Elkunder i Trekantområdet og på Bornholm får nye nettariffer, når TREFOR El-net og TREFOR El-net Øst fra 1. oktober som planlagt skifter til vintertarif. Nettarifferne er generelt højere om vinteren, men i år er vintertariffen væsentligt lavere i forhold til sidste vinter, hvor energikrisen pressede priserne op.
Den 1. oktober går TREFOR El-net og TREFOR El-net Øst som planlagt over til vintertarif. Sidste efterår og vinter var energikrisen på sit højeste, hvilket også slog igennem på nettarifferne hos TREFOR El-net og TREFOR El-net Øst. Når netselskaberne den 1. oktober igen går over til vintertarif, er prisen på et væsentligt lavere niveau.
-Vintertarifferne er højere end om sommeren, fordi der generelt er et højere elforbrug i den mørke og kolde årstid, blandt andet fordi vi alle tænder mere lys og mange bruger el til varmepumper. Fordi elpriserne på markedet har stabiliseret sig på et lavere niveau end sidste vinter, betyder det, at vi i år kan sætte vintertariffen lavere, siger Per Sørensen, elforsyningsdirektør i TREFOR El-net og TREFOR El-net Øst.
TREFOR driver elnettet i Trekantområdet og på Bornholm, og nettariffen skal blandt andet dække omkostningerne til at transportere strømmen samt til drift, vedligehold og udbygning af nettet. Tarifferne bliver reguleret både sommer og vinter, og så er døgnet inddelt i flere ”priszoner”, med en pris i dagtimerne, den laveste pris om natten og den højeste pris i tidsrummet mellem klokken 17 og 21, hvor elforbruget er allerhøjst.
-Vi vil gerne motivere til, at man flytter sit elforbrug, hvis man har mulighed for det. For eksempel kan man vaske tøj og lade elbilen om natten, hvor tariffen er lav. Med den grønne omstilling stiger vores forbrug af strøm, og derfor er det væsentligt, at vi udnytter alle døgnets timer på elnettet i stedet for at forbruget klumper sig sammen i nogle få timer. Hvis vi udnytter elnettet bedre, bliver den grønne omstilling billigere, og det vil komme alle til gode, forklarer Per Sørensen.
Om tariffer
TREFOR El-net og TREFOR El-net Øst skifter til vintertarif den 1. oktober, og ved årsskiftet er der tale om en mindre stigning af tariffen på grund af inflationsregulering. Den 1. april 2024 er det igen den lavere sommertarif, som træder i kraft.
Udover tariffen betaler den enkelte også for selve strømmen, der bliver brugt. Den pris afhænger af, hvilken aftale man har med sin elleverandør. Og elleverandøren afgør, hvordan tariffen fremgår af din regning.
Tarifferne er fastsat efter tarifmodel 3.0, som er godkendt af Forsyningstilsynet, og gælder for private forbrugere og mindre erhvervsvirksomheder. (C-kunder)
I år er der også lavere vintertariffer for B- og A-kunder, som er de større kunder, der er tilsluttet længere oppe i elsystemet.
Hvis forhandlerne ved trepart overser rengørings- og serviceassistenter, så er det på grænsen til hykleri, siger 3F’s forbundsformand Henning Overgaard.
Regeringen har i dag indkaldt til trepartsforhandlinger om lønløft i den offentlige sektor, men nævner desværre ikke rengøringsassistenterne eller serviceassistenterne, selv om ordentlig rengøring er fundamentet for hele aktiviteten i den offentlige sektor.
Under Corona-krisen var rengøringsassistenterne samfundets helte, når de gik på arbejde og sørgede for, at de offentlige kontorer var rengjorte, så Corona-smitten ikke bredte sig mere end højst nødvendigt.
Men tre år er længe siden. Nu er rengøringsassistenterne helt glemt i regeringens løn-udspil, der i stedet fokuserer på mere i løn til sygeplejersker, social- og sundheds assistenter, pædagoger og fængselsbetjente.
