Efter sol kommer regn – og dyrere el

Af
Thea Dyhrberg
-
0

ENERGI. Efter flere måneder med lavere priser og masser af solskin, måtte danskerne i juli igen betale mere for strømmen.

Det viser en ny månedsopgørelse fra landets største energiselskab, Andel Energi.

Gennemsnitsprisen på elektricitet steg således for første gang siden februar. I juli lå prisen på omkring 59,7 øre per kilowatt-time uden skatter, afgifter og tariffer. Det er dog fortsat en smule under det årlige gennemsnit, som for de første syv måneder af 2025 har ligget på cirka 60,1 øre.

Forklaringen på stigningen skal især findes i juli måneds ustabile vejr, forklarer Josefine Walter, der er kommerciel direktør hos Andel Energi.

»Danske elkunder har i løbet af foråret og den tidlige sommer været begunstiget af rigtig meget solskin. Høj produktion af solenergi presser generelt priserne ned. Desværre har juli budt på både mindre sol og mindre vind end de foregående måneder. Derfor ser vi en måned, der er relativ dyr i betragtning af årstiden,« siger hun.

Store udsving i prisen

Den dyreste dag i juli blev allerede registreret den 1. juli, hvor gennemsnitsprisen nåede op på hele 103,2 øre per kilowatt-time. Omvendt var den billigste dag den 29. juli, hvor prisen lå på kun 30,1 øre per kilowatt-time. Samlet set svingede prisen med over 3,50 kroner mellem den dyreste og billigste time i løbet af måneden.

De store svingninger gør, at danskerne fortsat holder et vågent øje med elprisen. Hos Andel Energi følger over 300.000 danskere aktivt med i prisudviklingen via selskabets app, der viser elpriserne time for time samt prognoser en uge frem i tiden.

»Danskerne har generelt vænnet sig til, at elpriserne svinger hen over døgnet. Og vi kan se, at mange Andel Energi-kunder er fleksible og flytter deres forbrug til de billige timer. Det er smart, for selvom elprisen nogle gange kan være meget høj, så er det typisk kun i meget få timer ad gangen. Derfor kan der være ret nemme penge at spare ved at tilpasse sit elforbrug,« siger Josefine Walter.

Så selv om prisen steg i juli, er danskerne altså blevet dygtige til at manøvrere i elmarkedets prisudsving. Og ifølge Andel Energi tyder alt på, at det fortsætter sådan.

Ankestyrelsens afgørelser lægges nu frem for offentligheden: Fredericia Kommune skal genbehandle sag om aktindsigt

Af
Redaktionen
-
0

DOKUMENTATION. Efter en længere proces og flere henvendelser fra Danske Digitale Medier (DDM) er der nu kommet afgørelser fra Ankestyrelsen i sagerne vedrørende Fredericia Kommunes håndtering af aktindsigtsanmodninger. Ankestyrelsens afgørelser er vigtige for forståelsen af, hvordan kommunen skal sikre gennemsigtighed og ligebehandling af virksomheder, der søger aktindsigt.

Den mest centrale afgørelse drejer sig om en anmodning fra DDM, hvor Fredericia Kommune afviste at udlevere fakturaer og delpriser fra virksomhedens samarbejde med Jysk Fynske Medier (JFM). Kommunens afslag blev begrundet med en risiko for økonomisk skade for JFM, men denne begrundelse holder ifølge Ankestyrelsen ikke vand.

Ankestyrelsen slår således fast:

»Ankestyrelsen vurderer, at Fredericia Kommune ikke kunne undtage de pågældende oplysninger med den anførte begrundelse. Det er Ankestyrelsens opfattelse, at Fredericia Kommune ikke har konkretiseret, hvilke væsentlige økonomiske skadevirkninger, der vil kunne indtræde for JFM som følgevirkning af aktindsigt i oplysninger om del-/enhedspriser.«

Dette betyder i praksis, at kommunen nu skal tage sagen op igen og træffe en ny beslutning, hvor de grundigt skal dokumentere en eventuel risiko for økonomisk skade, hvis oplysningerne fortsat skal undtages offentligheden.

Ankestyrelsen uddyber afgørelsen yderligere:

»Vi vurderer, at Fredericia Kommunes henvisning til, at en udlevering af disse oplysninger må antages at ville indebære en nærliggende risiko for, at der påføres JFM økonomisk skade af en vis betydning, ikke udgør en tilstrækkelig konkretisering af, hvilke økonomiske skadevirkninger, der er tale om, eller hvordan et eventuelt økonomisk tab vil eller kan indtræde.«

Ingen ny tilsynssag – forventer kommunen følger afgørelsen

I en opfølgende afgørelse meddeler Ankestyrelsen, at de ikke ser anledning til at rejse en ny tilsynssag imod kommunen. Det sker dog med den klare forventning om, at Fredericia Kommune hurtigt og loyalt efterlever Ankestyrelsens tidligere afgørelse:

»På baggrund af oplysningerne finder Ankestyrelsen ikke anledning til at foretage yderligere. Vi gør derfor ikke mere i sagen.«

Det betyder ikke, at Ankestyrelsen er enig med kommunen – tværtimod forventer Ankestyrelsen, at Fredericia Kommune følger deres tidligere klare instrukser og genbehandler sagen, således at der sikres retfærdighed, gennemsigtighed og lige konkurrencevilkår fremover.

Læs også

Ankestyrelsen underkender Fredericia Kommune i aktindsigtssag:»Kommunen brugte inhabil virksomhed til at undersøge os«

Læsere, som ønsker at gå i dybden med Ankestyrelsens afgørelser og deres detaljerede vurderinger, kan finde begge afgørelser i deres fulde længde som bilag herunder.

25-12952-6Brev fra Ankestyrelsen med bilag
25-36688-5Brev fra Ankestyrelsen

Michael Hansen efter nederlaget: »Vi har travlt med at lære – men vi kan gå herfra med hovedet højt«

Af
Andreas Andreassen
-
0

SUPERLIGA. Fredag aften mærkede Monjasa Park, hvordan virkeligheden smager i Superligaen. De danske mestre fra FC København kom til byen, og selvom FC Fredericia kæmpede bravt, måtte de rødblusede se sig slået med 2-0. Men cheftræner Michael Hansen kunne efter kampen alligevel finde en tilfredshed midt i skuffelsen. Det handlede nemlig ikke kun om resultatet, men om en proces og en udvikling, der er sat i gang.

Fra sin plads på sidelinjen oplevede cheftræner Michael Hansen opgøret som et todelt drama. Den første halve time havde egentlig forløbet ganske efter planen. Holdet stod kompakt, spillerne dækkede hinanden godt af, og København fik ikke plads til at folde deres frygtede offensiv ud. Men det, der frustrerede Hansen, var måden målet faldt på. En dødboldssituation, noget holdet havde brugt utallige træningstimer på at gardere sig imod, blev netop det, der fik kampen til at tippe.

