Fredericia Musicalteater og SMUK samler byen med jubilæumssang til 6. juli fejringen

0

I anledning af 175-året for Slaget ved Fredericia har Fredericia Musicalteater fået skrevet sangen “Ud af mørket sammen”. Sangen fremføres i samarbejde med Slesvigske Musikkorps til koncert ved Fredericia Rådhus den 3. juli kl. 16.00.

Den 3. juli kl. 16 er der mulighed for en helt særlig musikalsk oplevelse, når Fredericia Musicalteater i samarbejde med Slesvigske Musikkorps inviterer til koncert ved Fredericia Rådhus i forbindelse med Fæstningsdagene. Her vil solisterne Christina Elisabeth Mørkøre og Diluckshan Jeyaratnam fremføre et bredt repertoire og blandt andet synge sangen “Ud af mørket sammen”, der er skrevet specielt til 175-års jubilæet for Slaget ved Fredericia. Med fuldt orkester og skøn musik er der lagt op til en koncert med næsten samme energi og glæde, som da sejren fra udfaldet ved Fredericia blev fejret i 1849.

Teksten er skrevet af Mads Æbeløe Nielsen og fortæller historien om Fredericias borgere, der sammen kommer ud af krigens mørke og mod en lysere fremtid. Selvom “Ud af mørket sammen” er skrevet i anledning af 6. juli-dagene, kan sangen også tolkes til andre mørke tider i Danmarks historie og nutid, hvor befolkningens evne til at stå i samlet flok får os gennem krig og kriser.

– Fredericia har en lang og stærk historie, hvor byens borgere har været en stor del af fremdriften. Både som fæstningsby og kulturby. Fredericia Musicalteater står i dag på skuldrene af en lang teatertradition i byen med både op- og nedture, men vi er her endnu på grund af publikum fra især Fredericia og omegn, der bliver ved med at besøge os. Derfor ville vi gerne give lidt tilbage til byens historie med en sang, der både hylder fortiden, men også har moderne relevans for Fredericia anno 2024 på grund af sit moderne udtryk og tonesprog, siger teaterdirektør Thomas Bay.

Musikken er komponeret af Kristoffer Rahbek og til koncerten spilles den af Slesvigske Musikkorps under ledelse af dirigent Stig Mærsk. Foruden koncerten i Fredericia spiller Slesvigske Musikkorps og Fredericia Musicalteater også koncert på Koldinghus den 4. juli.

Koncerten ved Fredericia Rådhus 3. juli kl. 16.00 er gratis.

42-årig mand anholdt og sigtet for drab

0
(Foto: Aarø)

En mand er kommet til skade på slagteri i Holsted og er siden afgået ved døden.

Politiet har anholdt en 42-årig mand i forbindelse med en hændelse mellem to ansatte på slagteriet i Holsted. Den 42-årige er sigtet for drab i forbindelse med hændelsen, hvor en anden mand kom til skade og siden afgik ved døden.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog kl. 11.31 anmeldelsen og kunne klokken 12.48 anholde den 42-årige mand i Kolding Kommune. Der vil senere blive truffet afgørelse om, hvorvidt den 42-årige fremstilles i grundlovsforhør.

Syd- og Sønderjyllands Politi er fortsat til stede på slagteriet i Holsted, hvor efterforskningen er i gang. Politiet forventer at være på stedet i flere timer.

De pårørende er underrettet.

Af hensyn til efterforskningen har vi ikke yderligere oplysninger i øjeblikket.

60-årig mand udvist af Danmark i den første sag af sin slags

0
Foto: AVISEN

En 60-årig mand blev torsdag den 20. juni 2024 ved retten i Odense dømt til udvisning af Danmark med indrejseforbud i 12 år.

Den nu 60-årige mand blev i 2015 tilkendt dansk statsborgerskab. I ansøgningen havde manden på tro og love skrevet under på, at han ikke havde begået kriminelle forhold i Danmark eller i udlandet, herunder forhold, som han endnu ikke var sigtet, tiltalt eller dømt for.