-Jeg er forundret og ærgerlig, siger Lydia Callesen, der er formand for 3F’s offentlige gruppe, som organiserer omkring 8.000 rengøringsassistenten i den offentlige sektor.
Hvis man kigger på lønstrukturkomitéens rapport, så viser den, at mange af vores medlemmer halter bagefter på løn. Derfor ærgrer det mig, at regeringen ikke kigger den vej. Ordentlig rengøring er jo fundamentet for hele aktiviteten i den offentlige sektor, og det mener jeg bør afspejles i de kommende forhandlinger, siger Lydia Callesen.
-Vi hører, at regeringen taler om lokal løn som et redskab til rekruttering. Lokal løn fungerer ikke lige godt alle steder, så vi ser gerne en bedre lokal løn, for eksempel til vores rengøringsassistenter. Men hvis lokal løn bliver til, at arbejdsgiverne bare uddeler der, hvor de ser behovene, så tror jeg ikke på det, siger Lydia Callesen.
3F’s forbundsformand Henning Overgaard siger:
-I alle de år, jeg har været i 3F, har vi altid talt om vores rengøringsassistenter og serviceassistenter, men det er en svær dagsorden at komme igennem med. Der er rigtig mange, der ikke kigger på vores rengøringsassistenter og serviceassistenter som et fag, siger Henning Overgaard, der håber, regeringen kommer på bedre tanker.
-Vi går naturligvis konstruktivt til forhandlingerne og er nysgerrige på hvad regeringen konkret gerne vil. Vi vil spille ind med at regeringen – og især de mennesker på lønmodtagersiden, der skal sidde og forhandle – bør kigge nærmere ind i lønstrukturkomitéens rapport. Jeg håber, at de kommende trepartsforhandlinger vil betyde øget fokus ligeløn og ordentlig løn til de lavest lønnede, siger Henning Overgaard.
Hvis forhandlerne ved trepart overser rengørings- og serviceassistenter, så er det på grænsen til hykleri, da netop ligeløn og kvindefag har været hovedargument for lønstrukturkomitéen. Hvis man hæver lønniveauet for kun nogle faggrupper og ikke alle lavtlønnede, så skaber man mere ulighed i den offentlige sektor, hvilket jeg er stærk modstander af, siger 3F’s forbundsformand.
Højesteret har dømt forsikringsselskabet Alka for vildledende reklamer for bilforsikringer på tv og på Alkas YouTube-kanal. Bøden er på 16,9 millioner kroner.
Forsikringsselskabet Alka har overtrådt markedsføringslovens forbud mod vildledning og skal betale en bøde på 16,9 millioner kroner kroner. Det har Højesteret afgjort. Forbrugerombudsmanden politianmeldte i 2018 Alka.
Under sagens behandling fusionerede Alka med Tryg Forsikring.
Alka markedsførte i 2016 og 2017 bilforsikringer som prisfaste, hvis bilen fik en skade, selv om det fremgik af forsikringsbetingelserne, at prisen kunne ændres.
I betingelserne stod blandt andet: ”Vi kan ændre forsikringens pris og dækning med 14 dages varsel efter enhver anmeldt skade”. Desuden fremgik det, at forbrugere, der havde haft en skade, ville få udsat en ellers planmæssig årlig præmienedsættelse og forhøjet deres selvrisiko med 4.000 kr. i det efterfølgende år.
Alka markedsførte sine bilforsikringer i en reklamefilm på en lang række tv-kanaler og på YouTube. Her blev det blandt andet sagt: ”Hvis du får en skade, sætter vi ikke prisen op.”
Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse var reklamefilmen vildledende, da Alka havde en generel ændringsadgang i sine vilkår i tilfælde af skader, ligesom vilkårene gav visse andre prismæssige ulemper i tilfælde af en skade.