»Da der var gået omkring en halv times tid, og stillingen stadig var 0-0, tænkte vi, at det her godt kunne holde frem til pausen. Vi havde god kontrol, spillerne var rolige, og vi følte, at vi havde fundet vores rytme. Men så scorer FCK på en standardsituation, og dér dræber vi lidt os selv. Når man møder et hold som FCK, bliver den slags fejl straffet øjeblikkeligt. Det må ikke ske,« siger Michael Hansen uden at lægge fingrene imellem.

Men bag frustrationerne kan han også se en positiv udvikling, som han hæfter sig særligt ved. FC Fredericia er oprykkere og kunne nemt have bukket under for presset mod så stærke modstandere. Men sådan gik det ikke. Holdet voksede tværtimod med opgaven, viste stabilitet gennem kampen og blev faktisk bedre, jo længere kampen skred frem. Mod slutningen turde spillerne holde bolden mere, tage chancer, og flere gange var hjemmeholdet tæt på at skabe spænding med en reducering.

»Det, vi viser i dag, fortæller mig, at den ånd og den kultur, vi havde i 1. Division, stadig sidder i os. Vi står sammen, arbejder sammen og lærer hurtigt af situationerne. Det er tydeligt, at vores relationer er stærke. Allerede efter få minutter i kampen i dag lavede vi en defensiv justering med Felix Winther, og den sad øjeblikkeligt. Det viser en modenhed og en parathed, som er helt afgørende for os i Superligaen,« forklarer Hansen, tydeligt tilfreds med det mentale udtryk fra sit mandskab.

Forud for kampen måtte cheftræneren træffe en vigtig beslutning i målet, hvor førstemålmand Ovie Ejeheri var ude med en skade. Valget faldt på Mattias Lamhauge, og selvom han blev kastet ind på dybt vand mod ligaens stærkeste hold, bestod han prøven. Hansen havde forventet, at Lamhauge ville vise karakter og overskud, og det var præcis det, den unge færing leverede.

»Mattias kom ind med masser af selvtillid, og det kunne man se med det samme. Han udstrålede overskud, han kommunikerede godt med sit forsvar, og han tog de redninger, vi havde brug for. Jeg havde forventet, han ville kunne løfte niveauet, men at han gik så direkte ind og gjorde en forskel med sin ro og autoritet, er jeg virkelig glad for. Han greb chancen perfekt,« siger Michael Hansen rosende om sin reservemålmand.

Et andet afgørende øjeblik i kampen var trænerteamets beslutning om at skifte hele fire spillere ind samtidigt i anden halvleg. Det var et taktisk greb, som Hansen havde diskuteret nøje med assistenttræner Christian Ege Nielsen. Men det var også et greb, som kom umiddelbart efter, at FCK havde bragt sig på 2-0. Derfor kunne udskiftningerne måske have haft endnu større effekt, hvis de var kommet tidligere.

»Vi havde egentlig forberedt tre udskiftninger allerede omkring ti minutter før deres andet mål. Men vi tøvede lidt, og så scorede FCK til 2-0, hvilket gjorde, at vi valgte at tage en ekstra spiller med. Selvfølgelig kan man bagefter diskutere, om vi skulle have reageret tidligere. Men dem, der kom ind, gjorde en rigtig fin figur og bragte ny energi ind på banen. Det viser mig, at bredden i vores trup er god, og at vi har spillere, som kan gøre en forskel,« afslutter Hansen, mens han reflekterer over både de ting, der lykkedes, og dem, der kunne være gjort anderledes.

Selvom resultatet på måltavlen ikke bragte point med sig, var kampen ifølge Michael Hansen en vigtig læreproces. Holdet udvikler sig konstant, og de mange små detaljer – skarphed, nærkampe og positionering – er områder, hvor træneren allerede ser en stor fremgang efter bare tre runder.

»De her tre første kampe har lært os ufatteligt meget. Fra anden halvleg mod Nordsjælland og frem til i dag, har vi leveret fem halvlege, som jeg synes, er klart godkendt på Superliga-niveau. Så vi er ved at finde ud af, hvad det kræver, og vi har travlt med at lære,« siger Hansen.

Men han understreger også, at trods læring og udvikling, vil holdet stadig gerne vinde kampe og have noget konkret med fra indsatsen. At stå med tomme hænder efter 90 minutters hårdt arbejde er aldrig nemt, uanset hvor meget man lærer undervejs. Det ved Michael Hansen alt om. Han har selv prøvet det som spiller, og nu prøver han det som cheftræner. Alligevel er der noget specielt over hans hold, der – selv med en bitter smag af nederlag i munden – kan kigge hinanden i øjnene og erkende, at de gjorde det, de kunne. At de var ærlige i deres arbejde.

»Det er svært at være underdogs, fordi man altid har lyst til at vinde. Når kampen er fløjtet op, tænker man jo ikke på læring – man tænker på sejr. Sådan skal det være, og sådan er det også hos os. Men vi er også realistiske. Vi ved, hvem vi er oppe imod. Og derfor er vi ekstra ærgerlige, når vi føler, vi egentlig har chancen for at tage noget med, og så alligevel står tomhændede tilbage,« siger han.

Han ser rundt på sine spillere, mærker deres ærgrelse, men også deres vilje. For det, der definerer dette FC Fredericia-hold, er mentaliteten. En mentalitet, som gør, at selv efter nederlaget mod FCK, var stemningen ikke præget af opgivelse, men af en stilfærdig beslutsomhed. Spillerne vidste, at de havde gjort deres bedste. De havde presset, løbet, tacklet, og forsøgt alt, hvad de kunne. Nederlaget var reelt, men det ændrede ikke på, at spillerne kunne forlade banen med stolthed.

»I dag synes jeg faktisk, vi kan gå herfra med hovedet højt. Vi så spillere, der kæmpede med alt, hvad de havde. Spillere der ikke ville acceptere nederlaget, selv da kampen nærmede sig slutningen. Den slags indstilling kan bære os langt,« understreger cheftræneren.

Nu venter endnu en hård opgave mod FC Midtjylland, et hold Michael Hansen kender bedre end de fleste. Han har selv spillet og trænet i klubben, og han ved præcist, hvad der venter. Midtjyderne er kendt for en fysisk spillestil, der ofte kan virke kvælende på modstanderne. De spiller med en kompromisløshed, som stiller store krav til alle spillere på banen. Men det skræmmer ikke Hansen eller hans trup.

»Vi glæder os til kampen mod FC Midtjylland. Det er en anden slags opgave end mod FCK. Mod FC Midtjylland handler det især om det fysiske. Du skal turde at gå helt ind i duellerne, turde stå fast, selv når du møder nogle af ligaens stærkeste spillere. Det kræver mod, men også en klar plan. Vi er godt forberedte, og selvom vi ved, hvor svær opgaven bliver, så går vi altid ind med troen på, at vi kan få noget med,« siger Michael Hansen.

Han dvæler kort ved tanken om næste opgave. Noget i hans blik afslører, at han nyder udfordringen, selvom han er klar over, hvor vanskelig den bliver. For Hansen handler denne sæson ikke kun om overlevelse. Det handler om at vokse med opgaven, om at flytte grænser – både individuelt og kollektivt.