Det viste sig dog ikke at være sandt, idet han umiddelbart før tildeling af statsborgerskab havde overtrådt straffeloven – blandt andet ved overgreb og forsøg på voldtægt af et familiemedlem, hvilket han i 2017 blev idømt 3 års fængsel for.

Da manden i 2017 var dansk statsborger var der ikke på daværende tidspunkt grundlag for at udvise pågældende under sagen.

Efter domfældelsen i 2017 blev manden imidlertid efterfølgende frataget sit danske statsborgerskab i 2022 i byretten, da retten således fandt, at manden tilbage i 2015 havde givet urigtige oplysninger i forbindelse med sin ansøgning om statsborgerskab. I efteråret 2023 stadfæstede Vestre Landsret, at der skulle ske frakendelse af mandens danske statsborgerskab.

Anklagemyndigheden ved Fyns Politi anlagde herefter en særskilt sag om udvisning af manden ved retten i Odense.

Det er den sag som retten i Odense i dag har givet anklagemyndigheden medhold i.

– Jeg er godt tilfreds med dommen, da det er en situation, vi ikke har set før. Dels er jeg tilfreds med, at retten fulgte anklagemyndighedens påstand om, at der i denne særlige situation skulle være mulighed for, at føre en særskilt sag om udvisning. Men naturligvis også for at retten var enig i påstanden om, der skulle ske udvisning, siger specialanklager ved Fyns Politi Daniel Dokkedahl.

Den 60-årige har anket dommen til landsretten.

Amalie fører an: Første student på HTX Lillebælt 2024

0

Amalie Wichmann Skafte blev årets første student på Gymnasiet HTX Lillebælt. Når festlighederne har lagt sig, håber hun at komme ind på medicinstudiet i Aalborg, som hun har søgt ind på.

Familien stod klar, og det samme gjorde flere venner. De ventede alle på, at klokken blev 10:30. De havde taget opstilling ved bordene lige efter indgangen til HTX-bygningen på Teknikervej i Fredericia.

Rektor Lars Hansen fortalte, at skolen i år havde valgt at gøre det på den måde med at holde familie og venner væk fra klasselokalerne, da det godt kan blive hektisk, og det er til elevens bedste.

Med et smil på læben kom Amalie gående ned ad trappen som den første ud af i alt 63 afgangselever på Gymnasiet HTX Lillebælt. Amalie havde været oppe i engelsk, og da den spændte familie spurgte, hvordan det gik, sagde hun, at hun havde fået et 7-tal.

Derefter tog Lars Hansen ordet, lykønskede Amalie og den stolte familie. Lars bød Amalie, familien og vennerne på champagne, jordbær og en lille kage, og overrakte HTX’s første student i 2024 en buket blomster som symbol på det.

Straks efter huen var sat på, så var det allerede tid til hilsner i den, og da roen havde lagt sig, konstaterede Amalie til AVISEN:

– Det er rart og befriende. Det er en byrde, der er lettet, sagde Amalie.

Fremtiden er klar. Når festlighederne har lagt sig, og der har været sommerferie, vil Amalie, hvis alt går som det skal, læse videre.

– Jeg har søgt ind på medicin i Aalborg med håb om at komme ind, dog det ved jeg først den 26. juli, forklarede Amalie.

At det blev den vej, som Amalie endte med at søge, da der var ansøgningsfrist, er ikke tilfældigt. Derfor var det også naturligt for hende, da hun skulle vælge ungdomsuddannelse, at gå på Gymnasiet HTX Lillebælt.

– Jeg har altid været meget naturvidenskabelig, og jeg kan godt lide, at der ikke er et rigtigt og forkert svar. Her på skolen er der gode rammer, gode lærere og gode kammerater, hvor vi har det godt sammen, sagde Amalie.

Amalie har stor ros til Gymnasiet HTX Lillebælt, der har været en god uddannelsesinstitution for hende, hvor fagligheden har været i top.

– Man lærer virkelig meget, især hvis man vil have en videregående uddannelse og arbejder i grupper, som er vigtigt alt efter hvilket job man vil have. Man skal kunne håndtere presset, hvilket er vigtigt for alle efterfølgende, forklarede Amalie.

