Flere anmeldelser om indbrud i varebiler

0

Sydøstjyllands Politi har i den seneste måned modtaget adskillige anmeldelser om indbrud i varebiler, hvor især værktøj er blevet stjålet. Siden den 1. juni har politiet modtaget hele 37 anmeldelser om tyveri fra last- og varebiler.

En gennemgang af anmeldelserne viser, at tyvene primært går efter varebiler, der indeholder værktøj. De mest eftertragtede genstande har vist sig at være vinkelslibere, boremaskiner og fliseskærere.

Indbruddene er fordelt over hele politikredsen, men det er i Vejle og Horsens-området, at de fleste anmeldelser er kommet fra. Derudover er der også registreret indbrud i blandt andet Kolding, Fredericia og Skanderborg.

Sydøstjyllands Politi tager anmeldelserne meget alvorligt og arbejder på at standse de ansvarlige. Politiet opfordrer samtidig indehavere af varebiler til at tage forholdsregler for at beskytte deres værdifulde værktøj. Det anbefales at fjerne værktøj fra bilen inden ferie eller ved fyraften, og at parkere varebilen på en måde, der gør det svært for tyvene at få adgang til side- og bagdøre. Desuden bør varebiler parkeres på steder, hvor tyve ikke kan arbejde uforstyrret.

Politiet beder også alle borgere om at være opmærksomme og kontakte dem på telefon 1-1-4, hvis de oplever mistænkelige episoder ved parkerede varebiler. Det kan eksempelvis være ukendte personer, der færdes i området, eller biler der kører langsomt rundt i nabolaget.

Med borgernes hjælp håber Sydøstjyllands Politi at kunne stoppe bølgen af indbrud og sikre, at de ansvarlige bliver stillet til ansvar.

Fire ud af ti holdt ferie i uge 29 i 2023

0
Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Juli er den måned, hvor flest danskere holder ferie i løbet af året. Det er også den måned, flest passagerer stiger ombord på et fly.

Så blev det sommer og dermed også sommerferie for mange danskere. Skolerne er nemlig lukkede, og der er skruet ned for personalet i daginstitutionerne. Når der skal planlægges ferie på arbejdspladsen, er juli også den måned, hvor flest kontorstole står tomme, og byggepladser rundt omkring i landet ligger øde hen.

I 2023 holdt 41 pct. af de beskæftigede ferie i uge 29, som ligger midt i juli. Uge 29 var tæt efterfulgt af uge 30, hvor 40 pct. kunne lade arbejdstøjet ligge i skuffen. Sommermånederne blev dog lige netop overgået af juleugen – uge 52 – hvor 42 pct. af de beskæftigede holdt ferie i 2023.

”Juli er typisk det tidspunkt på året, hvor flest holder sommerferie. Især uge 29 og 30 skiller sig ud, hvor omkring fire ud af ti beskæftigede holder fri – det er nogenlunde samme niveau som juleugen. Disse uger i juli ligger i den periode, der traditionelt bliver kaldt industriferien, hvor skolerne er lukkede, og hvor en del arbejdspladser også opfordrer deres ansatte til at holde fri,” siger Daniel F. Gustafsson, chefkonsulent i Danmarks Statistik.

Ifølge ferieloven har man som lønmodtager ret til at afholde tre ugers sammenhængende ferie i hovedferien, hvilket er tidspunktet fra 1. maj til 30. september.  

Andel af beskæftigede, der holdt ferie, fordelt på uger, 2023

null

Kilde: Særkørsel pba. Arbejdskraftundersøgelsen

Flest sætter sig ombord på et fly i juli

Samtidig med, at der er mange danskere, der holder ferie i juli, er det også den måned, hvor flest vælger at tage en tur til udlandet. Sidste år afgik flyet i juli for næsten 1,7 mio. af lufthavnenes knap 15 mio. internationalt afrejsende passagerer i 2023. Sommermånederne (juni, juli og august) udgjorde til sammen næsten en tredjedel af de internationalt afrejsende passagerer. 

”Antallet af passagerer topper i sommermånederne, og især juli er den store rejsemåned. Vintermånederne er de mindst populære, når det kommer til internationale flyvninger. Det er præcis det samme rejsemønster, vi ser hvert år, hvis vi ser bort fra årene med COVID-19,” siger Majbrit Holst, afdelingsleder i Danmarks Statistik.

Lufthavnenes aktivitet er endnu ikke helt tilbage på niveauet fra før COVID-19, men der er sket en markant stigning i antallet af passagerer i 2023 i forhold til året før og en endnu større stigning i forhold til 2021. Både i 2021 og 2022 var befolkningens rejsevaner hele året påvirket af nedlukninger på grund af COVID-19. Landene lukkede ned i 2020 efter skisæsonen, så januar og februar dette år var ikke påvirket af pandemien.