»Vi nyder virkelig at være her i Superligaen. For mange af vores spillere er det en drøm, der er blevet virkelighed. Men samtidig må vi ikke blive tilfredse. Vi skal lære af hver kamp, udvikle os, men vi må heller aldrig blive passive tilskuere til vores egne kampe. Vi skal deltage aktivt, turde tage initiativet, og nogle gange turde fejle, for ellers lærer vi ikke noget,« siger cheftræneren.

Og så slutter han af med en sidste bemærkning, sagt med en blanding af ydmyghed og selvsikkerhed, mens øjnene lyser op af vilje.

»Vi arbejder stenhårdt hver dag for at udvikle os, og samtidig suger vi oplevelserne til os. Det er ikke nemt at finde balancen mellem ambition og realisme, men vi prøver. Og mod FC Midtjylland kommer vi til at prøve igen – med alt, hvad vi har.«

Læs også

FC Fredericia faldt med æren i behold

FC Fredericia faldt med æren i behold

Af
Andreas Andreassen
-
0

SUPERLIGA. Det blev en aften, der begyndte med kaos og sluttede med klapsalver. Med strømsvigt, fodboldfeber og stående fans på et pakket Monjasa Park. En aften, hvor FC Fredericia tog imod de danske mestre fra FC København i klubbens hidtil største hjemmekamp – og selv om det endte med et nederlag på 0-2, var der ingen, der gik hjem med hovedet bøjet.

Der var respekt i klappene. Der var stolthed i blikkene. Og der var 6.288 tilskuere, som så et Fredericia-hold, der gjorde alt, hvad de kunne – og lidt til. Stadionrekord i Fredericia.

Kampen begyndte længe før første fløjt. Med nedbrud i højttalersystemet og teknikere på overarbejde. Et pludseligt strømsvigt på hele Monjasa Park sendte stadion i tavshed. Publikum ventede. Stadionspeakeren tav – han kunne ikke gøre andet, for der var ikke noget lydanlæg, der virkede. Men så dukkede bestyrelsesmedlem Melvin Kakooza op og sagde, nærmest som taget ud af sin egen serie: »Det er som i Sunday – det er helt efter planen.«

Det løsnede stemningen. Og det var nok meget godt. For der var tryk på alt. På tribunerne, i udebaneafsnittet, på den nye tribune bag målet – og ikke mindst på banen, hvor FC Fredericia og FCK stod klar under heftig sommersol og modlys. Strømmen kom tilbage. Spillerne gik på banen. Og kampen kom i gang.

Fredericia måtte undvære deres stærke keeper Ovie Ejeheri, der blev skadet i sejren i Silkeborg. Derfor fik Mattias Lamhauge chancen fra start – og det skulle vise sig at være et godt valg. Han leverede flere store redninger og holdt Fredericia inde i kampen langt ind i anden halvleg.

Kampen startede med tryk fra FCK, men Fredericia stod godt. Svenn Crone blokerede Elias Achouri i første farlige situation. Frederik Rieper kastede sig ned og tog et skud fra Magnus Mattsson med hovedet. Og Patrick Egelund og Moses Opondo satte gang i små kontraangreb, som satte FCK under pres i glimt.

På tribunerne gik sangene i bølger. FCK’s fans stod tæt og højt. Fredericias egne smed trøjerne og sang om drengene fra Kongens Port. Det var en Superliga-atmosfære i ordets bedste forstand.

Efter en halv time slog FCK til. Thomas Delaney lagde en bold til rette for Elias Achouri, der med en snedig berøring og et hurtigt træk sendte bolden forbi Lamhauge. 1-0 til FCK – og Monjasa Park blev pludselig stille.

Fredericia var dog ikke færdige. Egelund forsøgte sig fra distancen, men skuddet gik over. Gustav Marcussen havde et nærgående forsøg, og Moses Opondo leverede flere gode gennembrud, men manglede det sidste aftræk. Fredericia spillede sig ikke ud – men ind.

Ind i kampen. Ind i respekten.

I anden halvleg kom FCK ud med ro og overblik. De satte tempo, holdt bolden og styrede rytmen. Og så, midt i det hele, slog de til igen. Jordan Larsson tog sig tid og plads og sendte et elegant langskud op i det fjerneste målhjørne. Et mål med teknik. Et mål med kvalitet. Og et mål, som ramte Fredericia hårdt.

Det blev scoret i det 69. minut – og det kunne mærkes. Michael Hansen skiftede fire mand ind kort tid efter. Mucolli, Madsen, Dahl og Adam Andersen. Friske ben. Nye idéer. Og det gav faktisk noget. Fredericia havde to store chancer i træk. Først en hovedstødsmulighed og så en flad afslutning tæt forbi stolpen. Agon Mucolli forsøgte sig fra distancen. Det var tæt på. Men ikke tæt nok.

Klapsalver, ikke klage

I de sidste minutter kontrollerede FCK kampen. De holdt bolden. De sparede kræfter. De lukkede Fredericia ude. Og da dommeren fløjtede af efter fem minutters tillægstid, kunne gæsterne række hænderne i vejret med tre point i hånden. Men Fredericia-fansene klappede. De rejste sig. De sang alligevel. For deres hold havde leveret. Og det ved man godt, når man har stået med fødderne i græsset – og i virkeligheden aldrig helt haft retten til at være her.

Kampfakta
FC Fredericia – FC København 0-2
Mål: Elias Achouri (30.), Jordan Larsson (69.)

Tilskuertal: 6.288
Spillested: Monjasa Park, Fredericia
Dommer: Jacob Karlsen

Udskiftninger FC Fredericia:
76′ Jeppe Kudsk ud – Adam Andersen ind
76′ Svenn Crone ud – Anders Dahl ind
77′ Andreas Pyndt ud – William Madsen ind
77′ Emilio Simonsen ud – Agon Mucolli ind
83′ Patrick Egelund ud – Eskild Dall ind

Udskiftninger FC København:
54′ Youssoufa Moukoko ud – Victor Claesson ind
66′ Yoram Zague ud – Rodrigo Huescas ind
66′ Thomas Delaney ud – Lukas Lerager ind
78′ Mohammed Elyounoussi ud – Birger Meling ind
78′ Elias Achouri ud – Robert Silva ind

ADP tager styringen i historisk partnerskab

Af
Andreas Andreassen
-
0

BUSINESS. Der blæser nye vinde ind over Hanstholm Havn. Netop som solen nåede sit højeste punkt på himlen denne første augustdag, lød lyden af applaus fra erhvervsfolk, politikere og lokale samarbejdspartnere, der var samlet til officiel markering af det nye ejerskab. En blå silkesnor blev klippet over af borgmester i Thisted Kommune, Niels Jørgen Pedersen, og CEO i ADP, Rune D. Rasmussen, og dermed var fremtiden for den nordvestjyske erhvervshavn for alvor sat i gang.

