Thomas Bay: What is Love sætter fokus på en musikbranche, der stadig kæmper med fortidens problemer

0

KULTUR. Musik, nostalgi og alvor går hånd i hånd i Fredericia Musicalteaters anmelderroste forestilling What is Love. For teaterdirektør Thomas Bay er forestillingen ikke bare en kærlighedserklæring til 90’ernes popmusik – men også en vigtig fortælling om en branche, der stadig bærer præg af kønsskævhed, pres og manglende hensyn til trivsel.

I What is Love bliver publikum ført tilbage til 90’ernes pulserende popverden, hvor glitter, drømme og hitlister dominerede – men bag den glitrende facade lå en branche præget af hårdt pres, magtubalancer og misbrug af talent. Forestillingen trækker tråde mellem dengang og nu og stiller det ubehagelige, men nødvendige spørgsmål: Har vi egentlig rykket os?

»Vi spiller en forestilling, der synliggør en problematik, som var fremherskende i musikbranchen i 90’erne. Det her med, at folk går med drømme, som nogen kapitaliserer på – og at der kan ske udnyttelse og grænseoverskridende adfærd. Det, som er interessant, og som forestillingen også peger på, er, hvor lille en forandring der egentlig er sket de sidste 30-35 år. Det er chokerende, at vi stadig står med de samme udfordringer i dag,« siger Thomas Bay.

Thomas Bay mener, at netop teateret har et ansvar for at tage de svære historier op.

»Vi skal kunne spejle os i kunsten. Vi skal turde tage fat på de svære emner og samtidig underholde. What is Love gør begge dele. Det er en forestilling baseret på virkelige historier, pakket ind i den fantastiske musik fra 90’erne. Den viser både det gode og det dårlige – og det er det, der gør den stærk,« siger han.

Selv om #MeToo-bevægelsen og de seneste års debat har sat fokus på magtstrukturer og kønskultur i underholdningsbranchen, mener Thomas Bay, at forandringen stadig går for langsomt. Han ser What is Love som en del af den nødvendige samtale – et kunstnerisk bidrag til at fastholde opmærksomheden og udfordre de mønstre, der alt for længe har været en del af branchen.

»Jeg tror, transformationen er i gang, men den går bare ikke så stærkt, som man kunne håbe. Det handler om at bevidstgøre og synliggøre, at der er noget galt – og derefter analysere og finde ud af, hvordan vi kan gøre det bedre. Det er et langt, sejt træk at ændre noget, der har været status quo i mange år,« siger Thomas Bay.

For Thomas Bay handler teater ikke kun om underholdning, men om at gøre en forskel. Han ser scenekunsten som et redskab til at bevæge mennesker, skabe refleksion og sætte vigtige samtaler i gang – og netop dér finder han sin drivkraft som instruktør og teaterleder.

»Jeg er mega stolt af det her. Grunden til, at jeg laver scenekunst, er, at jeg tror på, at vi kan være med til at forandre verden. Vi bevæger og provokerer gennem scenen. Og vi skal være en spydspids – både kunstnerisk og menneskeligt – når det handler om at skabe forandring,« siger han.

Fredericia Musicalteater har de seneste år markeret sig som et af landets mest nyskabende huse, hvor ambitionen rækker langt ud over scenekanten. For Thomas Bay er What is Love et symbol på netop den udvikling – en forestilling, der ikke blot underholder, men også udfordrer og stiller skarpt på, hvem vi er som mennesker og som samfund.

»Vi er blevet en spydspids i udviklingen af originale musicals med noget på hjerte. What is Love er en ny, original dansk musical med internationalt format – men først og fremmest en forestilling, der tør stille spørgsmål til vores samfund og vores måde at behandle mennesker og drømme på,« slutter Thomas Bay.




Evgeni Pevnov skifter til TMS Ringsted

0

SPORT. I går meddelte Fredericia Håndboldklub, at Evgeni Pevnov stopper i klubben til sommer efter tre sæsoner i den røde trøje.

