Regeringen tilbageruller regler om fordeling af elever

0
Fredericia Gymnasium Skilt (Foto: Fredericia AVISEN)

Regeringen ønsker at tilbagerulle reglerne om fordeling af elever efter forældreindkomst til de gymnasiale uddannelser. Fra næste skoleår skal der kun fordeles efter transporttid.

Regeringen vil tilbagerulle de nye regler for fordeling af elever til de gymnasiale uddannelser, så kriteriet om forældres indkomst ikke længere er gældende. Det fremgår af regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark”.

Næste skoleår fordeles der kun efter transporttid

Der er ikke længe til, at den næste årgang af gymnasieelever skal søge optagelse, og implementeringen af den nye elevfordelingsmodel er allerede i fuld gang. Derfor vil regeringen fremsætte et hastelovforslag med en foreløbig og midlertidig løsning for skoleåret 2023/2024, således at fordelingen efter forældres indkomstniveau udgår som kriterium i fordelingen. Ændringerne forudsætter, at lovforslaget bliver vedtaget, inden ansøgningsprocessen går i gang.

På grund af den korte tidshorisont vil ændringerne medføre, at ansøgningsperioden for optagelse til en ungdomsuddannelse i foråret 2023 bliver kortere end normalt, og at ansøgningsfristen bliver udskudt. Konkrete datoer vil blive meldt ud, når de ligger fast.

Fordelingen vil fortsat skulle foregå i den nye landsdækkende fordelingsmodel administreret af Børne- og Undervisningsministeriet og ikke i fordelingsudvalg, som det foregik inden vedtagelsen af de nuværende nye regler. Desuden vil den centrale fordeling både omfatte de almene og de erhvervsgymnasiale uddannelser.

Der vil med den foreslåede ændring blive fordelt efter transporttid i hele landet, hvis der er flere ansøgere end pladser. 

Understøttelsen af små gymnasier fastholdes

De tiltag fra den nye model, der sigter efter, at gymnasier i de mindre befolkede områder ikke lukker, fastholdes også. Det vil sige, at den nye model for kapacitetsfastsættelse ikke ændres. 

Dermed påvirker regeringens foreslåede ændringer ikke den igangværende proces for kapacitetsfastsættelse, som gymnasierne, regionerne og Børne- og Undervisningsministeriet er i fuld gang med.

På længere sigt vil regeringen præsentere en ny model for elevfordeling

De foreslåede ændringer om at fjerne forældreindkomst er midlertidige og gælder kun for optaget til skoleåret 2023/2024. Regeringen vil på et senere tidpunkt fremsætte et lovforslag, som varigt fjerner forældreindkomst som kriterium, så det kan have virkning fra fordeling til skoleåret 2024/25. Derudover vil regeringen senere præsentere en helt ny model, der har til formål at modvirke en skæv elevsammensætning især i de større byer.

Fremtidens ambulancetjeneste skal være robust og fleksibel

0
(Foto: AVISEN)

Det præhospitale område står – ligesom resten af sundhedsvæsenet – over for en lang række udfordringer, blandt andet øget efterspørgsel. Derfor er der behov for en robust og fleksibel ambulancetjeneste i Region Syddanmark. Regionspolitikerne skal nu drøfte en ny strategi på området, herunder om der skal sættes gang i et nyt udbud af ambulancedriften i Trekantområdet.

Der er behov for at se på, hvordan ambulancetjenesten skal fungere i fremtiden, og derfor skal politikerne i Region Syddanmark nu drøfte et udkast til en ny strategi på området.

Forslaget til den nye strategi for ambulancetjenesten i Region Syddanmark, der skal behandles i Præhospitaludvalget den 9. januar og i regionsrådet den 23. januar 2023, har overordnet det samme formål: at sørge for, at borgerne i Syddanmark også i fremtiden får den bedste ambulancetjeneste.

Ambulancetjenesten i Region Syddanmark drives i dag af regionens egen ambulancetjeneste, Ambulance Syd, der kører på Fyn, i Sydvestjylland og i Sønderjylland, og Falck, der kører i Trekantområdet.

Den nuværende kontrakt med Falck for Trekantområdet udløber den 31. august 2025, og det er ikke muligt at forlænge den nuværende kontrakt.

I løbet af efteråret har regionen gennemført en række analyser og dialoger for at se på hele ambulanceberedskabet og vurdere, om der er behov for et bredere udbud. Det munder nu ud i, at anbefalingen til politikerne er at sætte gang i et udbud af ambulancedriften i Trekantområdet.