Partnerskabet mellem ADP og Thisted Kommune er historisk og skal vende bøtten for havnen, der trods sin strategiske beliggenhed ved Nordsøen længe har kæmpet med at indfri sit fulde potentiale. Med det nye ejerskab fordeles ejerandelen således, at ADP overtager aktiemajoriteten med 51 procent, mens Thisted Kommune sidder med de resterende 49 procent.

Rune D. Rasmussen, der står i spidsen for ADP, kalder dagen en milepæl og et vigtigt skridt mod en ny æra for havnen, som med det nye partnerskab også skifter selskabsform til aktieselskab.

»Den 1. august 2025 bliver en skelsættende dato i dansk havnedrift. For ADP er det et vigtigt strategisk skridt, der styrker vores position på markedet og kan få betydning langt ud over Hanstholm. Samtidig er det en erkendelse af, at vi nu for alvor begynder det hårde og vigtige arbejde med at få Hanstholm Havn til at blomstre økonomisk og strategisk. Der skal sikres stabilitet og skabes en sund og bæredygtig økonomi,« siger Rune D. Rasmussen.

Fra Thisted Kommunes side glæder borgmester Niels Jørgen Pedersen sig særligt over, at det lokale ejerskab fortsætter – nu med nye muligheder for en mere dynamisk og kommerciel drift. Han peger på, at netop det tidligere kommunale ejerskab har haft sine klare begrænsninger, når det handler om at tænke stort og kommercielt.

»Hanstholm Havn har altid haft en helt særlig plads i vores lokalhistorie, og den er på mange måder kommunens hjerte og livsnerve. Det skal havnen fortsat være, men vi er klar over, at vi har manglet det kommercielle drive, der skal til for virkelig at udløse havnens potentiale. Derfor har vi nu indgået partnerskab med ADP, som har stor erfaring med at drive og udvikle havne. Det er et partnerskab, jeg forventer mig utroligt meget af, og jeg er sikker på, at vi nu ser begyndelsen på et spændende nyt kapitel for Hanstholm og hele Nordvestjylland,« siger Niels Jørgen Pedersen.

I det sydjyske område er interessen for det nye partnerskab særligt stor, da Fredericia Kommune, Middelfart Kommune og Nyborg Kommune netop ejer ADP i fællesskab med Fredericia som hovedaktionær. Dermed bliver partnerskabet også en strategisk investering, som kan styrke værdien af selskabet og indirekte gavne ADP’s sydjyske ejere og bagland.

Rune D. Rasmussen fremhæver samtidig, at det lokale erhvervsliv i Hanstholm og omegn er afgørende, hvis projektet skal lykkes. Dialogen med både eksisterende og potentielle kunder er allerede i fuld gang, og det er ifølge ADP-direktøren her, nøglen til fremtidens succes skal findes.

»Vi ser et enormt uforløst potentiale i Hanstholm Havn, både inden for fiskeri, gods, offshore-aktiviteter og især grøn omstilling. Vi ved fra vores øvrige aktiviteter i Fredericia og Middelfart, hvad der skal til for at skabe vækst og økonomisk robusthed. Men intet kan lykkes uden lokal opbakning og stærke partnerskaber. Vi har allerede haft gode og konstruktive møder med en række virksomheder, og det er denne tætte dialog, der skal sikre, at Hanstholm igen kan blive det kraftcenter, den fortjener at være,« siger Rune D. Rasmussen.

Og potentialet er bestemt til stede. Hanstholm Havn er allerede blandt landets førende fiskerihavne med mere end 2.300 arbejdspladser tilknyttet direkte og indirekte. Samtidig gør dens geografiske placering, moderne faciliteter og attraktive baglandsarealer den oplagt som regionalt centrum for erhvervsudvikling.

Med det nye ejerskab og en stærk kommerciel aktør som ADP ved roret har havnen taget første skridt ind i en ny fremtid, der ikke bare kan løfte Hanstholm Havn, men måske hele Nordvestjylland. Det hårde arbejde begynder først nu, men som dagens snoreklip antydede, er både de lokale og de nye ejere klar til at gribe opgaven og føre Hanstholm Havn til nye højder.

»Tog til Europa med børn – eventyr eller ren stress?«

Af
Andreas Andreassen
-
0

TOGREJSE. Mandag morgen, sidst i juli. Familien på fire er stået op før byen, der stadig sover sommerlænge. Forventningsfulde og en smule spændte. De har valgt toget til Berlin. Et eksperiment i togtrafik gennem Europa. To voksne, to børn på tre og otte år, en klapvogn, et par kufferter og tre tasker, heraf to små på børnenes rygge. Eventyret venter. Men eventyret har sine betingelser.

De træder ind på Fredericia Banegård lidt før klokken otte. På skærmene er det allerede tydeligt, at eventyret ikke bliver helt enkelt. Toget er forsinket. Det er klart – for nogle timer før kunne man læse, at der var problemer mellem Fredericia og Aarhus – og toget ankommer netop fra Aarhus mod Kolding. Ni minutters planlagt skiftetid, ifølge tog-appen, i Kolding er væk. Det giver uro blandt de ventende på perronen, men togpersonalet er rolige og klare i meldingen senere i toget, der triller ind på Kolding Station med for stor en forsinkelse: »Bliv bare siddende, der bliver arrangeret en løsning i Lunderskov.«

Løsningen viser sig at være et ekstraordinært stop, hvor man skal orientere sig hurtigt og sætte i fart. Turen ændres fra afslappet rejse til et kort øjeblik med høj puls. Familien og de øvrige rejsende skal hurtigt op ad trapperne til den modsatte perron. En medrejsende hjælper spontant med at løfte klapvognen. Tasker, kufferter og børn kommer med op. Fløjten lyder fra togpersonalet og alle råbes ind i togene. Dørene lukker næsten bag dem. En pendler siger stilfærdigt, at sådan er det tit.

Resten af turen mod syd gennem Tyskland foregår i mere rolige rammer. Man kan igen finde roen. Den milde monotoni, der kommer, når landskabet flyder sammen uden for vinduet, og verden bliver én lang linje gennem familie spiller kort, ser film, læser magasiner, nyheder og spiser snacks. Lyden af skinnerne synger med imens landskabet udenfor passerer stille forbi – marker, landsbyer, men også grimme solcelleparker, der skal give den ønskede grønne energi, men samtidig ødelægger det grønne udsyn. Præcis som man ser det langs Autobahn.

I Hamburg er det slut med roen. Familien og de øvrige medrejsende mod Berlin skal igen hurtigt skifte tog, denne gang fra Hamburg-Altona med S2-linjen mod Hamburg Hauptbahnhof. Flere undrer sig over, hvorfor toget tog ikke kan skifte direkte på hovedbanegården i Hamborg, men det kan det ikke, og det gør det ikke. Man skal igennem et skifte igen. Det er ikke en lang tur, men igen skal der løbes med tasker, børn og klapvogn, og når det sker tit, at elevatorer bare står med en rød knap, fordi de er i stykker, så bliver det mere bøvlet.

Togtrafik i Europa er effektiv, men det kræver også, at man selv er det. Man skal være på – hurtig og parat. Familien når toget, men roen kommer først tilbage, da de sidder i toget videre mod Berlin.

