Forsvarsministeriet har udskudt et planlagt pressemøde om en ny veteranaftale, som oprindeligt skulle præsenteres i dag kl. 13.15.
Ifølge en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet skyldes udskydelsen, at medlemmer af forligskredsen har bedt om yderligere forhandlinger. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har imødekommet ønsket, hvilket betyder, at forhandlingerne om det nye delforlig på veteranområdet fortsætter.
Den længe ventede aftale har vakt stor interesse, særligt på grund af et forslag, som DR har fået indsigt i. Forslaget indebærer ifølge DR en ændring af bevisbyrden for soldater med posttraumatisk stresssyndrom (PTSD), så Forsvaret fremover skal bevise, at soldaten ikke er blevet syg som følge af sin udsendelse. Det er en ændring fra den nuværende praksis, hvor soldaterne selv skal dokumentere, at deres psykiske lidelser er en konsekvens af udsendelsen.
Forhandlingerne om aftalen pågår fortsat, men Forsvarsministeriet har endnu ikke oplyst, hvornår en endelig aftale kan forventes præsenteret.
Den kommende omdannelse af Danmarksgade til sivegade har skabt røre blandt de erhvervsdrivende, og især håndteringen af kommunikationen møder kritik. Foreningen Fredericia Shopping, der repræsenterer butikkernes interesser, er utilfreds med den måde, kommunen har håndteret informationsgangen på.
Sivegade-projektet, som indebærer biltrafik og etablering af 16 parkeringspladser, forventes at træde i kraft den 21. november, men ifølge Fredericia Shoppings formand, Jesper Hansen, er projektet blevet gennemført uden tilstrækkelig dialog med dem, der bliver berørt.
Jesper Hansen, som har talt med ejendomsmægler N.H. Billund, Jørn Kraft og Jesper Bendix, udtaler, at disse ejere af hovedparten af erhvervslejemålene i Danmarksgade heller ikke har været i dialog med kommunen om projektet.
– Det er ingen hemmelighed, at Shopping udpegede et specifikt udvalg, som tilbage i maj måned kom med en anbefaling til, hvad der skulle indgå i udviklingen af Danmarksgade. Denne anbefaling resulterede i et møde med formanden for Teknisk Udvalg og direktøren for Vækst, Klima og Teknik. På mødet var vi meget klare om, at det var vigtigt for os – nuværende erhvervsdrivende, udlejere og potentielle nye erhvervsdrivende i Danmarksgade – at få inkorporeret en fleksibilitet i forhold til parkeringspladserne, forklarer Hansen og påpeger, at man eksempelvis ønskede fleksibilitet, hvor en butik med behov for udeservering kunne få tilpasset de nye parkeringspladser.
Jesper Hansen oplever, at dialogen med kommunen ikke har resulteret i konkrete svar.
– Vi har ikke fået svar på denne forespørgsel og er heller ikke blevet hørt i processen. Vi modtog kun et kortfattet brev den 20. august. Vi reagerede kort efter med et svar. Siden da har vi intet hørt, siger han.
Først efter en artikel i AVISEN, hvor flere spurgte til projektets status, kom en ny opdatering fra kommunen den 25. oktober, men den gav ifølge Hansen ikke de ønskede svar på spørgsmål om fleksibiliteten i parkeringsforholdene.
Jesper Hansen udtrykker sin skuffelse over kommunens måde at håndtere kommunikationen på.
– Jeg får kun informationer gennem medierne, hvilket er ærgerligt, for det bliver nævnt, at der har været en tæt dialog med både udlejere og lejere. Men når vi kontakter parterne, er der ingen, der kan genkende denne ‘tætte dialog’, siger Jesper Hansen.
Hansen fortæller, at Fredericia Shopping i april inviterede Teknisk Udvalg til et møde for at bidrage med viden om Danmarksgades udvikling, herunder parkeringsforholdene generelt.
– Vi har ikke hørt noget tilbage, bemærker han og fortæller, at han for to dage siden erfarede, at der er en forvaltningsproces, som skal til afstemning på mandag, uden at Fredericia Shopping har været inddraget i udarbejdelsen.
