2.9 C
Copenhagen
lørdag 15. november 2025

Sønderjyske-bomber vandt med 27 procent af stemmerne

0

Med mål, store præstationer og et højt niveau for ligaens tophold, har han været en markant skikkelse i dette års 3F Superliga. Og det kvitterer kollegerne for ved at kåre 27-årige Nicolai Vallys til Årets Profil i 3F Superliga, foran Elias Achouri og Daniel Wass.

Peter Christiansen behøvede ikke en hel sæson for at overbevise kollegaerne om, at han er Årets Profil i NordicBet Liga 2023/2024.
17 mål og syv oplæg.

Det var Peter Christiansens store bidrag til Sønderjyskes succes, inden han i marts som suveræn topscorer i NordicBet Liga blev solgt med øjebliklig virkning til norske Viking FK.

Men selvom han siden har været fraværende i ligaen, var han i den grad til stede i kollegaernes bevidsthed, da de skulle pege på Årets Profil i NordicBet Liga. Den 24-årige målkonge løb nemlig med 27 procent af stemmerne.

– Det er et kæmpe skulderklap, at konkurrenterne mener, jeg fortjener prisen, og at jeg har haft så stor indflydelse på hele sæsonen, selvom jeg ikke har været med i de sidste ti kampe, siger Peter Christiansen.

– Jeg har været heldig at spille på et rigtig godt hold, som har forstået at sætte mig i scene. Og så har jeg personligt i forhold til mål, assist og mit spil generelt haft den bedste sæson i min karriere, tilføjer han.

Målmageren er stolt over at modtage prisen. Men vigtigst for ham var det, at bardomsklubben Sønderjyske sikrede oprykningen til 3F Superliga.

– Jeg er utrolig stolt, og det er samtidig rigtig vigtigt for mig, at det endte med en oprykning til Sønderjyske, selvom jeg tog afsted. Det betyder meget for mig som Sønderjyske-mand, at de er tilbage, hvor de hører til, siger Peter Christiansen, der siden sit skifte til Viking FK har fulgt Sønderjyske tæt.

– Jeg har siddet og set alle kampe, jeg kunne komme til. Jeg er opvokset i Haderslev, så Sønderjyske er min barndomsklub. Det er en klub, der betyder sindssygt meget for mig, og det vil den altid gøre.

– Jeg er rigtig glad for, at jeg både kunne få mit skifte, og at Sønderjyske samtidig kunne komme tilbage i Superligaen. Det hele flaskede sig, som vi håbede på.

Det er spillerne i 1. division, der stemmer om, hvem der skal være Årets Profil i NordicBet Liga 2023/2024.

To profiler er oversete hos FHK og bliver afgørende i DM-finalen

0

Efter sejren i onsdags mod Aalborg fremhævede Gudmundur Gudmundsson særligt tre spilleres præstation. Den ene var naturligvis Anders Kragh Martinusen, men de to andre var nogen, som går under radaren.

FHK tabte den første finale med 31-26, og en sejr var derfor kravet i onsdags for at tvinge finalserien ud i en tredje kamp. Som sagt, så gjort. FHK leverede en jætteindsats, og med en slutspurt, hvor Reinier Taboada og Anders Kragh Martinusen gik forrest angrebsmæssigt, lykkedes det at få hevet en sejr hjem med lodder og trisser.

Cifrene viste 31-30 i FHK’s favør. Efter kampen var Gudmundur Gudmundsson meget stolt. Han var blevet hyldet af fansene i foyeren og havde fået to flasker vin af dem samt en stor æske chokolade, men den slags er der ikke tid til at foretage sig – endnu. Inden venter der den afgørende finale, og derefter kan der slappes af. Og taktikken er formentlig allerede klar: Bare gør som i den første kamp uden at brænde chancer.