I dag er det blevet officielt, hvor den rutinerede stregspiller fortsætter karrieren.

TMS Ringsted har offentliggjort, at klubben har indgået en toårig aftale med Evgeni Pevnov gældende fra sommeren 2026. Den tidligere tyske landsholdsspiller har en imponerende karriere bag sig med erfaring fra Bundesligaen og fra flere sæsoner på højt niveau i den danske liga.

Hos TMS Ringsted glæder man sig til at få den stærke og erfarne stregspiller ind i truppen:

»Vi er enormt stolte af, at Evgeni har valgt at komme til Ringsted. Han bringer en enorm erfaring med sig fra både Bundesligaen og den danske liga, og vi er overbeviste om, at han vil bidrage stort – ikke mindst i forhold til at løfte vores unge spillere og skabe ro og styrke i forsvaret,« lyder det fra klubben.

Evgeni Pevnov tiltræder officielt i Ringsted fra sommeren 2026.

Stærkt forsvar gav sikker KIF-sejr

0

SPORT. Stærkt forsvarsspil i 60 minutter og en fremragende Thorsten Fries i KIF-målet sikrede fredag aften KIF Kolding en sikker sejr på 28-21 på udebane mod Rækker Mølle.

KIF Kolding stillede til kampen i en noget decimeret udgave uden stamspillere som Markus Bugge, Kristian Stoklund, Andreas Aagaard og Mads Hoé Jørgensen. Det betød, at der blev spillet smalt i angrebet, hvor KIF’erne fra start kørte med en bagkæde med svenske Viktor Ahlstrand som playmaker, Cornelius Kragh som venstre back og Jens Svane på pladsen som højre back.

Fra kampens start havde Viktor Ahlstrand godt med fart i fødderne, og han formåede at splitte hjemmeholdets forsvar. Det betød, at KIF var i front, men et godt kæmpende hjemmehold kom bedre med, som halvlegen skred frem, og KIF’erne formåede ikke at skabe et stort hul på trods af stærkt forsvarsspil og en Thorsten Fries i målet, som blev noteret for ni redninger i første halvleg.

Rækker Mølle holdt i første halvleg en scoringspause på 12 minutter – fra det 17. til det 29. minut. Det formåede KIF’erne imidlertid ikke for alvor at udnytte som følge af en del missede indspil til stregen, lidt for mange tekniske fejl og dårlige afslutninger. Det betød, at KIF – på trods af det stærke forsvarsspil – kun førte med 13-11 ved pausen.

Fra starten af anden halvleg blev KIF’s unge højre fløj, Sebastian Bertelsen, sendt ind på pladsen som højre back, hvilket gav plads til en anden ung spiller, Oliver Storm, på højre fløj. Han fik dermed sin debut i KIF-trøjen, og han fik scoret et debutantmål på den ene af de to afslutninger, han fik – og han fik en flot debut.

Der er også grund til at fremhæve Sebastian Bertelsen, som leverede en flot kamp nu, hvor han skulle spille fuld tid i fraværet af Andreas Aagaard, som i den hidtidige del af sæsonen har fået mest spilletid. Bertelsen scorede fire mål og leverede også flere flotte indspil til stregen, som gav mål.

I anden halvleg havde KIF’erne styr på begivenhederne. KIF’erne fik hurtigt øget afstanden til fire-fem mål, og Rækker Mølle kom aldrig tættere på end at være bagud med fire mål – 20-24 – da der manglede seks minutter af kampen.

I anden halvleg fortsatte KIF’erne det stærke forsvarsspil med de store drenge, Benjamin Pedersen og Jonas Tidemand, i front. Og i målet blev Thorsten Fries ved med at stå stærkt. Blandt andet reddede Thorsten Fries tre straffekast i kampen, og han blev i anden halvleg også noteret for ni redninger, så han endte med en redningsprocent for kampen ikke langt fra de 50 procent.

