9.9 C
Copenhagen
torsdag 13. november 2025

140 millioner kroner skal sikre mere liv i bymidter

0

Erhvervsministeren har udpeget et nyt udvalg, der skal fordele i alt 140. mio. kr. til udviklingen af bymidterne i landets små og mellemstore byer.

Mange små og mellemstore byer på tværs af landet oplever bymidter som sygner hen, i takt med at butikker lukker.

Den tendens har regeringen fokus på at få vendt, og et nyt udvalg skal derfor i de kommende år fordele 140 mio. kr. til at skabe levende og bæredygtige bymidter i hele Danmark.

– Danmark må ikke knække over. Her spiller en bymidte med liv, butikker og lokalt fællesskab en afgørende rolle. Derfor tager vi nu fat på at få skabt mere udvikling i bymidterne i vores landdistrikter. Udvalget skal finde helt konkrete projekter, som kan understøtte og udvikle vores bymidter, sådan at man har lyst til og mulighed for at købe drømmehuset, starte forretning og skabe sig et liv. For et by med liv gavner både de lokale borgere, forretningerne og skaber fundamentet for turister, siger erhvervsminister Morten Bødskov, og bliver suppleret af minister Morten Dahlin:

– Et Danmark i balance kræver de bedste forudsætninger for liv og vækst i alle dele af landet. Jeg er som minister for byer og landdistrikter optaget af, at vores mindre og mellemstore byer har et levende butiksliv som skaber aktivitet. Det arbejder regeringen målrettet for. Og initiativet for bæredygtig byudvikling er et solidt skridt i arbejdet for at udvikle vores bymidter, siger minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin.

Butikkerne i midtbyerne er udfordret i store dele af Danmark, hvor man oftere ser udlejningsskilte end udlejet komme op. Derfor skal der handles nu.

– Flertallet af vores mindre og mellemstore byer er hårdt udfordret af butiksdød og tomme bymidter. Her er en ekstraordinær indsats nødvendig for at udvikle en levende og bæredygtig bymidte. Jeg er derfor glad for at kunne medvirke til at understøtte lokale initiativer som formand for Indstillingsudvalget. Det nye initiativ kommer helt klart til at gøre en mærkbar forskel i kraft af de erfaringer, som indhøstes, og de modeller, som udvikles til gavn for alle, siger formanden for Indstillingsudvalget John Wagner, tidligere direktør for De Samvirkende Købmænd.

Udvalget består af 15 medlemmer fra kommunalbestyrelser og erhvervslivet og afspejler det brede felt af interesser og kompetencer på området. Indstillingsudvalget udmønter det afsatte beløb til projekter i 2024 og 2025. Støttede projekter forventes at løbe frem mod 2029.

Rekordår for Brugsforening

0
Den nye uddeler hilste på samarbejdspartnere og kunder.

Imens moderkoncernen storbløder, så er det sorte tal, der tirsdag præsenteres for medlemmerne af Erritsø Brugsforening i Fredericia. Med stolthed i stemmen og en stor tilfredshed over årsresultatet, fortæller Brugsuddeler Kenneth Ørvad, at man lander et overskud på 2,330 milioner.

Det er store negative overskrifter, som coop har trukket de seneste måneder i den danske presse, og senest med ny hovedaktionær; OK, der med en stor kapitalindsprøjtning skal være med til rede andelskoncernen. Anderledes ser det ud i Fredericia, hvor den selvejede Erritsø Brugsforening lander et rekordregnskab.

– Vi har haft et rekordår på alle parametre, der er virkelig blevet leveret, og så tror jeg også på, at vores kunder kvitterer for vores nye setup. Det er det bedste resultat i historien, hvor vi ser en 14,5 procent fremgang i butiksomsætningen. Vi omstillede butikken i 2022, og det tog cirka seks måneder for kunderne at lære butikken at kende, men det er lykkedes nu, fortæller Kenneth Ørvad.

Flere afdelinger i fremgang

Det er ikke bare den rene butiksomsætning, der kan bryste sig af positive resultater, det kan slagter og delikatesse også.

– Vi ser ind i et regnskab, der viser fremgang i vores delikatesseforretning for andet år i streg, og for slagteren også et rekordår. Det er virkelig flot, og godt gået, fortæller en stolt uddeler, der glæder sig til generalforsamlingen i morgen.