Anden opfattelse af politiker
Formanden for Teknisk Udvalg, John Nyborg (A), har dog en anden opfattelse af forløbet. Han fastholder, at der har været en god dialog med de relevante parter i området.
– Der har været kommunikation med hver enkelt af butikkerne. Så der skal være en aftale med hver enkelt butik – det er der, udfordringen ligger, forklarer Nyborg og tilføjer, at projektet netop er designet til at kunne tilpasses løbende.
Ifølge Nyborg skal løsningen også kunne imødekomme ændringer, hvis en ny butik åbner.
– Hvis der kommer en ny butik, så skal man se på aftalen igen, og det er den fleksibilitet og præcision, som Fredericia Shopping tidligere har efterspurgt. Det er det, vi forholder os til, uddyber han.
Selvom Nyborg understreger, at forvaltningen har et mandat til at justere planerne, er Jesper Hansen stadig usikker på, om den ønskede fleksibilitet reelt er til stede.
– Jeg ved jo ikke, hvad de præcis har besluttet, for det virker som om, de bare har omdannet noget til parkeringspladser uden at understøtte de nødvendige betingelser. Derfor kan jeg ikke sige, om det er godt eller skidt, konstaterer Hansen, og påpeger, at hvis den fleksible løsning ikke er indarbejdet, vil det kunne skabe udfordringer for nye lejere i området.
Mens John Nyborg fastholder, at dialogen har været tilstrækkelig, og at projektet er fleksibelt, oplever Jesper Hansen en manglende inddragelse, som Fredericia Shopping og de berørte aktører har efterspurgt.
Onsdag mellem kl. 7:15 og 19:20 var der indbrud i en bolig på Ærøvænget i Skærbæk i Fredericia Kommune.
Ifølge Arno Rindal Petersen fra Patruljecenter Syd blev et stuevindue brudt op, og gerningspersonen har anvendt et værktøj på 35 mm til at bryde vinduet op.
Indbrudstyven har herefter gennemrodet hele huset og stjålet flere værdigenstande, herunder smykker som halskæder og ringe samt sølvtøj.
Elselskabet Grøn Elforsyning har uden samtykke ringet til flere forbrugere og derudover vildledt en del af forbrugerne under telefonsamtalerne. Det vurderer Forbrugerombudsmanden, som har politianmeldt elselskabet.
Elselskabet Grøn Elforsyning har uden samtykke ringet til flere forbrugere og derudover vildledt en del af forbrugerne under telefonsamtalerne. Det vurderer Forbrugerombudsmanden, som har politianmeldt elselskabet.
Forbrugerombudsmanden har politianmeldt elselskabet Grøn Elforsyning for at have overtrådt markedsføringsloven og forbrugeraftaleloven. Selskabet har kontaktet 27 forbrugere uden deres samtykke og overtrådt markedsføringslovens forbud mod vildledning over for 17 af dem, vurderer Forbrugerombudsmanden.
Sagen vedrører 27 personer, der har klaget til Forbrugerombudsmanden over opkald fra Grøn Elforsyning med henblik på at indgå en elaftale. Opkaldene er foregået i perioden 27. oktober 2022 til 18. juli 2024, og forbrugerne har oplyst, at de ikke har givet samtykke til at blive kontaktet. Efter Forbrugerombudsmandens vurdering har Grøn Elforsyning ikke dokumenteret, at forbrugerne havde givet er gyldigt samtykke til de telefoniske henvendelser.
Derudover har 17 af forbrugerne oplyst i deres klager, at telefonsælgerne fra Grøn Elforsyning vildledte forbrugerne ved bl.a. at komme med urigtige oplysninger.
Ifølge klagerne til Forbrugerombudsmanden har telefonsælgere fra Grøn Elforsyning:
Oplyst, at forbrugeren kunne spare penge og evt. herefter angivet et beløb, faste afgifter og gebyrer, som forbrugeren ikke skulle betale ved at skifte til Grøn Elforsyning. Sælgerne havde ikke kendskab til forbrugerens nuværende elselskab eller aftaler.
