Middelfart Boldklub møder klokken 17:00 Hobro i pokalen. Kan Middelfart gøre det onde ved dem, ligesom de gjorde mod OB? Følg med og få svaret.
Første kunde står i kø hos Billigblomst
Billigblomst i Fredericia åbner på lørdag, og allerede mandag aften var den første kunde, Rasmus Trini, mødt op for at sikre sig en af de attraktive køetilbud. Butikken tilbyder blandt andet en robotplæneklipper til den usædvanlige pris af 50 kroner, og det er denne tilbudsdygtighed, der har fået Rasmus til at slå til.
Med et telt plantet op af siden af indgangen, har Rasmus Trini slået lejr. Personalet hos Billigblomst har budt ham velkommen, og lånt ham stikkontakter indenfor således, at han ikke bruger al strømmen fra medbragte powerbanks. Og årsagen til, at Rasmus allerede er i kø nu er simpel:
– Ja, det er fordi, jeg troede, der ville være mange flere. En robotplæneklipper er som regel ret dyr, ofte op til 20.000 kroner. Men når jeg kan få den til 50 kroner, så turde jeg ikke tage chancen. Jeg troede, at køen ville være meget længere fremme, end at der slet ikke var nogen, siger Rasmus.
Da Rasmus hørte om tilbudet, var han ikke i tvivl om, at han skulle slå til. Derfor blev det planlagt.
– Vi så jo lige, at tilbuddet var der for, jeg ved ikke, en fem, seks, syv dage siden. Og så tænkte jeg bare, at jeg kunne få den, siger Rasmus og uddyber, hvorfor det netop er en robotplæneklipper, at han vil have fingrene i:
– Jeg har længe tænkt på at købe en robotplæneklipper. Jeg synes, budgettet har været lidt for højt, men til en 50’er er det jo perfekt. Det vil jeg gøre.

På spørgsmål om, hvad tiden skal gå med ind til åbningen lørdag klokken 07:00 er Rasmus ærlig.
– Det ved jeg ikke. Jeg tager det, som det kommer, siger han.
Centerchef Tommy Jessen er ikke overrasket over, at køtilbudende har fået stor interesse.
– Jeg bliver rigtig glad for, at der allerede er kommet en, siger Jessen, der dog ikke havde forventet en så tidlig ankomst:
– Nej, ikke mandag. Jeg havde måske forventet det onsdag, men mandag er vi overraskede over. Men det er jo fedt. Det er et tegn på, at det er et godt tilbud, siger han.
Tommy Jessen forklarer, at målet med køtilbuddende er at give kunderne en rigtig god handel.
– Forventningen til køtilbuddet er, at det er et godt tilbud. Det er sådan, folk handler. Jeg har længe ventet på at få fat i et ordentligt tilbud. Det er jo det, man altid gjorde i gamle dage, når man åbnede en ny butik, og der var ekstra tilbud. Så vi prøver at komme tilbage til den gamle skole og gøre det på den måde, at folk virkelig får en god handel, siger Tommy Jessen.
Udover glæden over, at der allerede er en kunde i kø, så kan Jessen også se, at butikken for alvor begynder at tage form.
– Det er super. Bare de sidste 48 timer er der sket virkelig mange ting herude. Vi har fået hjælp fra vores administrationsfolk, som også hjælper vores personale. Der sker rigtig meget. Vi er begyndt at få planter hjem. Nu begynder det at ligne det, vi gerne vil vise vores kunder, og vi er klar til lørdag, siger Tommy Jessen.
Se hele indslaget her:
Leder: Business Fredericia er en brobygger
Der er muligvis nogle svage sjæle blandt det siddende byråd, hvis tankegang er præget af en alt for rundhåndet offentlig kasse, når det kommer til uddeling af penge til egne ønskede projekter. Men et projekt, der støttes af kommunen, bør have en særlig interesse for politikerne: Adgangen til det fredericianske erhvervsliv via Business Fredericia.
Business Fredericia opstod i kølvandet på en lang periode med stilstand i Fredericia, man gav håndslag på at ville løfte Fredericia, både økonomisk og på image. Der skulle skabes et talerør og en fælles forståelse.
Det er nødvendigt, at der kan bygges bro mellem politikere, embedsfolk og erhvervsliv. Historisk set har det vist sig, at Fredericia aldrig har stået stærkere, end da det lykkedes at søsætte en samlet erhvervsorganisation, der med stærk repræsentation af professionelle kapaciteter kunne italesætte de mange udfordringer, der er på den kommunale konkurrencescene mellem driftige byer i Danmark. Her er det blevet en stor succes i Fredericia, at man har kunnet samle mere end 800 virksomheder, der i fællesskab bakker op omkring den by, hvorfra de tager deres udgangspunkt.