– Vi byder velkommen i Erritsø Idrætscenter til generalforsamling i morgen kl.19.30, her vil vi præsentere årsregnskabet, men også gennemføre valg til bestyrelsen, og dernæst vil vi naturligvis som historien tilskriver, traditionen tro, byde på smørrebrød, forklarer Ørvad.

Hvad siger dine kolleger, bestyrelse og omgivelser til resultatet?

– De er glade for resultatet, fordi det er meget tilfredsstillende. Det viser også, at vi lykkedes med at have fokus på profilområder, og ellers have varer på hylderne. Det giver et overskud på 2 millioner 330.000 kroner før skat, og i et regnskabsår, hvor vi samtidig afskriver to millioner, det kan alle være tilfredse med, slutter Kenneth Ørvad.

I tider med modgang, så leverer Erritsø Brugsforening et stærkt regnskab.

Stor fodboldfest afholdt i Middelfart

0

På en af de første relativt varme dage i det tidlige forår blev der søndag afholdt et stort 3-bold stævne i Middelfart, hvor det dynamiske fodboldkoncept udviklet af DBU kom til sin ret. Stævnet var arrangeret af MG&BK i samarbejde med DBU Fyn, og trak deltagere fra forskellige aldersgrupper, der alle nød muligheden for at spille fodbold under de behagelige vejrforhold.

Under strålende solskin og forårstemperaturer samledes over 1100 børn fra hele Fyn til MG&BK’s store 3-bold stævne, som løb af stablen fra kl. 09:30 til 16:00. Arrangementet tiltrak en bred palette af unge talenter, der fordelt over dagen fik muligheden for at vise deres færdigheder og nyde spillet. Med næsten 3.000 besøgende på MG&BK’s faciliteter på Færøvej blev dagen en festlig begivenhed, der ikke kun bød på spændende fodboldkampe, men også fungerede som et socialt samlingspunkt for familier og fodboldentusiaster fra hele regionen.

Stævnets logistik og koordination blev håndteret med stor omhu fra et centralt placeret infotelt, hvor en speaker sørger for, at information flød frit og alle kampe både startede og sluttede præcis som planlagt. Arrangementet omfattede 13 velorganiserede baner, hvor kampledere aktivt sikrede, at reglerne blev overholdt og fair play blev prioriteret.

Ud over den intense fodboldaktivitet blev der også sørget for underholdning for de yngre deltagere. En hoppeborg var et hit blandt børnene, og tilføjede en ekstra dimension af sjov til dagen. Desuden modtog alle deltagende børn en medalje ved stævnets afslutning, hvilket bidrog til en atmosfære af fejring og fællesskab. Dette understregede stævnets primære mål om at gøre dagen festlig og inkluderende for alle.

3-bold er en fodboldform der vinder mere og mere popularitet blandt de yngste spillere. Disse stævner byder på en unik spiloplevelse, hvor spilletiden er intens og handlingen konstant takket være brugen af bander rundt om banerne. Formand for MG&BK, Simon Gade, uddyber vigtigheden af dette format:

– DBU 3-bold er et meget populært stævne, hvor man spiller med bander udendørs, og hvor børnene får en masse effektiv spilletid, siger han.

3-bold er en fodboldform, der spilles tre mod tre på små, indhegnede udendørsbaner omgivet af bander. Dette format tilbyder en intens og hurtig spiloplevelse, ideel for både nybegyndere og mere erfarne unge spillere. Spillet afvikles typisk på en standard 11 mod 11 fodboldbane, hvor “3-bold-byen” opstilles. Her kan deltagere og deres familier nyde en dag fyldt med fodbold, leg og socialt samvær.

Et 3-bold stævne er kendt for sin livlige og festlige atmosfære. Op til 13 kampe kan spilles samtidigt, hver varer 8 minutter. Det særlige ved disse stævner er, at der ikke føres målregnskab, og ingen hold kåres som mestre – alle deltagere betragtes som vindere. Der er ingen opdeling efter niveauer, hvilket sikrer en inkluderende og sjov dag for alle.

Børn i alderen 5 til 9 år kan deltage, og hvert hold består typisk af tre spillere med mulighed for op til to udskiftere. Der arrangeres både for pigehold og drengehold. Ud over selve fodboldspillet tilbydes der forskellige sjove aktiviteter for spillere, deres søskende og forældre, hvilket gør dagen til en hyggelig familiebegivenhed, hvor alle modtager medaljer som et symbol på deltagelse og fællesskab.