Præsenteret sig som fra ”Grøn Energi” eller ”Grøn El” og ikke Grøn Elforsyning.
Givet indtryk af at være fra forbrugerens nuværende elselskab og oplyst, at forbrugeren blev kontaktet vedrørende sit elgebyr, som forbrugeren ikke behøvede at betale fra den kommende måned, hvis forbrugeren gav sin accept.
Oplyst til forbrugeren, at vedkommendes nuværende elselskab tog en højere abonnementspris uden at have kendskab til forbrugerens nuværende elselskab eller elaftale.
Oplyst at en forbrugers beboelsesområde havde fået tilladelse til at bruge Grøn Elforsyning som el-leverandør, eller at en forbrugers beboelsesområde havde fået mulighed for at få grøn el/energi/strøm.
Oplyste at forbrugeren var blevet udvalgt til at kunne få Grøn Elforsynings billige strøm.
Forbrugerombudsmanden modtager fortsat tilsvarende klager over Grøn Elforsyning. Det kan derfor vise sig nødvendigt også at politianmelde selskabet for disse nye forhold.
– Grøn Elforsyning har kontaktet forbrugere telefonisk uden at have et gyldigt samtykke. Tilmed har virksomhedens telefonsælgere vildledt de potentielle kunder med usandfærdige påstande for at få dem til at skifte elselskab, siger forbrugerombudsmand, Torben Jensen og fortsætter:
– Når virksomheder indhenter samtykke fra forbrugerne til at kontakte dem, så er der en række krav, de skal opfylde, før samtykket er gyldigt. Blandt andet skal det det fremgå klart og tydeligt for forbrugeren, at de accepterer at blive kontaktet, og forbrugeren skal aktivt sige ja.
Efter en periode med stigende kommunale skatter ser 2025 ud til at blive et år med beskeden nedsættelse i de samlede kommunale skatter.
Ifølge en foreløbig opgørelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som blev offentliggjort den 30. oktober, har landets kommuner vedtaget budgetter, der tilsammen sænker skatten med omkring 23 millioner kroner. Beslutningen indebærer både justeringer op og ned, idet otte kommuner hæver skatten, mens fem sænker den.
For den del af skatten, som potentielt kan udløse modregning efter Skattesanktionsloven, vurderes det, at den samlede nedsættelse vil ligge på cirka 20 millioner kroner. Dermed udløser årets ændringer ikke nogen reduktion i det generelle bloktilskud til kommunerne.
Ministeren med ros til kommuner og KL
Indenrigs- og Sundhedsminister Sophie Løhde har rost kommunerne og Kommunernes Landsforening (KL) for deres koordinerede indsats.
– Jeg vil gerne rose kommunerne og KL for at koordinere den kommunale skattefastsættelse for 2025, så kommunerne ser ud til at være i mål med aftalen om en samlet uændret skat, udtaler hun.
Skattenedsættelser i tal
De samlede nedsættelser fordeler sig på flere skatteområder:
Indkomstskatten forventes at stige med cirka 30 millioner kroner.
Grundskylden bliver nedsat med cirka 9 millioner kroner.
Dækningsafgiften for erhvervsejendomme reduceres med omkring 44 millioner kroner.
Nedsættelsen skyldes blandt andet den udligningsreform, som blev indført i 2020, der giver nogle kommuner mulighed for at hæve skatten med støtte og andre for at sænke den. I årets økonomiaftale for 2025 er der også blevet givet rammer til kommuner, som har ansøgt om skattenedsættelse med tilskud, hvilket understøtter den samlede balance.
Ingen fynske kommuner med i skatteændringerne
Blandt de kommuner, der har foretaget ændringer, er der ingen fynske kommuner, der har hverken hævet eller sænket skatten. Skatteændringerne sker typisk ved justeringer i udskrivningsprocenten, som danner grundlag for beregningen af personlig indkomstskat.