Bente Gertz (S)

Region Syddanmark var den første region i landet til selv at drive ambulancetjeneste, og det er gennem de forløbne år lykkedes at opbygge en velfungerende drift. Der lægges i strategiudkastet op til, at Ambulance Syd skal forsætte med at køre uændret i de tre ud af fire områder i regionen, som de kører i i dag.

– Jeg er spændt på drøftelserne i det præhospitale udvalg og i regionsrådet. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi i regionen er meget glade for Ambulance Syd, hvor regionens medarbejdere og ledelsen har formået at opbygge et stærkt ambulanceselskab. Omvendt er vi også opmærksomme på, at flere leverandører er med til at drive innovation og kvalitetsudvikling frem på forskellig vis. Derfor skal vi nu drøfte, om vi skal sætte gang i et nyt udbud af ambulancedriften i Trekantområdet, som vil understøtte et konkurrencepræget ambulancemarked, siger formand for Præshospitaludvalget, Bente Gertz (S).

Forbedret akuttilbud til borgerne

Ligesom resten af sundhedsvæsenet står det præhospitale område over for øget efterspørgsel af præhospitale ydelser i form af akut hjælp og akut behandling.

I forslaget til den nye strategi for ambulancetjenesten er der en række initiativer, som skal styrke og forbedre de akutte behandlingstilbud til borgerne i Syddanmark.

Det handler blandt andet om at bruge ambulancepersonalets kompetencer bedre og på nye måder i fremtiden. Det gælder blandt andet i de akutbiler til fremskudt visitation, som regionen har fået penge til fra Sundhedsstyrelsen. Bente Gertz siger:

– Vi skal drøfte mere fælles uddannelse på tværs af operatører for at sikre en ensartet kvalitet over for borgerne. Samtidig ønsker vi at sikre, at den enkelte redders kompetencer vedligeholdes og udvikles. Det kan ske ved en personalemæssig rotation mellem beredskaber med mange patientkontakter og beredskaber med få patientkontakter.

Ændring i brugen af beredskabstyper

I forslaget til den nye strategi indgår også en justering i sammensætningen af døgn- og effektive beredskaber. Som det er nu, består beredskabet af to typer: Døgnberedskaber med indlagt hviletid (24 timers døgnvagt) og effektive beredskaber, hvor redderne er på arbejde op til 12 timer ad gangen.

– Vi skal drøfte sammensætningen af beredskaber, så det harmonerer med, hvor travlt der er de pågældende steder. Det, peger flere analyser på, er en god idé, siger Bente Gertz

Hvis regionsrådet godkender strategien for ambulancetjenesten, vil der på regionrådsmødet i februar blive forelagt en udbudsstrategi for Trekantområdet.

Udvalgsmedlem: Ambulance Syd skal ikke i udbud

Karsten Byrgesen. Foto: AVISEN

Nye Borgerliges Karsten Byrgesen, der sidder i Præhospitaludvalget, synes i lighed med Bente Gertz, at det fungerer godt med Ambulance Syd.

– I 2016 havde vi Bios-skandalen. Efter det kaos valgte regionen at lave hjemtagning af ambulancedriften. Det betød, at vi etablerede vores egen drift, som vi kaldte Ambulance Syd. Den opererer i hele regionens område. En lille rast dengang var udleciteret til Respons, der vandt udbudet. Den kontrakt udløber, og der skal laves noget nyt fra 2025. Det jeg lægger vægt på er, at der er ro og en god stemning i ambulanceselskabet. Jeg har haft lejlighed til at møde medarbejderrepræsentanter og har kørt  med en ambulance på en vagt, og været med redderne ude. Det har gjort, at jeg kan se det går rigtig godt. Vi har en dygtig ledelse, sige Karrsten Byrgesen og slår fast:

– Det vil være uklogt at sætte den del, som Ambulance Syd har, i udbud. Det vil starte en uro i hele korpset som er uønsket, men på den lille del, som Respons dækker i Trekantområdet, giver det mening at kigge på det. Så kan vi lave et udbud og lave en ny aftale, og det kan være med dem, men vi har lært at det skal fungere. 

Byrgesen har én anke i selve sagen, og den handler ikke om Ambulance Syd eller hvem der fremadrettet skal varetage ambulancedriften, men derimod regionens klimapolitik, der vil få indflydelse fremadrettet.