Byer som Horsens, Randers, Herning, Kolding, Vejle, Silkeborg, Esbjerg og mange flere er i hård konkurrence med Fredericia på vitale områder. De store byer som Odense, Aarhus og Aalborg er slet ikke medtaget her, for alene konkurrencen med byer, vi burde kunne sammenligne os med, fortæller noget essentielt:
Det kræver enorm gejst, initiativ og dygtighed, hvis man vil have sin by til at vokse eller sågar fastholde den nuværende situation. For alle opruster med dygtige kapaciteter, nye visioner, planer og handlinger. Der er ikke plads til mange fejltrin, hvis man vil sikre sig selv en plads i toppen. Derfor er det afgørende, at der er generel og massiv opbakning til en stærk, lokal erhvervsorganisation. For der er behov for noget, der ikke kommer direkte fra den kommunale forvaltning, men derimod fungerer som brobygger mellem virksomhederne og det offentlige. På mange måder er der tale om et talerør for virksomhedernes ønsker og behov. Og det er der brug for, hvis man ønsker driftige og succesfulde virksomheder, der kan levere de absolut uundværlige arbejdspladser til den kommunale økonomi.
For det handler ikke bare om at dele penge ud, sådan som nogle partier måske tænker. Det handler også om, hvordan de kan tjenes. Her spiller erhvervslivet en afgørende rolle i samfundslivet, og alene af den årsag er en organisation som Business Fredericia ikke bare relevant, men også absolut uundværlig. Tidligere tiders kommunale erhvervsafdelinger slog fejl år efter år, og kostede mange flere penge end tilskuddet til Business Fredericia, der leverer resultater dag for dag, der gavner byens erhvervsliv, og i sidste ende skaber de værdifulde arbejdspladser alle byer skriger efter.
Man behøver såmænd ikke remse alle succeserne op. For de har været tydelige for det fredericianske erhvervsliv siden midten af 10’erne, hvor rejsen for alvor tog fart. Vi skal snarere være bekymrede for, hvis der er politikere, der tror, “de betaler til erhvervslivet.” Det er den modsatte vej, pengene strømmer. Forestil dig Fredericia uden de nødvendige arbejdspladser. Så kunne man for alvor tale om en dårlig demografisk slagsside.
Det er afgørende, at vi begynder at tale erhvervsorganisationerne og erhvervslivet op i Fredericia. For der er et formidabelt sammenhold i disse kredse, der er opbygget med flid af Business Fredericia og deres dygtige medarbejdere. Der er ikke tale om blot et adressekartotek. Derimod er der tale om utallige seminarer, workshops, netværksarrangementer og indlæg til den offentlige diskurs omkring erhvervslivet.
Hvis Fredericia skal udvikle sig og ikke gå tilbage, skal der være maksimal opbakning til dette projekt. Det manglede bare.
Unik bygning solgt
Energikoncernen EWII vokser og har brug for mere plads. Derfor køber koncernen den spændende bygning, der i dag huser Innovationsfabrikken, af IBC. Fremover vil koncernen fordele en stor del af de mere end 750 medarbejdere på to lokationer i Kolding.
”Vi har i en periode været på udkig efter en god løsning på vores pladsudfordring. Med købet af bygningen får vi den plads, som koncernens stigende antal medarbejdere kræver, samtidig med at vi understreger, at EWII hører hjemme i Trekantområdet og Kolding. Begge dele har været afgørende for valget,” siger administrerende direktør i EWII Koncernen, Lars Bonderup Bjørn.

EWII har købt den centralt placerede ejendom på Birkemosevej i Kolding af IBC, der har brugt bygningen til kursusafdelingen Innovationsfabrikken. Med købet får koncernen ikke kun en løsning, der kan rumme aktiviteter mange år ud i fremtiden. Bygningen, der oprindeligt blev opført som fabrik, rummer også en helt særlig historie og indretning, som EWII vil bevare.
”Det er en historisk spændende bygning, der rummer alt, hvad vi kan drømme om af kreativitet og særegenhed. Indretningen var opsigtsvækkende i 1978, og den er heldigvis videreført til i dag. Den unikke tilgang til både at turde skille sig ud og samtidig værne om kultur og tradition vil EWII holde i hævd, når vi flytter ind,” fortæller Lars Bonderup Bjørn.