Når man går på HTX, så er der typisk fordomme om, at det primært er nørder, som går der, men det er ikke tilfældet, mente Amalie.

– Det er en blanding, for at være helt ærlig. Der er nørder, men også “slackere” og alt midt imellem. Jeg troede kun, det var nørder, og det tiltalte faktisk mig, men der er også nogen, som ikke kun har naturvidenskabelige interesser, sagde Amalie.

Festlig tid i vente

Nu venter der en festlig tid, hvor Amalie skal fejre den sorte studenterhue.

– Det bliver mega fedt. Jeg glæder mig til at være sammen med vennerne og feste, og fejre at de bliver studenter på et tidspunkt, sagde Amalie.

Forude venter der både studenterkørsel og studentergilder. Særligt sidstnævnte kommer til at tage hårdt på årets første student på Gymnasiet HTX Lillebælt.

– Jeg bliver spændt på, om jeg kan håndtere det. Der er en hel uge, hvor der er gilder hver dag, så det bliver spændende, sagde Amalie med et smil.

Åbenlyse håb for fremtiden!

0
Showcase 2024. Foto: Søren Malmose

Den Danske Scenekunstskole Musicalakademiet Fredericia og Fredericia Musicalteater præsenterer Showcase 2024: “Bare et liv” og “The Wedding Singer”, og atter engang cementeres Fredericia som musicalens epicentrum.

Årets otte fremragende dimittender er Ellen Fjord, Anton Holten Lambert, Emma Fauerby Lauritsen, Michala Kürsten Lynge, Sigurd Thomasen, Stephanie Trelborg, Rasmus Snedker og Philip Lambæk Visholm. For 21. gang lukker akademiet et hold veluddannede unge ud til alverdens scener og tilføjer atter otte funklende stjerner til den allerede talrige stjernehimmel.

I Showcase 2024 bliver publikum forkælet med TO musicals på én aften på ypperste professionelle niveau! Alt fungerer. I den hektiske proces op til premieren har det perfektionistiske musicalteater udraderet alle fejl. En perfekt oplevelse venter enhver publikummer.

Showcase 2024. Foto: Søren Malmose

Bare et liv

Forestillingen “Bare et liv” med musik og tekst af John Bucchino og manuskript af Magnus Berg handler om de studerende selv og imiterer denne professionelle branche. De bruger deres virkelige navne og handler om, hvor angstprovokerende det er at rumme usikkerheden om at gøre det godt nok. Men hold da op. Der er aldeles ingen, der “falder i orkestergraven”! Der er virkelig håb for fremtiden. Hvordan kan det dog lade sig gøre, at alt udelukkende hentes ned fra øverste hylde?!

Ud over de sublime unge mennesker må æren også tilskrives Bjørn Gamst, Thomas Agerholm og Magnus Berg, som sammen med de studerende har skabt “Bare et liv”. For kun fem uger siden gik prøverne i gang, og masser er blevet justeret undervejs. Forestillingen spænder bredt, og alle shiner i egen ret.

Tidens gang

Afslutningsscenen med “Tidens gang” med ordene: “Hjulet drejer – tiden går – livet går videre og nye generationer overtager” var rørende og effektfuld. Akademiets 2. årgang afløser og træder frem foran den nyuddannede 3. årgang. Kan man tillade sig at sidde her i salen og være boomeragtig grådlabil blandt glade unge? Jo da. Kunsten fra scenen ramte mig – Bullseye – det er formålet med kunst, der er nærværende! Ramt i mit “indre univers”. Jeg husker som lærer glæden over, på godt og ondt, at de skønne unge nåede hertil og håbefuldt at sende dem videre i livet. Men også fyldt med melankoli og tab over, at de ikke mere er i min “favn”. Men som jeg sagde til efterskoleeleven, min sidemand på række 9: “Nå, så har I også snart store tudedag!”