– Det jeg har påpeget i udvalget, og som kan blive et problem reelt, er at vi står med en klimabeslutning, der siger, at alle køretøjer i regionen skal væk fossilfrit (benzin og diesel, red.) inden 2030. Dem, der skal byde ind kan ikke bruge en eneste af dem de har i dag. De skal derfor købe nye biler. Min svoger er redder, og jeg ved derfordet ikke sker sjældent, når der er uheld, at de holder og venter og de behandler på stedet. Man kan derfor holde en time alene, hvor den trækker på batteriet. Man står med et problem med ambulancen har en begrænset rækkevidde. Det kan få konsekvenser. Skal man have flere ambulance, skal man have ladestandere. Ellers overholder man ikke klimaaftalen, slutter Karsten Byrgesen.

Anden rate af ekstra økonomisk støtte på vej til 280.000 pensionister

0

I dag begynder udbetalingen af anden rate af den ekstra økonomiske støtte til modtagere af ældrechecken. Sammenlagt vil nogle af de pensionister, der har mindst, have fået udbetalt 5.000 kroner i ekstra økonomisk støtte.

Fra i dag begynder udbetalingen af 2.500 kr. i ekstra økonomisk støtte til de borgere, der modtog ældrecheck i 2022. Udbetalingerne sker efter et bredt flertal i Folketinget i september sidste år stemte for en lov, der skal sikre økonomisk støtte til en række vanskeligt stillede borgere, herunder bl.a. pensionister, der modtager ældrecheck.

Ane Halsboe-Jørgensen, Foto: AVISEN

Den ekstra økonomiske støtte er skattefri, og indvirker ikke på de offentlige ydelser, man i forvejen modtager. Alle modtagerne af den ekstra økonomiske støtte modtager et brev med orientering om udbetalingen, når udbetalingen finder sted. Det forventes, at langt de fleste modtagere vil have beløbet på kontoen i dag torsdag, men i visse tilfælde kan der gå op til et par hverdage.

Derudover vil der den 10. januar blive udbetalt et engangsbeløb på 2.000 kr. skattefrit til personer, der i marts 2022 helt eller delvis modtog enten førtidspension, seniorpension, tidlig pension, efterløn eller fleksydelse.

– Vi befinder os lige nu i økonomisk usikre tider med høj inflation. Derfor er jeg rigtig glad for at vi nu er klar til at udbetale anden rate af den ekstra økonomiske støtte til modtagere af ældrechecken, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen og fortsætter:

– Det er mit og regeringens håb, at vi med den her håndsrækning vil gøre vintermånederne en smule lettere at komme igennem for de mange pensionister, der modtager ældrecheck, og som lige nu sidder i en ekstraordinært svær økonomisk situation.

– I regeringen er vi dog klar til at gøre endnu mere. Derfor indgår det også i regeringsgrundlaget, at vi snarest vil komme med en ny inflationshjælp. Som en del af inflationshjælpen har vi bl.a. lagt op til i 2023 at udbetale yderligere 5.000 kr. skattefrit til ældre, som modtager ældrecheck.

EU’s nødretsforordning om fremskyndelse af udbredelsen af vedvarende energi er trådt i kraft

0
Sdr Vilsrupvej, Højrup. Fredericia. Master. Linjeføring. Inducerede spændinger. Energinet.

EU har den 22. december 2022 vedtaget rådsforordning om en ramme for at fremskynde udbredelsen af vedvarende energi.

Forordningen har til formål at adressere forsyningssikkerheden og stigende gas- og elpriser i EU ved at indføre midlertidige foranstaltninger, som kan øge adgangen til vedvarende energi med henblik på at afbøde virkningen for EU-borgere og forbedre forsyningssikkerheden.

Forordningen trådte i kraft den 30. december 2022 og vil have direkte virkning i dansk ret. Den indeholder bl.a.:

En definition på tilladelsesprocesser
– Kortere sagsbehandlingstider for visse typer VE-projekter
– En anerkendelse af, at VE-projekter er en væsentlig samfundsinteresse
– Forordningen indfører kortere frister for tilladelser, når der skal installeres solceller og solpaneler på bygninger, repowering af kraftværker til vedvarende energi og installation af varmepumper.

Relevant dansk lovgivning vil blive tilpasset i henhold til forordningen.

HK Privat: Nye overenskomster skal først og fremmest kunne ses på lønsedlen

0
(Foto: AVISEN)

HK Privat forventer svære overenskomstforhandlinger, men der er ingen vej udenom, at kroner og ører bliver det altoverskyggende tema.