Centralt i det 9.500 m2 store kompleks findes de originale lagertanke til produktion, der er udsmykket af den franske kunstner Jean Dewasne, og andre installationer, der både giver grobund for et inspirerende miljø og en særlig stemning. Omgivelser som EWII Koncernen nu får glæde af.
Fortsat én koncern
I løbet af de seneste år er antallet af ansatte i EWII Koncernen steget fra knap 500 til mere end 750. Hovedparten har arbejdsplads på Kokbjerg i det nordlige Kolding, hvor koncernen i en periode har lejet sig ind i ekstra lokaler i nabobygninger. I løbet af sommeren 2025 vil EWIIs kommercielle forretninger og koncernfunktioner flytte til Birkemosevej, mens koncernens forsyningsselskab TREFOR fortsat vil have base på Kokbjerg 30, hvor der også er lagerfaciliteter.
”Det vil give forandringer og nye vaner, at vi fremover skal arbejde fra to lokationer i Kolding. Det er vi naturligvis opmærksomme på. Men i EWII har vi også afdelinger i Rønne, Aalborg, Lyngby og Vilnius, så på den måde er det ikke uvant at arbejde med fysisk afstand. EWII er stadig én samlet koncern, vi får blot noget tiltrængt ekstra plads og nogle mere velfungerende rammer,” siger Lars Bonderup Bjørn.
I forbindelse med købet planlægger EWII at renovere og modernisere de eksisterende bygninger på Kokbjerg 30, hvor koncernen har haft hjemme siden slutningen af 1990’erne.
Tidligere i år købte EWII Koncernen en grund på Petersmindevej lige overfor lokationen på Kokbjerg. En grund der fortsat indgår i planerne for koncernens udvikling. Omend fokus den kommende tid bliver på at indrette den nye bygning og modernisere de eksisterende bygninger.
Fakta om bygningen

I 1978 indviede træbeskyttelsesvirksomheden GORI en ny fabriksbygning på Birkemosevej i Kolding. Fabrikken blev kendt for det åbne kontor- og produktionsmiljø i ét, hvor lagertankene var udsmykket af den franske kunstner Jean Dewasne. Fabrikken var i brug frem til 2009.
Da IBC i 2012 slog dørene op til kursus- og uddannelsesinstitutionen Innovationsfabrikken var det kreative miljø både bevaret og udvidet med vandløb i gulvet, en enorm plantevæg og flere kunstværker. Et miljø som EWII bevarer, når en del af koncernens aktiviteter rykker ind i 2025.
Minister får spørgsmål om tyrkisk kulturforening
Fredericia Tyrkisk Kulturforening har på det seneste været centrum for en politisk debat, efter at Weekendavisen afslørede foreningens tætte bånd til den tyrkiske præsident Erdogans netværk af moskéer i Danmark. Fredericia Tyrkisk Kulturforening, som også fungerer som Fredericia Moské, har modtaget offentlige midler, og det har fået Dansk Folkepartis gruppeformand i Fredericia, Susanne Eilersen, til at rejse bekymringer om, hvordan disse midler anvendes.
Eilersen har bedt folketingsmedlem Mikkel Bjørn om at stille en række spørgsmål til justitsministeren for at få afklaret regeringens holdning til sagen og sikre, at der bliver taget handling. De konkrete spørgsmål, som Bjørn har stillet til justitsministeren, er som følger:
- Vil ministeren redegøre for, hvordan regeringen vil sikre, at kulturelle foreninger som Fredericia Tyrkisk Kulturforening ikke anvender offentlige tilskud som dække for religiøse aktiviteter, herunder drift af moskéer?
Vil ministeren tilkendegive, hvordan regeringen vil sikre, at tyrkiske kulturforeninger i Danmark, der modtager offentlig støtte, ikke anvender midlerne til at fremme en politisk eller religiøs dagsorden, som er støttet af den tyrkiske regering under Erdogan?
Vil ministeren redegøre for, hvilke foranstaltninger regeringen vil tage for at sikre, at kommunale tilskud ikke går til foreninger med bånd til udenlandske regimer, som har en politisk og religiøs agenda?
Vil ministeren tilkendegive, hvad han mener om, at byrådspolitikere fra hans eget parti, Socialdemokratiet, har tråde til Erdogan og det tyrkiske regime?
Eilersen ønsker, at justitsministeren skal give en klar redegørelse for regeringens holdning og handlinger i forhold til at sikre, at offentlige midler ikke anvendes til at fremme politiske eller religiøse dagsordener fra udenlandske regimer.