I angrebet var det Cornelius Kragh og svenske Viktor Ahlstrand, som var KIF’s mest træfsikre spillere, men for kampen som helhed må man fremhæve forsvarsspillet som det, der lagde fundamentet til KIF-sejren. I den sammenhæng må man også slå fast, at Rækker Mølle er et hold med mange små hurtige boldspillere, men ikke et hold med store tunge skytter, som kan tonse bolden i mål ude bagfra.

For KIF var det vigtigt at komme tilbage på sejrssporet forud for næste uges lokalopgør mod TM Tønder, hvor KIF’erne lørdag den 18. oktober klokken 15.00 meget gerne skal have en heftig kulisse i ryggen mod et sønderjysk mandskab, der ligesom KIF gerne vil spille en afgørende rolle i toppen af divisionen.

Matchfakta:

Rækker Mølle-KIF Kolding: 21-28 (11-13).

Målscorere:
Rækker Mølle: Mikkel Johnsen og Mathias Røndbjerg Pedersen, begge 4, Mathias Troelsen 3, Christian Nim, Lukas Sandgaard, Lasse Dohm og Anders Flæng hver 2 mål, Frederik Langhoff og Oliver Lund Jensen hver 1 mål.
KIF Kolding: Cornelius Kragh 7, Viktor Ahlstrand 6, Sebastian Bertelsen 4, Benjamin Pedersen og Tobias Ellebæk begge 3, Lars Skaarup og Jens Svane begge 2, Oliver Storm 1 mål.

Udvisninger:
Rækker Mølle: 3 – KIF: 3.

Redninger:
Rækker Mølle: Jonas Kjærgaard 1, Lasse Vuust 7.
KIF Kolding: Thorsten Fries 18/38, Emil Tellerup 0/1.

650 tilskuere i Rækker Mølle Hallen.

Thomas Bay: Fredericia Musicalteater er med til at skabe næste store danske musicalsucces

0

KULTUR. For teaterdirektør Thomas Bay er samarbejdet om Aqua The Musical en bekræftelse på Fredericia Musicalteaters position som landets kreative kraftcenter for udvikling af nye musicals.

»Det er jo rigtig stort. Vi deler en fælles ambition om at udvikle og udfordre musicalgenren og skabe nye danske musicals med internationalt potentiale. Det gør vi allerede nu med What Is Love, og det næste skridt er Aqua The Musical,« siger han.

Samarbejdet mellem AHA Creations og Fredericia Musicalteater er ifølge Bay opstået naturligt.
»Det er dem, der har rakt ud. Vi bidrager med en meget stor knowhow og stærke faglige kompetencer inden for udviklingen af originale musicals – og det er jo noget, vi i Fredericia er særligt gode til,« siger han.

Han kalder Aqua The Musical et projekt med både national og international gennemslagskraft.
»Aqua er et af dansk musiks stærkeste brands, og det repræsenterer et stykke dansk kultur, som folk over hele verden kender. Derfor har projektet relevans både herhjemme og internationalt,« siger Thomas Bay.

Selvom musicalen får verdenspremiere i Operaen i København, glæder Bay sig over, at Fredericia fortsat spiller en central rolle i udviklingen.
»Det er et kæmpestort skulderklap for Fredericia Musicalteater, at vi er blevet valgt som samarbejdspartner på en produktion, der sigter mod et internationalt publikum. Vi samarbejder i forvejen med mange produktioner, men at AHA Creations stadig ser os som en så stærk partner, betyder rigtig meget,« siger han.

Han erkender dog, at musicalen ikke kan have premiere i Fredericia på grund af teatrets nuværende fysiske rammer.
»Det her er et format, som desværre sprænger de rammer, vores teater kan tilbyde i sin nuværende tilstand. Vi kan simpelthen ikke løfte forestillingens tekniske krav og det store potentiale, fordi huset er gammelt. Det er rigtig ærgerligt,« siger Thomas Bay.