Den endelige opgørelse af årets skatteresultat forventes at blive offentliggjort i slutningen af 2024, men ifølge Indenrigs- og Sundhedsministeriet ser det samlede billede ud til at sikre en stabil skattepolitik, der fortsætter uden væsentlige ændringer for borgerne næste år.
Håndboldherrerne er ved en sportsgalla i Portugal blevet kåret som det bedste mandlige hold ved de olympiske lege i Paris. Bag prisen står sammenslutningen af alle 206 nationale olympiske komitéer.
Håndboldherrerne var suveræne på deres vej mod OL-guld ved de olympiske lege i Paris. Holdets præstationer skabte selvfølgelig begejstring blandt danskerne, men også uden for landets grænser blev Mathias Gidsels scoringer og Niklas Landins redninger bemærket.
Dette blev understreget onsdag aften ved ANOC Awards 2024, hvor Håndboldherrerne blev kåret som det bedste mandlige hold ved hele OL. ANOC er sammenslutningen af alle verdens 206 nationale olympiske komitéer, og prisjuryen bestod af repræsentanter fra samtlige kontinentale olympiske komitéer.
Der var mange stærke hold ved OL. Blandt andet det amerikanske basketballhold med verdensstjerner som Steph Curry, Kevin Durant og LeBron James. Men det blev ikke ’King James’, men derimod den fløjspiller 43-årige Hans ’Majestæt’ Lindberg, der fik prisen overrakt. Han repræsenterede på scenen det danske hold, der på vej til guldet vandt samtlige sine kampe.
– Det er en fantastisk ære af få prisen. Også for mig personligt. Jeg var reserve ved OL i Rio og kom ikke med til OL i Tokyo. Så at være 43 år, vinde guld ved OL i Paris og nu modtage denne pris på vegne af et enestående hold er helt utroligt, sagde Hans Lindberg på scenen i Portugal, hvor prisshowet blev afviklet i forbindelse med ANOC’s generalforsamling.
Holdet blev guidet til guldet af træner Nikolaj Jacobsen, der selvfølgelig også glæder sig over anerkendelsen.
– Jeg er stolt over, at vores præstation til OL er blevet anerkendt så bredt også uden for håndboldverdenen. Som hold fokuserer vi udover håndboldspillet også på at have et godt kammeratskab og spille med en glæde og udstråling af, at vi har det sjovt sammen. Det er jeg glad for, at andre også har bemærket og gør prisen som det bedste mandlige hold ved OL til noget helt særligt, siger holdets træner, Nikolaj Jacobsen.
Hos DIF, der er olympisk komité i Danmark, er man meget stolt over, at et dansk hold for første gang nogensinde opnår denne hæder.
– At blive kåret som det bedste herrehold af alle ved verdens største sportsbegivenhed er helt vildt. Prisen er en utrolig flot, men også fuldt fortjent anerkendelse af håndboldherrernes præstation ved OL. De var suveræne hele vejen. Startende med første kamp, hvor de meget flot besejrede de franske europamestre og værter i egen hule og til sidste kamp, hvor de i finalen mod Tyskland spillede på et helt uhørt højt niveau. Tillykke med prisen til spillerne og alle lederne omkring holdet, siger Søren Simonsen, der var DIF’s chef de mission ved Paris-legene.
ANOC Awards:
Afholdes hvert år i forbindelse med ANOC’s generalforsamling. ANOC er en sammenslutning af alle 206 nationale olympiske komitéer. Prisjuryen består af repræsentanter for de kontinentale olympiske komitéer (blandt andet den europæiske olympiske komité) og ANOC’s generalsekretær.
Lørdag den 9. november fejres Arkivernes Dag over hele Danmark, hvor lokalhistoriske arkiver byder indenfor til en ekstraordinær dag med åbent hus. På Lokalhistorisk Arkiv i Fredericia kan du dykke ned i lokalhistorien og slægtshistorien, og der er mulighed for at gøre et bogkup, hvor lokalhistoriske udgivelser sælges til fordelagtige priser. I arkivets “biografcafé” kan du nyde en kop kaffe, mens der vises gamle film fra Fredericia.
