Efter en offentlig høringsperiode fremsætter regeringen i dag lovforslag om forbud mod utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund. Der er på baggrund af bl.a. de indkomne høringssvar og de synspunkter, der er blevet rejst i den offentlige debat, foretaget en række justeringer af lovforslaget. Med lovforslaget kriminaliseres utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund. Lovforslaget har til formål at sætte ind over for de systematiske forhånelser, som bl.a. har været med til at skærpe terrortruslen mod Danmark.
Rigspolitiet har oplyst, at der siden den 21. juli 2023 til og med den 24. oktober 2023 har været anmeldt 483 demonstrationer med bog- eller flagafbrændinger i Danmark. Samtidig har Politiets Efterretningstjeneste (PET) oplyst, at den seneste tids koranafbrændinger har haft betydning for det aktuelle trusselsbillede, og at terrortruslen mod Danmark er skærpet inden for det i forvejen høje niveau.
Regeringen har efter høringsperioden justeret lovforslaget på en række områder. De væsentligste ændringer i lovforslaget er følgende:
Lovforslaget indskrænkes til kun at gælde utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning. Der var tidligere lagt op til, at det skulle omfatte genstande med væsentlig religiøs betydning.
Lovforslaget afgrænses til trossamfund, som er registreret som anerkendt efter trossamfundsloven, og folkekirken. Der var tidligere lagt op til, at lovforslaget skulle omfatte trossamfund, uanset om trossamfundet var registreret som anerkendt eller ej.
Det er angivet i lovforslagets bemærkninger, at kunstværker, hvor den utilbørlige behandling er en mindre del af et større værk, ikke vil være omfattet af forbuddet.
Det fastsættes, at det ikke vil være strafbart at billige utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund.
Lovforslaget vil blive evalueret efter en treårig periode.
Justitsminister Peter Hummelgaard siger:
– Det har været vigtigt for regeringen, at lovforslaget skulle være så præcist som muligt. Vi har valgt at justere lovforslaget, og det har vi bl.a. gjort på baggrund af Politiforbundets høringssvar og bekymring for, om forbuddet med den oprindelige formulering ville være for svært at håndhæve i praksis. Med de ændringer, vi lægger op til nu, bliver det alt andet lige nemmere at navigere i – herunder for politiet og domstolene. Terrortruslen mod Danmark er som følge af den seneste tids koranafbrændinger skærpet inden for det i forvejen høje niveau. Dertil kommer, at vi for nylig har set angreb i både Frankrig og Belgien, som for mig at se understreger, at terrortruslen skal tages alvorligt. Derfor sætter regeringen ind over for de systematiske forhånelser, som udelukkende har til hensigt at skabe splid, og som har konsekvenser for Danmarks og danskernes sikkerhed. Den situation forholder regeringen sig ansvarligt til ved at fremsætte dette lovforslag.
Der findes år, der begynder med et løfte. Og så findes der år, der begynder med et krav. 2026 ligner det sidste.
Ikke et krav om optimisme. Heller ikke et krav om pessimisme. Men et krav om opmærksomhed.
Vi lever i en tid, hvor det føles, som om verden hele tiden er på kanten. Som om noget afgørende er ved at gå i stykker – demokratiet, klimaet, fællesskabet, sandheden. Følelsen er reel. Men følelsen er ikke hele sandheden.
Hvis man, som Hans Rosling insisterede på, tager tallene alvorligt, ser man noget mere besværligt – og mere interessant – end fortællingen om sammenbrud. Man ser en verden, der på samme tid har løftet milliarder af mennesker ud af nød og skabt nye, dybe spændinger. En verden, der har fået mere viden, mere sundhed og længere liv – men også mere støj, mere tempo og mindre tålmodighed.
Det paradoks er ikke en fejl i systemet. Det er selve systemet.
Fremskridt føles ikke som fremskridt, når de ikke fordeles lige. Når nogle oplever fremgang som tab. Når forandringer går hurtigere, end mennesker kan følge med. Det er dér, afmagten opstår. Og det er dér, de simple forklaringer får fat.
Derfor er 2026 ikke et år, hvor vi har brug for flere råb. Vi har brug for bedre samtaler. Samtaler, der kan rumme, at noget faktisk går den rigtige vej – uden at lukke øjnene for det, der gør ondt. Samtaler, hvor fakta ikke bruges som våben, men som fælles grund.
Det gælder også herhjemme. I det nære. I de byer og lokalsamfund, hvor tillid ikke er en abstraktion, men noget man mærker – eller savner – i hverdagen.
At insistere på nuancer er ikke svaghed. Det er en demokratisk dyd.
2026 bliver ikke let. Men det kan blive et år, hvor vi igen tør tænke lidt langsommere, lytte lidt mere og handle lidt klogere.
Nogle dage føles tunge og slæber sig af sted, andre er legende lette og forbi, nærmest før de begyndte. Tilværelsens toneart og tempo bølger op og ned.
Livets vekslen er livets lod.
Det oplever vi alle over tid – også i år.
Tag nu bare det at være forældre. Dronning Mary og jeg nyder at se vores børn vokse, finde deres ben og tage tilløb til at flyve fra reden. Samtidig er tanken om at give slip vemodig.
I år fyldte Prinsesse Isabella 18 år. Tænk engang.
Dagene med små børn kan af og til virke lange. Men pludselig er de ovre, og børnene er store, før vi ved det. På vej ud i verden.
En verden af muligheder – men også udfordringer. Nogle større, end vi bryder os om.
Antallet af krige er højt. En af dem foregår tæt på os. Bare et par tusinde kilometer fra Danmark kæmper ukrainerne for deres frihed. I snart fire år har de holdt ud, holdt stand og holdt fast i deres ret til at eksistere som et frit og uafhængigt land.
Krigen bringer smerte og ulykke til ukrainerne og spreder usikkerhed og utryghed i Europa. Kampene hærger på ukrainsk jord, men handler om retten til sikkerhed, selvstændighed og suverænitet – på vores kontinent og længere endnu, for noget fundamentalt er på spil.
Ukrainerne har aldrig ønsket krig, derfor fortjener de fred.