Der er i øvrigt grundig paskontrol både ned og hjem. Europa er forandret, grænserne er tydeligere, end de har været længe. Men personalet er venligt og effektivt, og det er politiet også, men husk passet!

Hjemturen fra Berlin byder igen på forsinkelser og kaos. Både elevatorer og rulletrapper på den enorme hovedbanegård er ude af drift, og der synes ikke at være fokus på at få dem fikset. I stedet må man gå 3 x 48 trin over tre etager med børn og oppakning for at nå helt ned til den nederste perron, hvor toget afgår længst væk. Derudover møder man også et syn af sørgelig socialrealisme med mange hjemløse, der forvirrede og ekstremt berusede har indtaget banegården og området omkring den. Det har ændret sig markant, siden familien sidst var i Berlin.

Toget mod Hamburg snegler sig af sted til trods for, at det afgår til tiden fra Berlin.

I Hamborg opstår der igen kaos, fordi toget kommer godt 12 minutter senere ind end planlagt. Igen skal der løbes og det foregår mellem mange mennesker, og ingen ved, hvor de skal løbe hen; unge danskere råber til familien for at høre om turen går mod Danmark, alle følger hinanden og til sidst nås forbindelsen kun lige akkurat. Denne gang er det et dansk IC3-tog, der skal bringe alle videre på rejsen mod Danmark. Toget er møgbeskidt, overfyldt og absolut ikke rart at sætte sig ind i. Derudover er der ingen informationer til de udenlandske rejsende om, hvad der skal ske, hvordan og hvornår. Forsinkelserne fortsætter på resten af turen.

Sent på aftenen nærmer toget sig Danmark, men nu er forsinkelsen så omfattende, at den sidste forbindelse mod Fredericia er tvivlsom. I tog-appen står der pludselig: Connection is no langer available. Please find an alterntive. Personalet meddeler, kort før Kolding, at der vil vente et regionaltog mod Fredericia. Men beskeden kommer så sent, og familien vil ikke tage chancen med små, trætte børn. De ender derfor med at blive hentet i bil fra Kolding til Fredericia.

Toget fungerer. Personalet gør alt for at løse udfordringerne. Medrejsende er hjælpsomme, smilende og rare. Det trækker klart op på rejsen.

Men den samlede pris på godt 4.000 kroner tur/retur for to voksne og to børn – heraf det ene barn på tre, som er gratis – er i overkanten, hvis man sammenligner med alternativet i egen elbil. Her ville turen koste omkring 700 kroner i strøm plus parkering. Man kan dog bestille togbilletter i meget god tid – som i måneder før, og få det billigere, men hvis toget skal have en chance i fremtiden for to voksne og to børn, så skal priserne langt længere ned. Det kan simpelthen bedre betale sig at sætte sig i bilen, og fortællingen om rejseformen som værende rolig og idyllisk matcher ikke virkeligheden.

Så kan man rejse gennem Europa med tog med børn på tre og otte år? Selvfølgelig kan man det. Alt løser sig undervejs. Men turen er ikke bare afslapning. Den kræver årvågenhed, fart i benene og evnen til at acceptere forsinkelser og ændringer. Den er både en oplevelse og en udfordring.

Måske er konklusionen egentlig meget enkel: Det er muligt – og endda fint – at tage toget gennem Europa med små børn. Men det er en rejseform, man skal vælge med åbne øjne og gode løbesko. Og så skal man glæde sig over, at medrejsende og personale er flinke mennesker, der hjælper, når det virkelig gælder.

Risiko for skybrud og kraftige byger fredag

Af
Andreas Andreassen
-
0

VEJRET. Vejret viser stadig tænder. Et svagt lavtryk ligger nærmest stille over Danmark og holder fast i fugtig og ustabil luft, der især fredag kan udløse kraftige lokale byger med risiko for skybrud, hagl og torden.

DMI har derfor udsendt et varsel om risiko for lokale skybrud, som gælder store dele af landet frem til fredag aften. Bygerne er meget lokale, og der vil derfor være store forskelle på, hvor meget regn der falder – selv inden for korte afstande.

Et skybrud er defineret ved mindst 15 millimeter regn på under en halv time, og fredag er der risiko for mellem 15 og helt op til 30 millimeter i enkelte byger.

Dagen begynder forholdsvis roligt med tågebanker og kun få lokale byger. Men som dagen skrider frem, vil bygerne tage til i styrke og omfang. På grund af den svage vind bevæger bygerne sig langsomt, og det betyder, at nogle områder kan blive særligt hårdt ramt af de kraftige regnskyl, hagl og torden.

Bygerne forventes at stilne af i løbet af fredag aften, og natten til lørdag vil der først være klart vejr flere steder, inden tågen igen lægger sig over landet, især i det centrale Jylland.

Sådan bliver weekenden

Lørdag vil den østlige del af landet opleve enkelte kraftige byger med risiko for torden, men også perioder med sol. Jylland får derimod mest skyet og overvejende tørt vejr, dog kan Østjylland få byger sidst på dagen. Temperaturerne forventes at nå mellem 18 og 23 grader, med svag til jævn vind fra vest og sydvest.

Søndag byder derimod på skyet vejr med udbredt regn eller byger i hele landet, samtidig med at vinden tiltager fra sydvest. Temperaturen vil derfor falde til mellem 16 og 20 grader.

Blæsende start på næste uge – bedre vejr i sigte

Ugen starter roligt mandag med lidt sol og enkelte byger, men allerede tirsdag vil et kraftigt lavtryk passere Danmark fra vest. Det betyder, at tirsdag bliver præget af regn og kraftig blæst – op til hård kuling fra vest med kraftige vindstød. Lokalt i vest og nord kan vindstødene måske nå stormstyrke.

Der er dog også håb i horisonten. Fra torsdag ventes en højtryksryg at nærme sig Danmark fra vest, og det betyder mere stabilt vejr med tørvejr, aftagende vind og gode solchancer i sidste halvdel af næste uge.

Fredericias Skyggebørn – et mareridt fra virkeligheden.

Af
Mette Marie de Place
-
0

Kender du den afskyelige følelse, der sidder knugende i mellemgulvet – angsten – frygten – som bare ikke vil slippe sit tag?

I skrivende stund sidder den afskyelige følelse stadig i mig, efter nattens uhyggelige mareridt. Et mareridt, hvor jeg løber grædende og fortvivlet rundt, blandt hvidklædte mennesker jeg aldrig har set før, for at finde min familie. Og uanset, hvem jeg spørger om hjælp med at finde dem, er svaret ”Det skal nok gå – vi ved, det er dét bedste for dig, uden din familie.”

Angsten stiger, uvisheden banker med tunge hjerteslag! Et mareridt i bedste stil med fortællingen om den unge Edwin i Kenneth Bøgh Andersens roman De Hvide Mænd. For han ved, hvis det hele ikke er helt perfekt, så er konsekvensen at De Hvide Mænd kommer … og tar’ én…

Skønt min familie sidder ude i haven nu, i virkeligheden, og det hele blot var et mareridt for mig – SÅ ER MARERIDTET VIRKELIGHED, FOR MANGE BØRN OG UNGE, OG DERES FAMILIE I FREDERICIA KOMMUNE.