Han forstår godt, hvis nogle fredericianere havde håbet, at musicalen ville få premiere i byen.
»Selvfølgelig kan jeg forstå det – jeg ville da allerhelst have haft, at forestillingen åbnede her. Men vi må også være realistiske. Vi har et fantastisk hus med stærke kreative kræfter, men der er brug for bedre rammer, hvis vi skal kunne huse forestillinger i den her skala,« siger han.

Til gengæld peger Thomas Bay på, at Fredericia fortsat spiller en nøglerolle i udviklingsarbejdet.
»Det, vi kan tilbyde, er vores erfaring, vores knowhow og vores faglige styrke – alt det, der er med til at skabe den bedst mulige forestilling. Det er fedt, at AHA Creations netop derfor stadig ønsker at samarbejde med os, selvom rammen ikke kan rumme det,« siger han.

David Gulløv: Fredericia skal have nye rammer, hvis vi skal følge med udviklingen

0

KULTUR. Næstformand i Kultur- og Idrætsudvalget, David Gulløv (S), glæder sig over, at Fredericia igen sætter sit aftryk på musicalverdenen gennem AHA Creations’ nye storproduktion Aqua The Musical. Men samtidig peger han på, at byens teaterbygning halter langt bagefter ambitionerne.

»Fredericia Musicalteater har været med i rigtig meget udvikling, og de har lavet rigtig mange musicals fra bunden i topkvalitet. Så det er super fedt at få lov til at følge endnu en udvikling og endnu en produktion lavet fra bunden her i Fredericia. Der er meget at være stolt af,« siger David Gulløv.

Han understreger, at det vidner om et musicalmiljø i særklasse, når lokale kræfter bliver en del af så store produktioner.
»Jeg har ingen tvivl om, at det har kæmpe betydning for Fredericia. Det, der kommer ud fra vores musicalteater, ligger i så høj kaliber,« siger han.

Men selv om stoltheden er stor, er virkeligheden også tydelig: Aqua The Musical får premiere i København – ikke i Fredericia.
»Vi skal måske også huske, at vi har en teaterbygning, der lider utrolig meget. Og vi kommer ikke udenom, at jeg er helt med på, at der er to millioner til teatret i det næste års budget. Det synes jeg er fedt – det er bedre end nul. Men det er kun et lille plaster i forhold til det, der mangler på det teater,« siger David Gulløv.

Han har tidligere været åben om, at han mener, Fredericia skal have en ny teaterbygning.
»Det er altid det værd. For mange år siden har jeg jo meldt ud, at jeg synes, vi skal have en ny teaterbygning. Det er stadig min holdning. Det kan være gratis point, vil nogen sige, fordi hvor skal pengene komme fra? Men jeg synes, vi skal sætte os ned og sige, at det er den vej, vi vil,« siger han.

Ifølge Gulløv skal ambitionerne på byens vegne ikke kun handle om de kunstneriske resultater – men også om at give dem en værdig ramme.
»Vi vil gerne have en ny teaterbygning, som for alvor sætter Fredericia arkitektonisk på verdenskortet – i takt med, hvordan musicalen sætter Danmark på verdenskortet,« siger han.

Han kalder Aqua The Musical et klart signal om, at Fredericia er nødt til at tænke større.
»Ja, det er et tydeligt tegn på, at rammerne skal forbedres. Jeg er super glad for at se, at der bliver ved med at ske ting dernede, og jeg glæder mig over hver eneste musical. Desværre kan man sige, at jeg ikke kan sige, at den her kommer til Fredericia – endnu i hvert fald. Men det satser vi på, kommer til at ske,« siger David Gulløv.

Læs også

Fredericia er Danmarks musicalby – men uden scene til de største produktioner

0

KULTUR. Fredericia er ikke blot hjemsted for landets største musicaltalenter – nu sætter byens kreative kræfter også aftryk på den internationale scene. Byrådsmedlem og formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Peder Tind (V), kalder det en milepæl, at det fredericianske produktionsselskab AHA Creations står bag den nye internationale satsning Aqua The Musical, som får verdenspremiere i Operaen i København i 2028.