Herhjemme har freden været hverdag i årtier. De fleste af os har aldrig prøvet andet. Heldigvis. Dem, der oplevede befrielsen for 80 år siden, er blevet færre. Førstehåndsberetninger er blevet til andenhånds.
Vi har følt os trygge så længe, at vi nær har glemt, at det kan være anderledes.
For andre har fortidens skygger endnu ikke fortonet sig. Finland er med sin barske historie et eksempel på et land, der formår at have det værst tænkelige in mente uden at sætte livet i parentes. For finnerne er truslen fra øst aldrig klinget af. De lever med den, men ligger ikke under for den. Det mærkede Dronning Mary og jeg tydeligt, da vi besøgte Finland tidligere i år.
I Letland er freden stadig ung og var helt ny, da jeg som studerende besøgte landet første gang i foråret 1992. 50 års besættelse sætter sig i et folk, og deres virkelighed satte min egen i perspektiv. I Letland fornemmede jeg, hvad det vil sige, når frihed ikke er en selvfølge.
En fornemmelse, som nu også rører på sig herhjemme. For noget er under forandring. Ikke alle vil os det godt. Og i gråzonen mellem fred og ufred forsøger anonyme angreb at skabe uro, så splid og skræmme os.
Det kan være hjemmesider, der pludselig går ned. Det kan være vildledende videoer, der spreder mistillid. Det kan være droner, der dukker op på himlen som diffuse varsler.
Hvad bliver det næste? tænker vi.
At slukke for nyhedsstrømmen kan virke som en udvej – mange har nok haft trangen – men det er en stakket trøst. Virkeligheden sker, om vi ænser den eller ej.
Kunsten er at følge med uden at lade frygten løbe af med os. Være opmærksomme uden at danse efter de forkertes pibe. Forhindre at lus får lov til at sætte sig i skindpelsen.
Det er vi heldigvis gode til herhjemme.
Vi har en stærk forståelse af, hvem vi er som folk, og hvad vi står på som nation. Vi orienterer os og tænker gerne selv. Vi stoler på hinanden og giver velvilligt en hånd med. Vi kender vores værd uden at være os selv nok.
Vores største styrke er at stå sammen – i Kongeriget Danmark, i Europa og i NATO.
En talemåde lyder, at man skal forberede sig på det værste og håbe på det bedste. I forsvaret er det ikke bare noget, man siger, men noget man gør. Det mærkede Dronning Mary og jeg i praksis, da vi under vores besøg i Letland i år hilste på den danske kampbataljon i Camp Valdemar.
Sammen med vores allierede i NATO varetager de vores fælles forsvar for fred i Østersøregionen ved både at sætte barren højt og holde modet oppe.
Jeg vil gerne takke vores udsendte, der stiller op på vores vegne – og deres nærmeste, der må undvære dem imens. Jeg vil gerne takke alle, der passer på vores land – ikke mindst politiet, beredskabet og forsvaret.
I samme ånd – og som far – vil jeg gerne sende en nytårshilsen til vores værnepligtige. Tak for, at I stempler ind og tager en tørn for fællesskabet. Jeg håber, at I – som Kronprinsen for nylig og jeg selv i sin tid – vokser gennem den tillid, I får og viser andre.
I er forsvarets fundament, som fremover bliver styrket – både hvad angår varighed, og hvad angår mandskab.
Værneret er blevet til værnepligt for alle i Danmark, og i Grønland strømmer grønlandske unge til den nye arktiske basisuddannelse i Kangerlussuaq. Det betyder et mere mangfoldigt og dermed stærkere forsvar.
I virkeligheden har ”pligten til at værne” hverken alder eller udløb. Vi er alle forpligtet til at tage vare på vores land, og vi har et moralsk og menneskeligt ansvar over for hinanden. Den pligt trækker ingen frinummer fra.
Vores kristne kulturarv byder os at være kærlige – ikke kun mod vores nærmeste, men mod vores næste. Dén næste, som både er dem, vi har valgt til i livet, og dem, vi har forbigået eller taget afstand fra. Deri ligger udfordringen.
Vores opgave er at forsøge at finde rum i vores hjerter til at være nænsomme – også når det falder os svært.
I foråret havde jeg den store glæde at være tilbage i Grønland, og endnu en gang blev jeg mødt af overvældende varme og venlighed. Det var og er en turbulent tid. Trods det vakler grønlænderne ikke, men står imod med styrke og stolthed. De skaber samhørighed indadtil og respekt udadtil og cementerer fortællingen om det stærke folk i Arktis.
I forsommeren blev det endelig tid til at besøge Færøerne. Forventningens glæde havde vokset sig stor og blev til fulde indfriet, da Dronning Mary og jeg sammen med Prinsesse Josephine satte fod på færøsk grund.
Fra luften, fra jorden og fra havet strakte den nærmest overjordiske skønhed sig så langt øjet rakte – og tågen tillod. Overalt, hvor vi kom i det dybgrønne, bakkede og barske landskab, strømmede den velkendte færøske gæstfrihed os i møde. Også på dansegulvet. For når færinger danser kædedans, er der altid plads til en mere.
Fællesskaber kommer i mange varianter, og den traditionelle dans har den fordel, at den blot tager en ny form, når flere støder til. Det kan synes som en lille gestus, men for ham eller hende, der står udenfor, kan det betyde alverden, at kredsen ikke tøver med at åbne sig.
Det gælder i dansen og i det meste andet her i livet.
Jeg vil gerne takke alle på Færøerne og i Grønland for endnu en gang at tage så hjerteligt imod min familie og mig.
På Dronning Marys og mine vegne vil jeg i det hele taget gerne sende en varm tak til de mange, der har gjort sig umage for vores skyld i årets løb. Vi ved, at der ligger meget forberedelse forud for vores besøg – uanset om der skal lægges løberuter rundt i byen eller gøres plads til Dannebrog i havnen.
Hvor end vi er kommet frem, har vi nydt den blomstrende lokalkolorit. Hver by sit særkende. Hver egn sin charme. Hver kant sin kunnen.
Mange steder støder vi på stolte gamle håndværkstraditioner. Overleveret og finpudset gennem generationer. Glaspusteri i Sæby, fritidsfiskeri i Vorupør, tangtagdækning på Læsø.