Der skelnes ikke mellem ferie- og forretningsrejsende i tallene for afrejsende passagerer.

Afrejsende passagerer fra danske lufthavne til internationale destinationer, januar 2013 til marts 2024

null

Kilde: www.statistikbanken.dk/flyv92

Når vi i 2023 rejste på ferie til udlandet med mindst fire overnatninger, var vores favoritdestinationer Spanien, Italien, Grækenland, Tyskland og Frankrig. For fire ud af fem rejsende stod den på badeferie, og to ud af tre tog flyet til deres ferie. Det viser den seneste opgørelse over danskernes ferie- og forretningsrejser for år 2023.

21-årig mand får fire måneders fængsel for graffiti og andre lovovertrædelser

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Manden, der er fra Vejle, er i dag blevet idømt fire måneders fængsel for blandt andet gentagne tilfælde af hærværk.

En 21-årig vejlensisk mand er i dag ved Retten i Kolding blevet idømt fire måneders ubetinget fængsel for blandt andet hærværk i form af graffiti-tags på bygninger og andet materiel.

Hærværket er sket flere steder i Danmark, primært i Vejle, men også i Jelling, Middelfart og Assens. Straffen er fastsat som en tillægsstraf til to tidligere domme, som den 21-årige blev idømt sidste år.

Den nu dømte 21-årige var tiltalt for i perioden februar 2019 til oktober 2021 at have udøvet hærværk cirka 72 gange.

Derudover var den 21-årige også tiltalt for andre forhold, blandt andet besiddelse af euforiserende stoffer, tyveri og forstyrrelse af den offentlige orden. Den 21-årige erkendte forholdene vedrørende tyveri og besiddelse af euforiserende stoffer, der ifølge ham selv var til eget brug.

Udover fængselsstraffen fremgår det også af dommen, at den 21-årige skal betale i alt cirka 38.000 kroner til en række virksomheder og privatpersoner.

For Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi mødte anklagerfuldmægtig Karina Skovdal.

To personer anholdt og fremstilles efter indbrud i nat

0

I dag klokken 13.00 fremstilles to udenlandske statsborgere i et grundlovsforhør ved Retten i Kolding. De blev natten til fredag anholdt og sigtet for at stå bag et indbrud i Bredsten.

En hundepatrulje anholdt klokken 03.20 i nat to personer i forbindelse med et indbrud på Skovvej i Bredsten vest for Vejle.

Knap en time forinden modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse fra en borger, som havde opdaget, at der var knust en rude i naboens villa.

Da patruljen ankom til stedet, begyndte de at søge efter mulige gerningspersoner, og med hjælp fra en politihund lykkedes det at finde frem til de to personer, som gemte sig i et krat cirka to kilometer fra indbrudsstedet. I nærheden af de anholdte blev der fundet tyvekoster, som stammede fra indbruddet.

De to personer blev anholdt og sigtet for indbrud. Der er tale om to udenlandske statsborgere på henholdsvis 43 og 47 år.

De anholdte bliver fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Kolding klokken 13.00.

Flere kørt på sygehuset efter grimt uheld på E20

0
Foto: AVISEN

Fyns Politi har her til morgen meldt, at flere personer er blevet kørt på sygehuset efter et grimt uheld på E20 Fynske Motorvej i vestlig retning, lige før afkørsel <57> Nørre Åby. Uheldet fandt sted den 11-07-2024.

Ifølge politiets rapport overså part 1, at part 2 og 3, der kørte foran part 1 i henholdsvis 1. og 2. vognbane, havde sænket farten. Part 1 ramte først part 2 på højre side bagved og fortsatte derefter frem i part 3. Både part 1 og part 3 blev totalskadet og endte i 1. og 2. vognbane. Part 2 var i stand til selv at køre videre fra stedet.

Part 3 blev kørt til kontrol på sygehus sammen med fire andre personer, der også blev sendt til kontrol efter uheldet.

Læs også

Varsling om kraftig regn og lokale skybrud

0
Skybrud, regn,
Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har udsendt en varsel om kraftig regn og skybrud for det meste af landet, med undtagelse af den nordligste del af Jylland.

Fra fredag aften til lørdag aften forventes mellem 25-35 mm regn at falde over en periode på seks timer eller i løbet af hele varslingsperioden i den syd- og sydvestlige del af landet. I resten af landet, eksklusiv den nordligste del af Jylland, forventes op til 50-80 mm regn, med lokalt endnu større mængder, i løbet af hele varslingsperioden.

For den nordligste del af Jylland er situationen endnu usikker (torsdag aften), og derfor er der her opsat en DMI-risiko, som kan opgraderes til et egentligt varsel, hvis nødvendigt.

Udover kraftig regn, er der risiko for lokale skybrud i hele landet, hvor der kan falde mere end 15 mm regn på blot 30 minutter.