Som tidligere år deltager Trekantområdets Slægtshistoriske Forening, der tilbyder vejledning i slægtsforskning, og medlemmer af Militærhistorisk Forening fremviser udvalgte genstande fra deres private samlinger.
Særligt Fokus: Lillebæltsbroen og Færgehavnen
I anledning af Arkivernes Dag sætter vi fokus på Lillebæltsbroen, som næste år kan fejre 90-års jubilæum. Broens åbning i 1935 førte til lukningen af færgeforbindelsen mellem Fredericia og Strib. På dagen præsenteres en detaljeret model (skala 1:87) af færgehavnen i Fredericia, skabt af Henry B. Eriksen, der bringer de gamle færgelejer til live. Modellen, der stadig er under udvikling, suppleres med historiske billeder og film, og Robert Schou vil udstille sin samling af Fredericia-postkort med færgehavnen som motiv.
Ekstra Åbent Hus hos Fredericia Modeljernbane Klub
Fredericia Modeljernbane Klub holder ligeledes ekstra åbent denne dag og inviterer besøgende til at opleve deres modeljernbaneanlæg i skala 1:87. Anlægget viser jernbanen og stationsbygningerne, som de så ud fra ca. 1950 til 1980.
Fakta om Færgehavnen i Fredericia
Færgeforbindelsen mellem Fredericia og Strib blev etableret i 1872 som et led i udbygningen af jernbanenettet og blev betjent af hjulfærgen “Lillebelt”. Med tiden blev færgetrafikken udvidet og moderniseret, og nye færger, som “Hjalmar,” “Ingeborg,” og “Marie,” blev sat ind. I takt med den stigende trafik blev flere færgelejer etableret, og da færgedriften var på sit højeste, var tre færgelejer i drift. Færgetrafikken blev endeligt indstillet i 1935 med åbningen af Lillebæltsbroen.
Praktisk Information om Arkivernes Dag
Lokalhistorisk Arkiv i Fredericia holder åbent hus lørdag den 9. november 2024, fra kl. 10 til kl. 14. Adressen er Øster Voldgade 18, opgang K, stuen, på Kulturkasernen.
På søndag venter en sjælden begivenhed på Monjasa Park. FC Fredericia og OB, første- og andenpladsen i NordicBet Ligaen, står over for hinanden i et opgør, der allerede har sat byen i fodboldstemning.
Fredericia er på vej til at levere en tilskuersucces, og forude venter en kamp, hvor fodboldinteressen skinner igennem på en måde, der ikke er set længe i byen. Klubben kan mærke den voksende hype omkring kampen, og allerede i sidste uge måtte de melde udsolgt til VIP-arrangementet, mens billetsalget til selve kampen også går strygende. Tidligere på ugen meldte FC Fredericia ud, at over 2.000 billetter er solgt – og søndag forventes en stor fodboldfest på stadion.
– Vi forventer helt sikkert, at vi kommer på den rigtige side af 3.000, siger FC Fredericias direktør Stig Pedersen og understreger, at de seneste dages solrige vejr er et perfekt oplæg til søndagens kamp.
– Vejret bliver godt, og der er ingen grund til ikke at komme på stadion, siger Stig Pedersen.
Fredericia står nu i en position, som klubben ikke har været i før. Kampen mellem nummer et og to i rækken markerer et sjældent topbrag i sæsonen, og Pedersen forklarer, hvordan denne situation adskiller sig fra tidligere år:
– Nu er vi så langt inde i sæsonen, hvor vi ved, hvor vi står, og vi er 100 procent sikre på at forblive nummer to, selvom vi skulle tabe. Sådan en situation har vi ikke været i før. Man kan mærke, at folk taler om fodbold i byen på en anden måde end længe, siger Pedersen.