– Efter den første kamp så jeg mange positive ting i vores spil, selvom vi tabte. Vi havde muligheden for at komme på to mål. Vi brændte en klar chance, så det var svært at komme tilbage efter. Jeg synes, at vi havde en meget god fase i kampen, og jeg synes det er første gang, at jeg spiller i Aalborg med vores hold, at jeg har en god fornemmelse. Vi havde noget at hente, og min fornemmelse var, at Aalborg ikke ville blive bedre end i den første kamp, så vi skulle blive ved med at tro på vores taktik. Det gjorde vi, og forsvaret var fantastisk. Ikke mange hold kan holde Aalborg på 13 scoringer på én halvleg, sagde Gudmundsson og fortsatte:

– Anden halvleg var svær, men nøglen var, at vi gik i syv mod seks. Forsvaret var fantastik i slutfasen, men man skal anerkende, at modstanderen har verdens bedste bagkæde blandt klubhold med Arnoldsen, Vlah og Hoxer. Det er fantastiske duelspillere, så det var svært. Vi løste det godt over alt, og kollektivt var det meget stærkt. Frandsen havde flotte redninger i anden halvleg, og det blev også vigtigt. Vi troede på det hele tiden, og jeg har sagt til drengene, at vi skal tro på det, og det er nøglen.

https://xn--fkr-1na.dk/

Forsvarsspillere blev en nøgle

Gudmundur Gudmundsson vil ikke tale om, at hvis FHK præsterer på samme niveau som i onsdags, så hedder det guld. I stedet fokuserer han på to oversete profiler og fansene.

– Alt er muligt, men jeg vil ikke gå for højt op nu. Vi er pressede på ressourcer og må se, hvordan andet ser ud, når vi kommer til det. Jeg vil rose midterforsvaret med Lasse Balstad og Einar Olafsson, der var fantastisk. Alle var gode, men de havde så mange dueller og var fantastiske, og den her opbakning og stemningen har jeg ikke oplevet før. Man er tæt på alt her, der er så meget hjerte og sjæl i klubben, forklarede Gudmundsson.

http://adp-as.dk

FHK-træneren har været på mange store håndboldadresser, og han fortæller, hvordan FHK adskiller sig fra dem.

– Jeg har prøvet mange ting og været i større haller i eksempelvis Tyskland, og her er man tættere på. Fansene deltager i det hele, og det er fantastisk at opleve, sagde Gudmundsson.

Undervejs i onsdagens kamp var FHK flere gange bagud med tre mål, men det lykkedes ikke for Aalborg at knække FHK’erne, som stod imod og fik kæmpet sig tilbage.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gad_source=1&gclid=EAIaIQobChMI8dPQyoXPhQMVZheiAx3prQAJEAAYASAAEgKDkfD_BwE

– Jeg tror på det hele vejen. Vi startede dårligt, og derfor skiftede jeg til syv mod seks tidligt i anden halvleg, og det tog lidt tid at komme i gang med det. Anders Martinusen var utrolig god i angrebet. Jeg kunne se, at det ikke ville gå, så jeg ville stoppe blødningen med den hurtige timeout, og det var vigtigt, sagde Gudmundur Gudmundsson.

Om syv mod seks igen bliver en løsning for FHK, når den tredje og afgørende DM-finale spilles, må tiden vise. Der er kampstart mellem Aalborg og FHK lørdag klokken 16:00.

Annonce

Niels Flemming Hansens og Det Konservative Folkepartis EU-politik

I rækken af EU-valginterviews er vi kommet til Det Konservative Folkeparti. Vi har haft besøg på AVISEN af Niels Flemming Hansen, der er spidskandidat for Det Konservative Folkeparti til Europa-Parlamentet den 9. juni 2024.

Niels Flemming Hansen er i dag medlem af Folketinget og formand for Europaudvalget. Det blev en samtale om, hvad Niels Flemming kalder et anderledes og meget vigtigt valg med tre hovedtemaer: krigen i Europa, klimaforandringerne og migrationen, som alle har en stor indflydelse på EU-valget. Niels Flemming Hansen peger blandt andet på, at der ikke er noget alternativ til, at Ukraine vinder den krig, der er i gang. Vi skal også sikre vores egen forsyningssikkerhed og forsvarsindustri, som vi skal til at bygge op. Niels Flemming Hansen mener også, at EU skal have en forsvarsindustrikommissær, som kan koordinere den opbygning.

Niels Flemming Hansen peger også på, at det handler om, hvor meget de enkelte lande skal kunne selv, og hvor meget der skal kunne i EU-fællesskabet. Det handler også om samarbejdet på vegne af Danmark mellem de 15 danske politikere, der bliver valgt til EU-Parlamentet, hvilket Niels Flemming Hansen synes er et ekstremt vigtigt tema.

Se og lyt til samtalen med Niels Flemming Hansen om klima og grøn omstilling, EU’s forsvars- og sikkerhedspolitik, migrationsspørgsmålet, ytringsfriheden i relation til den digitale udvikling, kunstig intelligens (AI), EU’s vækstpolitik og andre aktuelle EU-valgtemaer.