H.M. Dronning Margrethe modtager jubilæumsgave fra regering og Folketing

0

Nu overrækkes den gave, som H.M. Dronning Margrethe modtog i anledning af sit 50-års regeringsjubilæum. Gaven, et kunstværk ved Nordatlantens Brygge, overrækkes den 2. maj med deltagelse af Dronning Margrethe, Folketingets formand, kulturministeren og kunstnerne bag værket.

I anledning af Hendes Majestæt Dronning Margrethes 50-års regeringsjubilæum den 14. januar 2022 gav regeringen og Folketinget Dronning Margrethe en gave i form af et offentligt kunstværk udført af tre kunstnere fra hver sin del af rigsfællesskabet.

Nu er kunstværket færdigt, og torsdag den 2. maj kl. 10.50 vil Dronning Margrethe deltage ved en overrækkelsesceremoni, hvor Folketingets formand Søren Gade og kulturminister Jakob Engel-Schmidt holder taler, og kunstnerne fremviser og fortæller om værket. Kunstværket er en udsmykning af belægningen ud for Nordatlantens Brygge på Christianshavn i København.

Fakta om kunstværket

Kunstværket er udført af Hansina Iversen (Færøerne), Jessie Kleemann (Grønland) og Gudrun Hasle (Danmark). Kunstnerne er valgt af fhv. direktør på Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh, fhv. direktør for Færøernes Nationalgalleri, Karina Lykke Grand, direktør for Nuuk Kunstmuseum, Nivi Christensen, og direktør i Fonden Den Nordatlantiske Brygge samt ejer af grunden, hvor værket opføres, Karin Elsbudóttir.

Smadrer konkurrenterne

0
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen

Krig i Europa, høj inflation og en ustabil situation i verden påvirkede dagligvarehandlen i 2023. Kunderne reagerede ved at søge værdi for pengene i form af tilbud, private label og discount, og som en direkte håndsrækning til de danske kunder, investerede Salling Group massivt i lavere priser. Med initiativet ’Priskrig’ garanterede Bilka, føtex og Netto laveste pris på flere end 100 populære dagligvarer, og på blot 15 uger faldt priserne med 17% svarende til næsten to års inflation.

På trods af de svære omstændigheder navigerede Salling Group sikkert igennem 2023 og forbedrede både top- og bundlinje, hvor omsætningen voksede med 5,7% til 70,3 mia. kr. Det er første gang, at virksomheden runder 70 mia. kr. i omsætning. EBIT nåede 2,4 mia. kr. (1,9 mia. kr. i 2022) svarende til en EBIT% på 3,4%, hvilket anses som værende tilfredsstillende i det nuværende marked. Cash flow fra driften blev +3,2 mia. kr. (-0,6 mia. kr. i 2022), hvoraf over 2 mia. kr. blev geninvesteret i virksomheden i form af nye butikker, renoveringer, energiforbedringer og digitale løsninger. Årets resultat blev 1,6 mia. kr. (972 mio. kr. i 2022).

I 2023 formåede Salling Group også at reducere udledningen af CO2 med 1,3%, og indenfor scope 1 og 2 (egen drift) blev reduktionen på 2,1%. Resultatet er en direkte konsekvens af virksomhedens store fokus på den grønne omstilling, som understøttes af en samlet investering på 2,4 mia. kr. over fem år i at reducere udledningen fra egen drift. Salling Group sænkede også sin madspildsprocent i 2023 til 1,7% (1,8% i 2022).

– Efter 2023 står Salling Group med et historisk stærkt momentum, der giver os unikke muligheder for at accelerere udviklingen af vores forretning. Jeg er stolt over, at vi med Priskrig igen gjorde en aktiv forskel for vores kunder, for hvem høje priser er en reel bekymring i en presset hverdag. Trods usikre tider gik vi forrest og gav kunderne lavere priser, selvom leverandørerne ikke bakkede op. Den slags initiativer kan vi kun gennemføre, fordi vi driver en sund forretning takket være mine fantastiske kollegaer, som igen har leveret en stor indsats i det forgangne år, siger administrerende direktør i Salling Group, Anders Hagh.

En stor del af Salling Groups overskud bliver investeret tilbage i forretningen, og i 2023 satte man turbo på Netto-konverteringerne med en investering på 1 mia. kr., så alle danske Netto-butikker snart har det nyeste 3.0 koncept. Det øvrige butiksnetværk i Danmark, Tyskland og Polen blev udvidet med nye butikker, ligesom en række eksisterende butikker blev ombygget. Investeringer i energioptimeringer og grønne løsninger blev fortsat eksekveret med sigte på at indfri Salling Groups klimaambition.