»Selvfølgelig skal Fredericia være med i så stor en musical. Det giver super god mening, fordi vi er Danmarks musicalby nr. 1, og vi har meget, meget høje ambitioner. Vi leverer allerede usædvanligt stærkt på de her områder, både med morgendagens talenter, som bliver uddannet herfra, men også med vores forestillinger og senest What is Love,« siger Peder Tind.

Han betegner projektet som både ambitiøst og naturligt for Fredericia.

»På den ene side tænker jeg, at det er ambitiøst, stærkt og virkelig godt gået. Og samtidig er det jo naturligt, fordi vi netop er så stærkt kørende på musicalområdet. Jeg er bare stolt som fredericianer.«

For Tind handler det ikke kun om én produktion, men om, hvad projektet symboliserer for byen.

»Det betyder rigtig meget, at Fredericia bliver sat på verdenskortet, at det er herfra, det udspringer. At vi har et så stærkt fundament, at det kan føde nogle store idéer. Det viser, at vi er en kulturby, som kan bære det niveau,« siger han.

Han peger på, at Fredericia gang på gang formår at levere langt ud over sin størrelse.

»Når man tænker på, at vi som Fredericia midt i Danmark, med 53.000 borgere, kan levere på så mange områder, og at vi har så mange stærke fyretårne, så skal vi minde hinanden om, hvor dygtige vi egentlig er i vores kommune. Jeg er meget, meget stolt,« siger han.

Selvom Aqua The Musical får premiere i København, glæder Peder Tind sig over, at rødderne er fredericianske.

»Det er jo rammen, som de må have vurderet, at vi ikke har i dag fysisk til at kunne skabe omkring så stort et setup. Og selvfølgelig ville det have været fantastisk, hvis vi havde mulighed for at have sådan en ramme. Men jeg noterer mig også, at det udspringer herfra, og det synes jeg er fantastisk. Så må vi jo bare komme i arbejdstøjet og se, hvordan vi i fremtiden kan skabe en endnu større og bedre ramme, så sådan nogle store musicals kan holde sig i Fredericia.«

Han peger på, at netop rammerne omkring byens musicalmiljø er et punkt, der bør prioriteres politisk i de kommende år.

»Det her understøtter den tanke, jeg har haft tidligere, og som vi også har nævnt i vores valgoplæg for de kommende fire år – at vi skal begynde at kigge på, hvordan man kan arbejde med at få renoveret musicalteatret eller få bygget et nyt nede i Kanalbyen, som man tidligere har drøftet,« siger han.

For Peder Tind er der ingen tvivl om, at Fredericia skal blive ved med at udvikle sig som Danmarks musicalby.

»Musicalen er kommet for at blive i Fredericia, og vi er musicalby nummer ét. Derfor skal vi også sikre os, at rammen er tidssvarende – ikke kun indholdet. Det er det, vi skal arbejde målrettet med i fremtiden. For musicalindustrien kan udvikle sig, og det er vigtigt for vores kommune,« siger han.

Læs også

Thomas Helmigs sange bliver til ny musicalkomedie

0

KULTUR. »Det er mig der står herude og banker på« – og snart banker Thomas Helmigs største hits også på dørene i landets teatre. I 2026 får Danmark en ny romantisk musicalkomedie med Helmigs musik som omdrejningspunkt.

Den nye forestilling får titlen STUPID MAN – THE MUSICAL og får premiere den 11. november 2026 i Vejle Musikteater. Det er Hele Danmarks Musicalteater – et samarbejde mellem One and Only Musicals, Vejle Musikteater og Holstebro Teater – der står bag produktionen.

»Nærmest alle danskere kender og har et forhold til Thomas Helmigs musik, og det er også sange, som står mit hjerte nær,« siger Mette Kier, direktør i Vejle Musikteater.

