Foto: AVISEN

I november 2022 var der 77.300 ledige. Det er 1.200 flere end måneden før svarende til en stigning i ledigheden på 1,6 procent. Ledigheden som procent af den samlede arbejdsstyrke er dermed nu 2,6 procent.

(Foto: AVISEN)

– Vi ser nu ledigheden stige en smule. Det ændrer dog ikke ved, at ledigheden fortsat befinder sig på et meget lavt niveau. Det giver os et stærkt fundament at stå på i de her økonomisk usikre tider med høj inflation, udsigt til recession mange steder i verden og ikke mindst krig i Europa, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen og fortsætter:

– Som ny beskæftigelsesminister glæder det mig meget, at ledigheden fortsat er lav. Det er glædeligt – ikke bare for de mange kontanthjælpsmodtagere, langtidsledige og ikke-vestlige indvandrere, som er kommet med i det arbejdende fællesskab, men for os alle sammen.

Stadig mange, der står på spring

– Det er meget vigtigt, at alle nu lægger sig i selen for at holde fast i de mange mennesker, som har fået foden indenfor på arbejdsmarkedet, og samtidig giver en chance til alle dem, der fortsat står på spring for at tage en tørn for fællesskabet. Det gælder ikke mindst vores mange dygtige og erfarne seniorer, der både kan og vil arbejde længere.