Pas på snyd med festivalbilletter

0

Svindlere udnytter enhver mulighed for at franarre borgere deres penge, og snyd med festivalbilletter er ingen undtagelse. Vær kritisk, når du handler billetter online og følg nogle enkle råd for at mindske risikoen for at blive snydt.

Festivalsæsonen står for døren, og flere festivaler melder udsolgt af dagsbilletter eller billetter til de fulde festivalprogrammer.

Derfor er jagten på billetter gået i gang på sociale medier og platforme til gensalg af billetter. Samtidig er svindlere gået på jagt efter håbefulde festivalgæsters penge.

Sidder du i 11. time og skal sikre dig en billet til Tinderbox eller Generator Festival for at se Avril Lavigne, Andreas Odbjerg, Tessa eller Kato

Så er opfordringen fra Digitaliseringsstyrelsens vicedirektør Lars Bønløkke Lé, at du er opmærksom.

– Vi har samlet nogle gode råd, der skal klæde borgerne på til at kunne spotte billethajerne og undgå, at en glad sommer med venner og god musik ikke bliver til en ærgerlig sommer, hvor nogle svindlere er stukket af med pengene og ens gode humør. Svindlerne holder ikke ferie, og salg af festivalbilletter er også en mulighed, som svindlerne forsøger at udnytte, siger Lars Bønløkke Lé, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen.

Digitaliseringsstyrelsen har 4 enkle råd til, hvordan du undgår at blive snydt af sommerens billethajer.

– Køb din billet hos de officielle billetudbydere, og brug deres ventelister, hvis billetten er udsolgt.
– Vær særligt opmærksom på de tilbud, du modtager, hvis du selv efterspørger en billet i et opslag eller en annonce. Det kan tiltrække svindlere.
– Er billetten betragtelig billigere end andre steder, kan det være tegn på svindel.
– Køb via MobilePay og tjek, at samme navn figurerer på MobilePay-kontoen og fx sælgers Facebook-profil. Hvis sælger pludselig beder dig om at overføre pengene til en anden konto end sælgers egen, er det tegn på svindel.

Det største sommerprogram i mange år

0

Årets Sommer i Fredericia er fyldt med aktiviteter og oplevelser for gæster fra nær og fjern og ikke mindst byens borgere. Årets program er det største i mange år – med masser af nyheder

Sommeren i Fredericia er sprængfyldt med events og oplevelser for alle – og programmet er udvidet i år. Årets Sommer i Fredericia starter derfor den 14. juni og løber indtil Streetfood Festivalen første weekend i september. Sidste år var byen pyntet med gule blomsterkugler – i år bliver der pyntet op til fest i røde og hvide farver i anledningen af 175 års-jubilæet for 5.-6. juli.

VisitFredericia og Fredericia Kommune har tænkt ud af boksen og skabt et ambitiøst program under overskriften ”Sommer i Fredericia 2024”

– Jeg ser frem til at gense en by fuld af liv med bl.a. gadeteater, aktiviteter for børn, udeservering, sejlture på Lillebælt, guidede byvandringer og en afslappet stemning ved Østerstrand, hvor hele familien kan nyde ferien med masser af gode oplevelser. Målet med Sommer i Fredericia er en levende by med masser af aktiviteter for børn, unge og voksne – og selvfølgelig turister, så de vælger Fredericia som deres foretrukne destination, siger udvalgsformand for Bosætning- og Turismeudvalget Susanne Eilersen

Igen i år laver VisitFredericia en stor markedsføringskampagne af Fredericia. Kampagner har kørt siden maj og vil fortsætte indtil sommeren er slut. Målet er at tiltrække endagsgæster og overnatninger til byen.

– Folk kan roligt glæde sig til en dejlig sommer i Fredericia. Der bliver noget at komme efter hver dag hele sommeren. Det store udbud af aktiviteter er med til at tiltrække overnattende gæster, og vores erfaring fra sidste år er, at der kommer en del dagsturister fra nærområdet, der også lægger penge i byens butikker og restauranter, siger Turan Savas, næstformand for Bosætning- og Turismeudvalget.

Der er flere overraskelser klar, så mon ikke, at der både kan findes kanonkugler, landsoldat kasketter og geværer rundt omkring i byens gader? Som noget nyt, så vil Danmarks Port og Prinsens Port blive udsmykket med blomster, og Visit Fredericia laver i den forbindelse særligt guidede ture i Fæstningsdagene.