Højesteret skriver i dommen:
-Ts reklameudsagn er egnet til at give gennemsnitsforbrugeren indtryk af, at en skade ville være prisneutral for kunden, og at T dermed bl.a. ikke ville have mulighed for at forhøje præmien i tilfælde af en skade. Imidlertid havde T ifølge forsikringsvilkårene mulighed for at sætte præmien op efter en skade, og Højesteret finder derfor, at udsagnet i Ts reklamefilm om, at prisen ikke sættes op, hvis kunden får en skade, var vildledende, jf. markedsføringslovens § 5, stk. 1. Hertil kommer, at en skade ifølge forsikringsvilkårene i visse tilfælde ville medføre udsættelse af præmienedsættelse og forhøjelse af forsikringens selvrisiko. Højesteret finder, at reklamen i den foreliggende sammenhæng også for så vidt angår disse forhold er vildledende, og at der er tale om udeladelser af væsentlige oplysninger efter markedsføringslovens § 6, stk. 1.
-Det er efter det, der er anført ovenfor, uden betydning, om T efterfølgende undlod at bruge sin mulighed i forsikringsvilkårene for at forhøje prisen eller selvrisikoen efter en skade eller udsætte den årlige præmienedsættelse.
Byretten fandt i marts 2021, at Alka havde overtrådt markedsføringslovens forbud mod vildledning og idømte selskabet en bøde på 16,9 millioner kroner. I juni 2022 frifandt Østre Landsret forsikringsselskabet i samme sag. Efter indstilling fra Forbrugerombudsmanden ankede Rigsadvokaten dommen til Højesteret.
Fungerende forbrugerombudsmand, Andreas Weidemann, siger:
-Højesterets dom er vigtig for forsikringsaftaler, men vil også kunne få betydning for andre løbende forbrugeraftaler, for eksempel låneaftaler og abonnementsaftaler. Den understøtter vores opfattelse af, at markedsføringen af et produkt skal stemme overens med aftalevilkårene, fordi det er aftalevilkårene, som fastlægger produktets egenskaber. Man kan altså ikke markedsføre sine aftaler som prisfaste, hvis man i vilkårene har mulighed for at ændre prisen.
Lovgrundlag Markedsføringslovens § 5, stk. 1, har følgende ordlyd:
-En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte.
Markedsføringslovens § 6, stk. 1, har følgende ordlyd:
-En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.
De næste par dage byder på lunt og stabilt vejr, dog kan det nordvestligste Jylland til tider bliver generet af en front, som ligger over Nordsøen.
Det lune efterårsvejr skyldes, at et stort og stabilt højtryk ligger over Østeuropa. Højtrykket tvinger lavtryk og fronter til at tage en bane ind over de Britiske Øer og videre nordpå, op over Norge, og sender samtidig lun luft fra kontinentet op over Danmark. Den lune sydlige strømning tager dog også en del tynde højtliggende cirrusskyer med sig, som ikke giver regn, men som vil skygge noget for solen.
Lavtryk presser på
Torsdag kan temperaturen kortvarigt komme op omkring 23 grader i det østlige Danmark, når et noget kraftigere lavtryk bevæger sig fra England mod nordøst til Vestnorge. Men lavtrykket har også held med at sende skyer ind over landet, og fredag følger spredt regn til især den sydøstlige del af landet.
Et udbud af en ny privat fødeklinik i Kolding har desværre ikke resulteret i tilbud, som Region Syddanmark har vurderet tilfredsstillende. Derfor har et enigt regionsråd valgt at annullere udbuddet. Fødende i Trekantområdet vil derfor fortsat skulle føde på sygehuset i Kolding, hvis de ikke vælger en hjemmefødsel.
Et flertal i regionsrådet valgte 28. november 2022 at sende etableringen af en ny privat fødeklinik i Kolding i udbud.
Udbuddet har desværre ikke resulteret i tilbud, som Region Syddanmark har vurderet tilfredsstillende. Derfor har et enigt regionsråd på regionsrådsmødet 25. september valgt at annullere udbuddet.
– Jeg er ærgerlig over, at vi ikke vil kunne tilbyde fødende i Trekantområdet mulighed for at føde på en privat fødeklinik i fremtiden, sådan som et flertal i regionsrådet ønskede sig. Vi er dog nødt til at lytte til de vurderinger, vores nedsatte arbejdsgruppe er kommet med. Når den vurderer, at vi ikke har modtaget tilfredsstillende tilbud, så giver det desværre ikke mening at holde fast i udbuddet, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V).