Eilersens spørgsmål udspringer af en voksende bekymring for, hvordan offentlige tilskud bliver brugt, og om Fredericia Tyrkisk Kulturforening har anvendt sine midler på en måde, der ikke er i overensstemmelse med de kommunale retningslinjer for folkeoplysende støtte. Foreningen modtog i 2022 120.000 kroner fra Fredericia Kommune som støtte til kulturelle aktiviteter, men Weekendavisen har afsløret, at midlerne muligvis også har støttet religiøse aktiviteter og drift af en moské under foreningens navn og CVR-nummer.
– Vi i Dansk Folkeparti har altid været imod, at der skulle være en moské i Fredericia, og vi er bekymrede for, at der har været en skjult dagsorden i forbindelse med foreningens aktiviteter. Det bekymrer os også, at foreningen har forbindelser til et diktatur, og at der er en risiko for, at offentlige midler er blevet brugt til at fremme en politisk eller religiøs dagsorden, siger Eilersen.
Politisk reaktion og krav om handling

Eilersen ønsker, at justitsministeren tager sagen alvorligt og handler for at sikre, at lignende situationer ikke opstår i fremtiden. Hun mener, at sagen om Fredericia Tyrkisk Kulturforening kan være en del af et større problem, hvor kulturelle foreninger med forbindelse til udenlandske regimer får støtte fra danske kommuner uden tilstrækkelig kontrol.
– Når en forening, der modtager offentlig støtte, har klare forbindelser til en fremmed magt som Erdogan-regimet, bør vi se på, hvordan vi sikrer, at pengene bruges korrekt. Vi skal have klare retningslinjer og en større grad af kontrol, så vi sikrer, at støtte går til de formål, de er givet til, og ikke til aktiviteter, der strider imod danske demokratiske værdier, påpeger Eilersen.
Kritik af politisk sammenblanding
Eilersens bekymringer er ikke kun rettet mod selve foreningen, men også mod de politiske relationer, der kan have påvirket beslutningen om at yde støtte. Turan Savas, et mangeårigt byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Fredericia og formand for Fredericia Moské og Fredericia Tyrkisk Kulturforening, er en central aktør i sagen. Eilersen stiller spørgsmålstegn ved, om Savas’ dobbeltrolle har skabt en sammenblanding af interesser, der kan have påvirket tildelingen af midler.
– Det er uacceptabelt, at en person, der er tæt knyttet til en udenlandsk regering, også sidder i en position, hvor han kan påvirke beslutninger om offentlige midler. Vi ønsker at få klarlagt, hvordan dette kan ske, og hvad regeringen vil gøre for at forhindre, at kommunale tilskud går til foreninger med bånd til udenlandske regimer, siger Eilersen.
Eilersen understreger, at sagen ikke kun handler om Fredericia Tyrkisk Kulturforening, men om behovet for større åbenhed og transparens omkring tildeling af offentlige midler til kulturelle foreninger i Danmark.
– Vi må sikre, at der er gennemsigtighed i, hvordan midlerne bruges, og at der ikke er skjulte dagsordener. Offentlige penge skal gå til de formål, de er tildelt, og ikke bruges som dække for aktiviteter, der strider mod vores demokratiske værdier, siger Eilersen.
Ventende svar fra Justitsministeren
Mens svarene fra justitsministeren afventes, er det klart, at sagen har skabt stor politisk opmærksomhed. Fredericia Kommune har allerede iværksat et skærpet tilsyn med Fredericia Tyrkisk Kulturforening for at undersøge, om der er sket uregelmæssigheder. Eilersen og Dansk Folkeparti venter spændt på ministerens svar og håber, at det vil føre til klarhed og handlin.
– Vi skal have klarlagt, hvad der foregår, og vi skal sikre, at det ikke sker igen. Jeg håber, at ministeren vil tage vores bekymringer alvorligt og sikre, at danske skattekroner ikke bliver brugt til at støtte udenlandske politiske eller religiøse dagsordener, slutter Susanne Eilersen.
Med sagen om Fredericia Tyrkisk Kulturforening fortsætter debatten om brugen af offentlige midler i Danmark, og om hvordan man bedst beskytter de demokratiske værdier, landet er bygget på.
Turan Savas har tidligere oplyst, at han ikke ønsker at kommentere før der er faldet en afgørelse i sagen, om foreningen har modtaget ulovlig støtte.