Mere i løn. Det er den ubestridte topscorer, når HK Privat igennem 2022 har spurgt sine medlemmer, hvad der står øverst på ønskelisten til OK23.

Efter et år med buldrende inflation har HK’erne, ligesom de fleste andre lønmodtagere i Danmark, fået udhulet købekraften og banket reallønnen tilbage. Derfor bliver den absolutte topprioritet for HK Privat ved de kommende overenskomstforhandlinger, at resultatet skal kunne ses på lønsedlen. Det siger sektorformand, Simon Tøgern.

– Forventningerne fra vores bagland er høje. Jeg erkender, at vi er midt i en usikker tid med høj inflation, energikrise og krigen i Ukraine, så vi forventer nogle vanskelige forhandlinger, og vi kommer ikke til at indhente alt det tabte. Men vi vil kæmpe for, at der bliver skruet på alle de knapper, der kan give vores medlemmer flere penge mellem hænderne, siger han.

HK Privats funktionæroverenskomster har ingen mindstelønsbestemmelser. I stedet er de indrettet sådan, at der fra centralt hold forhandles fritvalg – en konto, hvor arbejdsgiver indbetaler en overenskomstaftalt procentsats af den ferieberettigede løn, som lønmodtageren selv kan vælge at få udbetalt som enten løn, feriefridage eller pension. Derudover forhandles der blandt andet pension, barselsbestemmelser og uddannelse, mens lønningerne altså forhandles lokalt i virksomhederne.

Meget tyder dog på, at der ikke har været det store at komme efter for HK Privats medlemmer ved de lokale lønforhandlinger det seneste år. HK Privats lønstatistik for 2022 tyder kun på en moderat lønfremgang, og ifølge en undersøgelse, som Epinion lavede blandt HK Privats medlemmer i efteråret, har 30 procent hverken fået en lønstigning eller haft en lønforhandling i 2022.

– Det er selvfølgelig ikke rimeligt, når vi ved, at produktiviteten er steget, og virksomhederne har haft en god indtjening gennem de senere år. Det burde i højere grad have afspejlet sig i medlemmernes lønudvikling, siger Simon Tøgern.

Derfor går HK Privat også til forhandlingerne med det formål, at overenskomsternes lønbestemmelser får et eftersyn, så det i højere grad sikres, at medlemmer har en reel mulighed for at forhandle sig til lønstigninger lokalt.

Udover løn handler de største medlemsønsker om større indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdstiden, og at sikre at flere medlemmer er omfattet af overenskomsterne.

2023 bliver et mulighedernes år i Fredericia

0

Business Fredericias direktør, Kristian Bendix Drejer, ser et spændende 2023 foran sig, hvor potentialet for Fredericia på den grønne omstilling og det kulturelle område er tårnhøjt.

Selvom der er mørke skyer i store dele af den økonomiske verden, så tror Kristian Bendix Drejer, at fremtiden tegner lys.

– 2023 bliver et spændende år, nok på godt og ondt. Vi kunne se, at 2022 sluttede med massevis af forudsigelser, som vi dog ikke har set helt konkret endnu. Men jeg erkender, at der kan blive tale om en mindre afmatning, et stigende antal konkurser og lignende. Men vi vil naturligvis i Business Fredericia gøre alt, hvad vi kan for at understøtte vores lokale detailhandel og virksomheder, siger erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer.

– Men 2023 er også et mulighedernes år. Vi vil se historiske spændende projekter tage form i byen, der kan gavne os på national plan. Det gælder eksempelvis et større historisk formidlingscenter på den kulturelle arena, der skal sættes i støbeskeen. Der er sat et hold, der skal arbejde med det, og dem og projektet forventer jeg mig meget af, fortæller Drejer.

Den grønne omstilling vil også tage fart og sætte turbo på de kommende år, det er erhvervsdirektøren sikker på.

– Indenfor erhvervslivet forventer jeg, at vi for alvor får sat Fredericia på den nationale dagsorden på den grønne omstilling. Vi får og kommer til at spille en vital rolle, hvis vi skal opnå de mål, der er sat for CO2-reduktion i Danmark, siger han og uddyber:

– I Fredericia og i hele området har vi nogle spillere på området; virksomheder og arbejdsgrupper, der med stor styrke kan sætte en dagsorden på området. Vi er allerede i gang med at sætte en kurs og en dagsorden i fællesskab med flere aktører, og det ser meget lyst ud.

Hvad betyder det konkret?