Den nedsatte arbejdsgruppe har bl.a. bestået af jordemødre, børnelæger, læger med speciale inden for kvindesygdomme og fødsler samt af medarbejdere med økonomiske og udbudsmæssige kompetencer.
Enkeltbilletter kommer til at stige 7,7 procent. Det er udmeldingen mandag fra DSB, der dog samtidig sætter yderligere 1 million Orangebilletter til salg på rejser over Storebælt.
Billetpriserne er fastsat i samarbejde med de regionale trafikselskaber og Arriva vest for Storebælt og af DOT (Din Offentlige Transport) på Sjælland og Lolland-Falster. Fælles for de to områder er, at priserne i gennemsnit stiger 10,3 procent.
Trafikstyrelsen fastsætter hvert år et loft for, hvor meget priserne i den offentlige transport må stige. Taksstigningsloftet er i år beregnet på baggrund af omkostningsniveauet for sektoren i 2022, der var en periode præget af høj inflation og stigende energipriser.
– Vi har sammen med de andre trafikselskaber justeret de fælles priser, så de giver bedst grundlag for at sikre en god og sammenhængende offentlig transport i alle dele af Danmark, siger Charlotte Kjærulff, Kundechef i DSB.
For rejser over Storebælt er det DSB, der fastsætter billetprisen. DSB har i år valgt ikke at udnytte takststigningsloftet fuldt ud for rejser på tværs af landet. Enkeltbilletter kommer til at stige 7,7 procent. Samtidig sætter DSB yderligere 1 million Orangebilletter til salg på rejser over Storebælt. Det betyder, at over halvdelen af alle enkeltbilletter på tværs af landet næste år vil være billige Orange- eller Orange Fri billetter:
– Hvis man kan rejse uden for myldretiden, er der fortsat rigtig gode muligheder for at få et godt tilbud. Orangepriserne for rejser mellem København og Aarhus starter ved 119 kroner. DSB vil også fortsat udbyde Orange-billetter til regionale togrejser. Her starter prisen på 20 kroner, så jeg synes, at vi har mange attraktive tilbud til togkunderne, siger Charlotte Kjærulff.
Thomas Jaap har siden august 2023 været kommunaldirektør i Fredericia Kommune. Han har i den første tid mødt en masse mennesker, og når tiden er til det, går han gerne en tur i gågaden og mærker byens puls, som han synes er vigtig at kende.
Den 1. august tiltrådte Thomas Jaap jobbet som ny kommunaldirektør i Fredericia Kommune. Den første tid bød på et fuldt program, hvor Dronningens besøg i fæstningsbyen og det årlige budget har fyldt meget, men direktøren har også haft tid til at besøge borgere, virksomheder og mærke byens puls.
– Det har været en utrolig spændende start i Fredericia. Det har været halvandet måned med fuld knald på, ligefra Dronningebesøg til budgetforhandlinger. Det har været utrolig dejligt, jeg har haft mulighed for at møde en masse mennesker, virksomheder og politikere. Det har været en utrolig spændende tid, siger Thomas Jaap.
Han lægger ikke skjul på, at det er vigtigt at kende den by, man arbejder i, derfor bevæger han sig også ud fra Rådhusets faste rammer, når tiden er til det.
– Jeg vælger, når jeg har tiden til det at gå en tur for at mærke stemningen. Jeg vil gerne høre, hvordan folk har det. Jeg er også blevet inviteret ud til beboerforeningen i Skærbæk, som har vist mig deres område af kommunen. Der er ikke nogen bedre til at fortælle og vise et område end dem, der bor der, fortæller han.
Før sin ansættelse som kommunaldirektør for Fredericia Kommune, var Jaap direktør for Plan, Kultur og Teknik i Varde Kommune siden 2016. Her stod han bag etableringen af kommunens nye vækst- og udviklingsstrategi. Han har også været med til at etablere museerne Tirpitz og Flugt. Men en ting er Varde kommunes museer, noget anden er geografien, og her er Fredericia noget helt andet.