Sådan drager FHK afsted til historisk Champions League-kamp
Fredericia Håndboldklub står over for en milepæl i klubbens historie, når de på torsdag klokken 18:45 spiller deres første Champions League-kamp nogensinde. Kampen finder sted på udebane mod Dinamo Bucuresti i Rumænien, og direktør Thomas Renneberg-Larsen deler her klubbens plan for rejsen og forberedelserne op til kampen.
FHK rejser afsted onsdag middag med fly mod Bukarest, hvor de drager afsted fra Billund med en mellemlanding undervejs.
– Vi lander i Rumænien tidligt onsdag aften og har et flyskifte undervejs, fortæller Renneberg-Larsen.
Ved ankomsten venter der en stram tidsplan. Det er ikke noget med at kunne komme hen at “flyde” på hotellet og få flyturen ud af kroppen med at ligge i sengen.
– Når vi ankommer, tager vi direkte fra lufthavnen ud til hallen for at træne. Det er vigtigt, at vi får en fornemmelse af banen og omgivelserne med det samme, siger Thomas Renneberg-Larsen.
Efter træningen vender holdet tilbage til hotellet, hvor spillerne tjekker ind og får aftensmad, inden de gør sig klar til den store kamp dagen efter. Forberedelserne følger de normale rutiner, men der er ingen tvivl om, at spændingen er mærkbar.
– Det kribler lidt i maven nu, hvor vi nærmer os kampen. Vi glæder os virkelig til det – vi har brugt lang tid på forberedelserne, og nu er vi endelig klar til at spille, siger direktøren.
Torsdag morgen begynder med de sidste forberedelser, inden kampen går løs.
– Der er et teknisk møde klokken 11:00, hvor vi skal deltage og indlevere holdopstillingen og andre nødvendige papirer. Ellers er alt som det plejer at være, forklarer Thomas Renneberg-Larsen.
For FHK er denne kamp ikke bare en ny udfordring, men også en markering af klubbens udvikling. Da Fredericia KFUM, som Fredericia Håndboldklub er en overbygning af, spillede europæisk håndbold i 1970’erne, var det i mesterholdenes turnering – ikke Champions League, som det er i dag.
Efter kampen mod Dinamo Bucuresti rejser FHK hjem igen tidligt fredag morgen. Holdet flyver fra Bukarest til Frankfurt og derfra videre til Billund, hvor de lander senere samme dag.
– Vi skal hurtigt vende blikket mod næste udfordring. Søndag skal vi allerede i kamp igen mod Skjern på hjemmebane i Middelfart Sparekasse Arena, så det bliver en intens uge, siger Thomas Renneberg-Larsen.

Med et tæt program forude venter der FHK en udfordrende, men spændende uge, hvor de for første gang skal prøve kræfter med Champions League og samtidig holde fokus på den hjemlige liga.
FHK møder Dinamo Bucuresti torsdag klokken 18:45 dansk tid. Kampen kan følges intenst på AVISEN, der vil være til stede i Bukarest.
Brandårsag opklaret
Det har nu vist sig, at en brist ved en ventil var årsagen til den voldsomme brand, der ramte Crossbridge Energys raffinaderi på Egeskovvej i Fredericia den 25. august. Branden, som opstod klokken 10:20, krævede en omfattende indsats fra både TrekantBrand og raffinaderiets eget beredskab og blev hurtigt en alvorlig hændelse, der kunne mærkes i hele byen.
Ifølge Crossbridge Energys pressechef, Torben Øllegaard Sørensen, opstod branden som følge af en lækage ved en ventil, der forårsagede udslip af råolie under tryk. Råolie er kendt for at være yderst brandfarlig, og når den slipper ud under tryk, kan den selvantænde ved høje temperaturer.
– Der var en brist ved en ventil, som gjorde, at der slap noget ud under tryk. Men selve området, hvor det brændte, blev hurtigt og effektivt kontrolleret, fordi vores beredskab er så velfungerende. Vi kan ikke sige, at vi iværksatte indsatsen på sekunder, men der gik kun få minutter, siger Torben Øllegaard Sørensen.
Hurtig og effektiv indsats fra beredskabet
Branden på raffinaderiet blev en test for beredskabet, og den koordinerede indsats mellem TrekantBrand og Crossbridge Energys eget beredskab viste sig at være effektiv. Der blev straks sendt flere brandbiler til stedet, og en droneenhed blev indsat for at få overblik over brandens omfang. Samtidig blev politiets indsatslederafdeling tilkaldt for at sikre, at situationen blev håndteret bedst muligt.