Showcase 2024. Foto: Søren Malmose

Moralen i “Bare et liv” er: Lykken skal vi skabe her og nu. Lykke er en berusende eksistentiel følelse her og nu, men ikke en blivende tilstand. Men jagt den! Carpe diem! Søg muligheden. Man opnår den bedst i fællesskab med andre.

The Wedding Singer

Efter pausen var der Danmarkspremiere på den romantiske 80’er-komedie “The Wedding Singer”. Mange husker filmen (1998) med Adam Sandler og Drew Barrymore spækket med 80’er-hits. De var heldigvis udeladt. Sange i en musical skal videreføre handlingen. Ikke, som det af og til sker, bare være en række hits, der påklistres en mere eller mindre uintelligent og ligegyldig handling. Fint nok at lytte til en god sang, men kommer vi videre? Så hellere kalde det en teaterkoncert og ikke en musical. Den grøft ender Fredericia Musicalteater aldrig i. Her er man intelligente og innovative. Her er udvikling og ikke stilstand. Ikke så sært at det er påskønnet i finansloven!

I “The Wedding Singer” blev ligevægten oprettet, så de studerende, der ikke var så fremtrædende i “Bare et liv”, var mere på. Og det var forrygende. Hamrende morsomt og velspillet. Musik og vokaler i begge afdelinger er medrivende og gåsehudsfremkaldende. Alle bag koreografi (Kristen B. Sandler – som virkelig får en scene til at bevæge sig), lyd og lysdesign – ja, alle fra det kreative og tekniske personale til undervisere bør applauderes. Tak for enestående oversættelser til dansk fra Helle Hansen og ikke mindst Mads Æbeløe Nielsen.

Den Danske Scenekunstskole Musicalakademiet Fredericia og Fredericia Musicalteater transformerer kultur (dyrkning, bearbejdelse, uddannelse) til kunst (kunnen, formåen, skaberevne).

Som blommen i et æg sad jeg midt iblandt en flok dejlige, forventningsfulde, engagerede unge mennesker fra Viby Efterskole (Den Fynske Efterskole for musik, dans og teater). De skabte ind imellem stadionstemning med latter, hujen og swiftie-agtige tramp i gulvet, der muligvis gav udslag på seismografen. Aldrig tåbeligt upassende, men også med respektfuld stilhed, når der skulle lyttes. Mon ikke de hver især tænkte: “Bare jeg stod på den scene!” Jeg er sikker på, at de tog håb og drømme med hjem.

Atter engang gik jeg hjem fra Fredericia Musicalteater – trods verdens ulyksaligheder – fyldt med håb og glæde.

Kæmpe tillykke og god vind til jer otte nyudklækkede scenekunstnere og tak for en dejlig oplevelse.

Naturligvis 6 stjerner – men jeg burde give 8!

Jonas Vingegaard udtaget til Tour de France

0

Team Visma | Lease a Bike oplyser, at Jonas Vingegaard er udtaget til Tour de France.

Vingegaard er kommet sig over det voldsomme styrt, der gjorde ham tvivlsom til Tour de France. 

Team Visma | Lease a Bike oplyser, at deres hold ser således ud:

  • Jonas Vingegaard
  • Wout van Aert
  • Matteo Jorgenson
  • Sepp Kuss
  • Christophe Laporte
  • Tiesj Benoot
  • Wilco Kelderman
  • Jan Tratnik

– Jeg er meget stolt af Jonas og trænerteamet. Han er kommet tilbage fra en seriøs skade. I de seneste uger har han vist, hvilken mester han er – både mentalt og fysisk, siger sportsdirektør Merijn Zeeman.

Tour de France indledes lørdag den 29. juni.

På vej mod ferien i Fredericia

0

Mange fredericianere bevæger sig snart ud i verden. De forlader Fredericia for at tage på ferie, hvor mange søger mod varmere himmelstrøg, solskin og sommer, mens andre skal opleve mere eksotiske destinationer. Tilbage står Fredericia ofte halvtom, tydeligt præget af borgernes fravær.

