Fredericia Håndboldklub er i DM-finalen. En drøm, der engang føltes fjern, er nu virkelighed. En visionær plan med dybe historiske rødder er blevet realiseret. Nu gælder det jagten på det første DM-guld siden 1979.
Det er godt for Fredericia. Det booster byens selvtillid i en uge efter Royal Run, der også sendte byen på landkortet. Ordene er faldet igen og igen i dag, når telefonen har ringet.
Ingen havde regnet med Fredericia i en DM-finale udover Sebatian Henneberg, der sagde meget præcist i et humoristisk tv-indslag. “Vi går da efter guldet, det er det, man spiller for,” siger han til holdkammeraterne Bisgaard og Frandsen. Men resten af Danmark havde nok ikke troet på det.
Bent Nygaard sagde på TV for nogle uger siden; jeg er skuffet over, at så store hold som BSH og GOG med de budgetter ikke fandt vej til semifinaler og finale, og forløste det potentiale, de burde have.
Med en suveræn andenplads i grundspillet står nummer 1 fra Aalborg nu mod nummer 2 fra Fredericia.
Lad os spole tiden tilbage. Fredericia Håndboldklub gik konkurs i 2012 og blev tvangsnedrykket til Jyllandsserien. Klubben var i ruiner. Førsteholdskampene blev spillet i hal 3 i Fredericia Idrætscenter, og vi mødte hold som Børkop, som man kunne tage bybussen til. Jeg var selv en del af konkursen som forretningsfører i klubben dengang. Men før konkursen fik FHK Bent Jensen med som hovedsponsor. Det blev essentielt.
En række ildsjæle og dygtige håndboldfolk arbejdede sammen, og klubben rejste sig igen. Der blev lagt ambitiøse planer, som nogle journalister mente, at man skulle spise brød til; men har man forstand på håndbold og på erhvervslivets kræfter, så vidste man godt, at Bent Jensen, der sidenhen var blevet formand, ville nå de mål, han og klubben satte med et sundt og værdifuldt fundament.
Siden da er det da også kun gået én vej: fremad.
Jeg har fulgt håndbolden i Fredericia siden 90’erne. Dengang sad de orange sæder stadig fast. Fredericia var en stolt håndboldby, der drømte om at genopleve 70’ernes storhedstid. Men med professionaliseringen af sporten mistede Fredericia terræn. Klubben fulgte ikke med, og byens helte søgte nye veje. Vi så med misundelse mod Kolding, der var hurtige til at omfavne det professionelle setup.
I 1990 blev det klart, at to konkurrerende klubber i Fredericia var for meget. Fredericia KFUM og Fredericia fF, der ellers hadede hinanden, blev slået sammen. Det var en nødvendig beslutning, om end følelserne var stærke.
I 2002 rykkede FHK op i ligaen med lokale spillere og et beskedent budget. Fredericia har altid været kendt som en arbejderby, og det samme gjaldt vores håndboldhold. Peters-brødrene, Simon Krogh, Christian Lynggaard, Micke Næsby og en ung Peter Nielsen knoklede på banen. Men økonomiske problemer og skader førte til nedrykning i 2010. Det kostede endnu mere på den økonomiske bundlinje.
En ny storhedstid på vej
Genrejsningen af klubben er en fortælling, der er blevet fortalt mange gange. I 90’erne og 00’erne sad vi unge fredericianere trofast på tilskuerpladserne og drømte om en ny storhedstid. Det syntes urealistisk, men nu, i 2024, er vi tilbage i toppen af dansk håndbold. Det er stort og vækker følelser hos os alle, inklusive mig selv.
Fredericia Håndboldklub følger nu i fodsporene på legender som Mogens “Muggi” Jeppesen, Flemming Hansen, Anders Dah-Nielsen og Bjarne Jeppesen. De gamle koryfæer er nu erstattet af spillere som Sebastian Frandsen, stregkæmpen Evgeni Pevnov, cubanske Reinier Taboada og lokale helte som Kasper Young og Martin Bisgaard, der har været med hele vejen fra 1. division.
Disse spillere er folkelige, bor i byen og er synlige i bybilledet. Pevnov siger hej til alt og alle, drikker kaffe på den lokale kaffebar og selv træner Guðmundur Guðmundsson tager sig tid til autografer midt i vigtige samtaler, ligesom han køber sit brød i Erritsø.
Det betyder noget at være lokal, og den DNA giver klubben videre til sine spillere.
Kampen i går var en drøm, der udspillede sig, imens man var med hele vejen, de sidste sekunder, inden man vågner. Wow, en stemning. Jeg er ikke vågnet endnu.
Fredericia er gået fra en tidssvarende hal med skrigende orange sæder og et hold, der i mange år ikke har været en del af toppen af dansk håndbold til i dag at have flotte faciliteter. Nu skal Fredericia have en større hal. Fredericia vil på sigt ende med at spille Champions League, det er jeg ikke i tvivl om, og det kræver større rammer, når man skal følge EHFs regelsæt. Det koster penge, men det betaler sig. Ligesom Royal Run betaler sig, og i sidste ende løfter byen.
Fredericia spiller om det ædle metal for første gang siden 1980. Det fremkalder stærke følelser, og vi skal nyde nuet. Måske fortsætter eventyret? Fredericia Håndboldklubs ambition er i hvert fald at vinde DM senest i 2029 med historisk reference til 1979, sidste gang Fredericia kunne løfte DM-trofæet.
Jeg er ikke i tvivl, byen, byrådet, erhvervslivet og folket står sammen om dette mål. Lige nu sidder vi med en følelse af selvtillid og tro på byen.
Lad os holde fast i den følelse, for det er noget, der virkelig betyder noget for Fredericia.