– Vi har klare prioriteter for, hvordan vi fremadrettet skal udbygge vores markedslederposition og gøre os endnu mere relevante for flest mulige kunder. Det skal understøttes af en ny, ambitiøs strategisk femårsplan, som tager afsæt i vores fem kerneprioriteter: Kunder, kollegaer, kønsdiversitet, kultur og klima. Jeg ser frem til at dele vores nye strategi senere på året, siger Anders Hagh.

Salling Groups overskud investeres hvert år tilbage i forretningen eller uddeles via virksomhedens ejere, Salling Fondene, til gavn for både kunder, kollegaer og samfundet. I 2023 donerede Salling Fondene i alt 244 mio. kr. til kultur, sport, uddannelse og andre velgørende eller almennyttige formål.

Antal butikker i Salling Group pr. 31. december 2023

– Netto Danmark: 531
– Netto Tyskland: 342
– Netto Polen: 663
– Bilka: 19
– føtex og føtex food: 108
– Salling Stormagasiner: 2
– BR: 29
– Starbucks: 16
– Carl’s Jr.: 16

I alt:  1.726

Salling Group beskæftigede per 31/12-2023 58.903 medarbejdere på tværs af Tyskland, Polen og Danmark

40 danskere smittet med samme type salmonella

0

På mindre end en måned er mindst 40 danskere blevet smittet med samme type salmonella. DTU Fødevareinstituttet, Fødevarestyrelsen og Statens Serum Institut efterforsker i øjeblikket udbruddet, og der registreres fortsat nye patienter. Myndighederne mistænker hakket kød for at være smittekilden.

Siden midten af marts har 40 patienter været registreret syge med den samme type salmonella. Det drejer sig om 24 mænd og 16 kvinder i alderen 0-83 år. De første undersøgelser viser, at patienterne ikke har været ude at rejse, ikke har spist på de samme restauranter og ikke har deltaget i nogle fælles arrangementer. Da patienterne bor i hele landet, tyder det derfor på, at det er en fødevare, der har været solgt i supermarkeder landet over.

– Vi arbejder på at finde ud af, hvad der er skyld i udbruddet. Foreløbige undersøgelser peger på, at smittekilden kunne være hakket kød solgt i supermarkeder, udtaler epidemiolog Luise Müller, Statens Serum Institut.

Annette Perge fra Fødevarestyrelsen uddyber:

– Selvom vi endnu ikke ved med sikkerhed, hvad der har gjort folk syge med salmonella, vil vi gerne have at forbrugerne er ekstra opmærksomme på den gode køkkenhygiejne. Det er vigtigt, at man gennemsteger hakket kød, holder det spiseklare adskilt fra det rå kød og lader være med at smage på det rå kød, siger hun.

Sådan kan du undgå at blive smittet med salmonella

  • Vask hænder, inden du går i gang med at lave mad og efter at have rørt ved råt kød
  • Undlad at smage på råt kød fx frikadellefarsen
  • Hold det rå kød adskilt fra den spiseklare mad fx salat
  • Gennemsteg/gennemkog hakket kød

Young sprudlede for FHK

0
FHK vs BSH d. 28. september 2019. Foto: Matthias Runge, Fredericia AVISEN

Kasper Young var her, der og alle vegne. Han fik scoret med underhånden, på langskud, fra fløjen og på straffekast, da FHK vandt 29-25 mod TMS Ringsted.

Kasper Young startede på bænken, men kom ind efter et kvarters tid. Lidt over 1800 tilskuere i thansen ARENA, hvor nerverne flere gange blev sat på en prøve i løbet af kampen, hvor negle blev bidt, og Ringsted ikke lagde sig ned, men Young leverede i det sekund, han kom på banen. På kort tid fik han kanoneret bolden i mål tre gange. Efter kampen var Kasper Young på alles læber efter han havde leveret en storslående præstation. Blandt andet med en kanonkugle med underhånden, mål efter at være sat op på frikast og regulært langskud, der blev tyret i kassen med stor hastighed.

Der var derfor også store smil efter kampen, da FHK havde inviteret til Aftermatch i forhallen, og den sejr var vigtigt, særligt en hjemmesejr var essentielt, slog Young fast.