»Med Stupid Man – The Musical vender vi blikket hjemad og tager noget, der minder om musikalsk arvegods, under kærlig behandling. Vi er utrolig stolte over at være med til at skabe en helt nyskrevet musical baseret på en af de mest elskede kunstnere i Danmark.«

Musicalen udspiller sig i en helt almindelig opgang, hvor weekenden udvikler sig til alt andet end almindelig. Nye og gamle beboere vikles ind i hinandens liv, og både kærlighed, venskab og konflikter blomstrer. Publikum kan se frem til en forestilling fyldt med dans, humor og en parade af Helmigs største hits – fra Malaga og Nu hvor du har brændt mig af til Stupid Man.

På scenen står et stærkt hold af danske skuespillere og sangere: Szhirley, Trine Pallesen, Julie Agnete Vang, Jakob Femerling Andersen, Cristopher Rørmose og Søren Torpegaard Lund.
Instruktionen er i hænderne på Joy-Maria Frederiksen, der senest har stået bag Strictly Ballroom – The Musical, mens Susanne Bier fungerer som executive producer, og hendes søn Gabriel Bier Gislason debuterer som manuskriptforfatter.

Musikken er naturligvis skrevet af Thomas Helmig selv, og de musikalske arrangementer står Joakim Pedersen for. Scenografien og kostumerne skabes af Jonas Fly.

For Helmig bliver musicalen endnu et kapitel i en karriere, der har sat lyd på generationer. Siden gennembruddet med albummet Vejen væk i 1988 har han udgivet 17 albums, solgt over 1,5 millioner eksemplarer og vundet 16 Danish Music Awards – flere end nogen anden dansk kunstner.

Når tæppet går op i Vejle, bliver det derfor ikke bare en ny musical, men en hyldest til fire årtiers dansk pophistorie – og til sangeren, der med sine tekster om kærlighed, tvivl og livets omveje har ramt danskerne lige i hjertet.

Tre sydjyske borgmestre i fælles opråb vil have flere penge til forebyggelse

0

POLITIK. 15 borgmestre fra hele landet går nu sammen med Forebyggelsesalliancen i et åbent brev til Folketinget. Blandt underskriverne er Christian Bro fra Fredericia, Knud Erik Langhoff fra Kolding og Jens Ejner Christensen fra Vejle.

De tre borgmestre bakker op om et fælles krav om, at der skal langt flere penge til forebyggelse, hvis Danmark skal udnytte sit sundhedspotentiale.

Fra 2027 er der afsat 250 millioner kroner årligt til kommunernes forebyggelsesarbejde – svarende til omkring 2,6 millioner kroner pr. kommune. Ifølge borgmestrene er det langt fra nok.

»Det er glædeligt, at regeringen med folkesundhedsloven anerkender kommunernes rolle. Men anerkendelse uden midler er ikke nok. Kommunerne skal have en reel chance for at levere, ellers bliver det her endnu et stykke symbolpolitik,« siger Camilla Thind Sunesen, udviklingsdirektør i Danica og talsperson for Forebyggelsesalliancen.

Alliancen og borgmestrene peger på, at bedre forebyggelse ikke blot handler om trivsel, men også om store besparelser. Hvis Danmark formår at reducere blot tre af de største risikofaktorer – rygning, alkohol og fysisk inaktivitet – kan sundhedsvæsenet spare op mod 20 milliarder kroner årligt, mens danskerne i gennemsnit vil kunne leve op til 4,5 år længere.

»Det er urealistisk at tro, at kommunerne kan løfte denne opgave med mindre end tre millioner kroner hver. Derfor skal Christiansborg tage et nationalt medansvar – både med finansiering og med konkrete mål,« siger Camilla Thind Sunesen.

Borgmestrene opfordrer samtidig Folketinget til at fastsætte forpligtende nationale mål for færre sygedage, færre kroniske sygdomme og bedre trivsel.

»Vi står med en historisk mulighed for at løfte både danskernes livskvalitet og økonomien. Men det kræver, at politikerne tør sætte ambitiøse nationale mål,« siger Camilla Thind Sunesen.