Netop denne stemning håber klubben kan tiltrække flere tilskuere til stadion på søndag. For FC Fredericia er kampen ikke blot en topkamp; det er også en sjælden mulighed for at tage mod OB på hjemmebane, hvilket tilføjer ekstra nerve til opgøret.
– Det er jo fantastisk, at det er mod OB, som er den klub, der ligger tættest på i NordicBet Ligaen, udover Kolding. Det er en kort tur, så der er ingen undskyldninger. Vi ved også, at der kommer rigtig mange til kampen, siger Pedersen med henvisning til, at mange tilskuere forventes at købe billet på dagen.
Pedersen oplyser også, at klubben har udvidet udebaneafsnittet, så det kan rumme op til 1500 gæster – og allerede nu er omkring 700 billetter solgt til OB-fans.
Historisk set har FC Fredericia haft held med at overraske OB i pokalturneringen, og den selvtillid tager de med sig ind til søndagens kamp.
– Vi har slået OB ud af pokalen tre gange før, så det kan bestemt ske igen på søndag. Vi har ofte i sæsonerne haft evnen til at slå de store hold, og vi håber på at gøre det igen. Vi står rigtig godt, selvom OB også gør det, men vi kan ikke være bedre forberedt. Vi har næsten alle spillere til rådighed, og vores trup er stærk, siger Stig Pedersen.
Direktøren forholder sig slutteligt til sangen om, at FC Fredericia ofte præsterer bedre i starten af sæsonen, end når det hele spidser til.
– Det hænger sammen med, at vi slutningen af sæsonen oftes har været i oprykningsspillet, hvor vi møder de fem bedste hold i rækken, udover os selv. Det giver sværere kampe, og for os derfor et mindre antal sejre end tidligere på sæsonen. I nyere tid har vi kun prøvet det omvendt for et par sæsoner siden, da vi præsterede dårligt i starten af sæsonen og endte i nedrykningsspillet, hvor vi til gengæld gjorde det rigtig godt, siger Stig Pedersen.
Når dommeren fløjter op på søndag klokken 15:00, bliver det ikke bare en kamp om tre point. For både spillere og fans i FC Fredericia er det en chance for at skrive et nyt kapitel i klubbens historie, hvis det lykkes at vinde topkampen mod OB og skabe yderligere spænding i toppen af tabellen i NordicBet Ligaen. Inden opgøret er OB placeret på førstepladsen med ni point ned til FC Fredericia på andenpladsen.
Søndag den 27. oktober satte GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA punktum for en imponerende sæson, hvor parken kunne notere sit tredjehøjeste besøgstal nogensinde.
Trods skiftende sommervejr, som påvirkede nogle af højsæsonens store besøgsdage, nåede over 420.000 gæster at besøge dyreparken i år. Parkens direktør, Rasmus S. Nielsen, ser positivt tilbage på sit første år i spidsen og glæder sig til en ny og spændende sæson i 2025.
Med et præcist besøgstal på 420.244 danske og udenlandske gæster i 2024, er direktøren både stolt og taknemmelig for den store opbakning:
– Det er et kæmpe kvalitetsstempel, når så mange mennesker vælger at besøge os, siger Rasmus S. Nielsen og understreger den særlige rolle, parkens årskortholdere spiller.
– Mange af vores gæster besøger os flere gange om året, og det vidner om et stærkt engagement, som vi er utroligt taknemmelige for.
Sommerens udfordringer med vejret
Trods de flotte besøgstal har det danske sommervejr i høj grad sat sit præg på sæsonen. Rasmus S. Nielsen peger på, hvordan parkens forventninger til besøgstal på højsæsonens største dage måtte justeres løbende:
– I de travleste tre uger af sommerferien ville vi normalt kunne tage imod op mod 7.000 gæster pr. dag under optimale forhold. Men det skiftende vejr betød, at vi måtte tilpasse driften til en noget lavere efterspørgsel, forklarer han.
– Det stiller krav til vores fleksibilitet, og her har medarbejderne gjort en fantastisk indsats.
Direktøren ser også vejrets påvirkning som en påmindelse om klimaudfordringernes betydning for turistbranchen.