– Det var dejligt, så fik vi en sejr på hjemmebane efter længere ventetid, siger Kasper Young.

Kasper Young er glad for sin og holdets sejr i går, men det vigtigste er, at man stadig er med i kampen om semifinalen. Fredericia Håndboldklub var foran med 4-6 mål flere gange i kampen, men igen og igen kæmpede Ringsted sig tilbage. Der blev brændt adskillige gange på tomt mål, så det var afgørende, at Kasper Young scorede hele ni gange, og spillede en vigtig rolle over hele banen for fredericianerne.

– Det er altid rart at lykkes personligt, men mest af alt er jeg glad for, at vi stadig er en del af kampen om at komme i semifinalen. Så kommer ens egen præstation i anden række, men det er dejligt, at der var kog i den i dag, forklarer Young.

Selvom han normalt ikke spiller højre back, var det nødvendigt i går, da en af sæsonens bedste FHK’ere, Anders Kragh Martinusen, ikke ramte dagen i starten af kampen angrebsmæssigt. Og de lokale fans kunne flere gange rejse sig i jubel, med knyttede næver og med sang, når bolden gik ind.

– Det er fint, at jeg fik muligheden for at spille den position, men det er ikke nyt for mig. Jeg gør det også til træning. I dag skulle Martinusen have luft i fem minutter, og så var det bare at gå på kassen, siger Kasper Young.

Det var ikke altid var kønt at se på, da FHK vandt, men der var også højdepunkter i spillet, hvor særligt FHK’s målmænd spillede godt, siger FHK’eren. Nu venter GOG, der skal FHK finde tilbage det spil, som har givet holdet en andenplads i grundspillet, forklarer Young.

– Vi var foran med et par mål hele kampen mod TMS. Vi spillede ikke kønt, men vi havde et godt forsvar og to gode målmænd. Det var nok til at vinde mod Ringsted i dag, men ikke nok mod GOG på søndag, siger Kasper Young.

Kampen mod GOG er den afgørende kamp for, om FHK kommer i semifinalen. Kasper Young udtrykker forventning om stor tilskueropbakning til det kommende opgør og beskriver den motivation, det giver holdet.

– Jeg går stærkt ud fra, at der kommer fuldt hus mod GOG, og det giver et adrenalinkick. Det er det, vi træner for i løbet af et helt år, siger Young.

Det er en “før-finale”, der venter søndag, når thansen ARENA forventes fyldt, og FHK har mulighed for at spille sig i semifinalerne for andet år i streg. Men der venter en vild kamp.

– Jeg ved ikke, hvem der er favoritter af os og GOG, men det er vel 50-50, slutter Kasper Young.

Fra Libanon og Sverige til iværksætter

0

I Fredericia på Egeskovvej 147, finder man virksomheden Folieninja, der drives af den ambitiøse Ahmed El Masri. Ahmeds rejse begyndte i Libanon, førte ham gennem Sverige, hvor han boede i over et årti, og for to år siden slog han sig ned i Danmark. I dag bor han i Haderslev, men det er i Fredericia, han har valgt at placere sin virksomhed. Her ser han store muligheder for vækst og innovation. Ahmeds historie er en fortælling om tilpasning og iværksætterdrømme på tværs af grænser.

På Folieninjas værksted er der altid travlt. Lyden af arbejdende værktøjer og folier, der bliver målt og skåret, fylder rummet med en energisk atmosfære. Midt i denne summen af aktivitet tager Ahmed El Masri et velkomment afbræk. Han fører os ind i et nærliggende lokale, hvor roen sænker sig omkring et mødebord. Her, væk fra værkstedets hektiske tempo, finder Ahmed plads til at dele sin historie.

– Jeg begyndte min karriere i Danmark hos Amstrup Skilte, som primært arbejder med erhvervskunder. Nu fokuserer jeg udelukkende på privatkunder og tilbyder tjenester som bilindpakning, siger han.

Ahmed El Masris arbejdsliv har spændt over flere lande og karrierer, fra pædagog i Sverige til forretningsdrift i både Libanon og Danmark. Udfordringerne i pædagogjobbet førte til en afgørende ændring i hans professionelle liv.

– Jeg arbejdede med det i Sverige og Libanon. I Sverige var jeg primært pædagog. I den sidste periode fik jeg stress på grund af arbejdet, så jeg ville ikke tilbage til det. Det er et kreativt arbejde med kundekontakt, reflekterer Ahmed over sin beslutning om at skifte branche.