– Jeg tør godt sige, at potentialet er stort, både indenfor arbejdspladser, uddannelser og virksomheder. Det vil også betyde, at den afmatning vi generelt ser, vil blive mindre, fordi der bliver brug for virksomheder og medarbejdere. Alt vil blive bedre via den kommende udvikling indenfor den grønne omstilling. Derfor er 2023 også et håbets år, hvor vi kan skabe meget i Fredericia, mener Kristian Bendix Drejer.

Mange vil høre mere om projekterne, der tager form hos blandt andet de større energivirksomheder i området. Det bringer også synergieffekter med sig.

– På bosætnings- og turismeområdet er der en gylden mulighed for at udnytte det potentiale, vi har i området, hvis vi forstår at høste og handle på de arbejdspladser, der er på vej, siger Drejer.

– Erhvervslivet er klar til at åbne dørene for nye erhvervsturister, og det forventer jeg mig meget af. Vi så allerede i 2022, at det er et område, som vi roses for af udefrakommende virksomheder, fordi vi har nogle projekter blandt medlemmerne, der både inspirerer og giver værdifulde indsigter, som de kan bruge. Fredericia er fremme i skoene, når det kommer til nytænkning på den grønne omstilling, og det interesser mange, slår han fast.

Men det er ikke kun industri og erhvervsliv, der går spændende tider i møde.

– Jeg tror på, at vi vil se en stærk udvikling på industri- og erhvervsområdet i Fredericia, men også en unik udvikling på natur- og kulturområdet.

– Naturen, historien og kulturen inviteres i sammenspil ind til at udvikle et fyrtårn i Fredericia. Et formidlingsfyrtårn for hele området på niveau med Tirpitz Museet, H.C. Andersen, Flugt og lignende. Det kan generere en stærk tilstrømning af turister til området i fremtiden, hvilket kan understøtte vores byliv, da placeringen af en ny ikonisk bygning skal være i forbindelse med det historiske voldanlæg. Vi bruger den unikke nationalhistoriske position, som Fredericia har, hvilket ingen andre kan tage fra os eller byde på, siger Kristian Bendix Drejer og slutter:

– Ambitionerne og visionerne kan kun blive for små. Selve bygningen skal have en flyvehøjde og et niveau, der gør, at vi kommer op på den høje klinge fra starten. Ambitionsniveauet skal derfor være tårnhøjt. Jeg er også sikker på, at det bliver et tema, når vi mødes med hele erhvervslivet og samarbejdspartnere til nytårskur den 25. Januar i Eksercerhuset.

Et helt år uden bankrøverier

0

Antallet af bankrøverier har været nedadgående de seneste år, og i 2022 blev der for første gang ikke begået et eneste.

2022 vil af mange blive husket for krigen i Ukraine og den tårnhøje inflation. Men året er også skelsættende af helt andre årsager.

For første gang nogensinde lander antallet af bankrøverier begået i Danmark nemlig på nul. Det viser tal fra Finans Danmark.

Og det glæder næstformand i Finansforbundet Steen Lund Olsen.

– Det er intet mindre end fantastisk. For det er en helt ekstrem belastning for de berørte medarbejdere, hver gang det sker. Det er noget, man slet ikke kan begynde at forstå det følelsesmæssige omfang af, hvis man ikke har prøvet det selv, siger han.

I 2000 var der 221 bankrøverier. Det svarer til næsten ét per bankdag, mens der siden 2017 har været mindre end ti bankrøverier om året.

Faldet er sket samtidig med, at mange banker helt har lukket de kontante kasser, mens blandt andet Danske Bank kun har en enkelt kontantkasse i København og én i Aarhus.

”En tikkende bombe”

Men selvom antallet af røverier er faldende, kæmper mange bankansatte, der har været udsat for røveri, fortsat med konsekvenserne.

Det mærker man i Finansforbundets socialrådgiverteam, der aktuelt har 12 verserende arbejdsskadesager, som omhandler røverier i perioden 2002 til 2018.

– Nogle af sagerne kører på tyvende år, da nogle af medlemmerne først mange år efter hændelsen får konstateret PTSD, siger socialrådgiver Olivera Nancovski. Hendes kollega Michael Dreyer supplerer:

– Det er en tikkende bombe, og det kan være småting, der udløser det. Ændrede arbejdsrytmer, hvis de får en ny funktion eller hvis de bliver placeret et andet sted i lokalet.

Socialrådgiverne fortæller, at nogle også har oplevet en retraumatisering i forbindelse med den øgede brug af mundbind under corona-pandemien. Særligt sorte mundbind har, på grund af deres lighed med de masker, som bankrøvere ofte har på, vækket traumer til live hos nogle ofre for bankrøverier.