Ifølge Torben Øllegaard Sørensen var branden særdeles farlig og forårsagede skader på flere kabler, måleinstrumenter og andet udstyr, men han understreger, at skaderne er relativt begrænsede.
– Det var en alvorlig brand med skader på mange kabler, måleinstrumenter og lignende, men skaderne er relativt begrænsede, siger han og fortsætter:
– Selve indsatsen med at slukke branden tog omkring en halv time, men vi meldte først indsatsen afsluttet flere timer senere, da vi skulle være helt sikre. Man gør ikke noget, før man er 200 procent sikker, især når det handler om noget som dette. Indsatslederen kunne først melde indsatsen slut, når alt var under kontrol, forklarer han videre.
En forberedelse på det uforudsete
Crossbridge Energy har længe haft sikkerhed som en prioritet, og deres beredskab reagerede hurtigt på situationen. Raffinaderiet havde et tilkaldt hold af brandfolk klar, og på kort tid havde de 16 brandfolk fra tilkaldeholdet til stede for at hjælpe TrekantBrand. Denne hurtige mobilisering var afgørende for at sikre, at branden blev slukket hurtigt, og at situationen kom under kontrol.
– Vi kunne også se, at vores eget beredskab på kort tid havde fået 16 brandfolk fra tilkaldeholdet ind til at overtage indsatsen sammen med TrekantBrand. Samtidig med, at de ankom, kunne vi trække raffinaderiteknikerne ud. Der var faktisk flere teknikere end normalt, da vi havde skiftehold på 12-timers vagter. Normalt har vi 15-16 mand på arbejde, men på grund af situationen var der over 20 på arbejde. Derfor var styrken stor. På kort tid havde vi 50 mand til stede, heriblandt mig selv, som varetog flere forskellige funktioner, forklarer Torben Øllegaard Sørensen.
Yderligere sikkerhedsforanstaltninger og fremtiden
Selvom branden hurtigt kom under kontrol, har hændelsen alligevel ført til en række sikkerhedsovervejelser på Crossbridge Energy. Raffinaderiet var allerede i gang med et større vedligeholdelsesarbejde, og ifølge Sørensen vil der nu blive indbygget yderligere sikkerhedsbarrierer for at forhindre lignende hændelser i fremtiden.
– Vi får indbygget en sikkerhedsbarriere for at forhindre, at noget lignende kan ske igen. Det er ikke en kæmpe ombygning, så vi håber at være færdige med det her inden for den periode, vi har afsat til rensning og vedligeholdelsesstop, så vi kan komme i gang igen, siger han.
Sørensen bemærker, at den største skade ved branden ikke nødvendigvis er det direkte tab af udstyr, men snarere de udfordringer, der følger med nedkøling og lukning af anlæggene.
– Den største skade er nok alt det omkringliggende. Vi var næsten lukket ned på anlæggene, hvilket medførte andre udfordringer som nedkøling og lignende, forklarer han.
Med hurtig og koordineret indsats fra både TrekantBrand og raffinaderiets eget beredskab blev en potentielt katastrofal situation håndteret hurtigt og effektivt. Nu retter Crossbridge Energy blikket mod fremtiden og arbejder på at sikre, at de kan genoptage deres operationer så snart som muligt under endnu mere sikre forhold.
Udsender varsel
DMI har udsendt et varsel om kraftig regn og lokale skybrud for store dele af Danmark i de kommende 48 timer. Varslet dækker Sjælland, Lolland, Falster, Fyn og en stor del af Jylland, hvor der kan falde mellem 30 og 50 mm nedbør fra mandag kl. 02:00 til kl. 21:00.
Vejrfænomenet skyldes et lavtryk, der er under dannelse over Genuabugten, og som de italienske meteorologer har navngivet Atena. Dette lavtryk trækker varm og fugtig luft med sig, mens det bevæger sig nordnordøst over Europa og ventes at nå Danmark tidligt mandag. Her kan det resultere i kraftig regn, som stedvis vil være ledsaget af torden.
Samtidig vil lavtrykket også føre til kraftig blæst. I løbet af mandagen vil der være jævn til hård vind fra nordvest, og ved kysterne kan der stedvis opstå kuling. På Bornholm forventes vinden at komme fra sydøst, men drejer sidst på dagen i hele landet til let til hård vind fra vest og nordvest.
Borgere opfordres til at tage forholdsregler og holde sig løbende opdateret på vejrsituationen for at minimere risikoen for skader.
Vikaren er ubesejret
Det danske herrelandshold har fået en drømmestart på deres Nations League-kampagne med en imponerende 2-0-sejr over Serbien.