De store mængder regn kan føre til lokale oversvømmelser. Lavtliggende områder som kældre, vejbaner, viadukter samt områder nær søer, åer og vandløb er særligt udsatte for oversvømmelser.

Årsagen til DMI’s varsel skyldes dannelsen af et lavtryk med tilhørende fronter over Belgien, som opstår på grænsen mellem varm og fugtig luft fra den øst- og centrale del af Europa og køligere luft fra Vesteuropa. Dette lavtryk forventes at bevæge sig nordpå mod Danmark fra fredag aften til lørdag aften, hvilket kan medføre store mængder regn over store dele af landet.

Kolding ser ud til at slippe for de værste tilfælde

0

På landsplan varsler DMI voldsomme skybrud og store mængder regn, men i Kolding Kommune ser det ud til, at borgerne slipper forholdsvis nådigt. Lige nu giver det ikke anledning til at igangsætte beredskabet.

– Medierne omtaler regnen som endnu en 100-årshændelse, men heldigvis ser det ikke ud til, at Kolding Kommune bliver ramt af dette. Vi slipper med skrækken, selvom der stadig vil falde en stor mængde regn, skriver Kolding Kommune.

Tag dine forholdsregler

Selvom det ikke ser ud til, at Kolding Kommune bliver voldsomt ramt, opfordres alle til at tage deres forholdsregler. Luk vinduer og døre, og tjek at tagrender, nedløbsrør og afløb i kælderskakte er rengjorte og funktionsdygtige.

Hjælp også gerne kommunen

Hvis der er en stoppet rist på vejen ud for din grund, kan du hjælpe ved at feje blade og grene væk med en kost eller rive. Dette sikrer, at risten kan trække den nedbør, der måtte komme.

Mulighed for at hente tomme sandsække

Selvom prognosen siger, at regnen ikke bliver ekstraordinær voldsom i Kolding Kommune, er der mulighed for at hente tomme sandsække på Smedegade 10, 6000 Kolding, som du selv kan fylde med sand.

Holder øje med vejrudsigten

– Vi holder øje med prognoser og vejrudsigter og vil melde noget officielt ud, hvis situationen ændrer sig og prognoserne over Kolding Kommune forværres, slår kommunen fast.

Middelfart Boldklub skriver kontrakt med Bardhec Bytyqi

0

Middelfart Boldklub har skrevet en 2-årig kontrakt med den 27-årige offensivspiller Bardhec Bytyqi, som kommer til Middelfart fra Esbjerg fB.

Bardhec Bytyqi kom til Esbjerg i januar 2022, hvor han kom til klubben fra Jammerbugt FC. Tidligere har Bardhec Bytyqi spillet i 1. division for Skive IK samt i AaB. Bardhec gør sig primært på de offensive positioner, hvor han med sin gode teknik og sit drive med bolden altid er en stor mundfuld for sine modstandere.

“Bardhec har været lidt af en ønskespiller for os her i sommeren, og jeg er naturligvis meget glad for, at det lykkedes at få ham til Middelfart. Vi har mødt Bardhec mange gange som modstander, og med sit lave tyngdepunkt og glidende løb med bolden har han hver gang været en udfordring for os. Efter et år i Esbjerg med knap så meget spilletid er Bardhec sulten efter at vise sig frem igen, og vi har store forventninger til, at han skal være med til at gøre en forskel for os i 2. division,” udtaler sportschef Søren Godskesen om kontrakten med Bardhec Bytyqi.

“Det er gået stærkt de sidste dage, men jeg er glad for at være landet her i Middelfart. Jeg har fulgt klubben på afstand det seneste år og var imponeret over deres sæson i 2. division. Jeg har haft nogle gode snakke med klubben, og jeg er helt sikker på, at vi er et godt match. Jeg havde torsdag en god første dag i klubben, og det var godt at hilse på mine nye holdkammerater. Nu glæder jeg mig til at komme rigtigt i gang med opstarten, så vi står stærkt til den nye sæson,” udtaler Bardhec Bytyqi om kontrakten med Middelfart.

Kontrakten mellem Middelfart Boldklub og Bardhec Bytyqi løber frem til juni 2026.

Butikschef Daniella Bjørnsted Andersen skaber trivsel og succes i Fredericia

0

Godt to år efter åbningen af 365discount i Vendersgade 1 er butikken blevet en stor succes blandt fredericianerne. I spidsen for den lokale butik står den 33-årige Daniella Andersen, der ikke alene er butikschef, men også varetager rollerne som salgschef og ‘cheftræner’, hvor hun er med til at træne andre i organisationen med ledelsesambitioner.

Tilbage i 2022 blev Fakta-butikken i Vendersgade i Fredericia omdannet til en 365discount. Siden da har den lokale opbakning været overvældende, lyder det fra en taknemmelig butikschef.