Det er blandt andet symptomer som angst, tristhed, irritabilitet, rastløshed og søvnløshed, som de berørte medlemmer kæmper med. For nogle er det så indgribende, at de slet ikke kan arbejde og har fået tilkendt en førtidspension, mens andre bliver ansat i fleksjob, hvor der bliver taget hensyn til deres behov.

Fortsat problemer med vold og trusler

– Selvom der nu for første gang er gået et år, hvor ingen bankansatte har skullet stå ansigt til ansigt med en bankrøver, er der stadig store udfordringer med vold og trusler i sektoren, understreger næstformand i Finansforbundet Steen Lund Olsen.

Det sker i dag i langt højere grad digitalt, men er fortsat et stort problem for de ansatte, påpeger han.

– Der er stadig medarbejdere – særligt i de kundevendte funktioner – der bliver svinet til på mailen eller telefonen. Medarbejdere, der bliver truet i virtuelle såvel som fysiske møder. Det er uacceptabelt, siger Steen Lund Olsen og fortsætter:

– Der er tale om helt almindelige mennesker, der bare passer deres arbejde. Det skal man selvfølgelig kunne gøre uden at risikere at blive chikaneret og traumatiseret.

Langt ude, når politikere råber op

0

Nye Borgerliges medlem af Fredericia kommunalbestyrelse, Karsten Byrgesen, har brugt juledagene på at flikke et fejlfyldt og urimeligt læserbrev sammen om Fredericia Havn og ”giftigt affald”.

Det er faktisk langt ude!

Byrgesen postulerer, at Danske Havne ”ikke tager ansvar for miljøet” men tvært i mod tager beslutninger ud fra, hvad der ligefrem er dårligst for miljøet. På vores hjemmeside kan man finde flere publikationer, der bevidner det modsatte. Og medlemshavn efter medlemshavn gør et kæmpearbejde både for grøn omstilling, rent miljø på land og til vands, opsamling af affald fra havene og genbrug. Aarhus Havns COO, Anne Zachariasen, fik sågar i fjor en bæredygtighedspris på grund af havnens indsats.

Som om det ikke er nok, så skriver Byrgesen også, at havnene ”dumper giftigt affald”. Hvad er det for noget uansvarligt sludder?

Hvis Byrgesen i stedet for at sidde og skrive sig gal havde brugt to klik på at finde Miljøstyrelsens vejledning for klapning – det er meget let, man kan blot slå det op online – ville han vide, at klapning ikke er dumpning af giftigt affald.

Klapning er at flytte havbundsmateriale fra havne eller sejlrender fra ét sted til et andet. Materialet er forlods undersøgt af Miljøstyrelsen, der udpeger de steder, der er egnede til at klappe netop det pågældende materiale. Så der er på ingen måde tale om dumpning af giftig affald fra havne.

I modsætning til, hvad Byrgesen hævder, kan vi derfor sagtens i Danmark leve fuldt op til FN’s verdensmål artikel 14 om at beskytte havmiljøet og klappe samtidig.

For at understrege sine forkerte pointer sætter Byrgesen trumf på ved at skrive, at det er ”på niveau med at tillade bilister at smide deres affald ud af vinduerne under kørslen”.

Det er ikke bare unuanceret, det er debat på Trump-niveau. Det er brandærgerligt, for både borgerne i Fredericia, byens havn og den generelle politiske debat i Danmark fortjener bedre.

Carsten Aa, Bestyrelsesformand for Danske Havne

Ved indgangen til 2023

0

Når vi om et år står og kigger tilbage på år 2023, ja, så er der allerede her på årets første dage mange samfundsmæssige debatter, forhold og udviklinger, som vi – i debatterne om Det Ønskede Samfund – gerne vil have styr på og sætte gang i, i løbet af det kommende år. Det handler denne uges artikel om.

Med baggrund i de hidtidige artikler, debatter, interviews, vision og strategier vil vi dykke ned i debatter om udvalgte temaer fra det nye regeringsgrundlag ”Ansvar for Danmark – Det politiske grundlag for Danmarks regering”. Regeringsgrundlaget giver gode og relevante pejlemærker for den stærkt nødvendige samfundsudvikling, der bør sættes i gang, for at vi med større sikkerhed og tryghed bevæger os endnu længere henimod det ønskede samfund.