Fredericia Kommune har drønende travlt i familieafdelingen – med at tvangsanbringe børn og unge på stribe. Det siger lige ”HAPS – HAPS – HAPS –” og WUPTI, så er problemet løst med en tvangsanbringelse. Efterfølgende klapper de hinanden på skuldrene i anerkendelse af, at netop familieafdelingen gør noget godt for børn og unge i Fredericia. Og derpå vasker de yderligere deres hænder i bagvaskelse af forældrene til de tvangsanbragte børn og unge. Dette i form af uigennemsigtig sagsbehandling, subjektive bias, manipulation, lemfældig tilgang til retssikkerheden og ved at skjule, ændre og forvrænge faktuelle oplysninger.

Kan det nu også være sandt? Svaret er JA!

Faktuelt er Fredericia Kommunes familieafdeling ”en synkende skude” med ”systematisk svigt og manglende ansvar”, som Poul Rand udtrykker i sit indlæg den 27. juli i år. Han skriver ligeledes; ”(…) Familieafdelingen i Fredericia har brug for en grundig oprydning. (…) tage både politisk og fagligt ansvar kan man skabe en ny start, hvor børnene og familierne igen er i centrum. Borgere og skatteydere i Fredericia har krav på et system, der fungerer (…)”. Det kan jeg kun være enig i!

Jeg forstår så sandeligt godt, Fredericia Kommunes familieafdeling er på totalt overarbejde, som Helene Lykke nævner i sit læserbrev 18. juli i år ”Når medarbejdere i Fredericia Kommunes familieafdeling græder på jobbet, over 10% er sygemeldte og én må til hjertelæge – ja, så er der ikke bare tale om et dårligt arbejdsmiljø, men derimod om et system i forfald. (…) Et nyligt strakspåbud fra Arbejdstilsynet slår fast, at arbejdsmængden og tidspresset i familieafdelingen er direkte sundhedsskadeligt… (…) Og hvordan i alverden skal medarbejderne kunne hjælpe udsatte børn og familier, når de selv er ved at knække?”.

Det jeg hæfter mig ved, er ”et system i forfald” og ”arbejdsmængden og tidspresset i familieafdelingen” – hvilket siger mig, at familieafdelingens ressourceallokering halter gevaldigt. Og her taler jeg ikke om økonomisk ressource; for med et budget for 2025, der når historiske højder med et trecifret million beløb, må der være tale om en allokering, der skal efterses i sømmene.

Det er min opfattelse, at dér, hvor det halter allermest i familieafdelingen, er troen på og forventningen til, at sagsbehandlere har kompetence og indgående viden om børn og unges psykiske, sociale og udviklingsmæssige aspekter. Det har de ikke! Og det er ej heller dét, de er uddannet til. Så man skulle jo synes, at der i alle børnesager i familieafdelingen er en børnesagkyndig med ind over i sagsbehandlingen, førend sagsbehandlere går med en tvangsanbringelse. Det er der ikke!

Ud fra de børnesager jeg har kendskab til i familieafdelingen, er der mange afgørelser, møder og ugennemtænkte indsatser, der er overflødige; som absolut ikke giver mening og ikke tilfører værdi til barnets, den unges, trivsel eller deres familier. Og her er tale om helt almindelige familier som min, din, hr og fru Danmarks. Det er ressourcespild – på tid, arbejdsmængde og skatteydernes penge.

Dertil kommer den største overflødige indsats i familieafdelingen; de mange lemfældige tvangsanbringelser. Og først her; ved Børne- og Ungeudvalgsmødet, hvor den endelige beslutning om tvangsanbringelse tages; en beslutning, som egentlig allerede er taget forinden, først her sidder der to børnesagkyndige med ved bordet. Først her skal de børnesagkyndige vurdere om barnets eller den unges udfordringer er så grelle, at forældrene ikke kan varetage den opgave, at en tvangsanbringelse er nødvendigt. Dette helt uden kendskab til barnet/den unge og helt uden at have mødt barnet/den unge overhovedet. De har blot skimtet sagens dokumenter, som kan indeholde op til trecifret sideantal.

De børnesagkyndige stoler troskyldigt på sagens rigtighed. Det svarer til at underskrive en lånekontrakt, uden at læse det, der står skrevet med småt! Disse lemfældige tvangsanbringelser øger blot arbejdsbyrden i familieafdelingen og den økonomiske byrde i kommunen, uden nogen effekt og målopnåelse for vores børn og unge i Fredericia. Så ja, det er et mareridt i virkeligheden – i Fredericia!

Professor emeritus i socialpsykologi Per Schultz Jørgensen og lektor emeritus i sociologi Morten Ejrnæs appellerer i et debatindlæg, fra 2021 om, at vi (samfundet, red.) ikke må ”lade de groveste sager sætte dagsordenen for hele vores indsats over for børn, der har vanskeligheder. Nogle anbringelser er nødvendige, men forskningen viser, at de fleste har bedre af at blive støttet hjemme”.

Herrerne henviser i indlægget til en svensk undersøgelse fra 2020 foretaget af Bo Vinnerljung, professor i socialt arbejde ved Stockholms Universitet, hvor ”resultaterne er overordentlig relevante til at belyse spørgsmålet, om flere anbringelser i en nordisk kontekst vil gavne børnene. Resultaterne af undersøgelsen viser, at børn, der bliver anbragt, ikke får et bedre liv som voksne end deres søskende, der forbliver i eget hjem. Tværtimod: de begår og forsøger hyppigere selvmord, får hyppigere invalidepension, har som gruppe højere dødelighed, er sjældnere i beskæftigelse og er hyppigere afhængige af sociale ydelser. Kort sagt: De anbragte børn fik et dårligere liv end deres hjemmeboende søskende.”

Bo Vinnerljungs undersøgelse begrunder nemlig ovenstående resultat med; ”resultaterne er nemlig en eklatant tydeliggørelse af, at det er forkert at antage, at det altid er forældrenes omsorgssvigt, som er grunden til børnenes problemer, hvilket netop er regeringens hovedantagelse (iht. ny Barnets Lov 2024, red.). Undersøgelsen viser jo, at forældrene er i stand til at varetage omsorgen for de ikke anbragte børn, således at de klarer sig bedre end deres anbragte søskende. Derfor er det helt skævt, når regeringen foreslår (…) anbringelse af et barn (…). Det stigmatiserer forældrene, selv om der kan være mange grunde til, at et barn eller en ung anbringes, der ikke skyldes forældrene, som for eksempel psykisk sårbarhed, problemer i skolen eller problemer med relationerne til jævnaldrende”.

Så … alt imens ”et system i forfald” fortsætter, og der foretages ”en grundig oprydning” i familieafdelingen, bliver der fortsat tvangsanbragt børn og unge i Fredericia Kommune på tarveligste vis, på blind troskyldighed og på udokumenteret forskningsgrundlag.