Håndens arbejde er blevet forædlet i århundreder og har været levebrød for mange lige så længe.
Også i dag er der rift om folk, der har hænderne godt skruet på. Tidligere i år mødte jeg Augusta, Casper, Niels, Sofie og Magnus, der om nogen lever op til den beskrivelse. Alle fem stillede op til europamesterskabet for unge lærlinge og faglærte i Herning.
Deres fag var vidt forskellige, men ambitionen om at levere håndværk på allerøverste hylde havde de til fælles. Danmark endte med at høste et hav af medaljer, hvilket ikke bare er imponerende, men også en vigtig inspiration for andre håndværksaspiranter.
Unge lærlinge og faglærte kan udrette underværker med deres hænder, så selvfølgelig skal de ikke kun gå til hånde, men tage fra med sikker hånd på de arbejdspladser, som er heldige at have dem.
Det tjener os alle, når unge vælger et håndværk. Vi har brug for flere, der kan bruge både hovedet og hænderne.
I dag, hvor mængder af information er et klik væk, og mange opgaver kan løses øjeblikkeligt med den rette kommando, er håndværk i høj kurs. Et godt håndelag kommer ikke af sig selv, det kræver tid og flid, og det er vel i virkeligheden stadig vejen til de fleste færdigheder.
Livets vekslen er vores lod.
Om du er født her eller er kommet hertil, om du bor her eller er dansker i udlandet, så er det ens for os alle. Tilværelsens omskiftelighed er et vilkår – og kan samtidig være en vej til taknemmelighed.
Det, vi sætter pris på, træder tydeligere frem, når vi sommetider må undvære det. At det, der er os givet, bliver mindre givet, gør, at vi forstår at værdsætte det mere.
Sorger og glæder. Medgang og modgang. Solskin og skyer. De følges ad. Ingen kan få det ene uden det andet.
Måske godt det samme. For forårets komme er forunderligt, netop fordi vi møder det med vinterens kulde i kroppen.
Vejdirektoratet advarer onsdag morgen den 31. december om pletvis isglatte veje i dele af Trekantområdet og på Fyn. Især i Kolding, Odense og Faaborg-Midtfyn Kommuner kan der være glat på udsatte strækninger.
Bilister skal være ekstra opmærksomme onsdag morgen. Ifølge Vejdirektoratet er der flere steder meldinger om sne- og isglatte veje i det syd- og østlige Danmark.
I Kolding Kommune meldes der direkte om isglatte veje. Her er der foretaget saltning på både vejklasse 1 og 3 omkring klokken 07.00, men der advares fortsat om isglat føre på flere strækninger. Vejklasse 2 betegnes ligeledes som isglat.
Også i OdenseKommune er der pletvis glatte veje. Her er der foretaget saltning flere steder i løbet af natten og morgenen, men Vejdirektoratet oplyser, at der fortsat kan være glat på udsatte strækninger – særligt på mindre veje, broer og steder med skygge.
I Faaborg-MidtfynKommune lyder meldingen på pletvis isglatte veje. På statsvejene er der ingen aktuel melding om kritiske forhold, men på de kommunale veje i vejklasse 3 advares der om glat føre på udsatte steder.
Decembersolen falder skarpt ind gennem ruderne på STATIONEN. Midt i caféområdet, i den gamle historiske bygning, sidder Thomas Renneberg-Larsen, direktør i Fredericia Håndboldklub, og ser tilbage på et år, der på mange måder har været alt det, elitesport er: eufori, pres, svære beslutninger og et konstant krav om at levere – også når resultaterne ikke kommer af sig selv.
»2025 har været et blandet år. Der har været store opture, men også nogle nedture, som vi har været nødt til at forholde os meget ærligt til. Det er sport på højeste niveau, og der kommer der ikke kun solskin.«
Når han skal pege på årets største øjeblik, er han ikke i tvivl.
»Champions League. At vi fik lov at stå på den scene og spille mod nogle af Europas allerbedste hold. Kampen mod Paris var en milepæl – ikke bare for klubben, men for hele Fredericia. Det var et bevis på, at man også fra en provinsby kan være med på den største scene.«
Men året kan ikke fortælles uden også at nævne den svære beslutning om at sige farvel til cheftræner Gudmundsson. En træner, der havde været med til at skabe nogle af klubbens største resultater.
»Det var en hård beslutning. Der er ingen, der synes, det er sjovt at stoppe et samarbejde med en træner, som har leveret så meget for klubben. Men vi stod i en situation med en periode med mange nederlag, og vi var nødt til at handle. Det er en del af det ansvar, der følger med mit job.«
Pres og forventninger
Fredericia Håndboldklub har de seneste år flyttet sig markant. Fra at være en solid ligaklub til at spille med om medaljer og europæiske pladser. Med succes følger forventninger – og et pres, der ikke forsvinder af sig selv.
»Der er ingen tvivl om, at der er kommet et større pres. Når man har været oppe og vinde ni ud af ti kampe over en lang periode og har spillet med om medaljer, så forventer folk, at det fortsætter. Men sport er ikke lineær. Der kommer bump på vejen.«
Han understreger, at klubben hele tiden har været bevidst om, at nedture ville komme.
»I de ti år, vi har bygget klubben op, er det stort set kun gået én vej. Men vi vidste også godt, at på et tidspunkt ville der komme udfordringer. Det er ikke noget, man kan trylle sig ud af. Man bliver nødt til at være i det og arbejde sig ud af det.«
Underpræstation – men ikke uden perspektiv
Ser han isoleret på resultaterne i ligaen, lægger Thomas Renneberg-Larsen ikke skjul på, at klubben havde håbet på mere.
»Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, vi har underpræsteret i perioder. Vi havde en ambition om at ligge et par pladser højere. Det var ønskescenariet. Men vi har også haft mange mellemregninger: nye spillere, skader, ændringer i forsvarsspillet. Det er ikke undskyldninger, men forklaringer.«
Samtidig peger han på, at holdet har vist evnen til at rejse sig.
»Vi var langt væk på et tidspunkt, men vi kom godt igen. Vi sluttede første halvdel af sæsonen med to sejre før julepausen, og det betyder, at vi stadig er med i det hele. Vi har mulighed for både slutspil og fortsat europæisk deltagelse.«
Europa som strategisk pejlemærke
At spille i Europa er ikke kun et sportsligt mål, men en strategisk del af klubbens identitet.