Den stærkt nødvendige samfundsudvikling kan ikke gå for stærkt, og samtidig skal den være koblet til de mange grundlæggende og gode samfundsforhold, som vi kender i dag, og som vi ønsker at fastholde og bevare. Selv om det skal gå stærkt, må vi ikke overse og negligere denne betydningsfulde sammenhæng.

Ved at tage speeden ud af overvejelserne og planlægningen af forandringer skabes grobund for holdbare og langsigtede løsninger. Samtidigt skal implementerings- og gennemførelseshastigheden af forandringerne øges betydeligt. Udviklingshastigheden skabes gennem disse to tiltag, hvor det sidste overstiger det første i hastighed, hvorved den samlede hastighed øges markant. Dette kan eksempelvis ske ved at gøre implementeringsskridtene væsentligt kortere og dermed øge antallet. Det har to fordele. Den ene fordel er, at vi hurtigere synliggør fremskridtene i implementeringen af de enkelte reformer. Den anden fordel er, at vi, i langt højere grad end før, undervejs og rettidigt kan tage højde for den hastige forandring, der kontinuerligt sker i verden omkring os. Vores tidligere udgivne artikelserie om ”Derfor er visioner vigtige” har netop indbygget disse elementer i sit visions- og strategikoncept.

Visionen og strategien

I debatten, artikler og interviews m.v. om Det Ønskede Samfund i 2023 vil vi fortsat søge at bidrage konkret til den stærkt nødvendige samfundsudvikling, som vi har brug for både lokalt, nationalt og globalt.

Vores vision er grundlæggende stadig den samme: ”Vi vil skabe en bred samfundsdebat, der søger konkrete løsninger på aktuelle og ubærlige problemstillinger. Løsninger som bringer os henimod Det Ønskede Samfund, og som bygger på en ordentlig og åben dialog med respekt for andres meninger.

Vi vil ændre vores strategi, så vi rækker ud til endnu flere debattører og netværk og dermed styrker den demokratiske samtale og den politiske debat. Det gør vi ved både at koble formen på og indholdet af vores artikler, debatter og interviews endnu tættere til dagsaktuelle temaer i relation til det nye regeringsgrundlag.

Vores debatter vil blive omkranset af forudgående artikler, som oplæg til de enkelte debatter, og efterfølgende artikler, som evaluering af de samme debatter. De forudgående artikler, debatterne og de efterfølgende artikler vil danne grundlag for de efterfølgende Tv-interviews, som så danner grundlag for nye artikler med nye temaer osv.

Parallelt med denne ArtikelDebatArtikelTv-interview cyklus vil vi levere ugentlige debatartikler om aktuelle emner i avisen.nu og på vores hjemmeside.

Vi ser også frem til sætte yderligere gang i samfundsdebatten gennem blogs på forskellige medier.

Debatterne i 2023

Det gør vi for at styrke vores otte Zoom-debatter, som vi planlægger for 2023.

Torsdag d. 26. januar 2023, kl. 19-21.

Onsdag d. 15. marts 2023, kl. 19-21.

Torsdag d. 27. april 2023, kl. 19-21.

Torsdag d. 08. juni 2023, kl. 19-21.

Onsdag d. 23. august 2023, kl. 19-21.

Torsdag d. 05. oktober 2023, kl. 19-21.

Torsdag d. 16. november 2023, kl. 19-21.

Onsdag d. 13. december 2023, kl. 19-21.

Vi vil også undersøge mulighederne for at gå tilbage til vores oprindelige tanker om at kombinere fysiske debatter med vores Zoom-debatter for at inddrage fordelene fra begge verdener og koble nærheden til distancen.

Temaerne for 2023

Temaerne for 2023 er endnu ikke endeligt fastlagt. Idéen er at koble debattemaerne tæt til udvalgte temaer fra det nye regeringsgrundlag.

Ud over at debattere aktuel krisehåndtering, økonomisk politik, ambitiøs klimahandling, forsvar og sikkerhed, sammenhængskraft og behovet for et mere levende og åbent demokrati, så er de otte reformspor, som regeringen har lagt op til, også helt relevante at tage op til debat. Det gælder overordnet både en debat om beskæftigelse, frisættelse, rekruttering, sundhed, uddannelse, trivsel, værdighed og vækst. Og her ser vi god grund til at koble disse debatter til de debatter og artikler, som vi allerede har haft gang i. Dermed kan vi blive endnu mere skarpe på, ikke bare hvilken samfundsudvikling der er behov for, men i højre grad hvordan og hvornår de nødvendige forandrings skal ske med hvilken effekt.