På en aften, hvor hele Parken summede af spænding, blev de danske helte båret frem af to spektakulære mål fra Albert Grønbæk og Yussuf Poulsen. Kampen var samtidig Lars Knudsens anden som midlertidig landstræner, og med to sejre i lige så mange kampe har vikaren gjort sig selv svær at ignorere i jagten på en permanent løsning.
Danmark lagde ud med et aggressivt pres fra første fløjt, og det betalte sig efter 36 minutters spil, da Albert Grønbæk scorede efter en elegant hælaflevering fra Yussuf Poulsen. Den unge aarhusianer viste endnu en gang sit talent, og hans samarbejde med Christian Eriksen gav det danske angreb et kreativt løft, som serberne havde svært ved at dæmme op for.
Men Yussuf Poulsen ville ikke nøjes med blot at assistere. Med et saksespark, der kan måle sig med nogle af de smukkeste mål i Parkens historie, lukkede han kampen en halv time før slutfløjtet og sendte de danske fans i ekstase. Den kreative og frygtløse spillestil, som Knudsen har indført, fortsatte med at frustrere Serbien resten af aftenen, og den nye generation af danske spillere, herunder debutanten Morten Frendrup og superdebutanten Patrick Dorgu, beviste deres potentiale på den internationale scene.
På tribunerne var stemningen elektrisk, og de danske fans kunne ikke få armene ned efter Poulsens saksesparksmål. Nogle fejrede det spektakulære øjeblik med euforiske jubelråb, mens andre knap kunne tro deres egne øjne. Den store entusiasme omkring holdet skyldes i høj grad Knudsens mod til at tage chancer og bruge de unge talenter, som igen og igen viser deres værd.
Mod slutningen af kampen forsøgte Serbien at kæmpe sig tilbage, men det danske forsvar, ledet af en solid præstation fra Jannik Vestergaard, holdt stand. Og selvom den 19-årige Patrick Dorgu var tæt på at gentage sin målscoring fra Schweiz-kampen, blev det ved de to danske mål. Fansene forlod dog stadion med en følelse af, at noget stort er i gang.
Med denne sejr topper Danmark nu Nations League-gruppen efter to kampe, og troen på, at Lars Knudsen kan være mere end blot en midlertidig løsning, vokser. Måske har Danmark allerede fundet sin næste landstræner – én, der har vist, at han kan lede holdet til sejr med stil og mod.
Senere søndag aften mødes Spanien og Schweiz.
Et fællesskab i bevægelse
Søndag morgen begyndte en helt særlig vandring på Rådhuspladsen i Fredericia. Omkring 30 mennesker var mødt op for at deltage i “March mod Ensomhed 2024” sammen med initiativtageren, Patrick Carkirli.
Blandt de fremmødte var blandt andet borgmester Christian Bro (A), der deltog med et smil og en kop kaffe i hånden. Stemningen var opløftet, og vejret var perfekt til en lang gåtur. Kirkeklokkerne havde netop ringet færdigt lidt over klokken otte, da Patrick tog ordet og bød velkommen med en tale, der satte fokus på marchens formål: at bekæmpe ensomhed og styrke fællesskabet.
En tale, der samler og inspirerer
Patrick Carkirli, grundlægger og direktør for Ensomhed Danmark, indledte sin tale med en hjertelig velkomst til alle de fremmødte. Med sin passionerede og oprigtige stil takkede han samarbejdspartnere som Headspace Fredericia og Fredericia Kommune for deres støtte til marchen. Han udtrykte også sin taknemmelighed til de mange fremmødte, der var mødt op for at gå med ham, og understregede vigtigheden af at gå sammen som et fællesskab.
– Vi må ikke gå alene – for ellers bliver vi så stille. Hvis I ikke var mødt op her i dag, ville vi bare stå her foran rådhuset og drikke kaffe. Så tusind tak, fordi I er her, sagde Patrick med et smil.
March mod Ensomhed: En bevægelse mod ensomhedens skygge

“March mod Ensomhed” blev grundlagt af Patrick Carkirli i 2017 som en personlig mission og er siden vokset til en landsdækkende bevægelse. Ideen opstod efter, at Patrick selv havde oplevet en periode med intens ensomhed. Han besluttede sig for at gøre noget aktivt for at sætte fokus på emnet og skabe opmærksomhed omkring de mange mennesker i Danmark, der dagligt kæmper med følelsen af isolation.