– Det er dejligt og spændende at være rundt i Fredericia. Jeg skal også vænne mig til afstanden, når jeg kører en tur i Fredericia, så kommer jeg hurtigt rundt. I mit tidligere job i Varde, kunne jeg køre en time fra den ene ende til den anden uden at holde i kø. Når jeg siger det, så kigger københavnerne mærkeligt på mig, lyder det fra kommunaldirektøren, der tilføjer:
– Jeg kan mærke, når jeg er rundt i Fredericia, at der trods den tætte geografi er forskel på, hvor man er i kommunen. Det synes jeg faktisk er dejligt. Vi har forskellige styrker i kommunen, så det er dejligt at opleve forskellen.
Den første tid har der også været fart på mødeaktiviteterne for Thomas Jaap, der har haft et ønske om at blive meget klogere på Fredericia, og her han mødt passionerede mennesker, der brænder for Fredericia.
– For mig er der ikke den store forskel på at være direktør og kommunaldirektør. For mig handler det om at møde borgerne, virksomhederne og politikerne. Jeg har lagt planer, og jeg har haft 1 til 1 med alle politikere for at høre, hvad der er vigtigt for dem. Jeg har været ude at besøge virksomhederne og talt med borgerforeningerne. Så det har været den samme plan. For mig handler det i sidste ende om at mærke byen, og jeg kan mærke at Fredericia betyder noget for folk. Det at være fæstningsdreng betyder noget for nogen, og det er dejligt at se, at man brænder for sin kommune, siger han.
To af de større højdepunkter i de snart to måneder, hvor Jaap har siddet som øverste direktør i kommunen er gået med to store begivenheder. Den ene en stor folkefest; Dronningebesøget og den anden en hård omgang; budgetbesparelser.
– Det har været to forskellige oplevelser. Karetturen i høj solskin i Fredericia var et højdepunkt. Der var fyldt med mennesker i gaderne, ikke kun om dagen, men også om aftenen, da jeg gik ned gennem byen til Kongeskibet. Der var gang i den og liv i byen. Folk var glade og supertilfredse, så det var virkelig godt, fortæller Jaap.
Budgetforliget endte med 19 ud af 21 byrådspolitikers underskrift på et papir, og det er vigtigt. Det brede forlig gør det lettere for forvaltningen at arbejde videre. Det giver kontinuitet og stabilitet.
– Den anden opgave med budgetforliget er en yderlighed. Når man skal omfordele for 60 millioner kroner i et budget, så er det ikke let. Vi har mødt mennesker, der demonstrerer foran Rådhuset, og det forstår jeg egentlig godt, at folk bliver berørt af det her. Jeg havde gerne set, at alle 21 byrådspolitikere var med i budgettet, men når det er sagt, så synes jeg, at det er godt at se, at 19 ud af 21 er med. Det har været en god proces for mig at komme igennem. Det er et bredt forlig. Et bredt forlig er vigtigt for en forvaltning. Det betyder kontinuitet og stabilitet at have et bredt forankret budget, mener Thomas Jaap.
Nu venter der mere arbejde, og det er nok at tage fat på for kommunaldirektøren, der sætter stor pris på den modtagelse, han har fået i Fredericia.
– Jeg kunne ikke have fået en bedre modtagelse, end den jeg har fået. Folk har taget imod mig med åbne arme. Jeg har fået svar på en masse dumme spørgsmål. Havde jeg vidst det, skulle jeg have startet meget før. Vores by har så meget at byde på, og med den gejst, jeg har mødt, kan det kun gå fremad for Fredericia, slutter kommunaldirektør Thomas Jaap.
Fra at man sad og “gemte” sig, mens man strikkede i 90’erne, er det nu blevet en trend. Det nyder VegaGarn i Vendersgade i Fredericia godt af. Indehaver Tina Flindt Prytz-Madsen fortæller, at mange er begyndt at strikke for at abstrahere fra hverdagens stress.
