og det er et fokusområde for os at sørge for, at mange forskellige entreprenørvirksomheder kan byde på vores udbud. Det er lykkedes i dette projekt, hvor vi har skrevet kontrakt med en entreprenør fra lokalområdet, siger projektleder Ditte Bøgh Asaa, Vejdirektoratet.
Entreprenøren er i gang med sin planlægning og begynder anlægsarbejdet den 29. april 2024. Projektet udføres i samarbejde med Fredericia Kommune.