Vores forvaltning har ofte fremhævet egne succeser på turistfronten i sommermånederne. Sandheden er dog tydelig, specielt i juli, hvor byen fremstår øde i mange perioder. Man skal forstå, at der måles på klik til kommunale hjemmesider og ikke på reelle ordre i byens butikker og restauranter. Forskellen på et enkelt besøg af et krydstogtskib og hverdagen er meget tydelig, og spørger man de handelsdrivende, er der ingen tvivl:

Der skal ske noget.

På trods af de mange gode initiativer er Fredericia centrum endnu ikke blevet et sted, hvor turisterne fylder hver sommer. Mange besøgende til byen tælles sammen med Madsby Parken, der er et populært mål for mange børnefamilier. Men det hjælper ikke på den indre by, da få kører videre til vores voldanlæg og centrum. Det hjælper heller ikke, at der ved den meget trafikerede afkørsel 59 intet gøres for at fortælle folk, at hvis de kører de små 7 kilometer mod centrum, er der en perle af en by. De adskillige “jeg ved det hele bedre”-turistchefer, vi har haft gennem tiden, har aldrig formået at løfte opgaven med at fylde byen med folk. Ikke kun til 6. juli festlighederne, men hver dag. Måske har der manglet midler, eller også har de hellere villet hjem til Odense eller Aarhus, efter de har købt annoncerne hos Facebook. Uanset forklaringen, så sker der ikke nok.

Der er en ny attraktion på vej under Museum Fredericia. Mens vi venter på dette projekt, bør vi begynde en langt mere omfattende og målrettet forskønnelse af byen. Lige nu er flere indgange til Fredericia centrum blokeret, hvilket næsten virker som om, man ikke vil have folk derind. Vi så under kongens besøg, at der kan blive meget pænt, meget hurtigt. Hvorfor arbejder politikerne, ikke forvaltningen, på en handleplan for byens forskønnelse? Man kunne starte med at lade samtlige 21 byrådspolitikere gå rundt i gaderne og med egne øjne konstatere, hvad der kunne være en god idé.

Vi skal tænde gnisten hos de lokale politikere. Der er nogle, der allerede har den, men for mange er for passive, når det kommer til at sælge Fredericia. Det er fint, at det lykkes at stable nogle gode arrangementer på benene, eksempelvis Royal Run og 6. juli, men det er de enkelte sommerdage, hvor alting står stille, der er vores store problem. Hvor er folk udefra henne? De skal komme til byen, opleve voldanlægget, spise is i centrum, sidde på café og få noget at spise. De skal ned til stranden, gå rundt i gaderne og opleve byen. Der burde være langt flere historiefortællinger på skilte, spredt rundt omkring. Byen burde i sig selv gøres til en attraktion.

Derfor skal vi ikke længere sidde passivt og se på, mens hipstere fra Aarhus fortæller os, hvad vi skal gøre.

Så kære politikere, I ønskes en god ferie. Men tag en tur rundt i Fredericia og kom så hjem med nogle idéer, der faktisk kan gavne og hjælpe vores lokale handelsliv. Det ville være en stor fornøjelse, hvis vi borgere og erhvervsfolk kunne se reelle handlinger og vilje fremfor den vanlige passivitet og “forvaltningen siger”-snak.

Niklas har svejset sig ind i historien

0

For første gang nogensinde er en smed uddannet med EUX fra erhvervsskolen HANSENBERG i Kolding, og Niklas Pedersen fra Vejen klarede tilmed både svendeprøve og studentereksamen på samme dag.

Onsdag var alt andet end almindelig for Niklas Pedersen fra erhvervsskolen HANSENBERG i Kolding.

Om formiddagen var han til svendeprøve i smedeværkstedet – hvor svendebrevet kom i hus – og hen på eftermiddagen fik han så sin studenterhue på.

Og Niklas Pedersen er i det hele taget noget helt særligt, for han er nemlig HANSENBERG første færdiguddannede klejnsmed med EUX nogensinde.

“Jeg mødte tidligt ind og kørte med en kammerat, der også skulle til svendeprøve. Så vi hyggede os stille og roligt, inden vi skulle ind”, fortæller den 22-årige EUX-smed fra Vejen.