Det forlænger blot virkelighedens mareridt for de børn og unge, der allerede er blevet revet væk fra deres familie. De børn og unge løber, i skrivende stund, grædende og fortvivlet rundt; blandt mennesker de ikke kender; blandt mennesker de ingen relation har til; blandt mennesker, der ikke instinktivt har kærlighed til dem – børnene løber rundt blandt hvidklædte, forlorne mennesker, som i roman De Hvide Mænd – kun med ét inderligt håb om, snart at vågne op fra mareridtet, og vide, de er i tryg favn hjemme hos deres egen familie igen.

Kirsten Hassing Nielsen advarer om skråplan: Debatten om betalingslæger handler om fundamentale velfærdsværdier

Af
Thea Dyhrberg
-
0

POLITIK. Når danske borgere besøger deres praktiserende læge, sker det normalt uden, at der direkte skal penge op af lommen. Princippet om fri og lige adgang til sundhedsydelser er nemlig en af hjørnestenene i den danske velfærdsmodel. Men dette princip er nu kommet under debat, efter at et netværk af lægehuse under navnet »Lægerne Danmark« nogle steder i landet – heriblandt i Esbjerg – har åbnet op for, at patienter mod betaling kan få adgang til hurtigere lægetider samme dag. Her tilbydes patienter konsultationer uden ventetid mod en betaling på op mod 750 kroner per konsultation.

Det har medført en debat, der rækker langt ud over lokalområdet. Flere steder i landet har praksissen skabt både forundring og bekymring, og kritikken handler især om, hvorvidt ordningen risikerer at skabe en forskel mellem patienter med økonomiske ressourcer og patienter uden. En af dem, der er stærkt bekymret over udviklingen, er den konservative byrådspolitiker fra Fredericia, Kirsten Hassing Nielsen, der samtidig er kandidat til regionsrådet. Hun rejste selv debatten med et opslag på sin Facebook-profil, hvor hun skrev, at betaling for almindelige lægekonsultationer risikerer at føre det danske velfærdssystem ud på et »skråplan«.

»Jeg synes først og fremmest, at det underminerer hele tanken med vores velfærdssystem,« siger Kirsten Hassing Nielsen og fortsætter:

»Velfærdssystemet er bygget op omkring idéen om fri og lige adgang til alle. Når praktiserende læger tilbyder konsultationer mod betaling, risikerer vi at blande interesser og ansvar sammen på en uhensigtsmæssig måde. Det kan føre til, at lægerne begynder at prioritere patienter, der betaler ekstra.«

Hun ser især en konkret risiko for, at økonomiske interesser kan komme til at veje tungere end lægernes offentlige forpligtelser. Ifølge Kirsten Hassing kan denne praksis føre til en situation, hvor patienter, der kan betale, vil modtage mere attraktive tider end dem, der ikke har mulighed for at lægge penge på bordet.

»Hvis læger får blod på tanden og tilbyder konsultationer mod betaling, kunne man forestille sig, at patienter med penge får mere attraktive tider eller kommer hurtigere til. Det ville være et skred væk fra princippet om, at alle har lige adgang til sundhedsydelser,« forklarer hun.

Kirsten Hassings bekymring handler derfor ikke alene om lægernes praksis isoleret set, men om at sætte et bredere perspektiv på problemstillingen. Ifølge politikeren er det vigtigt at være opmærksom på den grundlæggende problematik – sammenblandingen mellem offentlige forpligtelser og private interesser – som potentielt kan opstå på flere af velfærdssamfundets områder.

For at gøre det tydeligt, hvordan interessekonflikter kan opstå, nævner hun folkeskolen som et eksempel. Folkeskolen bygger, ligesom sundhedsvæsenet, på princippet om lige adgang og offentlig finansiering. Her peger Kirsten Hassing på, at der kunne opstå uklarheder, hvis en lærer eksempelvis begyndte at tilbyde privat ekstraundervisning ved siden af sit offentlige job.

»Så ville man hurtigt stå i en situation, hvor det blev svært at skelne mellem det offentlige ansvar og private interesser,« siger byrådspolitikeren og fortsætter:

»De ansatte i det offentlige har jo netop en kerneopgave, som består i at betjene alle borgere lige og på offentlige vilkår. Hvis den opgave begynder at overlappe med private tilbud, risikerer vi en situation, hvor interessen og fokus flytter sig fra det offentlige ansvar til en privat økonomisk gevinst.«

Hun henviser i den forbindelse til debatter, der tidligere har udspillet sig i andre sektorer, eksempelvis retssystemet, hvor ansatte dommere har haft private bijob sideløbende med deres offentlige hverv. Også her opstod en offentlig debat omkring, hvordan man sikrer en klar skillelinje mellem offentlig opgavevaretagelse og private interesser. Kirsten Hassing mener derfor, at det er afgørende, at politikere tidligt sætter grænser for, hvor sammenblandingen mellem offentlige og private aktiviteter skal gå.

»Hvis ikke vi sætter tydelige rammer, risikerer vi en situation, hvor princippet om, at det offentlige tilbud altid er ligeværdigt, kommer under pres,« siger hun.

Debatten om lægernes mulighed for at tilbyde betalte konsultationer er da også allerede nået til et politisk niveau, hvor både regioner og Folketinget forventes at tage sagen op til nærmere diskussion. Region Syddanmark har allerede meldt ud, at man vil undersøge, om praksissen overhovedet er i overensstemmelse med gældende regler for praktiserende læger.

Ifølge Kirsten Hassing Nielsen skal en dialog med lægernes organisationer ligeledes være et naturligt første skridt.

»Som jeg forstår det, er sagen allerede bragt videre til regionerne, og der skal sandsynligvis være en dialog med organisationer som eksempelvis Lægerne Danmark. Og hvis det viser sig nødvendigt, kan det jo også blive relevant at se på lovgivningen,« siger Kirsten Hassing Nielsen, som understreger, at hun ikke har indsigt i den konkrete politiske proces, men mener, at der bør handles hurtigt for at undgå, at praksissen breder sig yderligere.

Den konservative politiker advarer samtidig mod, hvad hun betegner som en potentiel opdeling af det danske sundhedsvæsen i et »A- og et B-hold«, hvor patienternes økonomiske ressourcer i højere grad kan blive afgørende for den behandling, de får.

»Hvis patienter med bedre økonomiske ressourcer kan komme foran i køen, underminerer vi det grundlæggende princip om, at sundhedsvæsenet skal være lige tilgængeligt for alle. Jeg ved godt, der allerede findes ordninger via arbejdspladser og lignende, men det her ville være et langt større skred,« lyder hendes bekymring.

Men hvor Kirsten Hassing tydeligt fremhæver risikoen ved at lade pengepungen afgøre, hvem der får hurtig adgang til lægehjælp, anerkender hun samtidig, at sagen ikke kun er sort og hvid. Hun ser også nuancerne i modargumenterne, der handler om, at betaling for hurtigere lægetider kan være en ekstra mulighed for nogle patienter, uden nødvendigvis at påvirke det offentlige tilbud.