»Det betyder rigtig meget. For spillerne, for klubben og for fansene. Det er der, vi viser os frem. Det er der, vi viser, at vores strategi holder. At vi kan være med, også selvom vi ikke har de samme økonomiske muskler som de største klubber.«
Han fremhæver, at klubben også i Europa har leveret hæderlige præstationer.
»Vi gik videre med to point fra puljen, og i den næste runde er der reelt mulighed for at gå videre. Det er ikke urealistisk, og det er med til at understrege, at vi ikke bare er med for at være med.«
Økonomi med ambitioner
2025 bød også på klubbens første officielle regnskab som selskab – og et sjældent overskud i dansk håndbold.
»Vi har haft indtægter fra Champions League og har arbejdet benhårdt med at sætte tæring efter næring. Men overskud er ikke et mål i sig selv. Det handler om at opbygge egenkapital og skabe robusthed, så vi kan håndtere både investeringer og bump på vejen.«
Han gør det klart, at økonomisk ansvarlighed ikke står i modsætning til ambitioner.
»Vi har stadig høje sportslige ambitioner. Og ja, der kan komme perioder, hvor vi investerer mere, fordi vi tror på, at det er nødvendigt for at nå vores mål. Det handler om balance.«
Byen som fundament
For Thomas Renneberg-Larsen er forbindelsen mellem klub og by afgørende.
»Håndbold er en del af Fredericias DNA. Det mærker man. Spillerne bor i byen, lever her, bliver en del af hverdagen. Det gør noget ved identiteten.«
Han taler varmt om Fredericia som by.
»Vi har en smuk by med voldene, de gamle bygninger og naturen tæt på. Det er et godt sted at være. Måske er vi ikke altid gode nok til at fortælle det, men Fredericia kan virkelig mange ting.«
Vejen ind i 2026
Blikket er allerede rettet mod den kommende del af sæsonen.
»Vi tager én kamp ad gangen. Alle muligheder er åbne. Vores første mål er at komme i slutspillet. Lykkes det ikke, så handler det om at tage så mange point med over som muligt. Men vi går benhårdt efter slutspillet.«
Og når sæsonen er slut?
»Så håber jeg, at folk siger, at vi sluttede rigtig godt af, og at vi nåede de mål, vi satte os. Det er det, vi arbejder hen imod.«
Spørgsmålet om cheftrænerposten i 2026 lader han stå åbent.
»Det er et godt spørgsmål. Og det er noget, vi nok skal melde ud, når tiden er rigtig.«
For nu er fokus et andet sted: På arbejdet, processen – og troen på, at Fredericia Håndboldklub også kommer styrket ud af et år, der har krævet mere end bare sejre.
2025 blev et år præget af udvikling, nybrud og fællesskab på Fredericia Musicalteater. Teaterdirektør Thomas Bay ser tilbage på et år med urpremierer, børnefamilier i salen og en bevidst ambition om at gøre teatret mere åbent og samlende – i en tid, hvor verden udenfor er fyldt med krig, frygt og uro.
Når Thomas Bay ser tilbage på 2025 på Fredericia Musicalteater, er det ikke én enkelt forestilling eller beslutning, der står klarest. Det er snarere en bevægelse. En fornemmelse af, at teatret har rykket sig – både kunstnerisk, organisatorisk og i forholdet til byen omkring det.
»Jeg synes egentlig, vi har haft et rigtig fint år. Et år, der har stået i udviklingens tegn. Vi har haft både en Danmarkspremiere og to urpremierer, og det er vi enormt stolte af. Men det vigtigste for mig er nok bredden. At vi har ramt flere publikumsgrupper og åbnet huset mere, end vi har gjort før.«
2025 var samtidig det første hele år, hvor Fredericia Musicalteater for alvor skulle finde sin rolle som institution på finansloven. Det var en ny virkelighed, der krævede afklaring: Hvad betyder det i praksis? Hvilket ansvar følger med? Og hvordan balancerer man krav om udvikling med det lokale afsæt?
»Det skulle vi lige finde ud af. Hvad betyder det at være på finansloven? Det har vi forvaltet rigtig fint. Vi har ikke bare fortsat det, vi plejer – vi har udviklet. Og det er faktisk noget, jeg er ret stolt af.«
Et mere åbent teater
En af de tydeligste erkendelser for Thomas Bay i 2025 handler om tilgængelighed. Ikke kun i fysisk forstand, men mentalt og kulturelt. Teatret som et sted, man kan træde ind i – også uden nødvendigvis at have billet i hånden.
»Vi prøvede noget nyt i år. Vi kaldte det blandt andet fællessangsaftener. Ideen var at åbne teatret mere op og tænke det som et samlingspunkt. Ikke kun for dem, der normalt går i teatret, men for byen. Og det er faktisk gået op for mig her i juledagene, hvor vigtigt det er. Måske vigtigere end nogensinde.«
Han tøver et øjeblik, før han sætter ord på den større sammenhæng.
»Vi lever i en tid, hvor nyhederne er fyldt med krig, elendighed og frygt. Og der mener jeg helt grundlæggende, at teatret har en opgave. Vi skal være en modpol. Et fyrtårn for håb, empati, kærlighed og optimisme. Ikke naivt – men menneskeligt.«
Kunstneriske valg og risici
Året bød også på kunstneriske valg, der ikke var uden risiko. Ét af dem var forestillingen What Is Love, hvor scenografien blev bygget midt i rummet i stedet for på den traditionelle scene.
»Det var en svær opgave. Et bevidst nybrud. Men vi blev simpelthen oversvømmet af reaktioner fra publikum, som oplevede det som spændende og anderledes. Det er den slags risici, jeg gerne vil tage. Ikke for risikoens skyld – men fordi det kan noget.«
Publikumsreaktionerne er noget, Thomas Bay vender tilbage til flere gange. Ikke som tal eller belægningsprocenter, men som fornemmelser.