“Ved selve mit svendestykke var der nogle ting, der ikke var helt gode, men jeg er superglad for karakteren. Jeg fik syv. Og så har jeg jo ventet i nogle timer – og gjort mig klar til den sidste eksamen. Den gik ganske udmærket, og jeg fik sagt det, jeg skulle sige”.

Ved den gymnasiale eksamen var Niklas Pedersen oppe at forsvare sit erhvervsområdeprojekt på EUX (EOP), hvor han kombinerede samfundsfag B med smedefaget – og hvor han havde skrevet om grøn omstilling indenfor sin branche. Og det gjorde han til et flot 10-tal.

Niklas Pedersen har under sin uddannelse været i lære ved Gram Clean Air ved Vojens, og han var også virksomhedens første EUX-lærling. Og noget kunne tyde på, at Niklas Pedersen – som foregangsmand – har åbnet nogle døre for andre EUX’ere:

“Efter sommerferien tager virksomheden både en ny EUD- og en EUX-lærling ind”, siger Niklas Pedersen.

Kampvogn og Forsvaret

Til svendeprøven byggede Niklas Pedersen blandt andet en kampvogn, som han selv havde designet.

“Opgaven skal bestå af mange forskellige arbejdsprocesser og materialer – og så tænkte jeg, at en model af en kampvogn kunne opfylde de krav. Den har nogle mekaniske funktioner – for eksempel kan den dreje i tårnet og køre, hvis man skubber til den”, forklarer Niklas Pedersen.

Fremtidsplanerne ligger nu i Slagelse, hvor han har valgt en forholdsvis ny værnepligt i Hæren: Mobiliseringsværnepligten, som varer otte måneder – og hvor han bliver uddannet til at være en del af en enhed, der kan indsættes i krise og krig, hvis behovet opstår.

“Derefter har jeg tænkt mig at læse videre til maskinmester. Jeg kan rigtig godt lide mit håndværk, men EUX’en giver nogle muligheder, som også er attraktive, og jeg vil gerne læse videre – og så får jeg merit i løbet af maskinmesteruddannelsen”, siger Niklas Pedersen.

De flotte resultater ved både svendeprøven og den sidste gymnasiale eksamen blev fejret med den nærmeste familie, da studenterhuen var i hus.

Lige nu har HANSENBERG i øvrigt kontakt med en lang række virksomheder, der står i kø for at få en smedelærling efter sommerferien.

Danmarkshistoriens første tilladelser til at efterforske CO₂-lagring på land er tildelt

0

Danmarks undergrund er særligt velegnet til CO₂-lagring, som kan medvirke til at forhindre den globale opvarmning. Energistyrelsen har anbefalet klima-, energi- og forsyningsministeren at tildele tre tilladelser til efterforskning af CO2-lagring i undergrunden på land. Hvis nærmere undersøgelser viser, at undergrunden som ventet er velegnet til sikker lagring af CO2, kan rettighedshaverne senere søge om tilladelse til at påbegynde lagring.

På tre nærmere afgrænsede steder i Danmark har en række selskaber fået tilladelse til at efterforske og gå videre med undersøgelserne af, om der kan ske lagring af CO2 i undergrunden under det danske fastland på forsvarlig vis.

– Det er et vigtigt skridt, at der nu er givet de første tilladelser til CO2-lagring i undergrunden på land. CO2-lagring er afgørende for, at vi kan nå vores klimamål, og vores undergrund har de særlige kvaliteter, der skal til for at kunne lagre CO2 sikkert og forsvarligt, siger Energistyrelsens direktør, Kristoffer Böttzauw.

Selskaberne Wintershall Dea International GmbH og INEOS E&P A/S har sammen med Nordsøfonden fået tilladelse til at efterforske ved Gassum, CarbonCuts A/S har sammen med Nordsøfonden fået tilladelse ved Rødby, og Equinor Low Carbon Solutions Denmark A/S og Ørsted Carbon Solutions A/S har sammen med Nordsøfonden fået tilladelse ved Havnsø. Der er ikke meddelt tilladelser i Stenlille og Thorning.