Tina Prytz-Hansen er på flere måder på hjemmebane i butikken i Vendersgade. Hun har altid kunnet lide at strikke, og faktisk har hun tidligere haft en læreplads i lokalet, der i dag huser VegaGarn. Hendes far havde skaffet hende en læreplads i Provinsbanken, men bankverdenen var dog ikke noget for Tina, og hun søgte derfor andre veje, som nu har ført hende til at drive VegaGarn, som nyder godt af tidens trends.
Strikning har boomet blandt de helt unge og yngre generationer i flere år efterhånden. Internettet bugner med opskrifter, og det er lige til at gå til som helt “grøn” med strikning.
Det betyder travlhed i garnbutikker som VegaGarn, hvor Tina og hendes team står klar med råd og vejledning. De kan komme med råd til, hvad man skal købe for at komme i gang, men de er også ajour med hvilke farver, som trender i garnverdenen.
– Vi kigger lidt hen mod 70’er og 80’er mode nu. Der kommer nogen efter flowerpower og neonfarver. Det kan man sagtens kombinere med en rolig farve, siger Tina Prytz-Madsen.
Når noget er strikket, er det noget andet, end når man “bare” har købt eksempelvis tøj i en butik. Tina kommer med et konkret eksempel på det.
– I Norge har de det man kalder slow fashion. En undersøgelse viser, at hvis man køber tøj, bruger man det måske tre gange og så bruger man det ikke igen. Har man lavet det og strikket det, bruger man det måske 100 gange – det er slow fashion. Den kan være moderne i mange år sådan en sag. Når det er noget hjemmelavet giver det en anden følelse, siger hun.
Ligesom i andre brancher er dyrevelfærden noget VegaGarn går op i. De vil ikke have garn, der kommer fra et dårligt dyreliv.
– Vi går meget op i dyrevelfærd – vi tager ikke garn ind, der ikke har dokumenteret, at de har et godt dyreliv. Man kan også mærke på det, hvis garnet kommer fra et dyr, som ikke har haft det godt, siger Tina Prytz-Madsen og kommer ind på kundernes syn på det:
– Nogen går op i det, men for os betyder det noget at de har haft det godt, slår hun fast.
Før i tiden var det mere den ældre generation, som strikkede og det var en typisk bedstemor-ting med en strikket trøje i akryl.
– Sådan gør man ikke mere. Dengang lavede “mormor” det i akryl så det kunne komme i vaskemaskinen, men man svedte vildt i det, da huden ikke kan ånde i det materiale. Det er man derfor gået væk fra i dag, og man har ikke noget imod at vaske uld i hånden, forklarer Tina.
Sådan kommer man i gang
Hvis man spoler tiden 10-15 år tilbage, var det uhørt at se kvinder i 20-30 års alderen strikke. Det er ændret i dag, hvor man ser veninder mødes til eksempelvis strikkecafeer.
– Man kan ikke rode med telefonen samtidig, da man bruger begge hænder. Man abstraherer fra det hele. Mange slapper af med det. Fx er det oppe i tiden med, at man skal holde en streak på Snapchat og det kan virke stressende, hvis man gør sådan med 50 personer, fortæller Tina Prytz-Madsen.
Går man med tanken om at starte med at strikke, skal man bare springe ud i det. Det er lige til.
– Man skal finde strikkepinde, noget billigt garn. Det er ligesom når man skal lære at skrive bogstaver. En bluse er noget man kan starte med – når man har lært basis kan man godt det, forklarer Tina.
VegaGarns cvr-nummer blev oprettet den 4. maj 2016. Kiggede man længere tilbage i tiden, ville det have været urealistisk at åbne.
– Vi startede, da det ikke var pinligt at strikke. I 90’erne gjorde man det i en mørk krog for sig selv – sådan er det ikke mere. Der er meget gear til det ligesom med værktøj, som man skal have mere og mere af for at kunne det hele og være med på det seneste nye, slutter Tina Prytz-Madsen.