Ahmed El Masri har fundet stor værdi i lokalt netværk, især gennem Business Fredericia, der har spillet en central rolle i opstarten af Folieninja.

– Business Fredericia har hjulpet mig med netværk. Stephen Bihl er en god person, som godt kan lide at hjælpe. Han var en af dem, der støttede mig mest, da jeg skulle starte op. Han sagde, jeg bare skulle gøre det, da jeg var i tvivl, fortæller Ahmed.

I en tid, hvor online tilstedeværelse er afgørende, har Ahmed El Masri hurtigt tilpasset sig digitale strategier for at fremme Folieninja.

– Jeg tror meget på internettet. Jeg har været aktiv på sociale medier. Jeg har fået lavet en god hjemmeside, da de fleste finder deres informationer online, siger Ahmed.

Ahmed El Masri bringer en livslang passion og erfaring til sit arbejde i Folieninja, en interesse der startede i familiens virksomhed i Libanon.

– Vi havde et familiefirma i Libanon, der sælger bildele ligesom fx thansen, og en del af firmaet er at sælge folie og montere. Jeg har prøvet det siden jeg var 16-17 år, forklarer Ahmed.

Hans dybdegående kendskab til branchen er forstærket gennem kontinuerlig uddannelse:

– Jeg har taget forskellige kurser og udviklet mig her og der, blandt andet med grafisk design, så jeg kan det hele på computeren og selv sætte folien på, siger han.

For at håndtere travle perioder benytter Ahmed også et netværk af freelancere.

– Jeg kan bruge freelancere, hvis jeg bliver presset på tiden, det kan være med grafik eller montage. Jeg finder freelancerne via netværk på Facebook, hvor vi hjælper hinanden i grupper med samme niche, slutter Ahmed.

Ahmeds entusiasme for sit arbejde er både drivkraften og kernen i Folieninja. Han har formået at omskabe sin hobby til en levevej, og hver dag på værkstedet er et vidnesbyrd om hans dedikation. Mens han jonglerer med de mange opgaver, der kommer med at være ene mand på posten, begynder han stille at overveje virksomhedens fremtid. Selvom han endnu ikke har fastlagt en klar drøm for Folieninja, erkender han behovet for muligvis at udvide teamet. Dette vil ikke kun sikre, at virksomheden kan håndtere det voksende antal opgaver, men også at den kan fortsætte med at trives og udvikle sig.

Antallet af seniorboliger er tredoblet på under ti år

0

På under 10 år er antallet af seniorbofællesskaber i Danmark næsten fordoblet, mens antallet af boliger er tredoblet fra 4.200 til omkring 12.000 i samme periode. Det viser en ny kortlægning fra den filantropiske forening Realdania.

Flere ældre har fået mulighed for at få opfyldt drømmen om en bolig, hvor antallet af egne kvadratmeter er mindre, men hvor fællesskabet og samværet med andre seniorer til gengæld er langt større. Antallet af boliger i seniorbofællesskaber er steget fra 4.200 til 12.000 boliger på under ti år. I 2016 var der 219 forskellige fællesskaber at flytte ind i. Det tal er nu steget til 405 seniorbofællesskaber spredt ud over landet. Også 2024 tegner til at blive et år, hvor flere og flere ældre får mulighed for at flytte ind i et fællesskab, da 31 nye seniorbofællesskaber med 1.400 nye boliger er forventes at åbne. Det viser en ny kortlægning, som Realdania har fået foretaget af analysevirksomheden Methods.

Realdania har siden 2016 bidraget til at understøtte udviklingen af en række moderne bofællesskaber for seniorer, efter at byggeriet af denne type boliger i en årrække næsten var gået i stå. Målet har været at inspirere andre bygherrer til at opføre flere bofællesskaber for seniorer med det formål at forebygge ældres ensomhed og fremme livskvaliteten i alderdommen ved at udvikle og udbrede den fællesskabsorienterede boform. Den filantropiske forening har i samarbejde med pensionsselskaber og almene boligorganisationer bidraget til udviklingen af værdiprogrammer for 11 nye bofællesskabsprojekter rundt om i landet.