Masser af gode aktiviteter venter
Der vil være gratis aktiviteter på Rådhuspladsen hver mandag og torsdag i ugerne 28 til og med 32. Det vil være en god blanding af underholdning (fx teater, bugtalere og cirkus) samt drop-in workshops som fx klima/genbrug workshop, cirkus workshop og danse workshop. Som en nyhed i år, så vil der også være vægtere i Fredericia den 5., 6., 17. og 31. juli om aftenen.

Der sker meget mere i Sommer i Fredericia i år
Det netop opsatte aktivitets- og loungeområde i Kanalbyen bliver pyntet med blomster, Street Art Festival i september, Fæstningsdagene fra den 30. juni og til den 7. juli, Sommer over Bæltet med mange gode aktiviteter på havnen i løbet af sommeren bl.a. med et besøg fra Sebastian Klein. Fra den 6. august og en lille uge frem vil der være en særlig aktivitetsuge omkring træskibet Aventura, hvor der bliver holdt temauge i samarbejde med Middelfart Kommune og Kolding Kommune. Det projekt er støttet af Region Syddanmark. Sommeren byder også på et besøg fra de bevaringsværdige træskibe og mange andre ting. Kort sagt: Fredericia har oplevelser for enhver smag!

Sommer i Fredericia er lavet af en arbejdsgruppe på tværs af bl.a. turisme, handel, kultur, idræt, børn, unge, fritid og natur, og gruppen arbejder i disse dage på at samle trådene i sommerens program.

Gode links:

Sommer i Fredericia: https://www.visitfredericia.dk/sommerferie-med-boern-fredericia

En Sommerdag ved bæltet her: Oplev magien ved en sommerdag på Lillebælt – bådture, hvalsafari eller havkajak (en-sommerdag.dk)

Alle aktiviteter findes her: Eventkalender | Det sker i Fredericia (visitfredericia.dk)

Fæstningsdagene: Fæstningsdagene i Fredericia | Vi hylder byen og dens historie (visitfredericia.dk)

Der er lavet en nemmere bookingportal, så gæsterne kan købe guidede ture. Se den her: Event list – VisitFredericia (place2book.com)

Visit Fredericias hjemmeside på dansk: Seværdigheder & oplevelser i Fredericia | VisitFredericia

Visit Fredericias hjemmeside på engelsk: Welcome to Fredericia | VisitFredericia

Visit Fredericias hjemmeside på tysk: Willkommen in Fredericia | VisitFredericia

Mænd med meget høje indkomster driver indkomstuligheden

0

Mænd med meget høje indkomster driver indkomstulighedenDe rigeste mænds andel af mænds samlede indkomster vokser betydeligt mere end blandt kvinder, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Især den rigeste procent mænd stikker af fra resten.

Indkomsten blandt mændene i top-1-procent udgør næsten dobbelt så høj en andel af de samlede indkomster blandt mænd, som det tilsvarende tal for kvinder. Uligheden er dermed større blandt mænd end blandt kvinder.

ULIGHED

I Danmark tjener den rigeste procent af mænd 9,8 procent af mænds samlede indkomster efter skat. Andelen er mere end fordoblet siden starten af 1990’erne, hvor tallet var cirka 4,5 procent.

Til sammenligning tjener den rigeste procent af kvinderne 5,5 procent af kvindernes samlede indkomster. I starten af 1990’erne var andelen omkring 3,0 procent.

Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik. Det første opgjorte år er 1987, og det seneste er 2021.

– Både internt blandt mænd og kvinder er uligheden vokset siden 1990’erne, men det er helt tydeligt, at det er rige mænd, der driver indkomstuligheden, siger Emilie Damm Klarskov, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

De rigeste mænd stikker af fra resten

Blandt både mænd og kvinder har den rigeste tiendedel af befolkningen en væsentlig højere indkomst end gennemsnittet, men forskellen er markant større blandt mænd end blandt kvinder.

Mændene med de ti procent højeste indkomster tjener i gennemsnit cirka 1,07 million kroner om året efter skat. Gennemsnittet blandt alle mænd er cirka 372.000 kroner.

De ti procent højest placerede kvinder tjener cirka 670.000 kroner om året efter skat. Gennemsnittet blandt alle kvinder er cirka 295.000 kroner.