Den 27. juni holder Energistyrelsen et online-orienteringsmøde for borgere i de områder, hvor der er givet tilladelse til efterforskning. Læs mere i faktaboksen herunder.

Stor interesse fra selskaber
Energistyrelsen har modtaget 9 ansøgninger fra i alt 10 selskaber om tilladelse til efterforskning af CO₂-lagring i undergrunden under det danske fastland på de i alt 5 lokaliteter, der på baggrund af GEUS’ undersøgelser er vurderet særligt velegnede til lagring af CO₂.

– Vi har gennemgået projekterne meget nøje for at være sikre på, at de er realistiske og forsvarlige at gennemføre i forhold til indsamling af de nødvendige data og afdækning af risici. Derudover er alle selskaber blevet vurderet på, om de har den fornødne tekniske og finansielle kapacitet, siger Kristoffer Böttzauw.

Sikkerhed og undersøgelser
Når klima-, energi- og forsyningsministeren har udstedt tilladelserne, har selskaberne eneret til at udføre undersøgelser og yderligere dataindsamling for at blive klogere på potentialet for at lagre CO2. Hvis undersøgelserne endeligt viser, at undergrunden er egnet til kommerciel CO2-lagring, og at det vil kunne foregå sikkert og forsvarligt, kan selskaberne siden søge om tilladelse til at påbegynde lagring.

I løbet af efterforskningsperioden kan det også vise sig, at nogle af områderne ikke er egnede til CO2-lagring i kommerciel skala. I så fald kan det være nødvendigt med flere undersøgelser i pågældende område, eller det kan vise sig ikke at blive brugt til lagring. CO2-lagring kan kun tillades, hvis det kan ske miljø-, natur- og sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Det er Energistyrelsen og Miljøstyrelsen, som sikrer dette.

Enormt klimapotentiale
Tildelingen af tilladelser til efterforskning af CO2-lagring i undergrunden på land er et vigtigt skridt på Danmarks vej mod at opnå CO2-neutralitet og cementerer Danmarks position i realiseringen af den stigende efterspørgsel på CO2-lagringskapacitet.

GEUS har tidligere påvist, at den danske undergrund er særdeles velegnet til lagring af CO2, både til havs og på land, hvilket på sigt kan betyde, at Danmark kan blive kommerciel hub for lagring af CO2 fra hele Europa.

FAKTA
CCS – fangst og lagring af CO2

CCS (Carbon Capture and Storage) er den samlede betegnelse for en række teknologier, der kan fange CO2 og lagre den i undergrunden.
Kort fortalt fungerer teknologien ved at indfange CO2 fra CO2-udledende kilder som skorstene fra kraftværker, biogasanlæg og cementfabrikker.
Når CO2’en er adskilt fra røgen. vil den typisk blive afkølet og komprimeret, så den bliver flydende og lettere kan transporteres via rør, tankvogn eller skib til et velegnet lager i undergrunden CO2’ens flydende form betyder, at den nemt og effektivt kan fragtes i rørledninger under tryk.
Fangst og lagring af CO2 i undergrunden er en sikker og kendt teknologi, der har været benyttet i mere end 40 år. Danmark er langt fremme på metoden bag CO2-lagring, og i de senere år har også Norge, Nederlandene, Belgien og Storbritannien taget første spadestik til store CCS-projekter.
CO2-lagring må kun ske, hvis det er miljø-, natur- og sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Det er Energistyrelsen og Miljøstyrelsen, som sikrer dette. Energistyrelsen har været i løbende dialog med kommunerne og de lokale beboere i de aktuelle områder.
FAKTA
Energistyrelsen holder orienteringsmøde

Ønsker du at deltage i Energistyrelsens online-orienteringsmøde den 27. juni kl. 17.30 om efterforskningstilladelserne, så hold øje med Energistyrelsens hjemmeside. Her vil der blive lagt mere information og link ud snarest muligt.
Bemærk, at mødets formål er at give en kort orientering om lagring af CO2 og processen for lagring på land. Der vil være mulighed for at stille skriftlige spørgsmål under mødet.
Der vil desuden blive holdt borgermøder i de aktuelle områder. Det sker på den anden side af sommerferien.