– Det er en utrolig udvikling, at der på så kort tid er kommet så mange flere boligtilbud til de ældre, der ønsker mere fællesskab, naboskab og tryghed i hverdagen. Det var det, vi håbede på, da vi iværksatte indsatsen ’Rum og fællesskaber for ældre’ i 2016. Vores ambition var at kickstarte byggeriet – og få nogle af dem, der alligevel skulle bygge, til også at bygge seniorbofællesskaber, siger Stig Hessellund, projektchef i Realdania.

Flere ældre, flere ensomme

Vi bliver flere og flere ældre, og i 2040 vil hver 4. dansker være over 65 år. Det er en udvikling, som sætter de offentlige udgifter under pres og udfordrer boligmarkedet, fordi udbuddet ikke modsvarer fremtidens krav. Og det kan betyde, at vi bliver flere ensomme. Over 100.000 ældre er i dag påvirket af ensomhed.

– Et seniorbofællesskab kan give mennesker en mulighed for at være en del af et aktivt hverdagsfællesskab. Der kan selvfølgelig opstå konflikter, når man skal bo tæt sammen med andre, men det er også en boform, der kan være med til at bekæmpe følelsen af ensomhed og isolation, som desværre er et vilkår for rigtig mange danskere, siger Stig Hessellund og tilføjer, at det ikke er uforpligtende at bo tæt sammen med andre mennesker:

– Seniorbofællesskaber kan være en velegnet boligform for nogle, men ikke for alle. Det afgørende er, at vi har et bredt udvalg af boligmuligheder i Danmark, der kan tilgodese forskellige menneskers individuelle behov og ønsker.

Nye evalueringer af en række eksisterende seniorbofællesskaber viser, at størstedelen af beboerne oplever bedre sociale relationer, som giver en betydelig positiv effekt på den samlede opfattelse af personlig livskvalitet hos mennesker uanset alder, helbred og socioøkonomiske forhold. At beboerne kan hilse på hinanden dagligt og følge med i hinandens liv, bidrager for mange beboere til et trygt miljø, hvor de føler sig støttet og forbundet med hinanden. Og at netop dét er en væsentlig grund til, at beboere har valgt at bosætte sig i et bofællesskab.

Pigerne strømmer til idræt i udsatte boligområder

0

Siden 2021 er der kommet næsten 30 procent flere piger i DIF’s get2sport-foreninger i udsatte boligområder. Et opsøgende arbejde i lokalsamfundene og stærke unge trænere er en del af forklaringen.

Historisk har der været færre aktive i idrætsforeningerne i de udsatte boligområder. Og særligt blandt pigerne har der været en mindre del, der har stiftet bekendtskab med fællesskaberne.

Der er dog en stor positiv bevægelse i gang. De netop offentliggjorte 2023-medlemstal fra idrætsforeningerne viser nemlig en markant fremgang i de 75 DIF get2sport foreninger i udsatte boligområder. Her er der på to år sket en fremgang på næsten 30 procent blandt piger under 18 år fra 3649 i 2021 til 4714 i 2023.

– Vores oplevelse er, at når pigerne er glade og griner både i og efter træning, så får de lyst til at komme igen. Og vi kan også se, at de trækker deres venner og veninder med ned i klubben. Derfor bruger vi meget tid på at skabe et miljø, hvor alle føler sig godt tilpas både før, under og efter træning, siger Jeppe Ottow fra BK Union i København, der har oplevet en fordobling af pigemedlemmer de seneste fem år.

Med til de stærke miljøer hører også en god skare af unge hjælpetrænere, der selv har været aktive i foreningen:

– Det er enormt stærkt at have unge rollemodeller, som pigerne kan spejle sig i på trænersiden. Det er også medvirkende til, at vi får lettere ved at rekruttere nye frivillige til både at løse træneropgaver og skabe sociale aktiviteter i klubben, siger Jeppe Ottow.

Stærke lokale kræfter

Get2sport-foreningerne får hjælp til at aflaste de frivillige kræfter i et samarbejde mellem DIF og den lokale kommune med støtte fra Nordea-fonden. Det har blandt andet ført til, at der er blevet rekrutteret masser af gode frivillige kræfter.

– Det er afgørende for succesen, at de unge får nogle ældre forbilleder, som de kan spejle sig i. Det giver ikke blot lyst til at blive ved med at komme i foreningerne, men i mange tilfælde inspirerer det også endnu flere til at tage en frivillig tørn som træner eller på anden vis, siger Kristina Lind Thrane, der er projektleder i DIF get2sport.

I alt er DIF get2sport til stede i 53 boligområder på tværs af 25 kommuner rundt i Danmark.