Tendensen med at strikke afspejles også på internettet og på sociale medier. Der findes blogs med strikkeopskrifter, og på YouTube kan man se tips og tricks i videoer, og på eksempelvis Instagram kan man følge strikkere, der deler ud af opskrifter, viser hvad de har strikket. Derfor er det i dag nemt at komme i gang med at strikke, som kan være med til at give en ro i kroppen i en travl og stresset hverdag. Er man mere til fysiske råd, og mangler man garn, strikkepinde eller andet, så står Tina Prytz-Madsen og teamet klar i Vendersgade 17 i Fredericia.
Strikkecaféer
Faktisk er det at strikke så populært, at der afholdes strikkecaféer. Tidligere på året har VegaGarn i samarbejde med Stillestund Kaffebar afholdt en strikkecafé, som viste sig at være populær.
Man kunne over en god kop kaffe sidde og strikke i de hyggelige omgivelser i kælderlokalet i Norgesgade. Tidligere har VegaGarn også selv afholdt strikkecafé i deres eget lokale i Vendersgade, hvilket vidner om, at man kan nyde den fælles passion for at strikke sammen.
Strikkeopskrift
På VegaGarns hjemmeside, vegagarn.dk, kan man finde forskellige strikkeopskrifter. Der er til både nybegyndere og øvede. En nybegynder kan vælge at lave en “novice sweater” ud fra VegaGarns opskrift, der lyder som følger:
Novice Sweater strikkes oppefra og ned. Det vil sige, at du begynder med at strikke halskanten, derefter bærestykket, derefter kroppen og til sidst ærmerne. Sweateren strikkes i glatstrik, mens kanterne strikkes i rib.
Novice Sweater har et rundt bærestykke. Det dannes ved, at der undervejs strikkes udtagninger på fire omgange jævnt fordelt på bærestykket.
Størrelsesguide og mål
Bemærk, at du kun kan gå ud fra målene i opskriften, hvis strikkefastheden overholdes.
Størrelserne XS (S) M (L) XL (2XL) 3XL (4XL) 5XL svarer til brystmål på omtrent 80-85 (85-90) 90-95 (95-100) 100-110 (110-120) 120-130 (130-140) 140-150 cm. Novice Sweater bør have et bevægelsesrum (positive ease) på 5-10 cm. Det betyder, at hvis du fx måler 90 cm rundt om brystet (mål dig selv med et målebånd), bør du strikke en str. S, som har overvidden 98 cm.
Længde: Målt midt bag uden halsrib = 54 (55) 57 (60) 62 (64) 65 (66) 68 cm
Strikkefasthed: 16 masker x 21 pinde i glatstrik på pind 6 mm = 10 x 10 cm
Vejledende pinde: Rundpind 5,5 og 6 mm (40 og 80 eller 100 cm), strømpepinde 5,5 mm medmindre der bruges Magic Loop-teknik
Garnforslag:
Garnforslag 1: 300 (350) 350 (400) 450 (450) 500 (550) 600 g Jensen fra Isager Yarn (50 g = 125 m) strikkes sammen med 100 (100) 125 (125) 125 (125-150) 150 (150) 175 g Silk Mohair fra Isager Yarn (25 g = 212 m)
Garnforslag 2: 250 (300) 350 (350) 400 (400) 450 (500) 550 g Kos fra Sandnes Garn (50 g = 150 m)
Landsholdets dynamiske midtbanespiller, Pierre-Emile Højbjerg, står uden agent efter at have afsluttet sit samarbejde med den kendte fodboldagent, Pini Zahavi. Dette blev først kendt gennem oplysninger, som Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af.
Ifølge Ekstra Bladet er samarbejdsaftalen mellem de to parter udløbet, og der er ingen tegn på en fornyelse fra nogen af siderne.
Når man forsøger at indhente en dybere forklaring fra Højbjerg, holder han kortene tæt ind til kroppen. Han har bekræftet situationen gennem en kort SMS-besked:
– Jeg kan bekræfte, at aftalen er udløbet for begge parter, og at vi er på god fod. Men mit fokus er på den daglige arbejdsindsats, så det fylder ikke hos mig, og derfor vil jeg ikke gå ind i denne sag yderligere.