Tre tennisstjerner udtaget til OL

0

Danmark bliver repræsenteret med tre tennisspillere, når OL afvikles på legendariske Roland Garros.

DIF, som er Danmarks Olympiske Komité, har nu officielt udtaget Holger Rune, Clara Tauson og Caroline Wozniacki til den danske OL-trup frem mod Paris 2024. Det sker på baggrund af en indstillinger fra Dansk Tennis Forbund.

– At få muligheden for at deltage i OL nu allerede som 21-årig er helt fantastisk. Og så i Paris på Roland Garros, som jo er et af de steder, jeg virkelig føler mig hjemme. Det er stort. Det har altid været et af mine mål at vinde alle fire grand slams og OL. Og gerne flere gange. Så jeg vil naturligvis kæmpe som en vanvittig for at vinde en medalje allerede i år, siger Holger Rune.

Holger Rune glæder sig også til at være en del af det danske OL-hold sammen med en masse andre atleter, der ligesom ham selv har store sportslige mål og drømme:

– Om det er tennis, badminton, roning eller noget fjerde, så har vi alle en ting til fælles. Vi kæmper benhårdt hver eneste dag for at blive bedre og den bedste i verden. Det kræver et vildt mindset, og jeg glæder mig rigtig meget til at være sammen med en masse andre atleter, der tænker og drømmer lige så stort, som jeg selv gør, lyder det fra Holger Rune.

Team Danmarks sportsdirektør, Lars Balle Christensen, glæder sig meget til at se, hvor langt både de unge tenniskometer, Holger Rune og Clara Tauson, og den levende tennislegende og tidligere verdensetter, Caroline Wozniacki, kan nå under legene i Paris.

– Caroline Wozniacki er en levende dansk tennislegende, og der er noget symbolsk over, at hun i Paris bliver en del af det danske OL-hold sammen med Holger Rune og Clara Tauson. Caroline har vist, at unge danske tennistalenter godt kan drømme stort, og Holger og Clara er godt i gang med at tage stafetten videre. Holger har allerede slået sit navn fast i verdenstoppen, og Clara har i 2024 vist meget lovende takter. Det er imponerende, at dansk tennis har tre spillere med i Paris, og det bliver stort at se både Caroline, Holger og Clara spille OL på Roland Garros, siger Lars Balle Christensen, der er sportsdirektør i Team Danmark.

I DIF glæder man sig ligeledes over at have tre tennisspillere med til OL i Paris og byder Holger, Clara og Caroline velkommen på OL-holdet:

– Det er et fantastisk hold, vi stiller med i tennis. To unge, fremadstormende OL-debutanter, og en tidligere fanebærer. OL er noget specielt, og det ved Caroline Wozniacki. Hun har ikke lagt skjul på, at det var drømmen om endnu et OL, der var medvirkende til, at hun gjorde comeback. Nu får Holger og Clara også OL-oplevelsen, og jeg drømmer om noget stort på Roland Garros’ røde grus for alle tre spillere, siger Søren Simonsen, der er DIF’s Chef de Mission for det danske OL-hold i Paris.

Med kvalificerede spillere hos både kvinderne og herrerne får Danmark også mulighed for at tilmelde en mixed double til OL. Mixed doubleturneringen ved legene består af 16 par, som skal dannes af spillere, der i forvejen er kvalificeret i enten single eller double. Hver nation kan kun deltage med et enkelt par, og Frankrig er som værtsnation sikret en af de 16 pladser.

De øvrige par kommer ind i turneringen på baggrund af deres rangering. Deadline for tilmelding til olympisk mixed double er først den 24. juli lige inden OL’s åbning.

DIF, Team Danmark og Dansk Tennis Forbund melder ud på et senere tidspunkt, når der er taget en endelig beslutning om en mulig dansk mixed double.