Danmarks Idrætsforbund (DIF) har officielt udtaget den fredericianske triatlet Alberte Kjær Pedersen til OL i Paris. For Alberte Kjær, der er en del af Fredericia Eliteidræts satsning, bliver det hendes første OL-deltagelse, og hun er klar til at repræsentere Danmark på den største sportslige scene, efter at Danmark ikke havde nogen triatleter med til OL i Tokyo.

Alberte Kjær Pedersen har netop vundet World Cup-afdelingen i Huatulco og har gennem sæsonen præsteret flot. Alberte Kjær valgte sidste år at sætte sit tandlægestudie på pause og dedikere sig fuldt ud til sin sport, og det hårde arbejde har nu båret frugt.

– Det er så uvirkeligt for mig, at jeg skal til OL. Det har altid været en drøm, og de seneste par år har det også været et mål. Jeg har sat mit studie på pause, for at satse helt på min sport. Det er sårbart at tage sådan en beslutning, men jeg ville bare være sikker på, at jeg gav den alt, hvad jeg kunne, så jeg er så glad for, at jeg nu skal til OL. Jeg glæder mig sindssygt meget til at blive en del af et stort hold, og repræsentere Danmark, og jeg glæder mig til at køre konkurrence i hjertet af Paris – det er da fantastisk, siger Alberte Kjær Pedersen.

Foto: DIF

Team Danmarks sportsdirektør, Lars Balle Christensen, er imponeret over Alberte Kjærs præstationer. Sammen med den mandlige triatlet Emil Holm er hun udtaget til OL.

– Det er utroligt spændende at se både Alberte og Emil udtaget til deres første OL. Deres engagement og talent lover godt for deres præstationer i Paris, og jeg glæder mig meget til at følge dem. De har begge vist, at de har, hvad der skal til for at konkurrere på højeste niveau, siger Lars Balle Christensen.

Søren Simonsen, DIF’s Chef de Mission for det danske OL-hold i Paris, ser frem til at se Alberte Kjær og Emil Holm i aktion.

– Det er dejligt, at vi får danskere med til triatlon igen efter en pause i Tokyo, og det er to debutanter, som har vist rigtig god form i kvalifikationen. Jeg havde fornøjelsen af at være tæt på både Alberte og Emil ved European Games sidste år. Ud over at være nogle dygtige sportsfolk, er de også utrolig nysgerrige og sympatiske mennesker, som jeg er overbevist om vil være et stort aktiv for det danske fællesskab i OL-byen.

Fakta om Alberte Kjær Pedersen

  • Født: 23. juni 1998
  • Sportsgren: Triatlon
  • Disciplin: Olympisk Triatlon (1500 m svømning, 40 km cykling, 10 km løb)
  • Klub: Fredericia Triathlon Team
  • Tidligere OL-deltagelser: Debutant
  • Udvalgte resultater:
    • Vinder af 2024 World Triathlon Cup Huatulco
    • Vinder af 2023 Europe Triathlon Nordic Championships Fredericia
    • Dansk mester i Sprint Triatlon 2023
    • Dansk mester i Supersprint triatlon 2022
    • Vinder af 2022 World Triathlon Cup Myiazaki
    • Vinder af 2021 World Cup Miyasaki