Daniella Bjørnsted Andersen.

Butikken er blandt andet blevet nomineret til Business Fredericias CSR-pris i Fredericia Kommune. Dette skyldes blandt andet Daniella Andersen og hendes teams store indsats for at give unge en god start på arbejdslivet, uanset hvilke udfordringer der måtte opstå.

”Vi gør meget ud af, at alle vores unge medarbejdere skal have en god start på deres arbejdsliv. Vi har stor diversitet blandt vores medarbejdere, og der skal være plads til alle. Jeg ser det som en af mine vigtigste opgaver at sørge for, at mine medarbejdere trives i hverdagen. Vi vandt ikke prisen, men vi er meget taknemmelige for nomineringen,” siger Daniella Bjørnsted Andersen, butikschef i 365discount på Vendersgade 1L i Fredericia.

I øjeblikket gennemgår Daniella Andersen et intensivt forløb som salgschefsaspirant, hvor hun fortsætter sin udvikling inden for detailbranchen. Med en baggrund som autodidakt har hun vist, at vilje og loyalitet kan bane vejen til succes.

”Daniella Andersen er et stort talent, der ikke kun viser sig frem i butikken i Fredericia. Hun er med til at træne andre medarbejdere, der har ambitioner inden for ledelse, og så har hun personligt mod på mere og gennemgår i øjeblikket et uddannelsesforløb i 365discount med henblik på at blive salgschef,” siger Michael Tilsted, kædedirektør hos 365discount, og fortsætter:

”I øjeblikket assisterer Daniella Andersen også som salgschef i butikker på Sydsjælland, hvor hun flere gange om ugen tager turen over Fyn og Storebælt. Det vidner om hendes enorme dedikation.”

For Daniella Andersen er det vigtigt at kunne gøre karriere og samtidig have mulighed for at prioritere familielivet.

“Jeg elsker min rolle som både mor og butikschef. Jeg er stolt over, at 365discount giver mig mulighed for at være ambitiøs både i mit arbejde og i mit familieliv. Det er en balance, der betyder meget for mig og min familie, og som er med til at udvikle og motivere mig. Det giver mig den balance, der skal til for, at jeg kan præstere bedst muligt i begge roller,” afslutter hun.

Ugens sommerlige cocktail – Doktor Hass

0

Af: Lukas Labich, bartender hos Doktor Herman

Når sommersolen skinner, og du længes efter en forfriskende drink, er Doktor Hass den perfekte løsning. Inspireret af den populære Gin Hass, har vi skabt en eksotisk cocktail, der bringer et strejf af tropisk paradis direkte til dit glas. Med sin livlige kombination af gin, limesaft, sukkersirup og mexicansk Jarritos mango sodavand, er denne cocktail en sand fornøjelse for sanserne.

Ingredienser:

  • 40 ml af din foretrukne gin – vi anbefaler Beefeater Gin
  • 10 ml limesaft
  • 10 ml sukkersirup (mærket 1883, kan både købes og laves derhjemme)
  • 1 mango sodavand (0,25 cl) – vi bruger Jarritos (kan erstattes med Schweppes Lemon og mango sirup, undlad da limesaft for en klassisk Gin Hass)
  • Frisk limefrugt, 1 skive
  • Isterninger

Fremgangsmåde – Doktor Hass:

  1. Fyld et highball glas med isterninger.
  2. Tilsæt gin, limesaft og sukkersirup.
  3. Fyld op med Jarritos mango sodavand.
  4. Rør forsigtigt og pynt med en skive lime.

Læn dig tilbage og nyd denne forfriskende drik hos Doktor Herman Cocktail- og Vinpub, eller imponer dine gæster med dine bartenderfærdigheder derhjemme.

Hjemmelavet sukkersirup – sådan gør du:

  • 1 dl sukker (almindeligt eller rørsukker)
  • 1 dl vand

Blandingsforholdet er simpelt: 1:1. Kom vand og sukker i en gryde og bring blandingen i kog. Skru derefter ned for varmen, så det småkoger, indtil sukkeret er smeltet helt. Husk, at sukkersirup tykner, når den køler af, så undgå at koge den for meget ind. Hæld den færdige sirup på glas eller flaske og stil den på køl.

Vi anbefaler at forberede sukkersiruppen et par timer i forvejen, så den kan nå at køle ordentligt ned før brug.

Doktor Hass er ikke bare en cocktail, men en oplevelse af sommerens glæder. Den er perfekt til en solrig dag i haven eller en aften på terrassen med venner og familie. Den tropiske smag af mango kombineret med ginens klassiske enebærnoter giver en unik og lækker drik, som du ikke vil gå glip af.

Så næste gang du er hos Doktor Herman, eller når du vil forkæle dig selv derhjemme, så husk Doktor Hass. Den bringer sommerstemningen frem i enhver situation. Skål!