Der var engang, hvor dansk journalistik hvilede på et sæt uskrevne regler. Man ringede. Man sendte en mail. Fik man ikke svar, respekterede man det.

Den tid er forbi for mange år siden, og de mest hellige af alle står i spidsen for en blodjagt: Gammelmedierne.

I weekenden bankede journalister fra gammelmedierne på døren hos en nyvalgt folketingspolitikers privatadresse. Ikke for at afdække magtmisbrug. Ikke for at belyse noget af afgørende samfundsmæssig betydning. Men for at få et citat, et billede, en reaktion inden konkurrenten gjorde det.

Det er ikke bare dårlig presseskik. Det er i strid med den.

DR Nyheder har selv nedskrevet i sit eget etiske regelsæt, at man normalt ikke opsøger og konfronterer personer uden aftale. Hverken på privat eller frit tilgængeligt område. Det kaldes gatecrashing, og det er præcis det, DR angiver, at man ikke gør. Alligevel gjorde man det. Da kritikken kom, kom undskyldningen. Men undskyldningen forandrer ikke det grundlæggende problem. DR forbeholder sig desuden i sine egne retningslinjer ret til at indgå aftaler med medvirkende, som man ikke agter at overholde, hvis man selv skønner, at man er ved at afsløre noget. Aftaler med gammelmedierne er med andre ord ikke nødvendigvis det, de giver sig ud for at være.

Og her er det, der er den egentlige pointe: Gammelmedierne kører karaktermordet, inden de kender alle fakta. Personsagerne er deres favoritdisciplin. Det handler om personen, familiemedlemmet, privatlivet. Selv børn jages. Selv de mest basale forseelser bruges som afsæt for historier, der antyder langt mere, end de beviser. Mange af de omtalte personer dømmes aldrig for noget som helst. Alligevel køres historierne, som om de var. Antydningen er metoden. Bevisførelsen er valgfri.

Der er i disse dage også en tendens i den offentlige debat, som fortjener at blive navngivet. Man forventer, at mennesker ikke bare står til ansvar for egne handlinger, men også for deres partners. Det er forståeligt i en etisk diskussion om dømmekraft i valg af nære relationer. Men det er ikke en retslig kategori. I et retssamfund er man ikke skyldig, fordi nogen man bor sammen med har gjort noget forkert. Den skelnen er ved at blive udvandet, og gammelmedierne er med til at udvande den, hver gang de behandler en partners forseelse som den omtaltes egen dom.

Men lad os tale om det, der egentlig er sagen i denne konkrete historie. Rygterne om Cecilie Liv Hansens samlevers forhold var ikke en hemmelighed. De florerede allerede inden kommunalvalget i november. Liberal Alliances organisation var orienteret. Alligevel skete der ingenting, hverken i lokalafdelingen eller i hovedbestyrelsen. Og da rygterne igen tog fart i ugerne inden folketingsvalget, blev partiet endnu en gang gjort opmærksomt på dem. Igen skete der ingenting. Det er præcis det, der er pointen: Det er rygter. Ingen kender alle fakta. Ingen har ført bevis for noget. Og alligevel kørte gammelmedierne historien som en dom.

Det er et organisatorisk og politisk svigt af første klasse fra Liberal Alliances side, og det er den egentlige politiske historie. En historie, der stort set er druknet i støjen om, hvem der bankede på hvilken dør.

Konsekvensen af denne journalistik er ikke abstrakt. Den er meget konkret: Borgere afskrækkes fra at deltage i demokratiet, fordi prisen er for høj. For dem, der alligevel vælger at stille op, gælder det om at leve, og lade sin familie leve, et liv uden den mindste form for fejltagelse. En standard, som de journalister der stiller kravet, aldrig selv ville kunne leve op til, men de elsker blodjagten i sekundet et nyt medlem får en fod indenfor, så ringes tidligere kolleger, skolekammerater, aktindsigter søges i uddannelsespapirer og meget andet, hvorfor?

Det er ikke journalistik. Det er karaktermord som forretningsmodel. Og klikket betaler regningen.