– Vi må forvente, at den traditionelle danske sommer bliver mere uforudsigelig. Derfor er det vigtigt, at vi udvikler nye oplevelser, som kan tiltrække gæster uden for de klassiske sommersæsoner, forklarer han.
Spændende nyheder i 2025
Selvom parken nu lukker for vinteren, er planlægningen af næste sæson allerede i fuld gang. Gæster kan blandt andet se frem til åbningen af et nyt, asiatisk dyreanlæg.
– Vi glæder os til at præsentere vores besøgende for en ny og spændende dyreoplevelse i 2025, og vi har en fantastisk stab klar til at skabe nærværende oplevelser for alle aldre, siger Rasmus S. Nielsen, der ser frem mod den officielle sæsonstart lørdag den 29. marts.
KIF Kolding er i frit fald efter et hårdt nederlag på 38-22 til Skjern tirsdag aften, hvilket markerer deres sjette nederlag i træk. Klubben er nu på 12. pladsen i tabellen med seks point efter ti kampe.
Det seneste point blev sikret på hjemmebane mod Mors-Thy den 2. oktober, hvor det lykkedes at spille 28-28, men den seneste sejr skal man helt tilbage til den 12. september for at finde.
Holdet er hårdt ramt af skader, og netop skadesproblematikken sætter sine tydelige spor i spillet. Bærende kræfter som Tobias Ellebæk, Jens Svane og Benjamin Pedersen er alle ude med skader, og sportschef Lars Christiansen understreger, at situationen har gjort det vanskeligt at finde et stabilt fundament på banen.
”Vi er totalt sårbare”
Christiansen lægger ikke skjul på, at skaderne har efterladt KIF Kolding i en sårbar position.
– Vi er totalt sårbare, når to spillere falder ud, eller har en kamp, hvor de ikke rammer niveauet. Det gør det svært, men vi må stadig få det bedste ud af dem, vi har til rådighed, siger han.
For at forsøge at modvirke effekten af skaderne valgte KIF tidligere på sæsonen at hente Magnus Kronborg ind i truppen. Men ifølge Christiansen er der begrænsede muligheder for yderligere forstærkninger, især midt i sæsonen, hvor markedet for spillere er yderst begrænset.
-Det er svært at få spillere til at vælge os, og det er en udfordring. Derudover er der heller ikke nogen spillere, der bare lige er tilgængelige, siger Lars Christiansen og tilføjer, at han håber på at få nogle af de skadede spillere tilbage i kampform snarest.
Optimisme trods modgang
Selvom KIF befinder sig tættere på nedrykningspladserne, forsøger Lars Christiansen at holde fast i optimismen.
– Jeg er faktisk optimistisk. Det er ingen skam at tabe mod stærke hold som Skjern, selvom det selvfølgelig er frustrerende at tabe så stort, som vi gjorde, siger Christiansen.
Sportschefen ser heller ikke nogen grund til panik, selvom resultaterne har været svære at få øje på de seneste måneder. Han tror fortsat på det hold, de har samlet, og er overbevist om, at de kan vende situationen rundt.
For Christiansen handler det ikke kun om at få resultater her og nu. Han er bevidst om, at et succesfuldt hold opbygges over tid og kræver både kontinuitet og tålmodighed.
– Vi ved, at det tager tid og sikkerhed at opbygge et stærkt hold; det sker ikke over natten, forklarer han.
Selvom de nuværende skadesproblemer betyder, at truppen presses til det yderste, er Christiansen fokuseret på at udvikle de spillere, de har til rådighed, fremfor at satse på kortsigtede løsninger.
– Vi skal arbejde med dem, vi har, og se, hvordan vi kan udvikle dem yderligere. Der er noget at arbejde med, selvom vi har udfordringer lige nu, siger Lars Christiansen.
KIF Kolding går således en vanskelig periode i møde, hvor det bliver altafgørende at finde frem til en løsning på deres problemer – ikke kun for at vende resultaterne her og nu, men også for at sikre en stabil fremtid i ligaen.