»Man kan mærke det, når folk går ud af salen. Når de bliver hængende. Når de taler sammen. Når de går videre ud i byen bagefter. Det er der, man mærker, at teatret er en del af byens puls.«
Publikum i forandring
Fredericia Musicalteater har i flere år haft ry for at ramme bredt, men i 2025 oplevede Thomas Bay en tydelig fortsættelse af en tendens: Et mere sammensat publikum.
»Vi så det allerede sidste år med Wicked. Et klassisk teaterpublikum – og samtidig en yngre generation. Den trend fortsætter. Vi kan både være relevante for det etablerede publikum og for børnefamilier og yngre gæster. Det er noget, jeg er enormt glad for.«
Han peger på, at netop musicalgenren har en særlig evne til at bygge bro mellem generationer.
»Musical kan noget særligt. Den kan være folkelig og kunstnerisk på samme tid. Og det er måske netop derfor, den fungerer så godt i en by som Fredericia.«
Teatret som del af byens identitet
For Thomas Bay er det afgørende, at teatret ikke bliver en isoleret kulturø.
»Hver gang vi spiller, kan man mærke det i byen. Folk spiser ude før forestillingen. De går på café bagefter. Teatret skaber liv – ikke kun inde i huset, men rundt omkring.«
Han oplever en oprigtig lokal opbakning.
»Jeg synes faktisk, at folk er glade for det, vi laver. De oplever kvalitet. Og igen – i en tid præget af uro, har vi en vigtig funktion som modpol.«
Ledelse og mavefornemmelse
Som leder har 2025 også været et år med refleksion.
»Jeg har lært, at jeg skal lytte endnu mere til min mavefornemmelse. Jeg har en god intuition, og nogle gange skal jeg stole mere på den. Måske lidt tilbage til basics.«
Det hænger også sammen med måden, teatret arbejder på internt.
»Vi er ikke så mange medarbejdere. Når der virkelig er brug for, at vi rykker sammen, så gør vi det alle sammen. Chefen, kunstnerne, teknikerne. Jeg sad selv bag tangenterne som kapelmester i juledagene. Det er vigtigt for mig, at vi løfter i flok.«
Fredericia som kulturby
Når Thomas Bay ser på Fredericia som by, er han ikke i tvivl om, at noget er i bevægelse.
»Jeg synes, der er høj faglighed, professionalisme og glæde i byens kulturliv. Der sker meget – ikke kun på teatret, men også i Tøjhuset og Eksercerhuset. Det er spændende at være en del af.«
Også privat trives han i byen.
»Fredericia har det hele. Gode institutioner, skoler, kultur, restauranter, natur. Mine børn trives her. Jeg kan ikke komme i tanke om mange andre byer, der har den kombination.«
Blikket mod 2026
Når snakken falder på det kommende år, er der ingen tvivl om ambitionerne.
»2026 bliver et spændende år. Vi får Musicalens Folkemøde tilbage. Showcase-ugen vokser. Og i efteråret kommer en piratmusical om Mary Read og Anne Bonny – to stærke, historiske kvindeskikkelser. Det bliver med action, musik og tempo.«
Men uanset repertoiret vender Thomas Bay tilbage til det samme grundprincip.
»Teater, kunst og kultur er det, der får hjertet til at slå. Det beriger mennesker og udvikler vores kritiske sans. Hvis man går hjem fra en forestilling og begynder at reflektere over sig selv og verden – så har kunsten gjort det, den skal.«
2025 blev ikke bare endnu et år i rækken. For Fredericia Musicalteater blev det et år, hvor teatret fandt sin rolle endnu tydeligere: som kunstnerisk kraft, samlingspunkt – og menneskelig modpol i en urolig tid.
Når kalenderen skifter, gør virkeligheden det ikke af sig selv. Et nyt år er ikke en nulstilling. Det er en forpligtelse. Og indgangen til dette år rummer noget sjældent: et folketingsår, nye byråd og dermed nye muligheder for at sætte retning – lokalt og nationalt.
Det forpligter alle.
For borgerne har gjort deres. De har stemt. De har peget. De har givet et mandat. Nu er det politikernes tur til at vise, hvad de vil bruge det til.
Nye byråd betyder ikke automatisk fornyelse. Nye ansigter er ikke i sig selv nye løsninger. Forandring kræver mere end konstitueringer og erklæringer. Den kræver prioriteringer, åbenhed og mod til at vælge – også når valgene er svære.
Mulighederne er der. Spørgsmålet er, om de bliver brugt.
I et folketingsår vil meget handle om tempo, dagsordener og synlighed. Det nationale fylder – og kommer til at fylde mere. Netop derfor er det afgørende, at det lokale ikke bliver overskygget. For hverdagen leves lokalt. Det er her, skolerne fungerer – eller ikke gør. Det er her, ældreplejen mærkes. Det er her, byrum skabes, virksomheder træffer beslutninger, og fællesskaber vokser eller forsvinder.
Nye byråd har en særlig mulighed i begyndelsen af en periode: at sætte standarden. For tonen. For åbenheden. For samarbejdet. For den måde, uenighed håndteres på. Det er nu, kulturen formes. Ikke i festtaler, men i praksis.
Samarbejde er en styrke, når det har retning. Enighed er værdifuld, når den er ærlig. Men konsensus uden ambition bliver hurtigt til stilstand. Et bredt flertal fritager ikke for ansvar – det fordobler det. Når mange står sammen, er der ingen undskyldninger.
Borgerne forventer mere end budskaber. De forventer substans. De forventer, at løfter bliver til handling, og at handlinger kan forklares. Gennemsigtighed er ikke et slogan; det er en arbejdsmåde. Åbenhed er ikke noget, man siger; det er noget, man gør.
Det gælder også medierne. I et år med mange valg og stærke følelser er behovet for nøgtern, vedholdende og lokal journalistik større end nogensinde. At stille spørgsmål er ikke at skabe uro. Det er at vedligeholde demokratiet. Tavshed er ikke ro. Det er fravær af svar.
Nye veje kræver mod. Mod til at prioritere. Mod til at sige nej. Mod til at stå ved beslutninger – også når de ikke er populære. Mod til at invitere kritik ind, før den banker på døren. Og mod til at erkende fejl og justere kursen.
Der er ingen garanti for succes. Men der er en klar sammenhæng: Når beslutninger forklares, stiger tilliden. Når retning meldes ud, følger engagement. Når ansvar tages, vokser fællesskabet.