– Den økonomiske ulighed er vokset meget de seneste årtier. Vi ved fra tidligere analyser, at formueindkomster er en væsentlig drivkraft til den voksende indkomstulighed, og når vi opgør det på køn, kan vi se, at det er primært, er rige mænd, der sidder på en større del af kagen, Emilie Damm Klarskov

Indkomsten blandt fattigste kvinder er steget mere end blandt mændene

Mens de rigeste mænd tjener en større og større del af mændene samlede indkomster – og stikker af fra de rigeste kvinder – ser det anderledes ud i bunden af indkomstfordelingen.

Analysen viser, at fra 1987 til 2021 steg den disponible indkomst blandt den fattigste halvdel af kvinder med knap 70 procent. Blandt den fattigste halvdel af mændene er den disponible indkomst steget med cirka 40 procent.

– Det er gået rigtig godt for mændene i toppen samfundet, men der er nogle mænd på kanten, som ikke er blevet løftet af det opsving, vi har haft det seneste årti. Samtidig er der sket en stigning i arbejdsmarkedsdeltagelsen for kvinder i perioden, siger Emilie Damm Klarskov.

Indkomsterne blandt den rigeste tiendedel af mændene er vokset med 140 procent fra 1987 til 2021, og for de rigeste kvinder er de steget med 132 procent.

Sundhed har mange ansigter

0

Kolding Byråd har vedtaget en sundhedspolitik, der skal gøre det nemmere for alle at leve et sundt liv så længe som muligt og med trivsel i alle livsfaser.

Traditionelt bliver sundhed set som en modsætning til sygdom. Man holder sig sund for ikke at blive syg.

Men i Kolding Kommune er der fokus på, at sundhed har mange flere ansigter. Det er set i det lys, byrådet vedtog kommunens nye sundhedspolitik den 28. maj.

– Sundhed er meningsfulde fællesskaber, bevægelse, rehabilitering, selvværd, en god ven at tale med, glæde ved livet, kost, der giver energi og meget andet. For os er sundhed det samme som at opleve sig i fysisk, mental og social balance. Derfor kalder vi også Kolding Kommunes nye sundhedspolitik ‘Sammen om et sundt liv i balance’, forklarer Birgitte Kragh, der er formand for udvalget Sundhed og Fritid.

Vi er fælles om sundhed

En af de grundlæggende idéer i sundhedspolitikken er, at man vil integrere sundhed og trivsel i alle relevante aspekter af samfundet.

– For os er sundhed noget, vi er sammen om i fællesskab. Derfor forpligter vi os som kommune til at arbejde sammen med relevante aktører. Vi vil gerne indfri vores politiske ambitioner i tæt samspil med borgere, kommunale medarbejdere med forskellige fagligheder, civilsamfund, institutioner, virksomheder og det øvrige sundhedsvæsen, pointerer Birgitte Kragh.

Udfordringerne er komplekse
Politikken har fire specifikke fokusområder:

  • Vi fremmer sundhed og trivsel
  • Vi fremmer lighed i sundhed
  • Vi fremmer børn og unges mentale trivsel
  • Vi fremmer muligheden for at kunne selv

De fire fokusområder er store samfundsudbredte problemstillinger. Netop derfor er det vigtigt at have en politik, så man kan have det nødvendige, tværfaglige fokus på udfordringerne, mener Birgitte Kragh:

– Det er alle sammen temaer, der er komplekse, og som ingen kan løse alene. Heller ikke kommunen. For eksempel er børn og unges mentale trivsel en udfordring, vi ikke for alvor får gjort op med ved alene at se på børnene og de unge og deres forældre. Det er en udfordring, der har tråde ud i rigtig mange grene af samfundet. Derfor er det nødvendigt at få andre aktører i civilsamfundet, som for eksempel relevante foreninger, til at være med, forklarer Birgitte Kragh.

Sundhedspolitikken anlægger et langsigtet perspektiv og gælder for perioden 2024-2032. Ambitionen med den tværgående sundhedspolitik er at have en fælles retning for hele kommunen, som med tiden skal realiseres gennem beslutninger og tiltag, der fremmer sundhed og trivsel, enten direkte eller indirekte.

Totalrådgiver fundet til museet MIND i Middelfart

0
11.11.2018 Middelfat Kommune - Teglgaardsparken.

