Vedvarende rygter sender Fredericia Håndboldklubs Kristian Stoklund til KIF Kolding. FHK har offentliggjort, at Stoklund forlader klubben, men KIF vil hverken be- eller afkræfte rygtet.

Kristian Stoklund kom til FHK i sommeren 2018. Forinden havde han som ungdomsspiller spillet i FHK, og i en alder af 24 år vendte han retur til klubben med det formål at få klubben op i ligaen og tilbage til toppen af dansk håndbold.

Missionen er lykkedes. I sidste sæson blev Kristian Stoklunds rolle i FHK mindre, da Gudmundur Gudmundsson kom til klubben. Det har Stoklund nu taget konsekvensen af, da han ønsker nye udfordringer, når hans kontrakt udløber i sommeren 2024.

Allerede inden offentliggørelsen af FHK’s afgang af Stoklund sendte rygter playmakeren sydpå til Kolding. Efter offentliggørelsen er rygterne taget til. I forbindelse med offentliggørelsen skrev AVISEN, at kilder oplyste, at Stoklund fortsætter karrieren i KIF Kolding. Siden har andre medier fulgt i de fodspor og erfaret det samme.

AVISEN har nu forholdt KIF Koldings sportschef, Lars Christiansen, til oplysningerne.

– Jeg vil hverken be- eller afkræfte det. Jeg blev spurgt ind til det i går også, siger Lars Christiansen og oplyser, at KIF Kolding melder noget ud om fremtidige spillere, når de har noget på plads.

Kristian Stoklund. KIF Kolding – Fredericia Håndboldklub. 5. oktober 2019. Primotours Ligaen. Foto: Magnus Runge Madsen, Fredericia AVISEN.

Til gengæld vil Lars Christiansen gerne oplyse, at KIF er i gang med at få næste sæsons hold på plads.

– Hvis vi ikke var i gang med det, var vi uambitiøse, og de spillere vi kigger på, ville vælge andre klubber. Så selvfølgelig kigger vi på, hvem vi har af afgange i sommeren 2024 og ser på, hvem vi skal have ind i stedet, forklarer Lars Christiansen.

Stoklund har i årerne i FHK været en stor profil. Med undtagelse af sæsonen 2020/21, hvor han blev skadet i foråret, blev han klubbens topscorer. Siden sommeren 2018 står Kristian Stoklund noteret for 138 turneringskampe, hvor det er blevet til 657 mål.

Hvis rygterne om Kristian Stoklund til KIF Kolding viser sig at holde stik, vil det ikke være første gang i historien, at en spiller er skiftet direkte fra FHK til lokalrivalerne fra KIF Kolding. Det skete også i 2010, da en ung Rasmus Jensen forlod FHK til fordel for KIF.

Nu kan det igen komme til at ske. KIF har i sommeren 2024 flere kontraktudløb, hvor det er offentliggjort, at spillerne ikke fortsætter i klubben. Playmakeren Sander Øverjordet, der er norsk landsholdsspiller, stopper i klubben, og Bjarke Christensen følger i hans fodspor. Også flere profiler som Vetle Rønningen og Magnus Brandbyge er angiveligt på vej væk, men det er endnu ikke offentliggjort. Derfor er rygtemøllen om nye spillere til KIF Kolding i gang, og en del af den mølle, er Stoklund, som holdet angiveligt skal bygges op om.