Dette år kan blive året, hvor mulighederne blev brugt. Hvor nye byråd viste, at forandring ikke handler om tempo, men om kvalitet. Hvor et folketingsår ikke overdøvede det lokale, men skærpede det. Hvor nye veje blev valgt – ikke for syns skyld, men for byernes fremtid.
Et nyt år giver ikke svarene. Men det giver chancen for at finde dem. Sammen.
Efter et år præget af politisk drama, store projekter og et opsigtsvækkende magtskifte i Middelfart sætter Johannes Lundsfryd Jensen nu ord på sin situation. I en længere personlig beretning på sociale medier beskriver den tidligere borgmester både stolthed, vrede og afklaring – og fortæller, at han nu skal finde et nyt arbejdsliv efter mange år i kommunalpolitik.
Lundsfryd Jensen kalder 2025 for et vildt år, afsluttet med det, han betegner som et kup mod lokaldemokratiet. Han lægger ikke skjul på sin frustration over forløbet, hvor partiskift kort efter valget førte til et nyt flertal, og hvor han selv mistede borgmesterposten.
»Jeg er stadig vred over kuppet. Både over at man vil tillade sig at snyde vælgerne ved at skifte parti så kort tid efter et valg, og over at oppositionen ville tage imod hælervaren,« skriver han og tilføjer, at han er pinligt berørt over den omtale, Middelfart Kommune har fået i kølvandet på sagen.
Samtidig gør han det klart, at han ikke er i tvivl om, hvor han selv står.
»Jeg er stolt over den måde, mit parti har håndteret efterdønningerne. Vi møder andre mennesker med rank ryg og har intet at skamme os over,« skriver han.
I opslagene reflekterer Lundsfryd Jensen også over sit arbejdsliv. Han fortæller, at han i mange år har arbejdet mere end 60 timer om ugen – ofte aftener og weekender – og at han nu har brug for tid til at finde ud af, hvordan han vil bruge sine kræfter fremover.
Han har allerede sagt ja til enkelte mindre, afgrænsede opgaver, men understreger, at han ikke kan eller vil træffe forhastede beslutninger.
»Min plan er at arbejde mig ind i mit fremtidige arbejdsliv,« skriver han.
Det står dog klart, at han ønsker at arbejde videre med noget, der giver mening, og som handler om fællesskaber – et gennemgående tema i hans politiske virke.
Selv om afslutningen på borgmesterperioden blev dramatisk, fylder stoltheden over konkrete resultater meget i beretningen. Han fremhæver blandt andet åbningen af Danmarks første nærhospital i Middelfart, moderniseringen af marinaen og udviklingen af KlimaFolkemødet, som han beskriver som sin generations vigtigste samtale om klimahandling.
Han peger også på TRAADEN som et særligt projekt, hvor det lykkedes at skabe et mødested på tværs af generationer – med unge på KABEL29, koncerter og et nyt kulturelt samlingspunkt. Ifølge Lundsfryd Jensen har stedet haft omkring 70.000 besøgende i de første tre måneder.
»Det var stærkt,« skriver han og fortæller, at han sammen med unge kunne tage imod statsministeren på TRAADEN på selve valgdagen.
I sine refleksioner vender Lundsfryd Jensen også blikket udad. Han beskriver en rejse til Ukraine som dybt gribende og skriver, at mødet med krigens ødelæggelser har givet ordet fred en ny dybde for ham.
Samtidig ser han tilbage på sin tid som formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg, hvor han oplevede et tæt samarbejde med engagerede aktører på tværs af landet. Han fremhæver, at alle kommuner nu har vedtaget planer for det, han kalder en af danmarkshistoriens største omlægninger af det åbne land – fra marker til natur.
Trods vrede og skuffelse slutter beretningen ikke i bitterhed. Tværtimod beskriver Lundsfryd Jensen en indre kamp for at bevare troen på det bedste i mennesker – en kamp, han mener at have vundet.
»Kampen er slut for nu. Jeg har valgt hellere at være naiv end for kynisk. Det gælder også for fremtiden,« skriver han.
Han understreger, at han er okay, og at han glæder sig til at se frem mod 2026. Afslutningsvis takker han medarbejderne i Middelfart Kommune for samarbejdet og de fællesskaber, han har været en del af.
Fredericia Håndboldklub kan med stor stolthed præsentere Niclas Kirkeløkke som ny højre back fra sommeren 2027.
Landsholdsspilleren vender dermed hjem til den danske liga efter otte sæsoner på højt internationalt niveau i Bundesligaen – fem år i Rhein-Neckar Löwen og tre år i SG Flensburg-Handewitt. Niclas Kirkeløkke har underskrevet en treårig kontrakt, der løber fra sommeren 2027 til sommeren 2030.
Tilgangen af den dobbelte verdensmester markerer et vigtigt skridt i Fredericia Håndboldklubs fortsatte satsning mod toppen af dansk håndbold.
»Det er en god dag for håndbolden i Fredericia og for Fredericia Håndboldklub, at vi fra sommeren 2027 kan byde Niclas Kirkeløkke velkommen i FHK. Niclas vil give vores trup et kæmpe løft. Med hans rutine og præstationer fra Bundesligaen og det danske landshold får vi en spiller, der kan bidrage på højeste niveau i begge ender af banen,« siger direktør i Fredericia Håndboldklub, Thomas Renneberg-Larsen, i en pressemeddelelse.
Han lægger vægt på, at Kirkeløkkes erfaring og vindermentalitet bliver centrale brikker i klubbens ambitioner de kommende år:
»Vi får en spiller, som kommer med enorm rutine og et stærkt vinderinstinkt. Vi har manglet den erfaring og de kompetencer, som Niclas besidder, og han bliver vital for klubbens jagt på medaljer. Vi er sikre på, at han vil få stor betydning hele vejen rundt,« fortsætter Thomas Renneberg-Larsen.
Niclas Kirkeløkke fortæller, at muligheden for at vende hjem til Danmark og blive en del af Fredericia Håndboldklub føltes oplagt.