For hende er grænsen dog allerede passeret. Det afgørende spørgsmål er derfor, hvordan man fremover kan garantere, at betalingsordninger ved siden af det offentlige tilbud ikke yderligere skubber til det fundamentale princip om lighed i sundhedssystemet.

»Det kan godt være, det ikke direkte påvirker det offentlige tilbud lige nu, men hvordan sikrer vi os, at det ikke sker senere? Mit problem er, at hele idéen om et velfærdssamfund netop handler om, at adgangen skal være uafhængig af penge og fri for alle,« siger Kirsten Hassing Nielsen.

Hun beskriver sit eget politiske ståsted som konservativ med en grundlæggende respekt for individets frihed til at vælge, også når det gælder private sundhedstilbud. Kirsten Hassing understreger imens, at der i denne sag findes en afgørende forskel mellem frit valg og et offentligt system, hvor alle skal behandles ens.

»Jeg går generelt ind for det frie valg, og at man skal have mulighed for at søge hjælp der, hvor man ønsker det. Men her taler vi om en etableret offentlig ordning med praktiserende læger, og det er noget andet. Jeg ser en risiko for sammenblanding, som jeg mener, vi bør undgå,« siger hun.

Det er da også hensynet til denne balance mellem individets frihed og princippet om lige adgang, der har fået Kirsten Hassing til at gøre debatten om betalte lægekonsultationer til et af sine kerneområder frem mod regionsrådsvalget. For hende handler det ikke alene om en enkeltstående diskussion, men om en bredere samtale om, hvordan man politisk bedst sikrer, at velfærdssamfundets fundament fortsat hviler solidt på princippet om lige adgang.

Som kandidat til regionsrådet lover hun derfor at følge udviklingen tæt og sætte emnet højt på dagsordenen. Hun ønsker blandt andet at man kunne indlede en dialog med centrale aktører inden for sundhedsområdet, herunder patientforeninger og de faglige organisationer. Formålet med dialogen er ifølge politikeren klart; den skal sikre, at princippet om lige adgang bliver styrket og ikke svækket i fremtidens sundhedsvæsen.

»Jeg tror, vi skal have en fælles drøftelse af, hvordan vi fortsat kan sikre en lige adgang til sundheden. Vi skal undgå at skabe unødvendige barrierer for dem, der har færre ressourcer,« siger Kirsten Hassing.

Ifølge hende er det især vigtigt, at alle aktører – fra læger til politikere og patientforeninger – bidrager med perspektiver, som kan være med til at sikre et robust og ensartet offentligt sundhedstilbud, der fortsat bygger på princippet om lige adgang til hjælp, uanset økonomisk baggrund.

»Der er stadig meget at gøre, og der ligger også et fælles ansvar hos os som politikere for at skabe dialogen med dem, der kender problemerne bedst. Det handler både om at forstå deres perspektiver, men også om at gøre det klart, hvor vi politisk ønsker at trække linjerne,« lyder det fra den konservative politiker.

En afsluttende central pointe for hende er, at den nuværende betalingsordning, som nogle læger betegner som et supplement, efter hendes mening er en fejlfortolkning af situationen. For Kirsten Hassing Nielsen handler det om at sikre, at offentlige og private tilbud klart og tydeligt bliver adskilt.

»Jeg mener ikke, at betalte konsultationer kan betegnes som et supplement. For mig at se handler det om at holde tingene adskilt. Det her er noget helt andet, og det skal holdes helt klart adskilt fra det offentlige tilbud,« siger hun og understreger, at hun vil arbejde aktivt for at få trukket denne grænse endnu skarpere op.

Kirsten Hassing Nielsen ser således debatten som et spørgsmål om mere end konsultationspriser og ventetider. Hun ser det som et spørgsmål om selve det værdimæssige fundament under det danske sundhedsvæsen. Det handler, ifølge hende, om hvorvidt lighedsprincippet kan opretholdes i en fremtid, hvor både økonomi og forventninger til sundhedssystemet er under konstant forandring.

Danmark bliver fattigere, når vi svigter humaniora

Af
Andreas Andreassen
-
0
I arbejdet med at finde alle de skibsjournaler, der er blevet afleveret til Rigsarkivet, er der også dukket en lang række andre ellers ukendte arkivalier frem. Det er bl.a. skibsdagbøger, som beskriver danske søfolks hverdag under sejl og i fremmede havne. Foto: Julie Avery, Rigsarkivet

LEDER. Danmark står med et voksende problem. Ikke bare fordi vi mangler læger, sygeplejersker, håndværkere og ingeniører – de fag, som alle kan blive enige om, er livsnødvendige for samfundets umiddelbare funktion. Problemet er også, at vi kollektivt har besluttet os for, at humaniora ikke længere er vigtigt. Vi skruer ned, indskrænker, undervurderer og nedprioriterer. Og det er en farlig kurs.

Humaniora er ikke bare studiet af støvede bøger, glemt historie eller unyttige filosofiske tanker. Humaniora er hele fundamentet for vores evne til at forstå os selv og det samfund, vi lever i. Det er kilden til kritisk tænkning, refleksion og evnen til at navigere i en verden, der bliver mere kompleks for hver eneste dag.

Når vi skruer ned for de humanistiske uddannelser, gør vi Danmark fattigere. Ikke nødvendigvis økonomisk fattigere her og nu, men fattigere på ånd, forståelse og på evnen til at se verden fra flere vinkler. Det er denne rigdom – en rigdom, der findes i nuancerne, i kulturen, i sproget og i historien – der risikerer at blive sat over styr, hvis vi fortsætter ned ad den vej, vi er slået ind på.

Forståelsen af manglen på ingeniører og sygeplejersker er ikke forkert. Det er heller ikke forkert at sikre gode vilkår og opbakning til håndværkere og faglærte. Men det må aldrig ske på bekostning af en hel vidensgren, som vi ikke umiddelbart kan måle i kroner og ører eller anvende direkte i produktionen.

Problemet opstår, når vi lader det ene perspektiv skygge totalt for det andet. Når samfundsøkonomisk relevans bliver eneste målestok, og når humaniora reduceres til en luksus, som samfundet kun har råd til i gode tider. Når vi siger til unge mennesker, at deres passion for historie, filosofi, sprog og kultur ikke længere er noget værd.

Vi ser allerede konsekvenserne. Unge fravælger humaniora. De studerende bliver færre, og uddannelserne bliver reduceret til skygger af sig selv. Om få år kan vi stå med et samfund, der har glemt værdien af kritisk tænkning og refleksion, fordi vi ensidigt fokuserede på her-og-nu behov frem for at investere langsigtet.

Vi må spørge os selv, hvilket samfund vi ønsker. Et samfund, hvor alt måles i produktivitet, eller et samfund, der også anerkender værdien af at forstå vores historie, kultur og hinanden? Svaret burde være indlysende.

Hvis vi glemmer humaniora, mister vi også vores evne til at forstå, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Det vil gøre os til et fattigere, dummere og mere endimensionelt samfund. Og det kan Danmark ikke være tjent med.

1...737475...462Side 74 af 462