De kommende år omdannes en afdeling af det tidligere sindssygehospital i Middelfart til det nye museum MIND, der har fokus på psykisk sygdom og mental trivsel. Omdannelsen af de historiske rammer i Teglgårdsparken 17 har været i udbud, og C. F. Møller Danmark A/S er valgt til at stå for totalrådgivningen af projektets byggedel.

I prækvalifikationsrunden var der 13 totalrådgivergrupper, der udtrykte interesse i at afgive tilbud. Herfra blev de tre totalrådgivergrupper Cubo Arkitekter, Rønnow Arkitekter og C. F. Møller Danmark A/S valgt til at afgive tilbud på opgaven. De tre deltagende totalrådgiverteams gav alle velkvalificerede og kreative bud på et hovedgreb for det kommende museum, men efter en bedømmelse af tilbuddene blev C. F. Møller valgt til opgaven.

– Det er rigtig glædeligt, at der nu er fundet den rigtige totalrådgiver. Middelfart Museum glæder sig til at samarbejde med C. F. Møller, og vi ser frem til, at projekteringen nu kan gå i gang, sådan at vi kan klippe snoren til MIND i 2026, siger leder af Middelfart Museum, Maiken Rude Nørup.

Det nye MIND museum skal indrettes i en patientbygning på det tidligere sindssygehospital i Middelfart. Stedet husede gennem mere end 100 år tusindvis af psykiatriske patienter. Med Danmarks største samling af psykiatrihistoriske genstande vækkes historien om psykiatrien i Danmark til live gennem udstillinger om skiftende sygdomsopfattelser og behandlingsformer med fokus på nutidig relevans og personlige fortællinger.

– Vi er glade for at blive valgt og ser frem til det fortsatte samarbejde med Middelfart Museum. Trivsel og velfærd ligger os meget på sinde, og vi er stolte over at kunne bidrage til formidlingen af dette med en ombygning af det tidligere sindssygehospital (Teglgårdsparken) i Middelfart til museum MIND, der både skal fortælle om stedets og psykiatriens historie. På samme tid skal det også imødekomme nutidens behov for udstillingsfaciliteter og besøgende, mens der bevares så meget af den oprindelige bygnings karakter og udtryk som muligt, siger Rune Bjerno Nielsen, som er partner, arkitekt og afdelingschef for C. F. Møllers konkurrenceafdeling i Aarhus.

MIND har et budget på 32 mio. kr. Projektet er støttet af Augustinus Fonden, Den A.P. Møllerske Støttefond, Den filantropiske forening Realdania, Lokale og Anlægsfonden, Middelfart Kommune, Lundbeckfonden, Ole Kirk’s Fond, Cand.pharm. Povl M. Assens Fond, Region Syddanmark, LAG MANK, Statens Kunstfond, Middelfart Sparekasse og Middelfart Museumsforening.

Museet kommer til at indeholde udstillinger, men også mødelokaler og foredragsrum, der kan bruges af foreninger, arrangører m.m., der har fokus på psykisk sygdom og/eller mental trivsel.

MIND forventes åbnet i starten af 2026.

Læs også

Aftale skal løfte velfærd og infrastruktur

0

Fredag blev regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) enige om en økonomiaftale for 2025, der markerer det største løft af kommunernes økonomi i mere end 15 år. Aftalen, der indebærer en forøgelse af kommunernes serviceramme med 3,4 mia. kr., vil muliggøre betydelige investeringer i lokal velfærd, herunder folkeskoler, ældrepleje og dagtilbud.

Regeringen og KL har indgået en aftale om kommunernes økonomi for 2025. Med aftalen løftes den kommunale serviceramme med 3,4 mia. kr. og giver kommunerne mulighed for markante investeringer i bedre velfærd. Aftalen indebærer det største realløft i mere end 15 år. Parterne er som en del af aftalen enige om mere end 100 regel- og forenklingstiltag, der vil bidrage til at frigøre et trecifret millionbeløb lokalt. Parterne er derudover enige om et samlet anlægsniveau på 20,3 mia. kr. i 2025.

Foto: AVISEN

– Aftalen giver mulighed for markante investeringer i den nære velfærd – bl.a. i daginstitutioner, folkeskolen og ældreplejen. Jeg er meget tilfreds med, at vi har så stærk en dansk økonomi, at det er muligt at investere så markant i den nære velfærd til gavn for borgerne, siger finansminister Nicolai Wammen.