»Jeg har et ønske om at komme hjem til Danmark igen efter mange år i udlandet. Efter flere gode samtaler med klubben stod det hurtigt klart for mig, at projektet her er utrolig spændende, og at jeg kan se mig selv i det. Jeg har hørt meget positivt om miljøet, og stemningen i hallen virker fantastisk,« siger Niclas Kirkeløkke.
Om udsigten til at få Middelfart Sparekasse Arena som hjemmebane siger han:
»Jeg har spillet en enkelt kamp som senior i arenaen, da jeg i sin tid var en del af GOG, og vi mødte FHK i en kamp i 1. division. Det er fedt, at FHK har en rigtig håndboldhal som hjemmebane. Det oplever man ikke mange steder længere. Jeg glæder mig til at løbe på banen her i Middelfart Sparekasse Arena og mærke opbakningen.«
Sidst Kirkeløkke spillede i den danske liga var tilbage i 2019, og der er sket en del siden da. Gensynet med ligaen bliver et kapitel, han ser meget frem til:
»Jeg ser frem til at komme tilbage i de haller, hvor jeg har haft store oplevelser tidligere i karrieren. Jeg håber, at vi sammen kan vinde en masse med klubben,« afslutter han.
Med tilgangen af Niclas Kirkeløkke tager Fredericia Håndboldklub endnu et vigtigt skridt i klubbens langsigtede strategi om at sikre kontinuitet, kvalitet og erfaring på højeste niveau og fortsætte jagten på medaljer i dansk og europæisk håndbold.
Det alvorlige færdselsuheld, hvor en 63-årig kvinde mandag eftermiddag blev klemt under en bus i Fredericia, skete i forbindelse med en venstresvingsmanøvre i et trafikeret kryds. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en uddybning af sagen.
Uheldet skete klokken 14.50 i krydset mellem Jupitervej og Korskærvej. Ifølge politiet kørte bussen vestpå og skulle svinge til venstre ad Jupitervej. På Jupitervej holdt cyklisten stille for at overholde sin vigepligt, inden hun skulle fortsætte sin cykeltur.
I forbindelse med svinget ramte bussen cyklisten, som væltede og endte under bussens hjul, hvor hun blev klemt sammen med sin cykel. Situationen blev vurderet som alvorlig, og brandvæsenet blev straks tilkaldt.
TrekantBrand rykkede ud og fik frigjort kvinden fra den fastklemte position. Hun havde pådraget sig skader på foden og blev kørt til skadestuen for behandling.
»Det er en alvorlig personskade, og derfor har vi haft en bilinspektør ude for at foretage de nødvendige undersøgelser på stedet,« oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi.
Bussen blev ført af en 39-årig mand. Politiet arbejder nu videre med sagen for at fastlægge det præcise ansvar og hændelsesforløbet.
Redaktionen har tidligere omtalt ulykken kort efter hændelsen. Denne artikel bygger på nye og mere detaljerede oplysninger fra politiets pressebriefing tirsdag den 30. december 2025.
Pøbelvældet har haft frit spil i Randers-sagen, der dybest set handler om, at parnasset ikke kunne acceptere, at en psykiatrisk overlæge, Kristian Sloth, og hans medoverlæge, Anders Lindelof, gjorde det bedre end deres kolleger, fordi de brugte langt mindre psykofarmaka og dermed fik bedre resultater.
Kristian havde indrettet et tvangsfrit afsnit, hvor patienterne kunne frabede sig at blive behandlet med psykofarmaka. Hans tilgang til patienterne medførte, at han havde ledige sengepladser, og han udtalte offentligt, at psykiatrien ikke har behov for flere penge eller sengepladser.
Det er ikke en faglig fejl at bruge lidt eller ingen medicin, og Folketinget har besluttet at indføre forsøg med medicinfri behandling i psykiatrien efter årelange ønsker fra patienterne. Men da Randers-overlægerne ville fortælle om deres metoder og resultater i Region Midtjyllands Psykiatri, var man skam ikke interesseret. De skulle ikke have lov til at anfægte psykiatriens evige mantra: Send flere penge.
De fik heller ikke lov til at anfægte dogmerne om, at man gør det godt i den traditionelle, biologisk baserede psykiatri. Men det gør andre. I Storbritannien har man erkendt, at man har en mental sundhedskrise, og at de eksisterende tilgange, der fokuserer på medicin, ikke virker.
Antallet af personer, der ikke kan fungere på grund af en psykisk lidelse, er næsten tredoblet i de seneste årtier, og forskellen i livslængde mellem mennesker med alvorlige psykiske problemer og resten af befolkningen er fordoblet. WHO og FN har derfor opfordret til systematiske reformer med vægt på psykosociale tiltag, og en norsk undersøgelse viste, at halvdelen af fortløbende indlagte patienter på en psykiatrisk afdeling ville have ønsket et medicinfrit alternativ, hvis det havde været muligt.
Psykofarmaka har ringe effekt og gør ofte ondt værre, og de er den tredjehyppigste dødsårsag efter hjertekarsygdomme og kræft. Det er indlysende, at psykiatrien bør ændres radikalt, men da dem, der sidder på magten, ikke ønsker at ændre noget, måtte Kristian ofres. Og det blev han, på den mest bestialske måde man kan forestille sig. Han blev fyret og politianmeldt og eksponeret i stort set alle medier.
For nylig udgav journalist Gitte Rebsdorf i PsykiatriAvisen en meget chokerende artikel om Randers-sagen med titlen: Hvilket selvmord?
Frihedsbrevet førte an i heksejagten. De skrev, at Kristian havde efterladt sig et blodigt spor af anklager, hvor der blandt 12 patientforløb ifølge Region Midtjylland var et selvmord og to drabsforsøg. Men ifølge en aktindsigt og flere kilder i sagen, bl.a. Styrelsen for Patientsikkerhed, var der slet ikke noget selvmord. PsykiatriAvisen kender patientens identitet, men hverken skriftlige eller mundtlige kilder kan bekræfte, at patientens død skulle være et selvmord eller være forbundet med Kristians arbejde.
Pøbelvældet er ikke kun Frihedsbrevet. Det er også kolleger, som igennem flere år har været modstandere af Kristians tilgang og har skrevet anonyme bekymringshenvendelser, som Styrelsen for Patientsikkerhed afviste. En ansat på afdeling C slog fx anonymt alarm i 2019 om en sag, ”der drejede sig om liv og død”, men Styrelsen for Patientsikkerhed skrev, at sagen ”ikke giver anledning til nogen som helst form for bekymring for patientsikkerheden” for Kristians patienter ”og heller ikke for den faglige standard i øvrigt”.