Forebyggelsesalliancen består af 29 organisationer og virksomheder, herunder Psykiatrifonden, Gigtforeningen, Dansk Firmaidræt, Danmarks Apotekerforening og Fonden Mental Sundhed.

Ørsted-topchef iværksætter stor fyringsrunde

0

BUSINESS. Energiselskabet Ørsted står foran en massiv spareplan, der vil reducere medarbejderstaben med 2.000 ansatte frem mod 2028. Det skriver Berlingske torsdag.

Allerede i år skal omkring 500 stillinger nedlægges, mens resten af reduktionerne ventes gennemført i løbet af 2026 og 2027.

Planen blev ifølge avisen præsenteret for medarbejderne torsdag formiddag af topchef Rasmus Errboe, som tiltrådte posten i februar 2025 efter fyringen af Mads Nipper.

Errboe har tidligere varslet, at Ørsted stod over for betydelige besparelser efter et år præget af økonomiske udfordringer og tab på store havvindprojekter.

LEDER: Mens vi kigger ud, visner blikket indad

0

Folketinget åbnede tirsdag. Statsminister Mette Frederiksen malede et billede af verden, som var den på kanten af sammenbrud. Vi skal ikke være bange, lød det – men alligevel kan russerne, ifølge de samme taler, stå her om to år.

Det er et dobbeltbudskab, vi efterhånden kender alt for godt. Frygt og fornuft i samme sætning. Tryghed eller utryghed. Vi mangler næsten bare sætningen: Frederiksen eller kaos, så var parolerne helt perfekt. Vi møder en konstant påmindelse om, at verden er farlig, og at vi derfor må acceptere lidt mindre frihed, lidt mindre selvbestemmelse, lidt mere kontrol. Gammelmedierne flæsker det hele ukritisk i sig og de dygtige dokumentarister, journalister og analytikere er fortid. Eksperter hentes ind på bestilling i stedet, og siger med få undtagelser præcis, hvad gammelmedierne synes, de skal sige.

Jeg kommer til at tænke på CV Jørgensens sang om Günther på Costa del Sol – manden, der ser det hele gå ad helvede til og beslutter sig for at flygte. Den sarkastiske dansker, der dropper ansvar og virkelighed for en cocktail og en flamenco i swimmingpoolen.
På en sær måde føles det som et billede på vores tid. Vi flygter ikke fysisk, men mentalt. Vi lukker os ind i tryghedens små bobler, mens vi lader systemet tænke for os.

Friheden svinder ikke fra den ene dag til den anden. Den glider væk under dække af bekymring og hensyn. Det er altid “for vores eget bedste”.
Forældrene må ikke længere definere, hvad der er bedst for deres børn.
Universiteterne skal ikke længere danne, men spare.
Og medierne – selv børnenes nyheder – er blevet en forlængelse af statens kommunikation. Ultra Nyt er efterhånden så systempositivt, at man næsten savner den naive nysgerrighed, journalistikken engang byggede på.

Samtidig fylder verdensscenen mere end Danmark selv.
Statsministeren rejser fra topmøde til topmøde og taler om verdensfreden. Lars Løkke kunne i princippet holde fri – hun klarer både hans og sin egen post. Slip ham fri, der er fadøl i Nyhavn. Lad ham nyde Danmark i stedet.
Som historiker forstår jeg udmærket, at Danmark skal orientere sig mod udlandet. Men når verdenspolitikken bliver vigtigere end vores egen virkelighed, mister vi retningen.

Vi ser ud – men glemmer at se ind.

Og mens vi diskuterer Ukraine, Palæstina og stormagternes spil, forringes vores uddannelser, vores sundhedsvæsen og vores lokale fællesskab. Danmark står stadig her, men opmærksomheden er for længst flyttet.

Folketinget åbnede med alvor og dystre varsler. Måske burde nogen minde dem om, at der også findes et land herhjemme, som har brug for politisk mod – ikke bare globalt udsyn.