Temaer som ”Den nye politiske virkelighed – mellem regering og opposition”, ”Borgerpligten”, ”Attraktive arbejdspladser”, ”Tilliden som forudsætning”, ”Åbenhed og transparens”, ”Koblingen mellem den lokale, regionale, nationale og globale samfundsudvikling”, ”Kulturen som medspiller” og ”Medierne som forudsætning for et stærkt og sundt demokrati” er også meget relevante temaer, som der er god grund til at tage fat på.

Næste debat

Vi glæder os til første debataften torsdag den 26. januar 2023, kl. 19-21 på Zoom. Temaet afslører vi omkring den 15. januar, når vi har mere styr på årets mange temaer.

Du er meget velkommen til at give dine indspark i debatten og forslag til aktuelle temaer, som vi kan tage op til en god demokratisk debat. Godt nytår.

Lise Nørgaard giver os ‘Det sidste ord’

0

Forfatter og journalist Lise Nørgaard sov stille ind på årets første dag. Forinden sin død gav Lise Nørgaard et særligt interview til Mikael Bertelsen, der nu bliver sendt på TV 2 og TV 2 PLAY.

Lise Nørgaards mange ord og fortællinger har fyldt meget i danskernes liv gennem tiden. I et interview med Mikael Bertelsen tager hun nu ordet og fortæller en sidste gang.

Interviewet er en del af programserien ’Det sidste ord’, som i tre omgange har været vist på TV 2, og som adskiller sig ved at have den særlige præmis, at programmet først må sendes efter den medvirkendes død. Derfor bliver interviewet med Lise Nørgaard nu til en udsendelse, som vises på TV 2 og TV 2 PLAY søndag 8. januar klokken 20.

– Da jeg interviewede Lise Nørgaard til ‘Det sidste ord’, var hendes stemme hæs og ved at forsvinde. Hun mente selv, at det var fordi, hun havde talt uafbrudt i over hundrede år. Men selvom stemmebåndene svigtede, så var hun energisk og meget opsat på at medvirke. Lise Nørgaard var bevidst om at efterlade sig en slags manual til fremtidens kvinder med hendes egne erfaringer og råd til, hvordan man kan gøre sig selv fri og uafhængig. Og selvom hun var lille af statur i det store tv-studie, så håber jeg, at det kan ses, at hun var en stor og stærk personlighed. Da jeg på et tidspunkt var ved at være træt under optagelsen, havde Lise Nørgaard stadig masser af energi og sagde, at hun var klar til at ‘synge og danse hele natten’. Jeg er taknemmelig og glad for, at jeg nåede at opleve det,’ siger Mikael Bertelsen. 

Alt råmateriale arkiveres på Det Kgl. Bibliotek 

Som samarbejdspartner i projektet ‘Det sidste ord’ står Det Kgl. Bibliotek for at arkivere optagelserne for eftertiden. Kun nogle ganske få ansatte på Det Kgl. Bibliotek har adgang til dem, og først 20 år efter personens død kan bibliotekets brugere få adgang til optagelserne.

– Hele interviewet, der er noget længere end det, som bliver sendt, kan udgøre et interessant kildemateriale for forskere i fremtiden. Det er ikke mindst interessant, fordi konceptet inviterer til mere intense samtaler og dermed potentielt også viden, som ikke kan findes andre steder, siger Tonny Skovgård Jensen, vicedirektør og chef for kulturarv på Det Kgl. Bibliotek.

For TV 2 betyder det meget, at Lise Nørgaard valgte at medvirke i ’Det sidste ord’, forklarer TV 2s faktachef, Thomas Breinholt.

– Med Lise Nørgaard har Danmark mistet en af sine helt store personligheder. Som få har hun præget sit land og fortalt danskerne stærke, underfundige, levende og underholdende historier i bøger, aviser, film og tv. På TV 2 er vi stolte af, at hun også ville fortælle sin egen historie om, hvad livet har bragt hende af store øjeblikke, glæder, kærlighed og sorger i ‘Det sidste ord’. TV 2s ambition er, at samle danskerne om de store øjeblikke. Lise Nørgaards farvel til os alle sammen er ét af dem, siger Thomas Breinholt.

Tidligere har Bent Fabricius-Bjerre, Uffe Ellemann-Jensen og Povl Dissing været med i programserien. ‘Det sidste ord’ med Lise Nørgaard bliver dermed det fjerde i rækken og kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY søndag 8. januar kl. 20.