Den anonyme anmelder havde anført, at Kristian havde trappet en patient ud af psykofarmaka og stoppet hendes ECT-behandlinger, ”som hun har fået i årevis og været velbehandlet på”. Det er en grotesk påstand. Langt de fleste patienter burde trappes ud af psykofarmaka, fordi de har været på psykofarmaka i mangeår. Og hvis man har fået ECT i årevis, viser det jo bare, at behandlingen ikke virker. ECT kan give permanente hjerneskader, og da virkningen er tvivlsom, er ECT blevet forbudt i flere lande, bl.a. i Slovenien, og der kører retssager i USA med henblik på at få ECT helt afskaffet.
Region Midtjylland deltog også i pøbelvældet, og bannerføreren var Jakob Paludan, lægefaglig direktør i psykiatrien. Regionen bakkede op om Kristians modstandere, Paludan politianmeldte Kristian, og han bidrog til heksejagten i medierne.
Statsadvokaten stoppede efterforskningen i september 2025 efter at Styrelsen for Patientsikkerhed havde udtalt, at de ikke ville have politianmeldt Kristian. De gav et fagligt påbud og satte ham under skærpet tilsyn på baggrund af mangelfuld journalføring og behandlingsplaner.
Det er tragikomisk. Kristian kendte sine patienter særdeles godt og gav dem privilegier, de ikke har andre steder, fx kunne de henvende sig og få en seng, hvis de følte, de havde behov for det, hvilket man ved er rigtig god forebyggelse, hvis en psykose er under opsejling. Lange udredninger i journalen, hver gang en velkendt patient genindlægges, er spild af resurser og stjæler tid fra det egentlige: At tage sig af patienten.
At der er tale om en skueproces fremgår af, at Foreningen af Speciallæger udtalte, ”at der ikke er tilvejebragt et retvisende faktuelt grundlag eller har været en proces, der berettiger den ansættelsesretlige sanktion, som Psykiatrien i Region Midtjylland påtænker”.
Desuden fremgår det af dokumenter i sagen, PsykiatriAvisen har fået aktindsigt i, at de auditører, som Region Midtjylland hyrede til at vurdere Kristians arbejde, ikke er uvildige og upartiske. De er systemets mænd, så det var givet på forhånd, at de ville finde fejl, også fordi meget af det, der står i de psykiatriske lærebøger og i guidelines, er i modstrid med den videnskabelige evidens og er direkte skadeligt for patienterne. Det er derfor ikke en fejl, men en fortjeneste, at gå imod det.
Psykiatrien i Region Midtjylland har meget at rette op på. I 2022 nævnte de stadig på deres hjemmeside, at skizofreni, depression, affektive lidelser og AHDH skyldes en kemisk ubalance i hjernen. Denne løgn er med til at fastholde patienterne i behandlinger, der skader mere end de gavner, og som de helst ville have været foruden.
I Regionspsykiatrien i Randers er der sammenlagt indberettet 24 selvmord på de tre afsnit, B, C og D fra 2020 til 2024, og Kristian afviser, at der var et eneste selvmord på hans afsnit C. Man må undre sig over, at de 24 selvmord ikke gav anledning til debat eller kritik af nogen art, hvorimod et ikke-eksisterende selvmord blev brugt som led i justitsmordet på Kristian.
Hykleriet og dobbeltmoralen er til at få øje på. Psykiaterne på Amager Hospital slog Luise, en ung patient, ihjel med antipsykotika, som både hun og moderen vidste, hun ikke kunne tåle, fordi hun var en slow metaboliser. De havde derfor advaret afdeligen imod det gentagne gange.
Da moderen klagede, fik hun at vide af både Patientforsikringens psykiatrisagkyndige, Patientklagenævnet og Sundhedsstyrelsen, at Luise var blevet behandlet efter bedste specialiststandard. Det var bestemt ikke var tilfældet, da behandlingen ikke havde overholdt Sundhedsstyrelsens egen vejledning, og da bedste specialiststandard umuligt kan indbefatte, at man har lov til at slå sine patienter ihjel efter at være blevet advaret om, at de ikke kan tåle medicinen. Offentlige udtalelser fra førende farmakologer i Norden bekræftede, at den store medicindosis uden tvivl var årsag til Luises pludselige død, som langtfra er det eneste medicindødsfald på Amager Hospital, der burde have haft konsekvenser for dem, der var ansvarlige for overdoseringen.
Jeg har kendskab til initiativer i flere lande, bl.a. i Norge, Sverige, Finland, Italien og USA, hvor man har prøvet at bruge så lidt medicin som muligt eller slet ingen. Det er gået på samme måde næsten hver eneste gang. Selvom resultaterne var langt bedre end i den traditionelle psykiatri, eller faktisk netop derfor, lykkedes det de traditionelle, biologisk orienterede psykiatere at få nedlagt disse initiativer.
Psykiatrien beskytter sig selv, ikke patienterne. Jeg har læst mange psykiatriske patientjournaler, og jeg har aldrig set nogen, hvor jeg ikke fandt graverende lægefejl, i flere tilfælde i en sådan grad, at patienten kom i livsfare eller døde. Men det hører vi jo ikke noget om.
Fyringen af Kristian er uberettiget. Jakob Paludan bør give ham en uforbeholden undskyldning og tilbyde genansættelse.
Af hensyn til patienternes sikkerhed er det er bydende nødvendigt, at uvildige forskere udtager et antal journaler fra andre psykiatriske afdelinger og sammenligner dem med journaler fra afsnit C. Ud fra mit kendskab til psykiatrien og psykofarmaka ville jeg forvente, at den faglige standard på afsnit C ville være højest, og at risikoen for at dø ville være lavest.
Men det kommer naturligvis ikke til at ske. Det kunne jo medføre, at hele det psykiatriske korthus ville falde til jorden. Så er det meget mere bekvemt at skyde budbringeren og fortsætte med en psykiatri, som bevisligt gør større skade end gavn.