– Vi har indgået en rigtig god aftale med kommunerne, der giver velfærden et markant løft og samtidig sikrer de særligt vanskeligt stillede kommuner ekstra penge, tilføjer indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.

Sophie Løhde. Foto: AVISEN

KL’s formand Martin Damm fremhæver aftalens historiske karakter:

– Vi står med en historisk aftale, der giver kommunerne nogle muligheder, som vi ikke har haft i en lang årrække. Velfærden står ved en skillevej, og vi har nu valgt det spor, hvor vi kan begynde at styrke og udvikle velfærden.

Næstformand Jacob Bundsgaard pointerer vigtigheden af prioritering:

– Det har været afgørende for os, at vi i år fik landet en økonomiaftale, som giver os mulighed for at prioritere de almene velfærdstilbud. Vi har i årevis kæmpet med stigende udgifter, men med aftalen er der plads til at udvikle velfærden.

Store investeringer i infrastruktur og grøn omstilling

Aftalen fastsætter et samlet anlægsniveau på 20,3 mia. kr. i 2025, hvilket sikrer gode muligheder for investeringer i både fysiske rammer for velfærden og den grønne omstilling. 0,6 mia. kr. er øremærket til udvidelse af den kommunale botilbudskapacitet, mens 0,9 mia. kr. går til investeringer i bedre faglokaler i folkeskolen.

KL og regeringen har også til hensigt at styrke klimatilpasningen for bedre at kunne håndtere mere ekstremt vejr i fremtiden. De vil samarbejde om en langsigtet planlægning af klimaindsatsen, hvor lokale og nationale initiativer bedst muligt kan spille sammen.

Regelforenklinger og reduktion af administrationsudgifter

Aftalen inkluderer mere end 100 regel- og forenklingstiltag, der skal øge kommunernes frihed og forventes at frigøre et trecifret millionbeløb, når tiltagene er fuldt indfaset. Dette skal bidrage til mindre bureaukrati og administration i både staten og kommunerne.

Desuden er der aftalt en reduktion af administrationsudgifterne med 242 mio. kr. Regeringen vil reducere med 1.000 årsværk i den statslige administration, hvilket skal bidrage til at styrke den lokale velfærd.

Fokus på folkeskolen

Et centralt tema i forhandlingerne har været folkeskoleområdet, hvor parterne er enige om, at folkeskolens almentilbud kan styrkes. Dette skal sikre, at langt flere elever kan blive en del af folkeskolens fællesskab, og at ressourcerne til specialundervisning optimeres.

– Vi har brug for at få vendt udviklingen i folkeskolen, så langt flere elever kan blive en del af folkeskolens fællesskab, siger Jacob Bundsgaard.

Med denne omfattende aftale tages der vigtige skridt mod et grundlæggende retningsskifte for velfærden i Danmark. Kommunerne får nu mulighed for at udvikle og styrke velfærden til gavn for alle borgere.

FHK’s håndboldhelte fejres lørdag

0

Uanset udfaldet af Fredericia Håndboldklubs afgørende DM-finale på lørdag mod Aalborg, er der lagt op til folkefest i Fredericia efterfølgende.

Håndboldfeberen lever i håndboldmekkaet 7000 Fredericia.

Byen har mulighed for at hjemtage den første DM-titel siden 1979, da Fredericia KFUM vandt deres femte mesterskab i træk. Nu hedder årstallet 2024, og siden har der været en fusion mellem Fredericia FF og Fredericia KFUM, samt en konkurs og én stor optur.

Opturen er i denne sæson kulmineret. Først med deltagelse i pokalturneringens Final4, og sidenhen blev klubben nummer to i grundspillet. Efter en tæt slutspilspulje kom FHK videre til semifinalen, hvor Ribe-Esbjerg blev nedlagt over tre kampe.

Nu er finaleserien i gang, og ingen af holdene vil igen give sig. Det første opgør vandt Aalborg 31-26, men i kampen onsdag aften vandt FHK 31-30, og fremtvang dermed en tredje og afgørende DM-finale.

Uanset udfaldet af kampen i Aalborg, hvor omkring 500 FHK-fans forventes på lægterne, vil der være lagt op til byfest i Fredericia efterfølgende. I lighed med efter sidste sæsons bronzemedalje vil FHK-truppen blive hyldet på Urbania Street Food, hvor de formentlig vil ankomme omkring 21:15-tiden.