Konceptet er simpelt men kraftfuldt: Patrick går fra by til by og må ikke gå alene. Han fortsætter kun, hvis andre går med ham. Denne regel symboliserer, hvor vigtigt det er at skabe fællesskaber og understøtte hinanden i kampen mod ensomhed. “March mod Ensomhed” fungerer både som en bevidstgørelseskampagne og en indsamlingsbegivenhed, hvor der indsamles midler til Ensomhed Danmark og TUBA – en organisation, der tilbyder gratis terapi og rådgivning til unge, der er vokset op i hjem med stof- eller alkoholmisbrug.
En fælles start på en lang rejse

Efter Patricks tale var det tid til et fællesbillede. De deltagende stillede sig op foran Rådhuspladsen, hvor stemningen var præget af glæde og sammenhold. Kursen blev derefter sat mod Vejle – en rute på 24,4 km gennem Gothersgade og Danmarksgade. Undervejs ville de gå forbi forskellige vartegn og nydelige landskaber, alt imens de gik og talte sammen, skabte nye venskaber og delte personlige historier.
Mens deltagerne begyndte deres vandring, blev de ledsaget af en livestream på Facebook, så de mange følgere kunne følge med fra sidelinjen. For dem, der ikke ønskede at være med på livestreamen, blev det understreget, at man blot skulle undgå at gå foran vognen, som sendte videoen. Patrick gjorde det klart, at alle var velkomne til at komme op og tale med ham eller Martin, der også deltager i marchen. Det vigtigste var at skabe en atmosfære af åbenhed, imødekommenhed og fællesskab.
Partnerskaber, der gør en forskel

En væsentlig del af “March mod Ensomhed” er de mange partnerskaber, der er etableret for at styrke initiativet. Et af de mest bemærkelsesværdige partnerskaber er det med Middelfart Sparekasse.
– For et par år siden indgik vores bestyrelse og jeg et meget vigtigt partnerskab med Middelfart Sparekasse, som jeg er utrolig stolt af, sagde Patrick.
Partnerskabet har blandt andet resulteret i, at deltagerne nu kan bære de røde veste, som både sikrer, at de bliver set i trafikken og symboliserer marchens budskab. Disse røde veste er blevet et kendetegn for “March mod Ensomhed” og er med til at synliggøre bevægelsen i det offentlige rum. Patrick understregede, hvor vigtigt det er at aflevere vestene tilbage efter brug, da de er nyvaskede og klar til næste etape.
Indsamlingen runder snart milepæl

Under “March mod Ensomhed 2024” samles der ind til Ensomhed Danmarks landsindsamling, som støtter det folkeoplysende arbejde omkring ensomhed og mental sundhed. Desuden går en del af de indsamlede midler til TUBA, der arbejder med unge, som er vokset op i familier med misbrug.
Patrick opfordrede alle deltagere og følgere til at give et bidrag via MobilePay, hvis de havde mulighed for det.
– Vi er meget tæt på at runde 170.000 kroner, hvilket vi er meget glade for, sagde han med et smil.
En dag med fællesskab og fokus på ensomhed

Dagens march var mere end bare en gåtur; det var en bevægelse, der mindede os om, hvor vigtigt fællesskab og samvær er i kampen mod ensomhed. Patrick afsluttede sin tale med en opfordring til alle om at være opmærksomme på hinanden, tage sig af hinanden og være imødekommende. Han understregede, at marchen handler om at skabe en god oplevelse for alle, og opfordrede deltagerne til at tilpasse deres tempo til hans, så ingen blev efterladt alene.
Ved dagens begyndelse spurgte Patrick, om alle var med på at tage et fællesbillede, og det blev modtaget med stort bifald. For deltagerne var denne dag ikke blot en fysisk udfordring, men også en mulighed for at blive en del af noget større – en landsdækkende bevægelse, der kæmper mod ensomhedens skygge og skaber plads til fællesskab, samvær og forståelse.
“March mod Ensomhed 2024” fortsætter
Efter starten i Fredericia går ruten videre mod Vejle, og derfra fortsætter marchen videre rundt i Danmark. Med hver kilometer, der tilbagelægges, samles der flere mennesker, flere bidrag og mere støtte til kampen mod ensomhed. “March mod Ensomhed” er ikke kun en fysisk rejse, men også en bevægelse, der inviterer alle til at deltage – uanset hvor man er, og uanset hvor langt man kan gå.
Med et stærkt budskab og et dedikeret fællesskab fortsætter “March mod Ensomhed” sin mission: at bekæmpe ensomhed og skabe et Danmark, hvor ingen behøver at føle sig alene.
















